Anmeldelse: Kommunisme eller klarhed

Initiativer til nye partiuafhængige medier er ikke noget, der er hverdagskost på venstrefløjen i disse år, men i november så et nyt tidsskrift med erklæret venstreintellektuelt sigte dagen lys.

De sociale bevægelser og venstrefløjen kan efter min mening principielt ikke få for mange røster, så det nye tidsskrift skal bydes mere end velkommen – også på trods af denne anmeldelses kritik.

Tidsskriftets Hamlet-dilemma mellem »at være eller ikke være« bliver formentlig et spørgsmål om dets evne til dels at artikulere og stimulere behovene for diskussion på venstrefløjen, dels at skabe et tidsskrift, der er anderledes end dem, der allerede eksisterer.

Om Det Ny Clarté er i stand til det, er meget uklart efter det første nummer.

Det Ny Clarté lægger sig som et parti- og organisationsuafhængigt tidsskrift på linje med det papirbaserede Salt og de elektroniske Kritisk Debat og Kontradoxa. I valg af emner og artikler adskiller tidsskriftet sig i det første nummer ikke markant fra, hvad disse tidsskriftsmedier i forvejen dækker eller kunne dække – i det mindste ikke umiddelbart.

Intet nyt om Muhammed-krisen

Ligheden til de andre tidsskrifter giver sig i det først nummer først og fremmest udtryk i dets valg af debattema: »Venstrefløjen og Muhammed-krisen«. Det har allerede været taget under behandling af andre venstrefløjstidsskrifter, og det lykkes ikke redaktionen af Det Nye Clarté at få lagt markante, nye indfaldsvinkler ned over problematikken.

Temaet er udfoldes som et indledende diskussionoplæg af Morten Homann, der er medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti, og det følges op med besvarelser af tre andre bidragsydere: Rune Engelbreth-Larsen, Troels Riis Larsen og Søren Engelsen.

Morten Homanns holdning til og forståelse af Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-karikaturerne, og besvarelsen af de andre debattører, adskiller sig ikke fra dem, der er kommet til orde i eksempelvis Kontradoxa i foråret.

Uenighederne er for så vidt reelle og grundlæggende, og de vil formentlig blive ved med at spille en afgørende rolle i venstrefløjens stillingtagen på en lang række områder i fremtiden, bl.a. spørgsmål om integration, demokrati og antiimperialisme.

Men det lykkes ikke redaktionen af Det Ny Clarté at rejse diskussionen på en måde, så den bliver øjenåbnende eller principiel.

Temaet koger suppe på allerede gennemtyggede standpunkter på venstrefløjen, og resultatet ligner mere kogt vand for gigtpatienter end nærende, ny gastronomi for en hungrende venstrefløj.

Kød og ben til suppen

Det er dog heldigvis ikke samme kogte vand, der karakteriserer resten af nummeret. Fire længere artikler, som nummeret bringer ud over temaet, er alle interessante og relevante.

Først og fremmest har Kåre Blinkenberg skrevet en ualmindelig god og diskuterende artikel om de seneste års optøjer i Frankrig. Hans artikel er i stand til både at være oplysende, samtidig med at den debatterer regulære dilemmaer og modsætningsforhold mellem venstrefløjen og margaliserede oprørere i de franske forstæder.

Blinkenberg beskriver blandt andet, hvordan venstrefløjen har lagt afstand til revolterne, fordi de ikke er foregået »som de bør«, men at de marginaliserede unge i forstæderne ingen andre alternativer har haft end at gribe til optøjer og gadekampe, hvis de ville høres.

De unge oprørere er, skriver Blinkenberg, derfor »lige så politisk ekskluderede hos venstrefløjen som hos højrefløjen«. Det er ikke kun et problem i Frankrig; også i Danmark kan man ane konturerne af en lignende problematik, pointerer han.

Blinkenbergs artikel er efter min opfattelse det første nummers bedste og mest interessante artikel, men den er ikke den eneste.

Mikael Nyberg har skrevet en anden rammende artikel, »Nu rager de til sig igen«, om hvordan den ’nordiske velfærdsmodel’ af politikere, erhvervsfolk og meningsdannere ideologisk fremhæves som et muligt europæisk alternativ til amerikanske samfundsforhold, samtidig med at velfærdsordningerne over hele Europa er under angreb fra nyliberale ledere i EU og de enkelte europæiske lande.

Steffan Dahllöf bidrager i artiklen »Mellem fastfoodnyt og livsstilsanalyser«også med en kvalificeret analyse om udviklingen på avismarkedet, hvor det, han kalder en »industrialisteret journalistik«, er i fremmarch, ikke mindst med gratisaviserne indtog på det danske mediemarked.

Analysen er nuanceret nok til at påpege, at denne udvikling ikke nødvendigvis er faretruende eller regressiv, men at den også åbner muligheder for nye stemmer i komme til orde.

Det Ny Clarté leverer derfor i sit første nummer kød og ben nok til en absolut spiselig suppe. Det gælder også i den fjerde større artikel, som Morten Thing har skrevet.

Forholdet til kommunismen

Her åbnes til gengæld for en problematik, som Det Ny Clarté ellers viger uden om i det første nummer ved at holde de politiske kort, som tidsskriftet – muligvis - senere vil spille ud, tæt ind til kroppen.

Morten Thing beskriver den politisk-historiske udvikling i den Clarté-bevægelse, som Det Ny Clarté bevidst formulerer sig ind i.

Morten Thing fokuserer hovedsagelig på Clarté i Danmark, og han kortlægger blandt andet, hvordan Clarté her har knyttet an til kommunismen, samtidig med at bevægelsen har forsøgt at afklare »socialistiske problemstillinger uafhængigt af splittelsen i arbejderbevægelsen«.

Det Ny Clarté artikulerer sig i det første nummer ikke om tidsskriftets og redaktionens forhold til denne tradition eller de dilemmaer, der kan ligge heri.

Tidsskriftet forstår sig muligvis i en kommunistisk tradition ved at lægge sig op ad Clarté-bevægelsen, men ordet kommunisme forekommer, så vidt jeg har noteret, ikke i nogen af indlæggene (udover Morten Things historiske gennemgang).

I redaktionen og den faste skribentkreds, der er tilknyttet tidsskriftet, er der imidlertid flere erklærede kommunister og/eller sympatisører fra de antikrigsbevægelser, der politisk ligger tæt på eller i forlængelse af smågruppen Arbejderpartiet Kommunisterne, APK.

Sekterisme vs. holdningsløshed

Denne del af venstrefløjen er karakteriseret af en modsætning mellem på den side at være ekstremt sekterisk – det gælder ikke mindst APKs partipropaganda – og på den anden at være selvudslettende ukritisk i valget af alliancepartnere i en række andre sammenhænge.

APK forsvarer som parti stort set ukritisk Sovjetunionen under Stalins lederskab – herunder også massehenrettelserne, terroren mod befolkning samt tvangskollektiviseringerne og –industrialiseringen – og partiet har en rigid byggeklodsideologi, hvor revolutionær strategi konstrueres af floskler og dogmer fra den marxistisk-leninistiske brokkasse.

APK måler og vejer i sin partipropaganda andre dele af venstrefløjen i en benhård retorik, hvor skældsord og beskyldninger om forræderi flyver rundt i luften. Det skingre toneleje og den udbredte moraliseren stimulerer sjældent andet end verbal selvbekræftelse eller retorisk begrebsgymnastik.

Inden for bevægelsesarbejdet er eksempelvis Komiteen for et Frit Irak, hvor APK og sympatisører lægger mange kræfter, til gengæld forbavsende ukritisk i forhold til gamle Saddam Hussein-støtter og ubetvivlelige fundamentalistiske og terroristiske grupper i Irak.

De ellers så sekteriske kommunister er her villige til holdningsløst at alliere sig med hvad som helst, hvis de mener, det lugter bare lidt af anti-imperialisme.

Jeg må indrømme, at jeg er stærkt skeptisk over for det teoretiske og politiske udbytte en bred venstrefløj kan få ud af diskussion med så skizofrene, politiske samarbejdspartnere. Jeg er bange for at udbyttet enten miskrediteres af populistisk medløberi, dobbeltmoralske vurderinger og konspirationstosserier, eller at det degenererer til kommunistisk ortodoksi og floskler.

Det er imidlertid – som sagt – ikke et dilemma, der kommer åbenlyst til udtryk i Det Ny Clartés første nummer. Artiklerne er her generelt sobre og saglige, i hvert fald hvis man stuver sin skepsis lidt af vejen og ikke fristes til at læse teksterne som Stalin læser Marx.

Jeg tror dog ikke, at tidsskriftet på længere sigt kommer uden om at gøre op med sig selv, om det vil forsøge at skabe klarhed ved at stræbe bagud mod en kommunistisk ortodoksi eller fremad mod en nytænkning på venstrefløjen, hvor det er kritiske livtag med virkeligheden og dens problemer der driver teoriudviklingen videre.

Ole Wugge Christiansen er medlem af redaktionen for Kontradoxa.

Det Ny Clarté, nummer 1, november 2006.

Ansvarshavende redaktør: Dino Knudsen.

Løssalg: 40 kr. Abonnement (fire numre): 150 kr.

Det Ny Clarté kan købes i løssalg i Modkrafts Minimarked.

Abonnement kan tegnet på Clartés hjemmeside

Besøg Kontradoxas debatforum