Kommentar: Advarsel til LO

I forbindelse med overenskomstforhandlingen er det LOs plan, at en del af de overenskomstmæssige stigninger fremover skal afsættes til en uddannelsesfond, der skal bruges til at sikre LO–medlemmerne erhvervsmæssig efteruddannelse.

Tankerne er fostret i det såkaldte Globaliseringsråd ud fra et oplæg af regeringen. Og ideen blev senere bekræftet i »Velfærdsforliget« i juni 2006, hvor det blev aftalt, at staten ville bidrage til efteruddannelse, hvis også arbejdsmarkedet parter bidrog..

LO har dog et problem, nemlig at medlemmerne hellere vil have kolde kontanter.

LO rykkede derfor i en stort opsat artikel i Berlingske Tidende i første uge af januar 2007 ud og fortalte, at efteruddannelse er lige så godt som kontanter.

LO-økonomer havde regnet sig frem til, at en uges efteruddannelse havde givet et lønhop på 3.000-4.000 kr. om året.

Man kan ikke være uenig med LO i, at der på samfundsplan kan konstateres en sammenhæng mellem uddannelse og lønniveau, respektive mellem beskæftigelse og uddannelse.

Det er derfor også rigtigt af fagbevægelsen at kræve og satse på efteruddannelse, både set i en beskæftigelsespolitisk og lønpolitisk sammenhæng.

Spørgsmålet er dog, om det er medlemmerne selv, der skal betale. For i LOs plan vil bidrag til en uddannelsesfond i realiteten gå fra overenskomstmæssige lønstigninger til den enkelte.

Der er flere problemer hermed.

Statistisk rigtigt, men ...
Det er for det første kun rigtigt, at der en sammenhæng mellem uddannelse og løn på et overordnet statistisk niveau.

For LO medlemmerne som gruppe vil ret til øget efteruddannelse uden tvivl give et positivt resultat i form af lønfremgang, men den vil være ulige fordelt mellem forskellige lønmodtagergrupper og imellem de enkelte lønmodtagere igen.

Der kan for den enkelte ikke opstilles nogen som helst sikkerhed for, at indbetalinger til en efter uddannelsesfond kommer igen i form af løntillæg, for det vil jo afhænge af, om den enkelte arbejdsgiver er villig til at honorere en meruddannelsesindsats ved lokale lønforhandlinger.

Der er en væsentlig forskel mellem direkte løntillæg og så til den del af en overkomstmæssig stigning, som måtte blive afsat til efteruddannelse, men ikke kommer til udbetaling.

Det enkelte LO-medlem har ved det sidste ingen garanti for lønfremgang.

Privatisering af finansiering
For det andet handler regeringens model om efteruddannelse betalt af arbejdsmarkedets parter om en privatisering af finansieringen af efteruddannelsen, idet lønmodtagerne i en eller anden udstrækning selv skal spare op til efteruddannelse, selvom også arbejdsgiverne skal bidrage hertil.

Uddannelse, herunder efteruddannelse, har i den danske velfærdsmodel hidtil på de fleste områder og niveauer har været et samfundsanliggende og en offentlig opgave. Det har lønmodtagerne løbende betalt til over skatterne.

Man kan spørge, om det er rimeligt, at lønmodtagerne skal betale til noget, som de allerede i en eller anden udstrækning har indbetalt til?

Man kan ikke være uenig i, at der er behov for en opkvalificering af den danske arbejdsstyrke i forhold til fremtidens arbejdsmarked og erhvervsstruktur, og at efteruddannelse indenfor LO–området er centralt, fordi der navnlig blandt de ufaglærte er et betydeligt uddannelsesmæssigt efterslæb.

Men det burde indgå som en naturlig del af regeringens og det offentliges globaliseringsstrategi at sikre erhvervsmæssig grund- og efteruddannelse. Lige så naturligt som det er det offentliges opgave at sikre videregående uddannelse og forskning. Og her er regeringen jo ikke i tvivl, om at der for statslige midler skal ske en kraftig oprustning de kommende år.

Hvorfor så ikke på det erhvervsmæssige grund og efteruddannelsesområde?

Spørgsmålet er også, om den fordelingspolitiske balance ikke halter, når LO-medlemmerne skal finansiere egen erhvervsmæssig uddannelse, samtidig med, at regeringen vil øge bevillingerne til forskning og uddannelse på de videregående uddannelsesinstitutioner, hvilket primært kommer de højtuddannede til gode.

Hvad er fordelen ved, at efteruddannelsesomkostningerne overvæltes på arbejdsmarkedets parter, navnlig lønmodtagerne?

Regeringen har i hele dens periode ført en konsekvent politik for at holde igen på offentlig velfærdsservice, herunder uddannelse.

Til gengæld er der gennem bl.a. skattelettelser og skattestop uddelt til privat forbrug, navnlig for den bedrestillede del af befolkningen.

Indgår besparelser på uddannelsesområdet i en strategi, som skal skabe råderum for flere skattelettelser?

Ulighed
For det tredje er det spørgsmålet om privatiseringen af erhvervsmæssig uddannelse ikke truer den danske velfærdsmodel, hvor uddannelse har været et offentligt velfærdsområde, som der har været generel adgang for alle, og som til gengæld har været betalt af alle over skatterne.

Overgang til egenbetalt efteruddannelse ligger i forlængelse af ordningen med arbejdsmarkedspensioner og markerer en bevægelse mod væk fra den skandinaviske, universelle velfærdsstat mod en mere kontinental velfærdsmodel, bygget op om arbejdsmarkedsfinansierede velfærdsordninger.

På den ene side skal det vedgås, at opbygningen af arbejdsmarkedspensioner har bidraget til at sikre lønmodtagerne imod de borgerliges velfærdspolitiske anslag.

Men lige som på arbejdsmarkedspensionsområdet vil en sådan udvikling, også på uddannelsesområdet, have stærkt ulighedsskabende sideeffekter: Når både pensioner og uddannelsesopsparing indbetales af lønmodtagerne, rykker den indkomstmæssige ulighed fra arbejdsmarkedet over i pensionslivet, men vil nu også afspejles i forskelle med hensyn til efteruddannelsesmuligheder.

Dette gælder navnlig, hvis der bliver tale om, at uddannelsesopsparing sker på individuelle konti. Uligheden vil navnlig blive markant i forhold til de lønmodtagere, som i perioder eller vedvarende er uden for arbejdsmarkedet pga arbejdsløshed eller sygdom. 

Selvom LOs mål om at ville sikre medlemmerne uddannelsesmæssigt er forståelig, risikerer fagbevægelsen at undergrave den velfærdsmodel, som den har været med til at bygge op.

Der er god grund til at fastholde den skandinaviske model med et overordnet offentligt ansvar og offentlig finansiering af hele uddannelsesområdet, også den erhvervsmæssige grund- og efteruddannelse.

Der er et meget stort behov for en kvalifikationsmæssig oprustning af arbejdsstyrken, navnlig at de dele af arbejdsstyrken som i dag er uddannelsesmæssigt ’bagud’ i forhold til fremtidens vidensintensive arbejdspladser.

Det er imidlertid tvivlsomt, om det sikres gennem en uddannelsesfond.

En anden vej kunne være at arbejde for en offentlig videreuddannelsesgaranti for alle på dagpenge, der blev udformet således, at navnlig de korttidsuddannede sikredes adgang til et betragteligt åremål af efter- og videreuddannelse.

Henrik Herløv Lund er økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission.

Besøg Kontrodoxas debatforum.