På gyngende grund

Der er åbnet en ny front i den globale kamp for retfærdighed og respekt for liv. Eller rettere, fronten har været der længe, men vi har først opdaget den nu. I medierne hedder det: Religionen er kommet tilbage.

Nutidens underklasse bor især i tredje verden eller kommer fra tredje verden. Den er i stort omfang religiøs: muslimsk i de arabiske lande, katolsk og naturreligiøs i Latinamerika. Og den kæmper aktivt mod imperialismen og kapitalismen.

Hvis ikke venstrefløjen skal gøre sig irrelevant, må vi gå hen, hvor det sker. Og det er, for mange af os, at gå ud på gyngende grund.

Isolation

En af vanskelighederne kan jeg illustrere med et udsagn fra en af venstrefløjens høvdinger i anledning af TV-studieværten Asmaa Abdol-Hamids tørklæde.

Religion er en privat sag, fastslog han, og for øvrigt må folk have alle de underlige forestillinger, de vil, de må klæde sig lige så underligt, de vil, og de må gøre alle de underlige knæbøjninger, de vil – bare de ikke tvinger andre til at gøre det samme. Sådan.

Det første er en trivialitet, der hører hjemme på grundkursus 1A i Venstres Ungdom. Selvfølgelig er religion en privat sag. Men venstrefløjen har mere at sige. Venstrefløjen ved, hvem der har interesse i vandtætte skodder mellem privat og politisk. Venstrefløjen har i 30 år arbejdet på at gøre det private personligt og dermed politisk. Venstrefløjen har ligefrem formulerede slagordet: Det private er politisk.

Det andet er cowboysnak, der gør religion til noget for særligt interesserede, som de særligt interesserede kan dyrke i deres dertil indrettede særlige zoner. Ligesom nudisme.

Det, der skal forestille tolerance, er i virkelighed ligegyldighed. Det er svært at forestille sig en samtale på lige fod med folk, der er anderledes, hvis deres anderledeshed mødes på denne måde. Mere nedladende end nysgerrig.

I dette tilfælde er det værst for venstrefløjen, som på denne måde isolerer sig selv.

Religiøs racisme

Nuvel, han-bavianer findes alle steder, det skal ikke forhindre os i at tage udfordringen op. Den er vigtig, og den er svær. Ikke kun for ateistiske venstreorienterede, men også for sådan nogen som mig, der er kristne og har været med i debatten om Grundtvig og Marx siden 80’erne.

Også vi er taget med bukserne nede. For også vi tog for givet, at det var på vores moderne, sækulariserede betingelser, debatten skulle føres. Med andre ord: At det var os, der skulle lede og fordele den globale klassekamp.

Et ubehageligt navn er dukket op i debatten for dette: religiøs racisme. Den holdning, at de hvides (kristne) religion er mere selvfølgelig og universel end de farvedes. Og at den protestantiske er den mest progressive af de kristne religioner.

Modernitet kaldes den proces, som protestantismen fostrede og som blev kapitalismens grundlag. Den proces, der begyndte med industrialisering og liberalisering. Den førte også til det sækulariserede samfund og individuelle friheder … men sjældent flere end kapitalen ønskede. Den sønderrev feudalismens brogede bånd og åbnede klassekampen.

Derfor var der mange, der troede, at den industrialiserede verdens organiserede arbejderklasse skulle gå forrest i den lange march fra mørket mod lyset.

Lige nu oplever vi troende muslimer i en indædt modstandskamp mod imperialismen, og vi ser religiøse indianere i Latinamerika betale sig fri af Verdensbanken. World Social Forum viser samme billede.

Jeg kan ikke se rettere end, at vi på venstrefløjen må tage virkeligheden som den er, og så humme os hen til fronten og se hvad vi kan bidrage med.

Marx og marxismen

»Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for den virkelig elendighed og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjerteslag og åndløse tilstands ånd. Den er folkets opium. Ophævelse af religionen som folkets illusoriske lykke er kravet om dets virkelig lykke. Kravet om at opgive illusionerne om sin tilstand er kravet om at opgive en tilstand, der har brug for illusioner«.

Her siger Marx mere, end vi ofte hører. Når livsmuligheder tilintetgøres, formulerer mennesker i religionen deres smerte over tabet, deres protest mod tabet, deres længsel efter det tabte og deres håb om, at få det tilbage.

Men smerten forudsætter en erfaring af, hvordan det kunne og burde være. Religionen udspringer altså ikke kun af elendighed – men også af herlighed. Både af tilintetgørelse af liv og af skabelse af liv.

Sådan siger Marx ikke. Han var optaget af at samle kræfterne om at fjerne elendigheden. Hans utopiske tanke om, at religionen vil bortfalde sammen med elendigheden, er ligedannet med den kristne tanke om historiens ende hvor »Gud er alt i alle«, hvilket jo kan oversættes med, at der ingen guder er.

Jeg kan derfor med såvel Marx som kristendommen i bagagen helt tilslutte mig Pernille Rosenkrantz-Theill, når hun siger, at »vi skal føre sækulariseringen til bunds«.

Men efter 70ernes ideologikritik og kritikken af den »værdifrie« videnskab er det imidlertid vanskeligt at forestille sig, at den proces havner i nogen »objektiv« virkelighed, tilgængelig for entydig positivistisk erkendelse.

Fører vi sækulariseringen til bunds – og den bevægelse er som sagt både marxistisk og kristeligt begrundet – så lander vi et sted, hvor religiøse og ikke-religiøse mennesker er nødt til at snakke sammen på lige fod. Ikke om religion, men om den fælles virkelighed, de begge er havnet i.

Og udfordringen for begge parter er, at ingen af dem har adgang til en dybere virkelighed, end den anden har. Ligegyldigt om den ene part har et religiøst sprog og den anden et ikke-religiøst. Ligegyldigt om den ene part kalder det »pinse« og den anden kalder det »revolution«, når det lykkes.

Egentlig er udfordringen ikke meget anderledes end den, vi stilles overfor, hver gang vi møder fremmede mennesker. Mennesker, som vi skal gøre noget sammen med, vel at mærke. Er vi bare turister hos hinanden, er det jo noget andet.

Udfordringen er at oversætte det, der siges. Ikke blive hængende i mellemregningerne, men oversætte det helt over til handlinger og relationer.

Et tip: Det er lettest, hvis vi er til stede i samme rum på samme tid. Jo flere medier der kommer ind over, desto vanskeligere.

Tro, vantro og overtro

Da præsten i Stefanskirken blev spurgt, om hun troede på Gud svarede hun, »at det må du hellere spørge dem om, som jeg møder. For det er i forhold til dem, min tro eller mangel på samme viser sig«.

Det er en vigtig dimension i det, at tro. Naturligvis kan troen gennemtænkes teologisk, men først og sidst er den en kvalitet ved min relation til de andre og til verden, og som sådan tilhører den det fællesmenneskelige, uanset hvilken konfession vi har.

Det indebærer, at tro er en mulighed, jeg møder, snarere end noget jeg besidder. Ordet »tro« betyder det samme, som det gør i »trofast«, »troskab« og »at være tro«. Tro er: At være livet tro.

Hvis der derfor er noget, der hedder »troens magt«, så er det den, der giver sans for levende fællesskaber i fuldt format, hvor der ikke er forskel på mand og kvinde, tyrk og jøde, herre og tjener, og sans for universet som mit ophav og ikke bare som min omgivelse.

Desværre bruges ordene »de troende« ofte modsat – om særlige mennesker med særlige interesser og særlige oplevelser i deres særlige verden. Det gør samtalen vanskelig.

Hvor kommer Gud så ind i billedet? Jo, Gud er Himlens og Jordens skaber. Guds verden er den, man står midt i og er indfældet i og derfor ikke har kontrol og overblik over. Ligegyldig hvordan du vender dig, vender røven jo bagud.

At tro på Gud er at tro på, at hans skaberværk er godt, selv om du ikke har kontrol og overblik over det. At tro på Gud er at vove sig ud i verden og hengive sig til den, ja, den der tør give sig hen til et andet menneske er troende.

Den vantro har derimod altid en bagdør på klem, mens overtro er, at tro på noget man selv har lavet: Det man har kontrol over. Dem man har i sin magt. Det man har købt og betalt.

Nok er nok

Det moderne projekt er til overflod magtens og kontrollens overtroiske projekt. Derfor er det også fremskridtets evigt grænseoverskridende projekt. Den moderne helt eksperimenterer og overskrider konstant grænser, han udfordrer tabuer og autoriteter, han er respektløs, fræk, han betaler ofte prisen, men eftertiden giver ham ret. Han er frihedens mand. Amen.

Længe var der natur og tradition nok til, at denne grænseløse frihed omkostningsfrit kunne folde sig ud til alle sider, og skabe grænseløs velstand til alle. Ja, længe bildte man sig ind, at de rige enklaver, som den moderne kapitalisme frembragte, kunne være »lokomotiv« for en udvikling, der med tiden ville trække hele jordens befolkning med ind i velstandens paradis.

Den tanke kunne man parfumere sig med, hvis det lugtede for dårligt fra elendigheden udenfor enklaverne. Selv om indbildningen for længst er afsløret, er der mange, der gerne vil vente bare lidt endnu med, at tage konsekvensen heraf.

Udfordringen er at sige nok er nok. At der må være grænser for grænseløsheden. Det er uvant for os moderne at sætte grænser.

Nu kommer der så nogen med troen i bagagen og sætter dem, og de sætter dem ikke lige der, hvor det passer os.

Hvis vi vil i samtale med dem, bør vi spørge os selv, om vi vil sætte grænserne et sted, hvor det passer dem?

Per Warming er forfatter og musiker, initiativtager til Laboratorium for politiske viser.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Salt.

Besøg Kontradoxas debatforum