Politiet ryddede mandag aften Stevnsgade Skole, der kortvarigt havde været besat af et par hundrede aktivister. Rydningen forløb stille og roligt, men op mod 40 blev anholdt i aftenens løb.
Af Martin Lindblom/Monsun
Efter få timers besættelse ryddede Københavns Politi kl. 21.30 gaden omkring Stevnsgade Skole, inden selve rydningsaktionen gik i gang.

De fleste i bygningen valgte at sætte sig på et halvtag, hvor de en efter en blev hentet ned og arresteret. Imens stod omkring 100 sympatisører på gaden nær ved og råbte slagord for et Ungdomshus.
Ved 23.30-tiden pressede politiet de resterende tilskuere længere væk, men det virkede ikke som om, der var nogen overordnet plan med aktionen. Således tvang en deling betjente tilskuerne væk fra den lille sidegade, som Stevnsgade er, og ud på kørebanen på den stærkt befærdede Jagtvej.
Uforklarlig anholdelse
Da de omkring 50 tilskuere derefter bevægede sig i retning af »Ground 69« blokerede politiet hele Jagtvej, og krævede at alle – også helt tilfældigt forbipasserende – gik i den modsatte retning. En enkelt blev i den forbindelse anholdt under mildt sagt mystiske omstændigheder.
Uden noget forudgående varsel blev manden arresteret og lagt i håndjern. Modkraft.dk spurgte ham, hvad årsagen var, men han vidste de ikke, og betjentene ville ikke oplyse det.
Vidner, der gik sammen med manden, da han blev anholdt, var stærkt forundrede over hændelsen.
Besættelsen af Stevnsgade Skole var den seneste i rækken af husbesættelser for et nyt Ungdomshus. I en pressemeddelelse efter rydningen erklærer Ungdomshusets Pressegruppe, at besættelserne vil fortsætte.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96