Selvom retssagerne er afsluttet og politikere på stribe melder pas i striden om Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København, bliver nye dokumenter ved med at dukke op om sagen.
Senest er to forskellige dokumenter gravet frem af de kommunale gemmer, og de peger i hver sin retning, hvad angår Ungdomshusets rettigheder.
Det ene er en aftale mellem Ungdomshuset og kommunen fra 1982, som er underskrevet af den daværende formand for det rådgivende ungdomsudvalg, Jens Kramer Mikkelsen. Kramer Mikkelsen blev senere overborgmester og stod i 2000 som ansvarlig for slaget af Ungdomshuset.
Af aftalen fra 1982 fremgår det, at hvis Ungdomshuset senere nedlægges, skal der »i tilfælde heraf indledes forhandlinger mellem kommunen og brugerne om rent praktiske forhold ved rømningen af bygningen og etablering af de nødvendige erstatningslokaler«.
– Den pågældende klausul fra 1982 giver det indtryk, at Københavns Kommune har haft til hensigt at påtage sig det ansvar at give brugerne af Ungdomshuset et andet hus, såfremt at der skulle ske en rømning, siger Christina D. Tvarnø fra Juridisk Institut på Copenhagen Business School til TV2 Lorry.
Socialdemokratiets gruppeformand på Københavns Rådhus, Jesper Christensen, der igennem længere tid har forhandlet med Ungdomshuset, nægter at have kendt til aftalen, og afvisr desuden dens betydning:
– Huset er solgt og er altså ikke længere kommunens og dermed er den gamle tilkendegivelse ikke relevant længere, siger han til TV2 Lorry.
Men Ungdomshusets advokat, Bjarke Madsen mener, at aftalen stadig gælder, og at kommunen dermed er juridisk forpligtet til at finde et andet hus efter en rydning.
Kommunen: Ungdomshuset brød aftale
Det andet »nye« dokument i sagen er et notat fra Københavns Kommunes økonomiforvaltning, der fastslår, at kommunen netop ikke er forpligtet til at hjælpe Ungdomshusets brugere, fordi de angiveligt forbrød sig mod de aftaler, der var indgået i 1997 og som erstattede de oprindelige fra 1982.
Ifølge kommunen blev det besluttet at sælge Ungdomshuset, fordi der foregik kriminelle aktiviteter på stedet, og fordi myndighederne ikke fik uhindret adgang. Af disse grunde mistede de unge også brugsretten over huset, som blev solgt i år 2000 til det helt ukendte selskab Human A/S – der senere blev opkøbt af den kristne sekt Faderhuset.
Fortsat snak om ansvaret
Samtidig forlyder det, at et møde mellem Socialdemokratiet, Radikale og SF mandag aften den 18. december, som skulle handle om et planlagt højhusbyggeri i Tivoli også har Ungdomshuset på dagsordenen.
Forud for mødet afviser Manu Sareen fra de Radikale, at der bliver tale om at kommunen griber ind i sagen, men hvis en privat fond vil købe et hus til de unge, vil kommunen gerne være behjælpelig med at finde et nyt sted, udtaler han til TV2 Nyhederne.
Både SF og Enhedslisten kræver fortsat, at politikerne påtager sig ansvaret for situationen. Men hvor Enhedslisten foreslår at stat eller kommune vedtager, at Ungdomshuset skal fortsætte som det er, vil SF arbejde på, at de unge får tilbudt et nyt hus.
Ungdomshusets brugere har indtil videre igen og igen afvist enhver tanke om, at Ungdomshuset kan placeres et andet sted end på Jagtvej 69.
Læs pressemeddelelse fra SF-København: Find et andet hus til de unge
Læs pressemeddelelse fra SF: Søvndal og Thomsen fordømmer optøjerne på Nørrebro
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: Nørrebro-uro kræver politisk løsning
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: Enhedslisten tager afstand fra Københavns Politi
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96