Annonce

5. december 2006 - 17:35

Oppositionen: Regeringen vildleder i Afghanistan-sag

– Som jeg ser det, er der grundlag for at rejse en rigsretssag, fordi jeg mener, at statsministeren har givet ukorrekte oplysninger, og at det har været bevist eller groft uagtsomt, at han ikke har givet de rigtige oplysninger, siger Jens Elo Rytter, lektor i forfatningsret ved Københavns Universitets juridiske forskningsafdeling i Politiken.

Jens Elo Rytters udtalelse faldt efter visningen af dokumentarfilmen »Den hemmelige krig« i biografen Grand mandag den 4. december. Oppositionen i Folketinget, der tirsdag den 5. december mødtes på Mogens Lykketofts kontor, vil dog afvente en regeringsredegørelse, før den tager stilling til kravet om en eventuel rigsretssag.

– Vi anser sagen for meget alvorlig. Men nu må vi give regeringen en chance for at svare på alle spørgsmål. Ellers må vi overveje, hvad de videre konsekvenser skal være, sagde Mogens Lykketoft efter mødet.

Kravet om en rigsretssag har da heller ikke et folketingsflertal bag sig, da Dansk Folkeparti bakker regeringen op, også i Afghanistan-striden.

– Sagen slutter ikke, fordi Dansk Folkeparti siger, at der ikke er noget at komme efter. Vi bliver ved, siger Naser Khader, der er udenrigspolitisk ordfører for Det Radikale Venstre, ifølge Politiken. Han mener dog også, at regeringen må forklare sig, før en eventuel rigsretssag kan komme på tale.

– Hvad vidste statsministeren? Hvad vidste forsvarsministeren? Hvad vidste udenrigsministeren? Det er vigtigt, at vi bliver klogere, for det er alvorlige anklager, der er kommet frem, siger han.

Udleveret til tortur

Filmen dokumenterer, at danske soldater har udleveret 31 tilfangetagne afghanere til det amerikanske militær i provinshovedstaden Kandahar i marts 2002. De blev tilbageholdt i fire dage, og de fortalte efterfølgende, at de var blevet mishandlet og tortureret af amerikanerne.

Filmen anklager desuden forsvarsminister Søren Gade (V) og statsminister Anders Fogh Rasmussen for at på dette tidspunkt at vide, at amerikanerne ikke ville følge Genève-konventionens regler for behandling af krigsfanger, men at misinformere Folketinget herom..

I filmen er der en sekvens, hvor statsministeren i Folketingssalen siger, at USAs styrker overholder den tredje Genève-konvention om behandling af tilfangetagne afghanere. Det bliver også dokumenteret af Enhedslisten i et dokumentsamling om mishandlingen af fanger i Afghanistan.

Amerikanske undtagelser fra Genèvekonventionen
Udleveringen af de 31 fanger, der blev pågrebet på en koranskole og i øvrigt senere viste sig at være afghanske militærfolk, foregik imidlertid efter, at Amnesty International i november 2001 rapporterede om tortur og mishandling af fanger i amerikansk varetægt. Det sket i et memorandum til den daværende amerikanske justitsminister, John Ashcroft.

Den amerikanske regering havde desuden den 7. februar 2002 udsendt en memorandum underskrevet af præsident Bush, hvor der blev lavet undtagelsesbestemmelser fra Genève-konventionen.

Amerikanerne ville ikke generelt ophæve konventionen, men den undtog fanger fra Taliban og Al Queda den bestemmelser om beskyttelse som krigsfanger.

Den indfører desuden en gummiparagraf, der gradbøjede konventionen. Det amerikanske styrker vil »fortsætte med at behandle tilbageholdte humant og, i den udstrækning det passer og er foreneligt med militær nødvendighed, på en måde overensstemmelse med Genève-principperne«, hed det i memorandumet.

Denne reservation blev omtalt i en række aviser i januar og februar 2003. Jyllands-Posten kunne den 8. februar 2002 skrive, at de såkaldt »ulovlige kombattanter« ikke automatisk fik status som krigsfanger.

Det får nu Frank Aaen fra Enhedslisten til i en pressemeddelelse at opridse tre kritikpunkter.

For det første anklager han regeringen for at have overtrådt grundlaget for den danske deltagelse i krigshandlingerne i Afghanistan, fordi det sket på betingelse af at alle deltagere overholdt Genèvekonventionen.

Vildledning af Folketinget
For det andet siger han, at statsministeren og forsvarsministeren har vildledt Folketinget:

»... statsministeren har ført Folketinget bag lyset ved at sige, at USA havde lovet at overholde principperne i Genève-konventionen«, siger han i pressemedelelsen.

Enhedslisten dokumenterer denne påstand i et arbejdspapir på listens hjemmeside, »Centrale spørgsmål og svar i sagen om fanger i Afghanistan«. Her citerer listen statsministeren for den 29. januar 2003 have sagt:

»... det, jeg kan oplyse, er, at USA selv har vurderet, at de [fanger i USAs varetægt. red] bør behandles i overensstemmelse med principperne i den 3. Genèvekonvention om behandling af krigsfanger«.

Det er denne udtalelse, der også er med i dokumentarfilmen, »Den hemmelig krig«.

Røgslør
Endelig anklager Frank Aaen for det tredje den danske regering for at have lagt et røgslør ud over episoden med de 31 afghanske fanger, der blev udleveret til amerikanerne.

I arbejdspapiret, »Centrale spørgsmål og svar ...« citeres forsvarsminister Søren Gade for den 27. maj 2004 at udtale, at

»... Forsvarskommandoen har oplyst, at de danske styrker ikke har taget krigsfanger i Afghanistan. Danske styrker i Afghanistan har i samarbejde med amerikanske styrker været med til at tilbageholde 34 personer. Alle disse 34 personer er efterfølgende blevet frigivet i Afghanistan«.

Papiret konkluderer derefter at regeringen »undlod at fortælle om sagen, da det skete, man har undladt at fortælle, at de blev overgivet til amerikanerne, og man har undladt at fortælle, at de blev mishandlet. Tværtimod har man gennem årene givet offentligheden og Folketinget urigtige oplysninger«.

Fogh afviser beskyldninger
Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste på sit ugentlige pressemøde tirsdag den 5. december alle beskyldninger fra oppositionen og i filmen »Den hemmelige krig«.

Han sagde, at regeringen ikke havde noget grundlag for at tro, at amerikanerene ville mishandle de tilfangetagne afghanere, som de danske styrker udleverede. Han henviste igen til præsident Bush skriftelige memorandum fra den 7. februar 2002 om, at alle fanger og tilbageholdte i Afghanistan ville blive behandlet efter Geneve-konventionens regler om behandling af krigsfanger.

Læs pressemeddelelsen »Statsministeren har ansvaret: Han må love en uvildig undersøgelse« fra Enhedslisten

Læs arbejdspapiret fra Enhedslisten: »Centrale spørgsmål og svar i sagen om fanger i Afghanistan«

Læs arbejdspapiret »Dokumentation i sagen om mishandling af fanger i Afghanistan« udarbejdet af Enhedslisten.

Læs artiklen »Fogh afviser misinformation af Folketinget« på politiken.dk

Læs artiklen »Oppositionen kræver svar i Afghanistan-sag« på politiken.dk

Download Amnesty Internationals rapport om tortur i Afghanistan »Memorandum on the rights of people in US custody in Afghanistan and Guantanamo Bay« fra april 2002 (pdf-format)

Læs Amnesty Internationals rapport »The treat of a bad example – Undermining international standards as ’war on terror’ detentions continue« fra august 2003

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce