Frankrig: Forstadsoprøreren og mængden

Den 27. oktober 2005 i den parisiske forstad Clichy-sous-Bois forsøger tre unge mænd, Zyed Benna, Bouna Traoré og Muhittin Altun, at flygte fra politiet. Politiet vil ikke lade dem undslippe kontrollen, og en nådesløs forfølgelse af de tre antageligt kriminelle går i gang.

En betjent får øje på to af dem på vej ind på et afspærret område. Han kontakter politiets kontrolpost over radioen:

»Hallo... de to individer er lokaliseret. De er ved at trænge ind på det nationale el-selskabs område, vi skal...«

Det sidste af sætningen trænger ikke igennem.

»Gentag det sidste,« beordrer den vagthavende.

»Ok TN Livry. Jeg tror at de er ved at trænge ind på det nationale el-selskabs område. Vi skal bruge flere mænd så vi kan omringe kvarteret... på et tidspunkt bliver de nødt til at komme ud igen.«

»Ok, beskeden er modtaget.«

»Og så alligevel TN Livry... hvis de trænger ind på el-selskabets område, så giver jeg ikke meget for deres liv.«

Forstadsoprøret

På trods af denne dystre forudsigelse vælger politiet at forlade området uden at alarmere el-selskabet. To af de tre unge dør af elektrochok. Muhittin Altun undslipper med slemme forbrændinger og slår alarm.

De to efterfølgende nætter i Clichy er præget af optøjer, og den 29. oktober arrangeres en fredelig march, hvor 500 personer mindes de døde.

Det bliver den sidste rolige nat i lang tid.

Dagen efter angriber politiet en moské i Clichy med en tåregasgranat, og om natten begynder urolighederne på ny.

Få nætter senere brændes der biler af i alle dele af Frankrig, og den franske statsmagt begynder at føle sig truet.

7. november toner premierminister De Villepin frem på nationalt tv og annoncerer genaktiveringen af en lov fra 1955, der tillader regeringen at erklære undtagelsestilstand.

8. november er undtagelsestilstanden en realitet, og 15. november forlænges undtagelsestilstanden i tre måneder.

I januar ophæves den, og revolten er afsluttet for denne gang.

Oprøret meod CPE-kontrakten

Lad os skifte tid og scene. I 2000 på EU-topmødet i Lissabon vedtager Europas ledere at gøre de unges arbejdssituation til en af unionens topprioriteter.

I Frankrig var et af de seneste resultater af denne prioritering indførelsen af den såkaldte CNE-kontrakt (Kontrakt for nyansatte). CNE-kontrakten tillader arbejdsgiveren i virksomheder med under tyve ansatte at fyre sine nyansatte uden grund.

Med dette tiltag har staten for alvor vendt udviklingen i kampen for arbejderrettigheder i Frankrig.

Denne kamp sikrede i 1910 et arbejdsretligt system, i 1958 et krav om opsigelsesvarsel, i 1967 en godtgørelse ved fyring og i 1973 og 1975 et krav om at arbejdsgiveren skal give en seriøs og reel begrundelse for en fyring (før lå bevisbyrden hos arbejderen).

Alt dette forenes i princippet om en kontrakt på ubestemt tid (CDI), der indtil for nylig sikrede arbejderen en ofte livslang, stabil ansættelse.

De unge kan nu se dette arbejdsretlige privilegium blive taget fra dem. Og det bliver endnu værre, da den såkaldte Lov om lige muligheder vedtages den 9. marts 2006.

Ud over praktikophold fra 14-årsalderen for socialt udsatte børn (i stedet for skolegang til de er 16 år) og indførslen af natarbejde for unge, er en del af denne lovpakke den såkaldte CPE-kontrakt (Første ansættelseskontrakt), der for de unge under 26 år udvider CNE-kontraktens principper til alle virksomheder.

De to første år af ansættelsen vil de unge kunne fyres uden rimelig begrundelse. Vreden blandt de studerende breder sig imidlertid hurtigt, og allerede den 18. marts har de fået 1,5 millioner på gaden – ikke bare studerende, men også de unge fra forstæderne og et bredt udsnit af den resterende befolkning er til stede.

To tirsdage i træk samles 3 millioner mennesker i Frankrig til de største protester længe.

Den 12. april må premierminister De Villepin bekendtgøre at CPE-kontrakten er faldet og er blevet erstattet af den såkaldte CIVIS-kontrakt. I stedet for CPE’en tilbyder den nye kontrakt statslig støtte til de arbejdsgivere, der ansætter unge fra såkaldt belastede kvarterer.

De andre dele af Loven om lige muligheder og CNE-kontrakten gælder stadig i dag i Frankrig.

Forbindelsen mellem de to oprør

Hvad forbinder disse to tilsyneladende meget forskellige hændelsesforløb i november 2005 og marts/april 2006?

Fra statens perspektiv er det indlysende. I den franske præsident Jacques Chiracs nytårstale lød det at »det er en æressag for Frankrig at intensivere vores indsats for at hjælpe beboerne i de belastede kvarterer for der er intet Frankrig uden lige muligheder.«

Valgsproget »lige muligheder« figurerer også i indenrigsminister Sarkozys tale til præfekterne den 28. november 2005, hvor strategien til at bekæmpe revolten fastlægges – CPE-loven var altså en del af svaret på krisen i november. Og folkets reaktion ses som intet andet end uforskammet taknemmelighed.

Objektivt betragtet forenes de to begivenheder derimod ved den vilkårlige undertrykkelse.

Protesterne i november var protester imod den konstante politikontrol og de utallige vilkårlige anholdelser.

Protesterne i marts og april var protester imod kapitalisternes vilkårlige fyringer af arbejderne. Og den franske stat eller regeringen kan ses som ansvarlig for begge former for vilkårlighed.

Endelig er begivenhederne subjektivt forbundet.

Der optræder således i begge hændelsesforløb den samme betydningsfulde aktør – de unge marginaliserede fra forstæderne. I november var de tydeligvis de centrale aktører i protesten. I marts og april var de en til tider upopulær del af en sammensat massebevægelse.

Et integrationsproblem?

Højrefløjen i Frankrig (regeringspartiet UMP og det højrepopulistiske Front National) forsøgte straks at gøre forstadsrevolten til et integrationsproblem.

Enkelte højrefløjskommentatorer taler om sociale problemer, men mindst lige så mange taler om organiserede kriminelle bander eller muslimske terrorister og narkotikaproblemer.

Indenrigsministeren Nikolas Sarkozy lover højtideligt at smide alle »forbryderne« ud af landet. Fakta er imidlertid, at kun et absolut fåtal af de anholdte var udenlandske statsborgere, og at det store flertal ikke, som Sarkozy ellers påstod, var tidligere dømte.

Venstrefløjen (primært det franske socialdemokrati PS og kommunistpartiet PCF) lægger større vægt på de sociale problemer som årsag til revolten.

Man peger på bydele med over 40 procent arbejdsløshed, og man peger på livet i ghettoerne, hvor de unge bor med deres familier i de nedslidte og trøstesløse boligblokke.

Kommunisterne og Socialdemokraterne peger også på det centraliserede politi som problematisk, og foreslår en genindførsel af det nærpoliti, der blev fjernet i 2002.

Nogle kommentatorer peger også på mangel på den positive særbehandling, som man for eksempel kender fra USA og Indien, og man kan sågar høre bortforklaringer om, at det alt sammen »er hip-hop-musikkens skyld.«

Den republikanske model

Derudover er der to forklaringer, der tager udgangspunkt i den franske republikanske model.

Den første af disse fremføres af den kendte sociolog Alain Touraine. Den republikanske integrationsmodel, påpeger han, betyder, at ingen borgere skiller sig ud i statens perspektiv. Uanset etnisk oprindelse eller tro er alle lige franske.

Dette står i modsætning til en angelsaksisk multikulturalistisk model, hvor eksistensen af mindre kommunitære samfund (det vil sige områder præget af en bestemt kulturel egenart) accepteres og ses som del af en stolt multikulturel identitet.

Problemet er, at den republikanske model ikke anerkender andet end én form for franskhed, og at den ikke anerkender, at minoriteter bliver undertrykt, fordi de netop ikke passer ind i denne franskhed.

Den anden af disse forklaringer peger på den åbenlyse diskrimination.

Hvis vi skal for klare de unges oprør, bør vi ikke lege sociologer eller etnologer, der diagnosticerer krisens omstændigheder med et sterilt blik, som studerede vi insekter. Vi skal derimod høre på hvad de unge selv siger.

Som den franske filosof Alain Badiou påpeger, er det politiets konstante identitetskontroller, der oftest nævnes af de unge selv som kilde til utilfredsheden.

Men er vi virkelig klar over omfanget af disse ydmygelser?, spørger Badiou.

Han fortæller derefter, hvordan hans adoptivsøn siden marts 2004 var blevet anholdt seks gange uden anden grund end sin hudfarve. Han fortæller om den ydmygende behandling på politistationen, og han konstaterer, at godt nok får hans adoptivsøn en undskyldning, når politiet opdager at faderen er en velanset professor ved en af Frankrigs fineste universiteter, men at dette næppe gælder for de unge med adresse i de parisiske forstæder.

Hvad er det, vi er vidner til? Vi står over for en stat der deler befolkningen i to adskilte mængder og erklærer den ene skyldig i al landets misere.

Der er de »franske«, og der er de »fremmede«. Der er dem, der er børn eller børnebørn af de »fremmede«, og der er de andre. Der er dem, der bor i byernes centrum, og der er dem, der bor i forstæderne.

Det er betegnende, at Sarkozy i ovennævnte tale til præfekterne taler om at nye mobile politistyrker skal »tilbageerobre« forstæderne, som om der var tale om et fremmed territorium. I samme tale appelerer han til en genetablering af den »republikanske orden«.

Sarkozy er på ingen måde alene med dette diktum, som i virkeligheden kan oversættes med følgende: De unge i forstæderne, der gør oprør, hører ikke til i Frankrig.

Hvad Sarkozy ikke fortæller er, at det netop er dette »Frankrig«, denne »republikanske orden«, der undertrykker de unge, og som de ikke genkender sig i, fordi den ikke lover dem andet end evig økonomisk, social og politisk eksklusion.

Den marxistiske forklaring

Hvorfor foretager staten denne opdeling? Som marxist i Badiousk forstand kan man ikke undgå at betragte den altid herskende ustabilitet i civilsamfundet (hvilket i den klassiske marxisme blev teoretiseret under betegnelsen klassekamp).

Enhver historisk social situation er struktureret ved en inddeling i mængder og delmængder, der står i et hierarkisk forhold til hinanden – i den klassiske situation stod mængden af arbejdere overfor mængden af kapitalister og mængden af aristokrater.

Men der vil altid være kræfter der skubber til en sådan orden.

Da har staten den rolle at ekskludere den destabiliserende kraft – det vil sige den ustabile mængde. Det gør den netop ved at udgøre en slags »metastruktur«.

Staten opdeler alle elementer og mængder i dem, der passer ind i den ovennævnte republikanske orden, og dem, der ikke hører til i denne orden. Dermed opnår staten en vis kontrol, idet den kan bekrige dette fremmedlegeme, der for staten kun er relevant i forbindelse med politiadministrationen.

Fremmedlegemet betragtes som irrelevant for det politiske fællesskab. Det afgørende i denne marxistiske analyse er selvfølgelig, at ustabiliteten vedbliver med at være der, i og med at dem der ekskluderes forstår sig selv som noget andet end blotte objekter for politikontrol – nemlig som en genuin politisk kraft.

Med Marx’ gamle fraser hedder dette at gå fra at være klasse i sig selv (objektivt) til at være klasse for sig selv (subjektivt).

Oprør mod prekært arbejde

Hvad angår kampen mod CPE-kontrakten må man først og fremmest afvise beskyldningen om egoisme.

Kampen i Frankrig står mellem forsvarerne af den arbejdsretlige sikkerhed og dens modstandere. Som nævnt var CPE’en blot en udvidelse af CNE-kontrakten og må således forstås som kapitalisternes forsøg på gradvist at undergrave hele det franske system.

I dag rammes de unge under 26 år, men denne grænse er vilkårlig og kan nemt i fremtiden ændres eller fjernes helt.

Samtidig breder det såkaldt prekære arbejde sig langsomt, men sikkert. Andelen af arbejdere der nyder godt af kontrakter på ubestemt tid er faldet fra 91 procent i 1975 til 86 procent i 2006.

Det lyder måske ikke voldsomt, men tendensen er tydelig, og samtidig viser nye tal, at virksomheder i den private sektor med over 10 ansatte gennemsnitligt ansætter 73 ud af 100 på korttidskontrakter.

Når de unge fylder meget i statistikkerne for prekært arbejde, er det fordi, de ofte er nyansatte og dermed i højere grad afspejler arbejdsmarkedets tendens til at blive mere og mere prekært.

Det er således ikke helt ved siden af at sige, at de unge ikke egoistisk repræsenterer de unge, men at de nærmere repræsenterer det diffuse subjekt som den amerikanske litterat Michael Hardt og den italienske filosof Antonio Negri i deres nyklassiker Imperiet har kaldt mængden (multitude) – det vil sige alle der udbyttes af kapitalismen.

Protesterne imod CPE-kontrakten må således forklares som en del af den omfattende bevægelse imod prekært arbejde, der er vokset frem især i det sydlige Europa, men også på det seneste i Danmark.

Der er en stigende bevidsthed – måske især blandt de unge, men disse stod ikke alene i protesterne – om at alle trues af kapitalens og arbejdets nye organisationsformer.

Ikke blot industriarbejderen, men også veluddannede unge og offentligt ansatte, kan se frem til et arbejdsliv præget af usikkerhed og udbytning, og det er dette vi ser en ny bevægelse imod.

Kritikken af forstadsoprøreren

Samlet stiller alt dette endnu en gang (som i 1968) venstrefløjen over for spørgsmålet om karakteren af det revolutionære subjekt og allianceforholdene i kampen mod undertrykkelsen.

Venstrefløjen i Frankrig kommenterede meget bredt forstadsrevolten med et »de gør ikke oprør, som de bør.«

Julien Dray, talsmand for Socialdemokraterne, udtalte den 7. november i Libération at »vi kunne kræve at Sarkozy skulle gå af, men det ville svare til at sige til ballademagerne, at de har ret.«

»Det gælder ikke om at retfærdiggøre uansvarlige handlinger. Man må gå hårdt til værks,« udtaler en repræsentant for kommunistpartiet i Nationalforsamlingen den 14. november (som kommentar til dekretet om undtagelsestilstand).

Og ganske rigtigt så gjorde de unge ikke oprør ved at marchere fra Place de la République til Bastille-pladsen med røde bannere i ro og orden. Men at reducere deres revolte til »uansvarlige handlinger« eller »ballademageri« er ikke meget bedre, end når Sarkozy foran tv-kameraerne kalder forstadsbeboerne for »udskud«, og i øvrigt på fascistoid vis udtaler at regeringen »vil rense ghettoerne med en trykluftsrenser.«

Fra begge sider af det politiske spektrum handler det om den republikanske ideologi, der i venstrefløjens aftapning blot siger, at de unge ikke laver politik på sand »republikansk« vis. De hører ikke til det politiske fællesskab.

Man må på venstrefløjen heroverfor generelt fastholde, at de unge i forstæderne gjorde oprør, som de kunne, som de ville, og der, hvor de befandt sig.

Deres perspektiv var, at de ingen alternativer havde, hvis de ville høres.

Forstadsoprøreren og mængden

Der går en interessant, men problematisk linje fra de unges oprør i november til deres deltagelse i demonstrationerne mod CPE-loven i foråret.

Ingen organisationer eller partier formåede i november at reagere politisk på en måde, der svarede tilfredsstillende til de unges oprør.

Som en ung mand fra en forstad i Lyon udtaler: »Manden fra fagforeningen kommer der og påstår at han kan hjælpe os med at organisere os, men at hvis der er for megen vold så går den ikke. Du skulle have hørt hvordan vi svinede ham til.«

På samme måde opstod der i demonstrationerne mod CPE-kontrakten – ikke fra start af, men i hvert fald fra den 23. marts – den samme splittelse.

Konkret blev demonstrationen splittet i en del bestående af fagforeningerne, de studerende og gymnasieeleverne, der gik i pæne traditionelle optog, og i en anden del der bestod af »ballademagere« iført hættetrøjer.

Om politiet fremprovokerede denne opsplitning, med forklædte betjente, der opildnede til vold, eller om medieportrætterne af de to grupper (legitime og ikke-legitime demonstranter) bar skylden kan næppe afklares.

Hvad vi må spørge os selv om på venstrefløjen – også i Danmark, hvor vi begynder at kunne ane konturerne af en lignende problematik – er, om vore egne organisationer bidrager til en sådan splittelse.

For som det lille tidsskrift L’Un Visible påpeger, var det under protesterne mod CPE-kontrakten som om, den ene halvdel af de protesterende (de studerende og fagforeningerne) gjorde krav på en fremtid, som den anden halvdel (de unge fra forstæderne) ikke kunne se sig selv.

Vi er på venstrefløjen nødt til at tænke det politiske subjekt på en måde, så det også omfatter forstadsrevolten.

Om vi tænker det politiske subjekt som arbejderklassen, og derved forstår industriarbejderen, eller om vi tænker det som mængden, der omfatter alle lønarbejdere, så har vi at gøre med begreber, der ikke indfanger de undertrykkelsesformer, som de unge i forstæderne udsættes for – de unge i forstæderne protesterede imod institutionel racisme og ikke imod kapitalistisk udbytning.

Og det er ikke bare en strid om ord, for ordene svarer, som ovenstående analyse viser, til vores organisationer, der ikke har vist sig at levne plads til de unge fra forstæderne.

Disse unge er ligeså politisk ekskluderede hos venstrefløjen, som hos højrefløjen. Vi kan sige at forstadsoprøreren er ekskluderet af mængden.

Forening eller splittelse?

Et alternativ kunne være at forstå det politiske subjekt som enhver gruppe, der bryder den almindelige konsensus og sætter spørgsmålstegn ved hvem, der skal have noget at sige politisk – det vil sige hvem, der hører til det politiske fællesskab

.

En sådan forståelse kan indfange både bevægelsen mod det prekære arbejde, der stiller spørgsmålstegn ved om arbejderne selv skal have noget at sige i forhold til de nye arbejdsmarkedstiltag, og de unge i forstæderne, der gjorde oprør mod deres ensidige rolle som objekter for politichikane.

Den organisatoriske ækvivalent til dette subjekt er ikke spontanismen, der lader enhver gruppe gøre oprør som det passer dem, uden at den organiserede venstrefløj blander sig.

Det er heller ikke den programmatiske eller dogmatiske organisation, der reducerer ethvert oprør til symptomer på kapitalens undertrykkelse, et fænomen der kun kan bekæmpes når alle undertrykte forener sig i det revolutionære parti (eller Partiet med stort P).

Svaret er den generiske organisation, der tilsiger, at vi må tage udgangspunkt i de begivenheder, der finder sted, og være mere tro mod dem end mod venstrefløjsdogmerne. Det er en organisation, der ikke kritiserer politiske oprør ud fra stive principper eller vaner, men som tværtimod opfordrer alle der føler at oprørets anliggende (uretfærdigheden) vedrører alle (er generisk), til at hjælpe til med at organisere kampen – vel at mærke på oprørets egne præmisser.

I 1968 formåede venstrefløjen at forene to politiske subjekter, nemlig arbejderne og de studerende, på trods af at dogmatiske dele af venstrefløjen forsøgte at reducere de studerendes kamp til småborgerlig ideologi.

I dag står vi overfor en lignende udfordring med de unge fra forstæderne.

Jeg har forsøgt at skitsere visse forudsætninger for at denne udfordring kan imødegås. Men det endelige konkrete bud på organisationsformer, der forener snarere end at splitte, vil kun kunne udvikles som et resultat af fremtidens kampe mod undertrykkelse og udbytning.

Kåre Blinkenberg er idéhistoriker og medlem af redaktionen for tidsskriftet Det Ny Clarte, hvor artiklen tidligere har været bragt.

Kåre Blinkenberg har i en periode boet i Frankrig. Han arbejder i øjeblikket på at oversætte et værk af den franske filosof Alain Badiou.

Besøg Kontradoxas debatforum

Litteratur:

Stéphane Berger m.fl.: Une révolte en toute logique, L’archipel des Pirates, Frankrig 2006.