74 procent af danskerne erklærer sig enige i udsagnet »Lærlingelønnen bør hæves med 10 kroner i timen«.
Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion for 3F Ungdom, der netop har dette krav som et af de vigtigste til de kommende overenskomstforhandlinger.
Denne holdning står i skarp modsætning til LO-medlemmernes holdning til et krav om generel lønstigning. Her vil tre ud af fire nemlig hellere udvise »ansvarlighed« og tage hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne og beskæftigelsen, viser e undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.
Unge dropper uddannelse
Mattias Tesfaye, der er formand for 3F Ungdom, er ikke uventet glad for den opbakning undersøgelsen giver til ungdomsforbundets overenskomstforslag:
– Det viser tydeligt, at den danske befolkning ved, at tiderne har ændret sig. I gamle dage gik man i lære som 14-årig og boede stadig hjemme. I dag er de fleste lærlinge over 20 år og har udgifter som alle andre voksne. Nu mangler vi bare at denne forståelse også spreder sig til arbejdsgiverne ved forhandlingsbordet, hvor det netop i disse dages afgøres om lærlinge stadig skal spises af med lommepenge, eller om de skal have en rigtig løn, siger han i en pressemeddelelse.
Da 3F Ungdom for knap et år siden gennemførte en spørgeskema undersøgelse om unges ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger i byggebranchen og transportsektoren kom lønnen ind som en absolut topscorer.
Ifølge Mattias Tesfaye får den lave lærlingeløn mange unge til at droppe tanken om en faglig uddannelse:
– Du tjener mere som flaskedreng i Netto end som lærling i byggebranchen, siger han.
Lærlinge træner i blokader
Selvom 3F Ungdom ikke officielt håber på en landsdækkende storstrejke forbereder ungdomsforbundet sig meget konkret på konflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
Udover en omfattende oplysningskampagne om forhandlingerne blev der i den foregående weekend holdt blokadetræning for unge fra hele landet.
– Nogle gange skal cheferne have det med grovfilen, før de forstår budskabet, siger Mattias Tesfaye
Læs pressemeddelelse fra 3F Ungdom
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96