Annonce

16. december 2006 - 17:38

Rimelig roligt efter gadekampe på Nørrebro

Kronologisk opdateret.

For to dage siden demonstrerede flere tusinde mennesker for Ungdomshuset i en festlig atmosfære. Ved lørdagens demonstration for Ungdomhuset var stemningen ganske anderledes .

Kort efter klokken fire satte demonstrationen igang uden politiets tilladelse. Men politiet opløste demonstrationen kort efter – på grund hærværk – og politiet spærrede alle sidegader til Jagtvej.

Politiets pressetalsmand Flemming Steen Munch sagde til Modkrafts udsendte reporter allerede inden demonstrationen:

– De får ikke lov at gå en meter, før vi har en aftale om spillereglerne.

Flemming Steen Munch krævede en aftale med en ledelse af demonstrationen, før de fik lov at gå fra Ungdomshuset. Han udtalte:

– Vi lader ikke sådan en hob gå igennem byen, uden at vi har en ansvarlig.

Demonstrationen går alligevel

De omkring 1.500 demonstranter valgte dog at sætte sig i bevægelse klokken cirka 16.20. Demonstrationen bevægede sig ad Jagtvej med retning mod Frederiksberg.

I området omkring Ungdomshuset var der fra starten massiv tilstedeværelse af politi, som allerede inden demonstranterne forlod Ungdomshuset, gjorde opmærksom på, at de ville håndhæve forbuddet mod maskering.

Den besked blev modtaget med et brøl og et hylekor fra demonstranterne. Flere hundrede demonstranter er da også maskerede og nogle iført hjelme.

Ifølge Modkrafts udsendte er demonstrationen kl. 16.35 kun nået få hundrede meter ned af Jagtvej. Der spilles »Our House« med Madness fra højttalervognen.

Gadekampe starter – politiet bruger gas

Kort tid efter demomstrationen havde sat sig i bevægelse, angreb demonstranter to-tre politibiler, der stod parkeret i en sidegade til Jagtvej meget tæt på demonstrationen med sten og malerbomber. Fra demonstrationens højttalervogn lød det, at »politiet skal holde sig væk!«

Men politiet omringede derefter demonstrationen. Alle veje væk blev afspærret af politiets biler, der også blev brugt til at køre ind i demonstrationen. Nogle demonstranter slap dog ud, blandt andet en gruppe med børn.

Demonstranterne svarede igen med massevis af brosten, fyrværkeri og maling, der blev kastet efter politiet.

Politiet kastede mindst én tåregasgranat. Demonstrationen bevægede sig derefter af Jægersborggade, en sidegade til Jagtvej.

Mange betjente nåede ikke at iføre sig beskyttelsesudstyr i form af en gasmaske, så flere af dem måtte brække sig, da gasgranten blev smidt på Jagtvej ved Hørsholmgade, beretter Modkrafts udsendte.

Ritzau Bureau oplyser, at flere demonstranter er blevet kørt over af politiets mandsskabsvogne. Poliken skriver, at mindst fire er blevet kvæstet. Tre betjente og en demonstrant.

Anholdelser og ambulancer

Efter sammenstødene på Jagtvej blev adskillige ambulancer sendt til området. I Kronborggade blev 20-50 demonstranter anholdt.

I Jægersbroggade, der er kendt for sine mange hashhandlere, råbte bodybuilderlignende typer trusler efter demonstranterne, og truede med at »rydde deres hus når politiet ikke er der!«

Efter gadekampene var der, i følge Modkrafts udsendte, en »mærkværdig fredelig stemning« på Jagvej, hvor hundredevis af demonstranter fortsat fyldte vejen.

Politiet valgte i flere tilfælde at trække sig tilbage fra flere sidegader, og derfor samledes demonstranterne igen omkring i gaderne ved Ungdomshuset.

Klokken 17.15 forlød det fra Modkrafts udsendte, at der blev bygget barrikader omkring Nørrebros Runddel ikke langt fra Ungdomshuset.

Gadekampene genoptages

Der blev bygget barrikader omkring Ungdomshuset. Og en mindre demonstration begav sig afsted mod Indre By – angiveligt mod Rådhuset.

Politiet brugte deres biler til at rydde barrikaderne og jage folk bort fra Runddelen kl. cirka 17.40.

Demonstranterne spredte sig, men der var stadig brændende barrikader omkring Blågårdsgade/Nørrebrogade.

Politiet havde tilsynladende kontrol over Nørrebrogade. Men deres biler bar tydeligt præg af at være ramt af maling og sten, og flere måtte køre langsomt bort på punkterede dæk.

Desuden er flere banker og butikker blevet smadret.

Demonstranterne er nu spredt i flere større grupper på Indre Nørrebro. De fleste har sat kursen mod Ungdomshuset, hvor der stadig er barrikader i gadene bag Ungdomshuset.

Ungdomshuset: Så stopper freden!«

Ungdomshuset skriver efter dagens kampe i en pressemeddelelse:

»Nu tager de huset, så stopper freden.

Vi har prøvet alt andet, og politiet skal ikke tro at gas skræmmer os væk fra at støtte Ungdomshuset. Det gør os bare endnu mere klar til næste gang.

Hele dagen inden demonstrationen har politiet lagt op til kamp i gaderne på Nørrebro. De fik hvad de ville - det gjorde vi ikke. Vi ønskede ikke en konfrontation. Vi vil bare have Jagtvej 69. Men der er en grænse for, hvad vi vil finde os i - og den grænse er nået, når de gasser os og kører vores venner over.

Fingrene væk - det er vores Ungdomshus!!!«

Læs pressemeddelelse fra deltagere i demonstrationen: TV-medierne som politiets mikrofonholdere

Læs pressemeddelelse fra Ungdomshuset: Vi har kun Ungdomshuset at miste...

Læs pressemeddelelse fra SF: Søvndal og Thomsen fordømmer optøjerne på Nørrebro

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: Nørrebro-uro kræver politisk løsning

Læs pressemeddelelse fra Ungdomshuset: Jagtvej 69 blir

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: Enhedslisten tager afstand fra Københavns Politi

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce