Den borgerlig-liberale regerings økonomiske støtte på en halv milliard kroner til det store indsamlingsshow mod HIV og AIDS i Afrika, der løb af stablen i DR lørdag den 17. februar, har fået skuespilleren Timm Vladimir til at trække sig fra et omstridt ulandsprojekt.
Det sker fordi beløbet trækkes direkte fra ulandsbistanden og overføres til dansk erhvervsliv.
Timm Vladimir var ellers udpeget til at deltage i et omstridt regeringsprojekt, der overlod vurderingen af bistandsprojekter i den tredje verden til kendte danskere.
– Jeg hverken kan eller vil længere være med til at støtte regeringen og specielt Ulla Tørnæs i denne slet skjulte valgkampagne. Jeg er dybt uenig i deres måde at forvalte ulandsbistanden på, og jeg ser mig derfor nødsaget til at melde fra til Dilemma-projektet, siger han til Politiken.
Tim Vladimir var en af fem danskere, der skulle til Afrika for at vurdere bistandsprojekter. Han skulle være rejst til Tanzania på torsdag, men melder nu fra i protest.
Skinmanøvre
Vladimir var ellers positiv over for regeringens støtte til indsamlingsshowet, men nye oplysninger gjorde han vred, skriver Politiken.
– Dagen efter finder jeg ud af, at regeringen vil yde det bidrag ved at tage penge direkte fra ulandsbistanden og overføre dem til dansk erhvervsliv i den hellige gældsanerings navn, siger han.
– Regeringen har lavet en skinmanøvre ved at sige, at man giver en ekstra milliard i ulandsbistand, men i virkeligheden er der ikke et eneste menneske i verden, der kommer til at mærke det. De blev jeg rasende over. Jeg mener, at man har fjernet penge fra ulandsbistanden under påskud af, at man har givet flere penge, siger han.
I stedet for Timm Vladimir skal Karen Mukupa nu af sted. Det sker sammen med fitnesseksperten Charlotte Bircow, Christian Stadil fra tøjfirmaet Hummel og teaterdirektøren Martin Miehe-Renard.
Tidligere har Morten Lindberg alias Master Fatman valgt at springe fra ulandsprojektet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96