Hadets ild

I sin på én gang tankevækkende og forstemmende skildring af den selvoplevede udvikling i Weimarrepublikken, En Tyskers Historie, beretter, den tyske journalist og historiker Sebastian Haffner om den ændring af holdninger og opfattelser der beredte vejen for nazismens magtovertagelse og hvad senere fulgte:

Pludselig en dag var holdninger og opfattelser, som man hidtil havde betragtet som fuldstændig outrerede og marginale, blevet udbredte og accepterede, selv i kredse som ikke direkte identificerede sig med den fremstormende nazisme.

På tilsvarende måde kan vi i dag herhjemme konstatere, at holdninger, opfattelser og politisk sprogbrug, som for blot 10-15 år siden blev anset for at være horrible og helt ude i hampen, pludselig er blevet udbredte og accepterede og noget, som ledende politikere og medier enten mere eller mindre identificerer sig med, eller i hvert fald opfatter som et normalt element i vores politiske kultur og debat.

De dage, hvor Poul Nyrup Rasmussen i Folketinget fortalte Dansk Folkeparti, at »stuerene, det bliver I aldrig«, er for længst forbi.

Grov retorik

I årevis har DF-politikerne dyrket et fjendebillede og med deres grove politiske retorik stimuleret aggressioner og had. Men hvor længe kan det blive ved uden at få alvorlige konsekvenser?

Vi er endnu ikke kommet helt derud, hvor hadets ild er flammet op i en tilintetgørende brand. Det er vi heldigvis langt fra og kommer der forhåbentlig aldrig.

Men hvor galt kunne det gå, hvis den nuværende leg med ilden fortsætter?

Hvad kan den moderne forskning i xenofobi, politisk had, og som den yderste konsekvens heraf, forfølgelser, udrensninger og endnu værre excesser, fortælle os her?

Hvad er det for dybe kræfter, der er på spil i sådanne processer, og hvad kan en i årevis praktiseret hetz mod minoriteter og vedvarende opgejling af aggressioner mod »de andre« i yderste og værste fald føre til?

Det må være vigtigt at overveje, hvad det er for en vej, vores politik og samfund risikerer at bevæge sig ud ad, hvis vi ikke reber sejl i tide.

Den moderne forskning på feltet, og det scenario, der kan opstilles ud fra dens resultater og overvejelser, skærper unægtelig opmærksomheden om nogle grundlæggende problemer, samt afdækker et langsigtet og foruroligende perspektiv i de senere års udvikling og den nuværende krise, et perspektiv som stort set har været fraværende i debatten.

Det er en ubehagelig tankeoperation, fordi den fører os dybt ind i spørgsmålet om selve grundlaget for al hetz, forfølgelse og det, der er værre.

To teorier

I den internationale forskning i disse fænomener er der to modstående sæt af teorier, opfattelser og forskningsresultater.

Ifølge den ene gruppe forskere og teorier og deres resultater er der tale om et urgammelt fænomen.

Menneskenes historie har været præget af stadige krige, massemord, forfølgelser og grusomheder fra de assyriske kongers barbariske behandling af krigsfanger og undertrykte befolkninger, over korstogene, religionskrigene og frem til slavehandelen, kolonialismen, nationalkampene og det 20. århundredes verdenskrige og folkemord.

Religiøs-ideologisk fanatisme som drivkraft i krig og ved udryddelse af anderledes tænkende har været tilbagevendende historien igennem. Men ideologiernes nærmere kognitive indhold har for så vidt været ligegyldig.

Excesserne er forekommet med mange forskellige ideologiske begrundelser og retfærdiggørelser, under vidt forskellige navne og symboler og i vidt forskellige politiske systemer og sammenhænge.

Det har været primitive behov og lidenskaber, så som åbenlys glæde ved at pine, ydmyge andre og dræbe, især når dette kunne ske over for værgeløse ofre, der har pisket processerne fremad til et barbarisk crescendo.

Religioner og ideologier har her blot leveret den ledsagende retfærdiggørelse. Samtidig har gerningsmændene og deres sociale basis i aggressionen mod andre grupper søgt en primitiv identitetsskabelse.

