Annonce

14. december 2006 - 23:11

Tusinder på gaden for Ungdomshuset

Til toner af electronica, folkesang i bedste Kim Larsen-stil og »Our House« med Madness mødtes tre demonstrationer torsdag aften på Københavns Rådhusplads.

De tre demonstrationer bevægede sig med musik, bannere, konfetti, råb og romerlys til Rådhuspladsen for at støje, vise støtte og kræve indgriben fra Borgerrepræsentationen, der holdt årets sidste møde inde bag Rådhusets mure.

Kravet var klart: Borgerrepræsentationen må tage ansvar for Ungdomshuset med en politisk løsning.

Men det håb er bristet ­– i hvert fald for i år. For på det sidste møde i 2006 sagde et flertal af de københavnske politikere nej til fire forskellige forslag til mægling og løsning.

»Herfra hvor vi står...«

Demonstrationerne startede på Vesterbro, på Nørrebro og på Christiania. Antallet af deltagere skønnes til at være omkring 3.000. Ritzaus Bureau mener dog kun, der var 1.500 deltagere, mens politiet til ledelsen af dagens demonstrationer havde skønnet, at hele 5.000 gik med i det grålige regnvejr.

På scenen gav bl.a. The Sandmen, Niels Skousen, Rasmus Nøhr og Universel Soundsystem deres opbakning til et fortsat Ungdomshus på Jagtvej 69. Niels Skousen optrådte bl.a. med den gamle klassiker »Herfra hvor vi står«, der aktualiserede modsætningerne mellem politikerne i den store rådhussal og de mange udenfor i småregnen.

Også aftenens talere pegede direkte på politikerne. Blandt talerne var en af de bz’ere, der for 24 år siden modtog huset som en gave, en nuværende aktivist og formanden for Byggefagenes Samvirke i København, Anders Olesen.

Ritt efterlyses

Anders Olesen holdt aftenens måske skarpeste tale. Han sagde bl.a.:

– Det var det daværende rådhusflertals svigt af et løfte til brugerne, som nu har skabt en situation, hvor fronterne er kørt op i en grad, så vi må frygte for freden i byen.

– Nu, mens vi står her, sidder politikerne inde på Rådhuset. Jeg skal – så kraftigt og umisforståeligt jeg overhovedet kan – appellerer til alle politikere med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen om at se situationen i øjnene: Sagen blev startet politisk, og den er ved at løbe af sporet. Hvis freden skal bevares, skal der gang i en politisk løsning.

Men det blev altså ikke torsdag aften, at den politiske løsning meldte sig.

Anders Olesen har været med i den fond, som har forsøgt at købe huset af den kristne sekt Faderhuset. Om det sagde han:

– Men nej, sektleder Ruth Evensen og det tvivlsomme netværk af selskaber, hun har viklet hele sin menighed ind i, vil ikke sælge, heller ikke selv om hun har fået tilbud, som er seks gange så store, som det hun har givet for huset.

– Og vi må bare konstatere, at fonden i dag ikke har flere muligheder for med købstilbud at bidrage til en fredelig løsning.

Fire forslag, fire nej’er

For politikerne i Borgerrepræsentationen var der fire konkrete muligheder for at blande sig i konflikten om huset på Jagtvej ved aftenens møde.

Enhedslisten havde stillet de fire forslag, som rummede muligheder for at undgå en konfrontation ved mægling eller direkte ekspropriation.

Morten Kabell fra Enhedslisten siger:

– Enhedslisten havde foreslået, at kommunen skulle mægle mellem parterne og eventuelt i sidste ende tilbyde at købe huset tilbage. Det gjorde vi, fordi det er et politisk problem, og det derfor kræver en politisk løsning. Eftertiden må ikke sige om os, at vi lod nogle muligheder være uprøvet.

 Men alle forslag blev stemt ned. Til skuffelse for forslagsstillerne:

– Det er uacceptabelt, at Borgerrepræsentationens flertal flygter fra deres ansvar. Socialdemokraterne og de borgerlige skabte det her problem, fordi de solgte huset i år 2000. Nu er situationen tilspidset og derfor er det politikernes ansvar, at undgå det her ender helt galt, skriver Morten Kabell i en pressemeddelelse.

I samme øjeblik som det stod klart, at politikerne forkastede redningsforslagene, smed en lille gruppe aktivister fra tilhørerrækkerne konfetti ned i salen, mens de råbte slagord for Ungdomshuset.

Aktivisterne var tidligere medlemmer af den såkaldte Initiv’gruppe, der i 1982 fik huset overdraget af Københavns kommune. De blev alle lagt i førergreb af en gruppe civilklædte betjente og ført ud af Rådhuset, hvor de efter endt registrering fik lov at gå.

Fredag vil Enhedslisten i Folketinget stille forslag om et landsplandirektiv, der skal sikre Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Ungdomshuset besat

Den 14. december var Fogedrettens oprindelige frist for rydningen af Ungdomshuset. Derfor har brugerne af huset nu erklæret, at huset er besat.

To talspersoner for huset holdt pressekonference – på trappen til Københavns Rådhus ved middagstid. Her sagde Adam fra Ungdomshuset bl.a., at brugerne i Ungdomshuset »vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå krig og konfrontationer, for det skal løses ved hjælp af politik, ikke af politi.«

Husets nye status om besat, blev allerede ved midnatstid markeret med en stor bz-fest med musik af bl.a. Baby Woodrose og Savage Rose. Og da besættelsen var en realitet kl. 9.00 om morgenen blev der fyret en mængde fyrværkeri af fra huset.

Der er nu oprettet en piratradio, der sender nonstop med nyheder fra Ungdomshuset på frekvens 101,8 i København.

Lørdag er der igen demonstration. Det er kl. 16.00 fra Ungdomshuset.

Søndag kl. 19.00 er der fredelig sangaften foran Faderhusets lokaler i Rødovre.

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: Borgerrepræsentationen ligeglad med Ungdomshuset

Læs pressemeddelelse fra Byggefagenes Samvirke

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: Kommunen må på banen i sag om Ungdomshuset

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: Enhedslisten vil sikre Ungdomshuset mod nedrivning

Læs pressemeddelelse fra Kommunistisk Parti København

Læs pressemeddelelse: Sangaften imod Faderhuset

Besøg Ungdomshusets hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce