Regeringens Kvalitetsreform

Regeringen fremlagde i sommer et oplæg til en såkaldt »Kvalitetsreform – bedre service til borgerne«. Oplægget er nu videreudbygget i en pjece »Kvalitetsreform – debatpjece om udfordringerne«.

Samtidig er fastlagt en møderække, hvor Ministerudvalget for Kvalitet i den Offentlige Sektor frem til maj 2007 vil drøfte centrale temaer med en bred kreds af inviterede »..repræsentanter for kommuner og regioner, centrale organisationsfolk, erhvervsfolk, forskere, praktikere og andre med gode ideer og nyttige erfaringer. Op til hvert temamøde vil regeringen offentliggøre et debatoplæg med tanker om det pågældende tema og forslag til konkrete initiativer«.

Modellen er den samme som fra Globaliseringsrådets arbejde. Det må derfor også påregnes, at den offentlige debat og medinddragelse, der tilsyneladende er lagt op til, ikke er reel.

Forløbet omkring Globaliseringsrådet viste, at det ikke var oplæggene fra eksperter og organisationer, men forhåndskonklusionerne fra regeringens egne oplæg, som med meget få ændringer gik videre i konklusionerne. Det harcelerede flere medlemmer af Globaliseringsrådet også over.

Da det er denne model, der følges, vil der også med kvalitetsreformen være tale om et nøje forberedt og styret forløb, hvis hensigt ikke er at skabe debat og medinddragelse, men at tilvejebringe størst mulig opmærksomhed og bedst mulig formidling af den af regeringen på forhånd lagte strategi.

Regeringen forsøger at komme i offensiven igen
Baggrunden for regeringens kvalitetsreform må søges i, at den velfærdspolitiske dagsorden i Danmark er under forandring.

Selvom et flertal af den danske befolkning ifølge den ene opinionsundersøgelse efter den anden har prioriteret bedre velfærdsservice frem for skattelettelser, er det indtil denne sommer lykkedes regeringen at fastholde vælgeropbakningen ved at fremstille skattestop og skattelettelser som ikke værende i modsætning til bedre velfærd. 

Men siden sommeren 2006 er voksende kredse i befolkningen begyndt at få øje på sammenhængen i regeringens politik mellem prioriteringen af skattestop og skattelettelser på den ene side og så udhulingen af den offentlige velfærdsservice på den anden side.

Og nylige opinionsundersøgelser har vist, at store grupper af vælgere decideret er utilfredse med velfærdsudviklingen i VK-regeringens tid.

Således mente i august 2007

45 procent at den offentlige sektor generelt er blevet dårligere

60 procent at ældreplejen er blevet forringet

43 procent at sundhedssektoren er dårligere.

Stigende vælgergrupper er også begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om VK-regeringen er de bedste til at forvalte og forbedre velfærden. Det har resulteret i dalende vælgertilslutning til Venstre og stigende tilslutning til oppositionen, navnlig Socialdemokratiet.

Den øgede socialdemokratiske vælgertilslutning er vundet ved at argumentere for, at offentlig velfærdsservice udhules pga. regeringens udgiftsloft, og at det skal prioriteres højere ved at der afsættes flere midler hertil.

Partiet har fremført, at væksten i den offentlige sektor børe være så stor, at det offentlige har en uændret andel af bruttonationalproduktet, BNP. Eller med andre ord, at offentligt og privat forbrug stiger lige meget målt som andel af BNP. Samtidig har partiet også peget på, at det megastore overskud på de offentlige finanser kunne bruges som finansiering af bedre offentlige ydelser.

Regeringens oplæg til en »kvalitetsreform« er et forsøg på at imødegå denne stigende kritik og utilfredshed med de offentlige ydelsers tilstand ved at fremlægge en strategi for bedre offentlig service – men vel at mærke samtidig med at Regeringens skattestop og udgiftsloft fastholdes. Dvs. en strategi for bedre service uden tildeling af væsentligt flere ressourcer.

Kvalitetsreformen har det formål at tage luften ud af fremgangen for oppositionen ved at imødegå de argumenter, som regeringens kritikere har fremført.

Det fremgår tydelig af den nyligt udsendte debatpjece, hvor for det første en meget stor del bruges til at skabe et billede af, at velfærden i regeringens periode ikke er reduceret, men øget. Og hvor for det andet der også bruges meget plads på at forsøge at vise, at der ikke vil være økonomisk mulighed for, at den offentlige og den private sektor stiger lige meget, som oppositionen har krævet.

Jeg vil i denne artikel se nærmere på lødigheden af disse argumentationslinier.

I. VELFÆRDEN UNDER VK–REGERINGEN
I både det oprindelige oplæg og den nylige debatpjece tilbageviser regeringen hårdnakket, at de offentlige ydelser og velfærden skulle være forringet i denne regerings tid:

»Velfærdsområdet er gennem de seneste år blevet tilført øgede ressourcer. Siden 2001 er det offentlige forbrug steget med ca. 22 mia. kr«, står der i oplægget.

Og under sommerens velfærdsdebat har finansministeren oven i købet fremført, at det offentlige forbrug målt i løbende priser er steget mere end det private.

Denne argumentationslinie fortsættes i debatpjecen: »Siden starten af 1980´erne er serviceudgifterne vokset i takt med den generelle økonomiske udvikling og de offentlige serviceudgifter er vokset i nogenlunde samme takt som det private forbrug – målt i løbende priser (min understregning – hhl).”.

Men regeringens påstande om dens velfærdsindsats holder ikke.

Det er kun korrekt, at det offentlige forbrug siden 2001 er steget mere end det private, hvis man måler i løbende priser inklusive løn– og prisstigninger. Med de ældre får jo ikke mere hjemmehjælp, fordi lønninger til hjemmehjælpere stiger.

Udviklingen i det offentlige forbrug skal måles realt, dvs. ekskl. pris- og lønstigninger, og målt således er det private forbrug i VK–regeringens tid steget dobbelt så hurtigt som det offentlige forbrug.

Hvis den planlagte udvikling holder i 2006 vil regeringen siden 2001 have brugt 22 mia. kr. mere på offentligt forbrug, men i den forudgående periode 1995 til 2000 brugtes til offentligt forbrug 41 mia. kr.

Eller sagt på anden måde, så steg det offentlige forbrug årligt med 2,3 procent i perioden 1995 til 2001, mens væksten under VK–regeringen har været 1,3 i perioden 2000 - 2007.

Når regeringen derfor i debatpjecen går tilbage til begyndelsen af 1980´erne og fremfører, at offentlig og privat forbrug i perioden som helhed er vokset i nogenlunde samme takt som det private forbrug, gør den sig skyldig i grov manipulation og pynter sig med lånte fejr.

Det giver ikke et reelt billede at sammenligne private og offentlige udgifter i løbende priser, men kun realt dvs. ekskl. løn og prisstigninger. Desuden handler disse års velfærdsdebat jo ikke om, hvordan væksten for det offentlige forbrug har været i 1980´erne og 1990´erne, men om, hvordan den har været siden VK–regeringen tiltrådte i 2001 og frem til i dag.

Og ser vi specifikt på denne periode og opgøres væksten for det offentlige respektive det private forbrug - som det skal – ekskl. løn - og prisstigninger er billedet et helt andet: Det private forbrug er vokset langt stærkere end det offentlige.

VK-regeringens udgiftsloft: En snigende udhuling af offentlig velfærdsservice
Denne forskel i stigningstakten for det private respektive det offentlige forbrug er væsentlig, når spørgsmålet skal afgøres, om den offentlige velfærdsservice er forbedret i VK-regeringens tid.

Offentlig service består for en meget stor del af løn til offentligt ansatte. Derfor skal den samlede lønsum til offentligt ansatte følge lønudviklingen i den private sektor. Gør den ikke det, svarer det reelt til en reduktion i offentlig beskæftigelse og dermed til en serviceforringelse.

Derfor er det ikke nok, at de offentlige serviceudgifter følger prisudviklingen dvs. bevarer deres værdi realt. For prisudviklingen er lavere end udviklingen i lønninger, skatteindtægter og for så vidt også i BNP.

Det er tilfældet, fordi omkostningsudviklingen navnlig i den private sektor modvirkes af produktivitetsstigninger. Det sker også i det offentlige, men produktivitetsstigningen regnes her generelt for lavere - en hjemmehjælpstime er og bliver nu en gang en time.

Regeringens udgiftsloft med en svag realvækst på 0,5 procent årligt for offentlige ydelser, der svarer til en stigning på 2 mia. kr. årligt, er det ikke tilstrækkeligt til at undgå serviceforringelse. Skal udviklingen i de offentlige udgifter følge udviklingen i løn (og dermed i velstand og BNP), kræves en årlig realvækst på 1,2 procent svarende til 5. mia. kr. årligt.

Regeringens udgiftsloft på 0,5 procent årligt svarer altså fremover til en årlig serviceforringelse på 0,7 procent eller 3. mia. kr. årligt.

Fastholdes denne politik i de næste 40 år vil, serviceniveauet være ca. 3½ procent af BNP lavere end i dag.

Blot for at følge befolkningsforskydningerne – herunder det stigende antal ældre – skal serviceudgifterne stige fra 26 til 31 procent af BNP de næste 40 år dvs. alt med 5 procentpoint.

Fastholdes regeringens målsætning om max. ½ procent årlig realvækst, forringes den offentlige service altså med omkring 8 procent af BNP.

Sammenfatning del I: Velfærden under VK–regeringen
Konklusionen er med andre ord entydig:
 
VK-regeringen har prioriteret det offentlige forbrug langt lavere end det private forbrug, der målt realt siden 2001 er steget dobbelt så meget som det private forbrug

VK-regeringens har nedprioriteret det offentlige forbrug: I forhold til perioden 2005 -2006 er stigningstakten fra 2001 til 2006 nærmest halveret

Nedprioriteringen af det offentlige forbrug er sket gennem regeringens udgiftsloft på 0,5 procent årlig realvækst i det offentlige forbrug. Men for at opretholde uændret offentlig service skal den realvækst i de offentlige udgifter være 1,2 procent Udgiftsloftet er en årlig serviceforringelse på 0,7 procent svarende til 3 mia. årligt.

II. RÅDERUMMET FOR VÆKST I OFFENTLIGT (OG I PRIVAT) FORBRUG
Udover forsøget på at fremstillet velfærdsudviklingen siden 2001 som umindsket, forsøger regeringen også at argumentere for, at der ikke vil være økonomisk mulighed for en lige så høj vækst i det offentlige som i det private forbrug.

Dette sidste vil jeg nu se nærmere på.

Om væksten i den offentlige sektor hedder det i debatoplægget:

»Også fremover vil der være plads til en vis vækst i den offentlige sektor. Men det er et grundvilkår, at væksten ikke kan være så høj, som vi er vant til. Der mangler i dag ledige hænder på arbejdsmarkedet – det gælder både det offentlige og private område. Hvis vi ansætter flere i den offentlige sektor, vil der bliver tilsvarende færre til at arbejde i det private… Endvidere gør det høje skattetryk – et af verdens højeste – at højere skat ikke er vejen frem«.

Skatteloftet skal altså fastholdes. Og det skal udgiftsloftet også.

Ganske vist er der i sommer blevet forhandlet en velfærdsaftale, som angiveligt skulle have løst de fremtidige problemer med finansiering af velfærdssamfundet de nærmeste årtier. Dermed burde begrundelsen for loftet for den årlige realstigning af de offentlige udgifter også være fjernet, for udgiftsloftet havde jo netop til formål at spare op til fremtidens ældreudgifter.

Men så enkelt er det ifølge debatpjecen ikke. Velfærdsaftalen giver kun plads til en lidt større årlig stigning i de offentlige udgifter end hidtil:

»Velfærdsaftalen har skabt plads til, at antallet af offentlige ansatte kan stige svagt frem mod 2040 i takt med det stigende antal ældre og den forventede udvikling i børnetallet. Det skønnes, at det i givet flad grad vist vil øge antallet af offentligt ansatte med knap 110.000..«. 

I det første oplæg til kvalitetsreform udtrykkes det mere præcist:

»Velfærdsaftalen betyder, at rammerne for væksten i det offentlige forbrug er øget fra de hidtidige 0,5 procent årligt i 2010–planen til 1,0 procent. Af den ene procent målrettes 0,5 procent (2 mia. kr årligt) til globaliseringsinitiativer og 0,5 procent (andre 2 mia. kr. årligt) til at forbedre den offentlige service«.
 
Således fastholdes med kvalitetsreformen såvel skatteloftet som udgiftsloftet, det sidste kun let forhøjet.

Regeringen opererer godt nok med en udvidelse af det offentlige udgiftsloft fra 0,5 til 1 procent. Men udvidelsen er forbeholdt nye initiativer indenfor forskning og uddannelse som led i globaliseringsstrategien.

De eksisterende, brede serviceydelser indenfor sundheds -, børne/unge- samt ældresektorerne – den egentlige velfærdsservice - skal stadig holdes indenfor de 0,5 procent årlig realvækst.

Og som anført tidligere kræver det en årlig realvækst på 1,2 procent , hvis ikke offentlig velfærdsservice skal forringes.

Fastholdelsen af et loft på 0,5 procents realvækst for velfærdsservice er ensbetydende med vedvarende forringelse og udhuling af velfærdsservicen.

Et ideologisk udgangspunkt om det private forbrugs og den private sektors fortrinsret
Regeringen begrunder fastholdelsen af udgiftsloftet med, at skatterne ikke må stige, og at man ikke bare kan »øge antallet af beskæftigede i den offentlige sektor. Antallet af danskere i arbejdsstyrken vil være nogenlunde uændret. Og der er kun få ledige hænder til at komme i beskæftigelse. En mere ansat i den offentlige sektor vil derfor betyde en mindre ansat i den private sektor«.

Heri er en underliggende prioritering, som tages for givet, men er rent ideologisk: Nemlig at det private forbrugs og den private sektors størrelse ikke står til diskussion, at det offentlige forbrug i sidste ende er en reststørrelse – et residual – som må indrette sig efter, hvad det private forbrug og den private sektor giver mulighed for.

Dette er imidlertid et samfunds- og velfærdspolitisk spørgsmål.

Med den gældende årlige vækst i BNP vil nationalproduktet i 2040 være omtrent fordoblet dvs. velstanden i det danske samfund vil være fordoblet. Det vedgås også i regeringens nylige debatpjece, der konstaterer, at »om 40 år vil vi sandsynligvis være dobbelt så rige som i dag«.

Det må være befolkningens politiske valg, der afgør, hvad denne stigende velstand skal bruges til. Der er på ingen måde givet, at denne stigende velstand primært skal bruges til flere tv, flere biler, øget spiritusforbrug o.l. og andet, som den private sektor producerer til privat forbrug.

Der vil samfundsøkonomisk ikke være noget til hindring for, at befolkningen vælger at bruge en stigende andel på offentligt forbrug og velfærdsydelser. Og det kan indenfor rammerne af en fordobling af nationalproduktet over 40 år sagtens ske samtidig med, at det private forbrug vokser.

At det private forbrug og den private sektor skal have ubetinget førsteprioritet, er ingen samfundsøkonomisk eller statsfinansiel nødvendighed, men et rent ideologisk valgt udgangspunkt i forbindelse med Kvalitetsreformen

Tilsvarende gælder den i såvel oplægget som i debatpjecen om Kvalitetsreformen fremførte påstand om, at skatterne ikke kan øges.

Når det i debatpjecen hævdes, at højere skatter vil ».. mindske tilskyndelsen til at arbejde og uddanne sig..og (dermed) reducere velstanden« gentager regeringen her – som mange andre steder i debatpjecen i øvrigt – blot velfærdskommissionens – og CEPOS´ - argumenter og beregninger.

Det er imidlertid argumenter, som repræsenterer en nyliberal økonomisk teori, der bygger på en forældet og forenklet klassisk, såkaldt ’ren’ markedsøkonomisk samfundsmodel, der ikke har meget med de økonomiske realiteter i moderne komplekse blandingsøkonomiske samfund at gøre.

Og beregninger, som der alene bygger på løse skøn uden noget egentlig empirisk grundlag.

Det kan heroverfor konstateres, at velstanden i det danske velfærdssamfund fra 1960 til 2000 voksede som vel aldrig tidligere set i dansk økonomisk historie, samtidig med at skattetrykket nåede ikke tidligere sete højder. 

Stigende og høje skatter har historisk ikke været nogen barriere for øget velstand, snarere tværtimod, idet udviklingen af en stor offentlig velfærdssektor, finansieret via skatterne, stimulerede den generelle samfundsøkonomiske vækst og velstandsudvikling.

Der er ingen samfundsøkonomisk nødvendighed for, at et øget offentligt forbrug ikke kan finansieres over stigende skatter. Skatterne kan godt øges moderat – uden at det bliver på bekostning af velfærdsudviklingen.

Og da BNP forventes at blive fordoblet i løbet af de næste 40 år, så kan der oven i købet godt blive tale om en øget vækst i offentlig forbrug, samtidig med at også det private forbrug for de enkelte familier vokser betydeligt.

Det må være befolkningens valg, hvad den stigende velstand skal bruges til, herunder om man vil bruge en større del på en bedre offentlig service og om man vil finansiere det over skatterne.

Der er mulighed for en større offentlig vækst igennem samlet øget beskæftigelse
Regeringen bringer imidlertid også et andet argument til torvs for sin afvisning af, at det offentlige forbrug kan øges med mere end 1 procent om året, nemlig at der ikke vil være arbejdskraft til en kraftigere udbygning af det offentlige forbrug.

Det hedder, at allerede »i dag er der problemer med at få dække behovet for arbejdskraft indenfor flere offentlige serviceområder. De store årgange af offentlig ansatte er på vej på pension, og det er små ungdomsårgange, der træder ind på arbejdsmarkedet. Det offentlige står overfor en vanskelig opgave, når der skal rekrutteres nye ansatte i skarp konkurrence med den private sektor. Det er altså ikke muligt at imødekomme borgernes stigende forventninger til den offentlige service ved at ansætte mange flere i den offentlige sektor«.

Den offentlige sektor står overfor stigende udfordringer med den forstærkede afgang i årene fremover og med rekruttering i konkurrence med den private sektor.

Men konklusionen, at det ikke kan lade sig gøre, har et rent ideologisk udgangspunkt: Det offentlige ikke må konkurrere med den private sektor om arbejdskraften. Det er igen et spørgsmål om, hvilke velfærdspolitiske præferencer befolkningen har.

Hertil kommer, at regeringen – ligesom i debatten om fremtidssikring af velfærdssamfundet – sætter kikkerten for det blinde øje, hvad angår mulighederne for slet og ret at øge den samlede beskæftigelse.

Man konstaterer blot, at »regeringen har taget en lang række initiativer til at øge antallet af beskæftigede. Og ledigheden er på et historisk lavt niveau….Mulighederne for at ansætte flere i det offentlige er samlet set begrænsede«.

Regeringen trasker bevidstløst i velfærdskommissionens spor, der nægtede at forholde sig til muligheden af en reduktion af den – uanset faldende officiel ledighed – fortsat meget store beskæftigelsesreserve på mellem 800 og 850.000 personer.

Det drejer sig om op mod 200.000 efterlønnere, omkring 250.000 førtidspensionister og 350 - 400.000 personer på midlertidige ydelser (modtagere af arbejdsløshedsdagpenge, ledigheds- og aktiveringsydelse; sygedagpengemodtagere; kontanthjælps og revalideringsmodtagere).

I denne beskæftigelsesreserve er indvandrere og deres efterkommere uforholdsmæssigt stærkt repræsenteret.

Det er forkert, at beskæftigelsen i de kommende år ikke kan øges yderligere.

Med den store afgang af ældre fra arbejdsmarkedet i de kommende år vil den stigende efterspørgsel efter arbejdskraft i både erhvervsliv og offentlig sektor skabe mulighed for - for første gang i mange år - at få bragt betydelige større dele af beskæftigelsesreserven i arbejde.

Dette vil øge offentlige indtægter og begrænse offentlige overførsler.

Erfaringen viser, at skal beskæftigelsesreserven i job, kræver det en gunstig efterspørgselssituation på arbejdskraft.

Disse beskæftigelsesreserver er ikke virksomhedernes førstevalg, når ledige job skal besættes. Men de kommende års stigende afgang af ældre fra arbejdsmarkedet vil skabe en gunstigere efterspørgselssituationen for de marginaliserede, fordi der navnlig fra 2015 – 2020, hvor der sætter en ekstra stærk afgang ind, vil være et stigende antal ledige job og øget konkurrence om arbejdskraften.

Den kommende udvikling er faktisk en enestående chance for, at mange af de, som i dag er udenfor arbejdsmarkedet, vil komme i arbejde, hvis arbejdsløsheden fortsætter med at falde, sådan som det er sket siden midten af halvfemserne og som efter en kortere pause ser ud til at fortsætte.

Først og fremmest vil det kunne suge en del af de forsikrede ledige, som lever af dagpenge ind i beskæftigelse. Men også blandt langtidsledige og kontanthjælpsmodtagere og revalidender kan flere komme i beskæftigelse, ligesom førtidspension ikke er en uafvendelig skæbne.

Det sker ikke uden at der skabes nye arbejdspladser og det sker ikke uden en aktiv indsats med at afhjælpe de barrierer, der hidtil har været for, at de ikke har kunnet finde beskæftigelse.

Der vil selvfølgelig være mange af de 800 - 850.000, som har været igennem en så langvarig og belastende social deroute, at de i dag er uden for arbejdsmarkedets rækkevidde. Man skal ikke nære illusioner om, at man her og nu kan trække flere hundrede tusinde af gruppen ind i beskæftigelse, men en fortsat stigning i efterspørgslen gennem et langt sejt træk over 20-30 år kan fx reducere antallet af kontanthjælpsmodtagere væsentligt, og det vil kunne mærkes på tilgangen til førtidspension.

En målrettet indsats for at øge integrationen og erhvervsfrekvensen af indvandrere og deres efterkommere gennem sprogundervisning, arbejdsmarkedstræning, kompetencegivende erhvervs- og videregående uddannelse mm. vil kunne bidrage mærkbart til at øge beskæftigelsen.

Det er på ingen måde givet, at den samlede beskæftigelse ikke vil kunne øges betydeligt i størrelsesordenen 150.000 beskæftigede, og at den offentlig beskæftigelse vil kunne øges.

Sammenfatning del II: Råderummet for vækst
Sammenfattende kan konkluderes:

- Kvalitetsreformens udgangspunkt om, at det private forbrug og den private sektor skal have fortrinsret ved fordelingen af den kommende årtiers stigende velstand er rent ideologisk. Der er ingen samfundsøkonomisk nødvendighed, som gør at befolkningen ikke kan prioritere et højere offentligt forbrug i forhold til det private.

- Der er heller ingen samfundsøkonomisk nødvendighed i, at øget offentligt forbrug ikke kan finansieres over moderat stigende skatter. At skatterne ikke må øges er ideologi.

- Fordoblingen af BNP og den almindelige velstand over de næste 40 år skaber mulighed for både at fastholde det offentlige forbrugs andel af BNP samtidig med, at de disponible realindkomster og dermed det private forbrug pr husstand vokser betydeligt.

- Den samlede beskæftigelse i samfundet kan øges med op til 150.000 udover den aktuelle lave ledighed gennem inddragelse af dele af beskæftigelsesreserven udenfor arbejdsmarkedet. Herigennem kan der både tilføres den offentlige sektor de nødvendige flere hænder, samtidig med at tilgangen af arbejdskraft til den private sektor øges.

III. REGERINGENS LØSNINGSMODELLER
Som det er fremgået skal udgiftsloftet fortsætte om end med en lidt højere ramme. Men på netop de borgernære serviceområder skal de offentlige udgifter fortsat være undergivet den hidtidige snævre ramme på 0,5 procent.

Regeringens plan handler ikke om at tilføre velfærdsservice de ressourcer, som vil være nødvendige, hvis en fortfarende forringelse skal undgås.

Når regeringen alligevel hævder at kunne forbedre den offentlige velfærdsservice, handler det ifølge det oprindelig oplæg til kvalitetsreformen »… om, at det offentlige bliver bedre til at udbrede nye og innovative løsninger, der kan sikre mere kvalitet for pengene«.

Det underliggende rationale er, at den offentlige velfærdsservice skal forbedres gennem større effektivitet og produktivitet indenfor samme ramme dvs. gennem »mere for pengene«.

Regeringen opererer i Kvalitetsreformen med fem områder, hvor man mener, man kan sikre mere for pengene:

Frit valg, brugerinddragelse og personligt ansvar

Sammenhængende service – med respekt for borgerne

Klare mål og ansvar for resultater

Nytænkning, konkurrence og mest kvalitet for pengene

Ledelse, medinddragelse og motivation.

Disse indsatsområder kan nærmere opdeles i to typer af indsatser:

De teknisk/teknokratiske såsom mål og resultatstyring, strategier for ledelsesudvikling og medarbejderinddragelse, strategier for borgeradgang og kommunikation med borgerne, strategier for effektivisering af offentlig ressourceudnyttelse og service o.l..

De udpræget ideologisk, nyliberalistiske såsom frit valg, konkurrence mellem private og offentlige udbydere og udlicitering

Der er på begge felter tale om gammel vin på nye flasker, om temaer og løsningsmodeller, som regeringen i årevis har forfulgt og allerede praktiserer.

Til paletten af ideologiske, nyliberale virkemidler er der dog i den nylige debatpjece kommet et par nye:

brugerbetaling

målretning af offentlige ydelser til de svageste

Også her genfindes Velfærdskommissionens nyliberalt prægede teorier og løsningsmodeller i Kvalitetsreformen. 

De lanceres i debatpjecen forsigtigt som »debattemaer«, som man kan sige for og imod.

Men hensigten er tydeligt nok at gøde jordbunden for et brud med den skandinaviske models principper, dels et brud med princippet om universelle ydelser gennem såkaldt målretning af ydelserne til de svageste, dels et brud med den generelle og behovsbestemte adgang til offentlige ydelser gennem hel eller delvis egenbetaling.

Efter pjecens udgivelse synes statsministeren at være blevet bange for sin egen skygge med en udtalelse om, at »regeringen overhovedet ingen planer har om at indføre brugerbetaling«.

Det harmonerer imidlertid på ingen måde med udtalelser fra andre ministre eller med hvad der sort på hvidt står i debatpjecen.

Og man har jo tidligere – fx omkring socialministerens udtalelser om uligheden som dynamikskaber – set statsministeren stå frem og dementere det, der er regeringens praktiske politik.

Hermed må det i bedste fald siges at stå åbent, om det på længere sigt er regeringens hensigt at indføre brugerbetaling.

Ingen guldgrube af uudnyttede effektiviserings- og besparelsesmuligheder
Som anført kan den ene hovedtype af virkemidler i Kvalitetsreformen betegnes som »teknisk/teknokratisk« instrumenter, der skal skabe bedre styring, sammenhæng og kommunikation i den offentlige sektor og bidrage til bedre ressourceudnyttelse og besparelser.

Men eftersom der i forhold til regeringens udgiftsloft for velfærdsservice på 0,5 procent årlig realvækst vil mangle 3. mia. kr i at opretholde uændret offentlig service, skal der spares og effektiviseres ganske meget for at undgå serviceforringelse.

Det kan ikke bestrides, at der er muligheder for større produktivitet og effektivitet indenfor den offentlige sektor. Og generelt regner økonomer – ligesom Danmarks Statistik - med en gennemsnitlig årlig produktivitetsforøgelse for på omkring 0,5 procent .

Skal regeringen altså forbedre de offentlige serviceydelser skal det være gennem produktivitetsforøgelser og effektiviseringer udover det, der således normalt indregnes i den løbende økonomiske udvikling.

Men mulighederne for produktivitetsforøgelse vurderes generelt som lavest indenfor de offentlige serviceydelser, der er tale om her.

Og et blik på det nærmere indhold af temaerne for kvalitetsreformen tyder ikke på, at den indeholder tiltag, som vil kunne skabe markant større produktivitetsforbedringer og besparelsesmuligheder end hidtil.

Konkret er der navnlig tale om tiltag vedrørende:

information til borgerne om serviceniveau

fokus på innovation, herunder minimering af ressourcer til administrative opgaver

bedre vedligeholdelse af offentlige aktiver, bedre IT-løsninger

en entydig indgang til de offentlige ydelser gennem fx borgerservicecentre

bedre afstemning af borgernes forventninger til, hvad det offentlige kan levere

bedre ledelse, motivation og medinddragelse af medarbejdere, herunder kompetenceudvikling

Nogle af disse forslag fx bedre information til borgerne og forventningsafstemning vil næppe påvirke produktiviteten i det offentlige.

Andre forslag vil oven i købet på kortere sigt koste yderligere ressourcer, selv om de er fornuftige: Det gælder fx bedre vedligeholdelse af offentlige aktiver og bedre IT-løsninger samt kompetenceudvikling af offentlige medarbejdere.

Endelig er der en række forslag, som smager af besparelser og effektivisering: Det gælder fx minimering af ressourcer til administrationsopgaver og mere udlicitering og konkurrence.

Men her gælder - som anført – at der er gennemført betydelige produktivitetsforbedringer og effektiviseringer i de sidste 30 – 40 år. Og den statslige og den kommunale sektor har i de senere år, hvor regeringen har lagt et snævert låg over de offentlige udgiftsstigninger, været tvunget til at producere et uændret eller stigende ydelsesniveau med faldende ressourcer – eller med andre ord til at effektivisere.

I den forbindelse har man søgt at fastfryse eller reducere ressourceforbruget til administration for at undgå at måtte reducere i de borgerrettede ydelser. Der er derfor intet grundlag for at antage, at regeringen nu er faldet over en guldgrube af uudnyttede besparelsesmuligheder.

I virkeligheden er der i denne del af kvalitetsrefformen ikke særligt meget nyt og virkningsfuldt i forhold til den årlige manko på 3 mia. kr. til at opretholde et uændret offentligt velfærdsserviceniveau. 

At lancere det som nyt må snarere betegnes som spin.

De ideologiske mærkesager
Den anden type virkemidler er de mere ideologisk, nyliberalt prægede, såsom frit valg, konkurrence og udlicitering

Her er begrundelsen ganske vist, at de skulle bidrage til øget økonomisk effektivitet, men i virkeligheden et ideologisk ønske om at fremme markedsløsninger på bekostning af behovsløsninger.

Det gælder fx fritvalgsløsninger, der i praksis har vist sig ikke er besparende, men snarere koster dyrt i administration og som navnlig tilgodeser de velbemidlede, som har råd til at købe fx tillægsydelser.

Udliciteringer kan det på kort sigt give besparelser (ofte gennem reduceret kvalitet), men har på sigt en tendens til at erstatte offentlige leverance med dyre, private monopoler. Det har med fx Falck vist sig at være en dyr fornøjelse. Og konkurrence med det offentlige gennem private hospitaler, skoler osv indebærer en tendens til, at de mindre velbemidlede sidder tilbage med dårligere offentlige tilbud.

En gennemgående tendens i regeringens mere ideologisk, nyliberalt prægede virkemidler er en social og fordelingspolitisk slagside. Skal de kendte virkemidler suppleres af øget målretning af offentlige ydelser til de svageste og af øget anvendelse af brugerbetaling, vil denne sociale og fordelingspolitiske slagside blive forstærket.

Indføres fx brugerbetaling på lægebesøg som foreslået af Velfærdskommissionen, vil det have en tendens til at vende den tunge ende nedad. Det vil give den største negative effekt for lavindkomstgrupper, ældre og kronisk syge.

Indenfor social og sundhedsområdet er det de økonomisk svageste – pensionister, kronisk syge og børnefamilier, der er storforbrugere af de ydelserne. Det er dermed også dem, som vil blive mest belastet af en brugerbetaling.

Målretning af offentlige ydelser til de svageste gennem fx øget anvendelse af indkomstgraduering af adgangen til offentlige ydelser lyder umiddelbart som rimeligt, men er i realiteten en vej til omfattende besparelser på og udhuling af offentlig service for de svageste på længere sigt.

Forbeholdes offentlige overførsler og/eller serviceydelser til de svageste skabes et langt mere polariseret samfund, hvor der er fare for at den folkelige opbakning bag velfærdsstaten kan smuldre.

Det er erfaringen fra de anglo-saxiske velfærdsmodeller, hvor målretning til de svageste har været bærende princip. De velstilledes villighed til at betale svækkes og resultatet er udhuling af ydelserne til de svageste.

»Wellfare for the poor« bliver til »poor wellfare«.

Sammenfatning af del III: Kvalitetsreformens løsningsmodeller
Det kan konkluderes, at en stor del af løsningsmodellerne i regeringens nye udspil til Kvalitetsreform ikke er spor nye,. Reformen indeholder ikke særligt meget nyt og heller ikke noget virkningsfuldt i forhold til den årlige manko på 3 mia. kr. til et uændret offentligt velfærdsserviceniveau. Denne del må snarere betegnes som spin.

Resten af Kvalitetsreformen – og en med den nyligt udsendte debatpjece tydeligt opprioriterede del -udgøres af regeringens ideologiske mærkesager såsom frit valg, udlicitering, konkurrence mellem offentligt og private og nu også brugerbetaling og målretning af offentlige ydelser til de svageste.

Hvis Kvalitetsreformen overhovedet har et indhold og sigte, synes det at ligge i promoveringen af ideologiske, nyliberale løsningsmodeller og en mere markedsorienteret, neoliberal samfundsmodel, der bryder med den skandinaviske velfærdsmodels principper.

Kommer regeringen igennem med disse dele vil resultatet være en øget social og fordelingspolitisk slagside i de offentlige ydelser.

IV. AFRUNDING
Kvalitetsreformen vil ikke i sig selv ændre ressourcesituationen i den offentlige velfærdsservice afgørende. Tværtimod er forudsætningen, at såvel skattestop som af det snævre udgiftsloft på 0,5 procent årlig realvækst fastholdes. Det medfører uundgåeligt en vedvarende forringelse af den offentlige velfærdsservice.

Denne forringelse er da heller ikke noget tilfældigt indslag, men tværtimod – som det er vist - en logisk og uundgåelig konsekvens af, at regeringens politik tilsigter at øge det private forbrug på bekostning af det offentlige.

Uanset at regeringen aktuelt prøver at bløde op i formuleringerne om velfærdsservice og give indtryk af, at man ikke vil forringe velfærden, så har regeringen tidligere været ganske eksplicit omkring denne prioritering.

Finansminister Thor Petersen sagde i december 2005 under finanslovsdebatten i Folketinget:

»Strategien er lige præcis at sikre at væksten i samfundet bevirker, at den del, der bruges til offentlig forsørgelse og offentlige serviceudgifter, bliver en mindre andel af den samlede kage, selvom det, der bruges i det offentlige, totalt set vokser hvert eneste år.«

Når regeringen har ladet det offentlige forbrug vokse mindre end det private og mindre end økonomien generelt, har det været med fuldt overlæg. Den langsomme, snigende forringelse af niveauet for offentlig velfærdsservice har været et bevist politisk mål for regeringen.

Hvad er det så regeringen vil opnå? Meget tyder på, at det er forkert, når liberale kredse – såsom den borgerlige, nyliberale tænketank CEPOS – beskylder regeringen for ikke at have et liberalt sigte. Det dominerende regeringsparti – Venstre – har ikke ændret de (neo)liberale mål, men nok fremgangsmåden – taktikken – til at nå disse mål.

Anders Fogh Rasmussens mål er en gennemgribende liberal transformation af samfundet, men det skal ske skridtvist, og uden at befolkningen opskræmmes og føler, at deres velfærdsmæssige tryghed udfordres.

Og her er skatte- og udgiftspolitikken i en nøglerolle: Her omfordeles mere og mere af velfærdsmidlerne til privat forbrug samtidig med at kvalitet og serviceniveau for de offentlige ydelser langsomt, men sikkert forringes. Indtil vi når en situation, hvor væsentlige dele af befolkningen vil begynde at købe private ydelser i stedet for de utilfredsstillende offentlige ydelser.

Og så er ligger næste fase rundt om hjørnet: et oprør fra middelklassen mod at blive ved med at betale høje skatter til offentlige ydelser, som de alligevel ikke kan bruge, men som kun den dårligere stillede del af befolkningen nyder godt af.

Kommer et sådan oprør, så er vores velfærdsmodel helt grundlæggende udfordret, for reduceres skattegrundlaget for velfærden drastisk, vil der kun være velfærd for de allerdårligst stillede tilbage.

Hensigten synes at være at bane vejen for en mere markedspræget, neoliberal samfundsmodel. Med Kvalitetsreformen vil regeringen komme endnu længere i retning af brugerbetaling og målretning af sociale ydelser til de svageste.

Henrik Herløv Lund er økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission.

Besøg Henrik Herløv Lunds hjemmeside

Besøg Kontradoxas debatforum