Forfølgelser, udrensninger og massemord optræder, som dokumenteret af den amerikanske historiker Arno Mayer, typisk som gentagne tilbagefald. Civilisationens fernis er tynd og i kriseagtige situationer kan den krakelere i et civilisationsbrud og tilbagefald i barbari.

Vi er så vandt til at forstå samfundsmæssig udvikling som netop udvikling, lidet tilbøjelige til at erkende muligheden for tilbagefald og opløsning.

Men faktisk er dette forekommet gang på gang i historien.

En anden gruppe forskere har omvendt peget på specielt de moderne statslige eliters rolle, og i det hele taget på udviklingen af den moderne stat som forudsætning for og middel til massemord, udrensninger og grusomheder.

Holocaust, siger den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumann, var et stort bureaukratiseret drab, en af modernitetens dystre konsekvenser.

Og ifølge den engelsk-amerikanske historiker Michael Mann har forfølgelser og etniske udrensninger været en integreret bestanddel af vores moderne civilisation, den moderne stats- og nationsbygning. Ja, de har endda også været forbundet med udviklingen af vores demokrati. De er demokratiets mørke side (»the dark side of democracy«).

Selvom vi anerkender demokrati som den bedste styreform, må vi erkende, siger Mann, at demokrati altid har rummet risikoen for, at majoriteten kunne komme til at tyrannisere minoriteten.

Vi kan ikke udelukke, at intolerance og anti-humanisme kan trives selv i samfund, som med hensyn til institutioner og procedurer kan karakteriseres som demokratiske.

Den moderne forsknings to her angivne grupper af forskere er i øvrigt enige om én ting: Udøverne af forfølgelser, udrensninger og massemord kan være ganske almindelige mennesker.

Folk, der i årevis har levet fredeligt sammen side om side, kan pludseligt vende sig mod hinanden i et inferno af had og destruktion. Gerningsmændene er ikke bare notoriske sadister, men også, som dokumenteret af den amerikanske historiker Christo-pher Browning, almindelige mennesker (»ordinary men«).

Set i relation til vores problemstilling her så fører de to sæt af teorier og forskningsresultater til samme dystre konklusion.

Ifølge den første opfattelse så er der en risiko for fremkomst af sådanne excesser også i moderne udviklede samfund, fordi vi har at gøre med urgamle fænomener, som er dybt forankrede i vedvarende menneskelige behov og lidenskaber, og fordi civilisationens fernis er så forfærdende tynd.

I krisetider kan disse voldsomme lidenskaber komme til fuldt udbrud i orgier af forfølgelser af anderledes værende og anderledes tænkende.

Ifølge den anden opfattelse er risikoen til stede, fordi disse fænomener er dybt forankrede i selve vores moderne civilisation, båret frem af nations- og statsbygningen.

Selv i demokratiske samfund kan der under givne omstændigheder ske en udskridning, nemlig når demos bliver udvekslet med ethnos.

Demokratiet kan forvandles til majoritetsvælde, hvor majoriteten i nationalismens og folkefællesskabets navn undertrykker etniske og politiske minoriteter. Det kan ske gennem et abrupt magtskift ledsaget af voldelige excesser, som i Weimarrepublikken, men det kan måske også ske gennem en langsom, næsten umærkelig proces.

Og det er den, der er risiko for her.

Det er let at se og fordømme det 20. århundredes helt iøjnefaldende eksempler på forfølgelser, udrensninger og massemord så som det tyrkiske folkemord på armenerne under 1. Verdenskrig, nazismens folkedrab og masseudryddelser og stalinismens massedrab. ´

Intet kan komme på side hermed.

Det er straks langt sværere at se de mindre omfattende former, og vi viger tilbage for den forfærdende tanke, at risikoen for en udskridning eksisterer også i moderne demokratiske stater.

Den lurende fare

Faren lurer således ikke primært fra mellemøstlige diktaturstater eller en anden reli-gion, og da slet ikke fra totalitære politiske systemer, som nu er historie, men mere fra os selv, fra elementer i den moderne civilisation og fra mørke sider i vores egen natur.

