Danske officerer i Irak frygter at de tolke, der har arbejdet for den danske bataljon, vil blive dræbt, når de danske styrker trækkes ud af landet.
Trusler mod tolkene
Allerede nu må tolkene frygte for deres liv. De kan ikke længere bo uden for den danske militærlejr i Basra, fordi de står på dødslister hos lokale militsfolk. Tolke, der forlader lejren, risikerer at bliver overfaldet.
– De er blevet ringet op, og så er de blevet truet, siger seniorsergent Jørn Christiansen, der har gjort tjeneste i Camp Danevang i Irak, men netop er vendt hjem, til TV Avisen på DR.
– Det er blevet sagt, at de ikke skal arbejde for koalitionsstyrkerne mere. Og hvis de gør det, vil de blive slået ihjel.
I oktober 2006 faldt en bus med tolke for de engelske styrker i baghold. De 17 personer, der var i bussen, blev alle dræbt med skudt i hoved og bryst.
Og to irakiske tolke, der forleden blev bortført forleden sammen med en amerikaner i Basra, er nu blevet fundet dræbt i den centrale del af byen. De var dræbt af skud i nakken.
Officerer opfordrer til asyl
En gruppe officerer har derfor opfordret til, at omkring 20 tolke, der har arbejdet for de danske styrker, får opholdstilladelse i Danmark, når de danske styrker trækkes hjem.
– De sætter livet på spil for deres eget land og for vores mission hernede, siger Nadia Eloargi, der er chef for tolkene til DR Nyhederne.
Officererne siger, at tolkene er nøglepersoner i det arbejde, den danske bataljon udfører i Irak. De er med på de patruljer, der forlader lejren – og de skal utallige gange have afværget situationer, der kunne have udviklet sig til konfrontationer.
Søren Gade afviser
Men tolkene skal ikke regne med asyl i Danmark. Officernes opfordring bliver afvist af forsvarsminister Søren Gade og flere repræsentanter for regeringspartierne.
Søren Gade siger til DR, at tolkene ikke er i større fare end alle politifolk i Irak, og at det ikke giver mening at tage alle de irakere, der skal få det nye Irak til at fungere, ud af landet.
Lovgivning umuliggør asyl
Dansk Folkeparti opfordrer tolkene til at søge asyl på lige fod med alle andre.
Men den danske lovgivning står i vejen for, at de kan søge asyl i Danmark. Man skal nemlig befinde sig i landet for at kunne søge asyl.
– Derfor er irakerne faktisk låst fat i deres nuværende situation, siger seniorforsker ved Institut vor Menneskerettigheder, Kim Kjær til DR.
Visumreglerne bliver administreret sådan, at det stort set er umuligt at få visum til Danmark, hvis myndighederne har mistanke om, at det skal bruges til at søge om asyl.
Oppositionen i Folketinget kræver, at regeringen redegør for, hvad den vil gøre for at sikre de 20 tolke, når styrkerne trækkes ud af Irak.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96