Anmeldelse: Et smugkig ind i Ungdomshuset

500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede er en ukommenteret skildring af hverdagen for aktivisterne i Ungdomshuset. Filmen er optaget i det forgangne år, som det har formet sig efter den juridiske afgørelse om huset.

Filmens hovedpersoner er to aktivister, en yngre kvinde og en ældre mand, men heldigvis suppleres der flittigt med mindre interviews med andre aktivister i huset.

Det er efter min mening en god prioritering, fordi filmen faktisk formår at vise et bredt udsnit af Ungdomshusets persongalleri, uden at det dog bliver forvirrende. Det formindsker også risikoen for, at de to aktivisters personlige historier overskygger fortællingen om selve huset og den politiske kamp for at bevare det.

Man kan så tilføje, at vinklen på de to aktivister er en anelse kønsstereotyp – interviewet med kvinden er meget close-up billeder og følelsessnak, mens manden skildres noget mere aktiv og politiserende. Det er muligvis en tilfældighed fra instruktørernes side, og de to aktivister formår da også selv at afbalancere billedet med deres udsagn.

Et af yderpunkterne i huset repræsenteres gennem et kort interview med en queer-aktivist fra gruppen Dunst, der giver en opsang til dele af husets syn på hvad politisk aktivisme egentlig er. Kloge ord, der kan gælde for andre dele af venstrefløjen end bare Ungdomshuset…

Underholdning og politivold
Filmen bliver rigtig underholdende i skildringen af Ungdomshusets besættelse af fortet på Trekroner i sommer. Først og fremmest er det forfriskende, at hovedparten af aktivisterne er kvinder.

Men det underholdende indslag står Københavns Politi for, da det med alvorsfulde miner stormer øen og genopretter den offentlige ro og orden. Indsatsleder Bjarne Christensen får i øvrigt en del mindre kærlige ord med på vejen i filmen og får dermed skabt sig lidt af et eftermæle.

Rydningen af Trekroner er det eneste indslag i filmen, hvor politiet direkte medvirker. Og det er ganske enkelt utroværdigt.

Filmen lægger op til en kronologisk skildring af året, der gik i Ungdomshuset, og hvis idéen har været at vise en anden side af husets aktiviteter end netop volden og konfrontationerne, hvad der i og for sig er sympatisk nok, så skulle set-up’et have været et andet end en kronologisk fortælling.

I et interview i Information den 17. november 2006 siger en af instruktørerne, at deres oplevelse af politiet fremfærd i forhold til Ungdomshuset har været, at politiet er unødigt voldsomme.

Men netop den pointe kunne have været god at få frem i filmen, der via sin dokumentaristiske form kunne have skildret en politi-brutalitet, som de færreste egentlig tror på finder sted.

Flimmer
Den kaotiske stemning i og omkring huset understreges fint på klassisk dogme-vis med abrupt klipning, elendig lyd og manglende lyssætning.

Den dokumentaristiske form forstærker indtrykket af, at de ting som filmholdet har fået lov at være med til, vises uden filter. Men man fornemmer alligevel visse steder, at filmholdet er blevet holdt i en armslængdes afstand, og det gør glimtvis filmen for skildrende, klippene glider forbi uden rigtig at nå ind under huden, og som sagt sidder man af og til med en fornemmelse af, at noget af virkeligheden mangler.

Muligvis havde filmen været tjent med at blive strammet en anelse mere op og været kortet 10-15 minutter i længde, selvom den ikke føles for lang.

Men der mangler periodisk lidt ro til, at seeren kan lade tingene synke ind. Lidt mere dvælen ved enkelte begivenheder havde givet filmen den sidste nerve, den mangler.

Overordnet er filmen dog et vigtigt indlæg i debatten om Ungdomshuset, og for udenforstående er den en sjælden mulighed for et kig ind i en forholdsvis lukket subkultur.

Fordi filmen har turde satse på at fortælle en historie gennem en større gruppe mennesker, understreger den en forskellighed som de færreste ved eksisterer i Ungdomshuset.

Og derved leverer den, endnu, et vigtigt argument for bevarelsen af huset.

Camilla Tved er revolutionær feminist og anmelder for Kontradoxa.

»500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede« – en dokumentarfilm om Ungdomshuset

Instruktører: David B. Sørensen, Toke Gade Crone Kristensen, Anders Hornstrup og Morten Revsgarrd Kristensen.

Distr.: Beofilm/DDR-film 2006.

Filmen blev vist på CPHDox i november måned og den vises igen i Cinemateket i København den 13. december. Desuden forhandles der i øjeblikket med TV2 og DR1.

Besøg Kontradoxas debatforum