Annonce

20. april 2007 - 17:20

Tysk tøjselskabs nazistiske kontakter afsløret

Et populært tysk tøjmærke er afsløret i at støtte nazi-bevægelsen økonomisk. Firmaet har nær tilknytning til skandinaviske nazi-grupper og –produktionsselskaber, der bl.a. drives af tidligere Dansk Front-ledere.

Af Martin Lindblom/Monsun

I Tyskland har tøjmærket »Thor Steinar« i løbet af de senere år vokset sig stort på både den højreekstreme scene, men også blandt upolitiske subkulturer, blandt andet hooligan- og rockermiljøer.

JPEG - 74 kb
Antifascister har i årevis kørt kampagner mod tøjmærket Thor Steinar, der finansierer nazi-aktiviteter.

Tøjmærket har siden sin start i 2002 erklæret sig upolitisk, på trods af at de symboler, der anvendes på tøjet, har tilknytning til nazismen både historisk og aktuelt.

Blandt andet blev tøjmærkets tidligere logo, der bestod af to runer, forbudt i delstaten Brandenburg i 2004. Og ifølge de tyske myndigheder stammer navnet Thor Steinar fra Waffen SS-generalen Felix Steiner.

Selskabet bag Thor Steinar, Mediatex GmbH, har flere gange vundet sager mod medier der har bragt anklager om nazi-forbindelser, med det resultat, at selskabet er blevet legitimeret i bredere kredse end blot det militante nazistiske miljø i Berlin.

Nazistiske koblinger afsløret
I Tyskland er det lykkedes Thor Steinar at undgå at blive knyttet til den nazistiske bevægelse offentligt. Det samme er ikke tilfældet i Skandinavien.

I en netop udgivet bog, »Postboks 38« af Researchkollektivet Redox, afsløres det nemlig, at Thor Steinar i Norden har et tæt samarbejde med Nordvind Records, et nazistisk pladeselskab med udspring i Blood & Honour-bevægelsen. De to selskaber deler blandt andet en postboks i Espergærde i Nordsjælland.

Derudover er Nordvind Records den eneste officielle udbyder af propaganda fra det højreekstreme netværk Dansk Front, og det drives da også af de tidligere Dansk Front-ledere Flemming Muff Christiansen og Kasper Kröner.

Til Nyhedsavisen udtaler den svensk bosatte Kasper Kröner:

– Vi bidrager i dag med visse beløb til Dansk Front, ligesom vi giver penge til andre organisationer. Men jeg ønsker ikke at kommentere forholdet i detaljer.

Nazistisk trykkeri
Der er desuden flere sammenfald mellem selskaberne Nordvind Records og Thor Steniar og det svenske trykkeri Tryckcenter Klippan.

Trykkeriet drives ifølge Researchkollektivet Redox af ledende medlemmer af den nazistiske gruppe Kamratförbundet Parabellum. Trykkeriet fungerer som normalt trykkeri i dagtimerne, hvor der leveres tryk til både print og tøj.

Faciliteterne kommer dog også nazibevægelsen i Sverige til gode. Blandt andet blev alle bannere til en nazistisk demonstration på Sveriges nationaldag den 6. juni 2005 trykt af Tryckcenter Klippan.

Thor Steinars svenske dækfirmaer, Ronnytex AB og Sinotexes AB, har begge haft adresse på Fabriksvägen 6 i Klippan, samme sted som Tryckcenter Klippan har til huse.

Læs artikel i Nyhedsavisen: »Dansk Front-ledere er nazikøbmænd«

Læs anmeldelse af »Postboks 38« på Kontradoxa

Køb Postboks 38 i Modkraft Minimarked

Se den tyske kampagne »Stop Thor Steinar«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce