Mandag morgen besluttede 23 skraldemænd fra renovationsfirmaet HCS at gå i strejke. Firmaet er et af tre firmaer, som Århus Kommune har udliciteret dagrenovation til. De tre firmaer har til sammen 120 ansatte skraldemænd.
Baggrunden for arbejdsnedlæggelsen er, at HCS har sendt skriftlige advarsler til to skraldemænd, som efter firmaets mening har haft for langt sygefravær.
Ifølge formand for skraldemændenes faglige klub, Jan Hammer, er der for begges vedkommende tale om arbejdsskader – en forvredet skulder og en brækket arm.
Kravet fra de strejkende skraldemænd er derfor, at de skriftlige advarsler trækkes tilbage. Før det sker, har de ikke tænkt sig at gå tilbage i arbejde, oplyser Jan Hammer til Ritzau.
Dertil kommer, at skraldmændene er utilfredse med, at firmaet har hentet en række københavnske kolleger til byen for at kompensere for sygemeldinger blandt de århusianske skraldemænd:
– Jeg synes, det bliver et problem, når de ikke opfylder kravet til påklædning og reflekser. Ud over det render de og tømmer overfyldte skraldespande. Det er absolut ikke acceptabelt, siger Jan Hammer, til TV2 Østjylland.
Tidligere konflikt med firma
Det er ikke første gang, at der er problemer med firmaet HCS. Konflikten går flere måneder tilbage, hvor firmaet valgte at fyre en skraldemand, fordi han netop ikke ønskede at tømme en overfyldt skraldemand. Derfor skaber anvendelsen af de københavnske skraldmænd yderligere konflikt.
En konflikt som har kunnet mærkes i den nordlige del og centrum af Århus, hvor HCS tømmer containerne.
Ifølge Jan Hammer er der ikke umiddelbart udsigt til, at konflikten breder sig til de to andre renovationsfirmaer. Men de ansatte i HCS agter at forsætte strejken indtil deres krav er opfyldt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96