Torturen i Abu Graib-fængslet har sine fortilfælde i Vietnam og under Algierkrigen.

Spørgsmålet er så, om vi måske midt i vores egne udviklede vestlige samfund er ved at nærme os en kriseagtig tilstand, der eventuelt under uheldige omstændigheder og drevet frem af en hadefuld politik kunne udløse en udskridning og hidtil usete konflikter.

Der bliver talt meget herhjemme, som f.eks. under krisen om profettegningerne, om værdier og værdikamp. Men hvad er det egentlig for værdier, vi har og som er dominerende?

Det traditionelle samfunds værdier, som udgør hovedelementet i Dansk Folkepartis positive modstykke til det tegnede fjendebillede og skrækscenariet af det multikulturelle samfund, er for længst blevet undergravet, først af den moderne industrielle kapitalismes revolutionerende omvæltning af alle sociale forhold og værdier, og i dag af den globale kapitalismes fremtrængen over hele kloden og gennemtrængning af alle livsforhold.

Opløsningen af hidtidige værdier og relationer, den altgennemtrængende kommercialisering og atomiseringen af samfundet har fuldendt den proces, som den moderne politiske sociologis klassikere alle tidligt identificerede, og som Max Weber kaldte »af-fortryllelse«, som Karl Marx kaldte »fremmedgørelse« og Emile Durkheim kaldte »anomi«.

Durkheim påpegede tillige, at et samfund, der kun hviler på den nøgne kontante interesse, har en enormt svækket sammenholdskraft.

Kan »værdier« og adfærdsformer som griskhed, grådighed, egoisme, selvfremføring, materialisme og forbrugerisme virkelig frembringe og sikre den fornødne sociale solidaritet?

Næppe.

Også vores politik er blevet forvandlet. Som påvist af den norske magtudredning, men ikke af den danske, er demokratiet ved at »forvitre«.

Selv i rodfæstede demokratier som de skandinaviske er denne proces vidt fremskreden. De store folkelige bevægelser for demokratisk deltagelse og den klassiske demokratiske politiske kultur er væk.

I stedet er trådt et »brugerdemokrati«, hvor atomiserede forbrugere kan vælge mellem de varer, som de konkurrerende politiske firmaer udbyder under overdådig udfoldelse af reklamer og spin.

Den genuine demokratiske deltagelse og den demokratiske medborger er væk, og politikerne er blevet forvandlet til magtens professionelle teknokrater og kræmmere.

Alle historiske erfaringer viser, at der i perioder, hvor den genuine sammenhængskraft i et samfund er svækket, kan opstå stærke bestræbelser både i bunden af samfundet og i toppen for en »negativ afgrænsning«.

Når man ikke længere kan identificere sig positivt, så gør man det negativt gennem aggression over for »de andre«.

Demokratiets forvitring og den samfundsmæssige identitetskrise har i selv udviklede lande skabt en ganske farlig situation.

Og i den situation har så vi her i landet installeret os med en regering, der af taktiske grunde ensidigt støtter sig til et højrepopulistisk, aggressivt nationalromantisk parti, et parti hvis ledende politikere i årevis har pustet til hadets gløder.

Samtidig er demokratiet under gradvis forandring fra et styre, der indebærer ikke blot flertalsherredømme, men også respekt for mindretal, mindretalsgarantier og menneskerettigheder til et uhæmmet majoritetsvælde, hvor mindretalsgarantier og i øvrigt også retsbeskyttelsen er truet.

Endelig er selve opfattelsen af statsborgerskab og nation i skred væk fra den vesteuropæiske demokratiske model over mod en opfattelse, hvor nationalstaten defineres ud fra forestillinger om etnicitet, historie, nationalkultur under udelukkelse af »fremmede« og »fjendtlige« elementer.

Denne model har vi set praktiseret før i Europas historie. Da blev den kaldt Volksgemeinschaft.

Hele vores politiske og sociale orden er simpelthen i skred i disse år. Og imens venter vi så på rigsdagsbranden.

Curt Sørensen er professor, dr.scient.pol.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT.