Nyhedsstorm over Venezuela

Juan Barreto, overborgmester i Caracas

[Caracas, Venezuela, august 2006] Caracas er verdens centrum. Sådan ser byen i hvert fald ud herfra 18. sal med grønne højhusterrasser, vasketøj mellem betonen og bjergskrænternes labyrintiske slumkvarterer.

Venezuela er ramt af en revolution, der som en tropisk cyklon virvler op i magtforholdene, og overalt ramler de to politiske fløje sammen; den revolutionære del af befolkningen, der bakker op om præsidenten Hugo Chávez, og oppositionen, som er enige om at være imod Chávez.

Caracas’ revolutionære overborgmester, Juan Barreto, er orkanens smilende øje i disse dage, hvor han har offentliggjort, at to store golfbaner i byens centrum er eksproprieret, fordi der skal bygges boliger.

Fjernsynet viser Juan Barreto i frontalangreb på to bydelsborgmestre, der tilhører oppositionen. Han står i centrums gigantiske betonpalads – teatret Teresa Carreño – og spørger fra talerstolen, om hans kollegaer »vil kaldes gentlemen, eller om de vil kaldes det, de er?«.

Den ene af de to borgmestre, Leopoldo López, sidder på podiet og er så rasende, at hans øjne ser ud til at blive trykket udad i en indvendig eksplosion.

Barreto anklager de to borgmestre for i 30 år ikke at have betalt til byens fælleskasse, og for at føre en bevidst og ulovlig politik for smide fattige beboer ud af deres bydele.

Om eksproprieringen af golfbanerne forudser han, at oppositionens ledere vil tage deres golfkøller i hånden og sige: »Kan du holde fingrene fra mine huller«.

Efter mødet i teatret lyder et samlet brøl fra oppositionens tv-kanaler – hvilket vil sige alle de private kanaler.

Det viser sig, at ikke nok med, at overborgmesteren har hånet sine oppositionskollegaer offentligt, han har også overfaldet dem korporligt og spyttet to gange på den ene efter talen i teatret.

Det fortæller de to borgmestre, der efter mødet er på tourné i de private tv-studier. De er begge unge og ligner Lacoste-drenge fra 1980’ernes Gentofte med deres polo T-shirts, solbrune ansigter og playmobilhår.

Der er intet om de politiske anklager, men meget om spyt og bandeord.

»Det er bagvaskelse og opfordring til hadefuld vold. Vi vil ikke besvare disse udfald på samme lave nivea«” siger López, mens han dagen efter sidder på forsiden af en af oppositionens mange aviser som fars forurettede dreng, og vil slås med overborgmesteren under overskriften »Sig det til mig på gaden!«.

To nyheder virvles ind mellem golfbaner og spytklatter.

Fagforeningsbossen, der for nyligt flygtede fra fængslet uden for Caracas, har ringet til en af sine venner i et fjernsynsprogram i Miami – hvor oppositionsvenezuelanere er gået i eksilparadis.

Fagforeningslederen, Carlos Ortega, var i fængsel for at stået i spidsen for den blokade, der i 2002 lukkede olieindustrien og satte landet på fallittens rand med det ene formål at vælte præsidenten Hugo Chávez.

For nyligt slap han ud af fængslet, og nu befinder han sig altså i Miami, hvor han under stor festivitas udtaler: »Jeg er ikke flygtet for gemme mig. Jeg er flygtet for at slås«.

Den anden nyhed er mindst ligeså interessant.

På den private nyhedskanal Globovisión gennemgår kanalens top-journalist den seneste historie. Den venezuelanske nationalgarde har ulovligt stoppet og undersøgt nogle diplomatsendinger til den amerikanske ambassade.

En ekspert forklarer, at ifølge Genève-konventionen er diplomattransporter normalt beskyttede, og kan ikke under videre stoppes.

Hvortil journalisten spørger, om dette er »en meget alvorlig overtrædelse« af de internationale regler, og om det måske »kan få negativ betydning for Venezuelas forsøg på at få den sydamerikanske plads i FN’s sikkerhedsråd«.

På statens kanal kører den samme historie. Med en lidt anden vinkel. Her er historien, at den amerikanske ambassade under dække af diplomatbeskyttelsen har forsøgt at smugle dele til F16 fly og bombedetonatorer ind i landet.

Da vinden har flyttet sig dukker en notits op i den revolutionære presse.

Overborgmesteren, der hele tiden har nægtet at have spyttet eller overfaldet nogen, vil have sine oppositionskollegaer til at betale 30.000 kr. i injurier.

Han siger, han nu har samlet 40 vidner, og skaffet videooptagelser, der viser hele forløbet fra han afsluttede talen i teatret Teresa Carreño til han forlod det.

Videooptagelserne skulle vise, at han i dette tidsrum, hvor han er anklaget for at angribe sine kollegaer, slet ikke møder dem. De forlader nemlig teatret af to forskellige udgange.

Den notits når aldrig de private medier.

Pressen er fri i Venezuela. Man vælger selv sine nyheder.

Lars Borking opholder sig for tiden i Venezuela. Artiklen har tidligere været bragt i dagbladet Information

Besøg Kontradoxas debatforum