Annonce

24. februar 2007 - 1:55

Israelere vil ind i EU

En meningsmåling foretaget i Israel af den tyske politiske stiftelse Konrad Adenauer Stiftung, viser stor tilslutning til EU. Det europæiske samarbejde kritiseres ellers ofte af den poitiske ledelse i Israel for sin Mellemøstpolitik, men i befolkningen er der tilsyneladende et helt anderledes positivt syn på Unionen.

En væsentlig grund til den nye positive holdning er ifølge meningsmålingen, at Europa har involveret sig yderligere i den fredsbevarende FN-styrke i Libanon (Unifil) siden krigen sidste år.

Meget overraskende peger mere end 60 procent af de adspurgte på, at opfattelsen af at ”EU hjælper palæstinenserne”, er en positiv faktor. Og endnu flere nævnte EU’s fundering i lovgivning, menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter som gode grunde til at støtte Europa.

Tilfredshed med Tyskland

Næsten ligeså opsigtsvækkende er det, at de to mest populære europæiske lande blandt israelerne er Storbritannien og Tyskland. Den offentlige holdning blandt israelerne ser dermed ud til at være mindre præget af Anden Verdenskrig og Holocaust end tidligere.

Ifølge undersøgelsen er det ikke mindst valget af den første kvindelige tyske kansler, Angela Merkel, der har fået den israelske befolkning til at ændre holdning. 60 procent af de adspurgte peger således direkte på Merkel som en grund til at Tysklands image i verden er blevet bedre.

Men også de fredsbevarende tyske styrker i Libanon samt leveringen af tre moderne ubåde har spillet en rolle i folks opfattelse af tyskerne, skriver Konrad Adenauer Stiftung.

Endelig viste meningsmålingen, at 77 procent af israelerne mener, at landet er på vej i en gal retning, og at 11 procent af dem ville overveje at emigrere til Europa, hvis de fik EU-statsborgerskab.

Læs mere på Konrad Adenauer Stiftungs hjemmeside (tysk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce