Boganmeldelse: Et udelt Palæstina

Er der noget, der forener vidt forskellige kræfter blandt dem, der gerne ser en fredelig udvikling mellem Israel og palæstinenserne, er det forestillingen eller ønsket om to stater, kort og godt: to-statsløsningen.

Tankegangen er følgende: Problemet er, at palæstinenserne ikke har en stat.

Det er dette rationale, der forener vidt forskellige interessenter blandt de involverede: hovedstrømningerne i israelsk og palæstinensisk politik, det diplomati, der tager del i konflikten, og græsrødder på højre og venstre fløj af det politiske spektrum.

Det, der adskiller, er synet på fordelingen af det omstridte territorium, karakteren af den palæstinensiske stat, bosættelserne, Jerusalem og flygtningene.

Det skal ikke forstås derhen, at disse uenigheder er småting, heller ikke i forhold til virkeliggørelsen af den målsætning, man er enige om: To stater for to folk.

I den politiske margin præsenteres to alternativer til to-statsløsningen, der vel begge kan kaldes for en-statsløsningen.

Det ene alternativ forfægtes af apokalyptiske ekstremister på begge sider, der betragter statsspørgsmålet som et enten-eller. Enten et jødisk Israel eller et (pan)arabisk Palæstina, eventuelt som provins i et islamisk kalifat.

Det ene eksisterer på det andets bekostning.

Én stat - to folk

Det andet alternativ til to-statsløsningen har få tilhængere, blandt dem den palæstinensisk-israelske politiker Azmi Bishara, historikeren Ilan Pappe og sørgeligt afdøde Edward Said.

De argumenterer i humanismens og universalismens håbløse tradition for, at stater baseret på etnicitet er en dårlig ting, og at fremtiden ligger i stater, der finder ud af at være til for alle borgere, uanset deres etniske oprindelse.

Og de argumenterer logisk: Når nu konflikten er præget af uforenelige modsætninger, der tilsyneladende blokerer for en to-statsløsning, så er løsningen logisk set én stat for alle, en binational stat, hvor forskelligheder bevares og respekteres, og hvor statens rolle er at sikre en sådan respekt.

Det lyder som et luftkastel og er da også vanskeligt at forestille sig i den nuværende situation.

På den anden side er der heller ikke noget, der for tiden skriger på optimisme med hensyn til muligheden for en to-statsløsning.

Denne konstatering er også udgangspunktet for den palæstinensisk-amerikanske Mellemøstkommentator Ali Abunimahs bog One Country. A Bold Proposal to End the Israeli-Palestinian Impasse.

Her argumenterer han overbevisende for, at to-statsløsningen er en blindgyde. Og for, at en binational stat ikke alene er en teoretisk løsning på to-statsløsningens umulighed, men også en løsning, hvis praktiske virkeliggørelse ikke er så usandsynlig, som mange vil gøre den til.

Chomskys indvending

En af de mange, der ikke tror på muligheden af en binational stat, er den amerikanske sprogprofessor og Israel/USA kritiker, Noam Chomsky; efter hans opfattelse er det »uordentligt at give mennesker, der lider under elendighed og undertrykkelse, urealistiske forhåbninger. Man bør snarere gøre noget, der lindrer deres lidelser og løser deres problemer i den virkelige verden.«

Abunimahs svar er, at synspunkter som Chomskys - i det mindste i denne sammenhæng - repræsenterer et meget konventionelt syn på konflikten.

Og at det er et syn, der promoveres af den fredsproces-industri, der i flere tiår har stillet palæstinenserne i udsigt, at den eneste løsning på deres elendighed er to-statsløsningen.

Det er fredsproces-industrien, der med deres promovering af to-statsløsningen giver palæstinenserne falske forhåbninger. (Democracy Now 28. November 2006).

Fordrivelse og apartheid

Virkeligheden, som den ser ud for palæstinenserne - og for Abunimah - er, at en to-statsløsning fordrer adskillelse af jøder og palæstinensere; og at denne adskillelse hidtil er foregået, og i fremtiden vil foregå, på palæstinensernes bekostning.

Dertil kommer, at adskillesesbestræbelserne har set bort fra og vil se bort fra netop de bekymringer, der står centralt i palæstinensernes nationale bestræbelser: Mulighed for at flygtningene kan vende tilbage og for et sammenhængende territorium at udøve suverænitet på. 

Begge dele har fx været umuliggjort i Oslo-processen, der fra sin begyndelse i 1990erne har udskudt såvel flygtninge- som bosætterproblematik og gjort deres løsning afhængig af amerikansk velvilje og upartiskhed.

Mens fredsproces-industrien, og det vil sige det meste af det internationale diplomati, NGOer m.m., har ytret sig positivt om alle hånde fremskridt, om nødvendigheden af at få processen i gang (igen), om at få den tilbage på sporet osv., har palæstinenserne set mere og mere af det område, som de engang har håbet af få territorial suverænitet over, blive plastret til med bosættelser, gennemskåret af omfartsveje og senest af adskillelsesmuren, der effektivt har berøvet dem udsigten til den stat på Vestbredden og i Gaza, med hovedstad i Østjerusalem, som Arafats indrømmelse fra 1988 (udråbelsen af en palæstinensisk stat, red.) lagde op til.

En slidt idé

Adskilleriet har været en uadskillelig dimension af paradigmet for løsningen af konflikten mellem palæstinensere og israelere. Og Abunimahs pointe er netop, at adskillelse kun er mulig ved den slags tiltag, som gør en positiv normalisering af palæstinensernes liv umulig.

Problemet har fra begyndelsen været det, at den geografiske placering af jøder og palæstinensere har strittet imod »naturlig grænsedragning«.

Således mødte den engelske Peel kommission (1937) med sit delingsforslag problemet i form af et »overskud« på 1250 jøder i det område, der var udset til at huse det arabiske hjemland; mens overskuddet af arabere i det område, der var udset til at huse det (jødiske) hjemland, løb op i mere end en kvart million.

Peel kommissionen foreslog problemet løst ved »frivillig eller ufrivillig« flytning af de overskydende arabere, ikke bare til det arabiske hjemland, men også over grænsen til Transjordanien.

Når man tager i betragtning, at det internationale samfund oven på ulyksalige erfaringer fra det tyvende århundrede, næppe vil være indstillet på løsninger, der i alt for høj grad svarer til det, vi mener med udtryk som »etnisk udrensning«, understreger det vanskeligheden ved tiltag, der betjener sig af adskillelse.

Og det peger på det, der bl.a. har gjort det så svært for fx Oslo-processen at virke efter den hensigt, som dens mest godvillige tilhængere har været enige om: Palæstinensere og jøder er allerede rodet sammen i en grad, der gør det svært at forestille sig geografiske opdelinger, der uden etnisk udrensning og uden apartheidlignende ordninger sikrer bare relativ etnisk homogenitet.

Og etnisk homogenitet i hver af de to stater betragtes som forudsætning for en succesfuld fredsproces. For de to folk kan bare ikke sammen. 

Tankegangen i den konklusion er ikke med nødvendighed racistisk. For folk som fx Chomsky er der selvfølgelig tale om en realistisk konklusion på grundlag af den vilje, der aktuelt udvises.

De betragter det nuværende styrkeforhold mellem parterne og mellem deres respektive allierede som ét, der ikke, eller i alt fald ikke i nærmeste fremtid, vil forandre sig.

Andre igen betragter konflikten som én, der i første række handler om sindelag.

En evig konflikt?

Det er en udbredt opfattelse, at konflikten mellem arabere og jøder i Palæstina er sui generis; en konflikt drevet af et uoverkommeligt og i princippet evigt fjendskab befolkningsgrupperne imellem.

Denne mystificering af konfliktens oprindelse fjerner opmærksomheden fra de historiske omstændigheder, der har motiveret fjendskabet, den overser, at omstændighederne har deres rod i menneskelige aktørers handlinger og derfor også, at der måske er ting at gøre, der kan fostre andre følelser end had og gensidig mistro.

Abunimah problematiserer denne udlægning af parternes motiver. For det første peger han på, at der forud for konfliktens acceleration fra slutningen af tyverne, men også under borgerkrigen i slutningen af trediverne, var mere almindeligt samkvem mellem jøder og arabere.

Historisk er der ikke belæg for på den måde at gøre arabere og jøder i området til mennesker, der med nødvendighed er hinandens fjender.

Abunimah nægter ikke, at det aktuelle fjendskab har sit eget liv, og at det i sig selv kan blokere for parternes accept af løsninger, det være sig enstats- eller tostats.

Men han giver eksempler på, at der i de respektive samfund findes politikere og andre mennesker, der siger ting, der åbner muligheden for i det mindste at tale om løsninger, der ikke fordrer adskillelse.

Løfterige udsagn

Der er, som det fremgår, ikke mange, der som Abunimah taler for en binational stat, og da slet ikke blandt de israelere og palæstinensere, der deltager i, eller lever med, konflikten.

Og Abunimah forestiller sig da heller ikke, at en binational stat er lige om hjørnet.

Men han demonstrerer, at selv i Hamas, der i den amerikanske og europæiske offentlighed opleves som absolut uforsonlige, er åbninger for fredelig sameksistens. 

Således citerer Abunimah et medlem af Hamas lederskab, Abu Marzook, der i en kronik i Washington Post, henvender sig direkte til jøderne.

Han beder dem »huske på den fred, der engang fandtes mellem vores to folk, og på den beskyttelse, muslimer gav jøder overalt i verden. Vi vil oprigtigt bestræbe os på at fjerne den bitterhed, som Israels besættelse har skabt«

Han skriver også¨: »Vi beder dem om ikke at dømme efterslægten til endeløse blodsudgydelser og en konflikt, hvor ønsket om dominans er illusorisk. Der vil komme en dag, hvor vi igen vil leve sammen fredeligt, og side ved side.«

Nu kan man jo spørge, hvilken lid man kan sætte til en repræsentant for Hamas. Men man kan også spørge »hvorfor ikke?« ¨

Mennesker har ikke, hvis de har en slags fremtid, lyst til at sprænge andre og sig selv i luften eller til at fylde andres liv med udgangsforbud, husødelæggelser og snigmord.

Og det er netop fraværet af palæstinensisk fremtid uden israelsk besættelse og israelsk fremtid uden selvmordsbombeterror, der får palæstinensere og israelere til at hage sig fast i politikker og politikere, der ikke har nogen fremtid at tilbyde.

Og hvorfor ikke, spørger Abunimah, når nu det er delvis lykkedes i Sydafrika og Nordirland.

Ganske vist ikke perfekt eller lykkeligt; men tænker man på, hvordan de seks britiske grevskaber ovenpå Irland var præget af britisk besættelse og sekterisk vold mellem befolkningsgrupperne, tilsyneladende uden ende, og på, hvor massiv og grumt apartheid-regimets undertrykkelse var, er det næsten umuligt at forstå, at vi i dag har to lande med relativ fred og ’kun’ almindelige i- og ulandsproblemer.

Uforsonligheden, dér stak mindst ligeså dybt, som den gør det i Mellemøsten, og begge konflikter havde religiøse dimensioner.

Og alligevel ...

Realisme

Den teori, der ligger til grund for de dominerende forestillinger om, hvad der er realistiske skridt i bestræbelsen på at løse konflikten i Mellemøsten, kalder sig bemærkelsesværdigt nok for ... ja ... for den realistiske skole.

Denne skole betragter konflikter i et magtforholdsperspektiv, og de relevante aktører på magtforholdets poler er stater og statslignende størrelser. Hvad folk måtte mene om moral, retfærdighed og rimelighed er i den sammenhæng irrelevant.

Denne form for magtlogik har selvfølgelig sin styrke, al den stund man selvfølgelig ikke kan se bort fra magtforholdet.

Palæstinenserne kan have nok så meget ret, men så længe Israel er uvillig til at give dem ret og har den militære styrke til at forhindre dem i at få ret, ja så får de det ikke.

Det er derfor, folk som vores hjemlige udenrigsminister Møller og »mellemøsteksperter« som Birthe Hansen kan maskere deres neokonservative sympatier som fordringer, der stilles dem af virkeligheden.

Som sagt har realismen en pointe, men dens praktiske bidrag til løsningen af konflikten i Mellemøsten har været til at overskue.

Måske fordi realisterne - de mere seriøse og mindre propagandistiske af dem - har overset, at den velvilje hos menneskene »på jorden«, der trods alt behøves, for at en virkelig fredsproces kan lykkes, fordrer den førnævnte udsigt til en fremtid, der ikke er et plagiat af fortiden.

For både Abunimah og for Chomsky, der hver for sig formulerer et alternativ til den realistiske skole, rejser der sig imidlertid et problem, der ikke er mindre for den ene end for den anden: Hvordan får man gjort det selvindlysende for fredsmagere, stater og »statslignende størrelser«, at palæstinenserne har ret til et liv uden besættelse, uden fordrivelse og uden apartheid?

Ali Abunimah: One Country: A Bold Proposal to end the Palestinian-Israeli Impasse, Metropolitan Books 2006. 252 s. Pris: £10.53(hardcover) 

Lars Ploug er medlem af redaktionen af Kontradoxa og Palæstina Orientering. Anmeldelsen bringes også i Palæstina Orientering.

Ali Abunimah er medstifter af den mest omfattende portal for information om Mellemøsten med sektionerne Electronic intifada, Electronic Iraq, samt den nytilkomne Electronic Lebanon.

Besøg Kontradoxas debatforum