Somalia: Islamiske domstole bringer håb

Somalia er igen kommet i offentlighedens søgelys. Først og fremmest på grund af den hastige vækst i de islamiske domstoles indflydelse.

Ordene ’islamisk domstol’ - eller endnu værre: Sharia-domstol - vækker associationer til Talebans magtovertagelse i Afghanistan.Men at drage den slags associationer er forhastet. Tilmed vender de opmærksomheden bort fra det væsentligste.

Hvad vi for tiden er vidner til, kan være intet mindre end en begyndende genfødsel af den nationale somaliske bevægelse - efter årtier med ydmygelser påført Somalia ude fra.

Et meget væsentligt element i fødselsprocessen har været dannelsen af Unionen af Islamiske Domstole, som støttet af befolkningen og af dens egne militser har jaget krigsherrerne ud af bl.a. Mogadishu.

Mogadishu og Somalia uden krigsherrer? Hvor folk kan gå på alle gader i Mogadishu uden angst for at blive myrdet, blot de viser, de har en mobiltelefon? - I 16 år har tanken været utænkelig. Og alligevel er det sket i Mogadishu, sket også andre steder, og det kan måske ske over hele Somalia.

De fleste krigsherrer har tilmed mistet deres ministerposter i den somaliske overgangsregering, som med vestlig og etiopisk støtte blev stablet på benene under langvarige forhandlinger i Kenya, men som i dag ikke engang kan holde orden i sin egen midlertidige hovedstad, Baidoa.

Fra Mogadishu over store dele af det øvrige sydlige og centrale Somalia er ideen, som de islamiske domstole fremfører, også ved at brede sig til bl.a. de somaliere, der bor i Etiopien, hvor oprørsgruppen Ogadens Nationale Befrielsesfront allerede har været i kamp med den etiopiske regerings styrker.

Dermed vækkes også den gamle pan-somaliske ide til live igen, nemlig drømmen om at genskabe det historiske Somalia, som kolonimagterne slog i fem stykker.

Men hvis de islamiske domstole ikke er Taleban - hvad er de så?

Islamisk retsudøvelse

»Unionen af Islamiske Domstole består af 15 klanbaserede domstole, som har forskellige regler, men som har lovet hinanden at bringe stabilitet til Somalia. De fleste domstole praktiserer den moderate Subi-form for Islam, der har domineret somalisk kultur i århundreder«.

Sådan skrev Chris Tomlisson i en artikel i Associated Press den 20. juni.

Der er meget stor forskel på, hvordan de somaliske islamiske domstole fortolker koranen, og derfor også på deres domme, men Sharia i Somalia indeholder mange fornuftige regler for, hvordan mennesker skal behandle hinanden.

Som hovedregel søger domstolene at forlige de stridende klanmedlemmer, så det synes at være meget anderledes end i eksempelvis i Saudi Arabien, hvor offentlige halshugninger er en del af billedet.

Det er i øvrigt også værd at bemærke, at en så streng og gammeldags udlægning af Sharia er yderst sjælden i muslimske stater.

Islamiske domstole har under forskellige former været i brug i Somalia i århundreder. De har bl.a. fungeret som det sikkerhedsnet, som ethvert samfund er nødt til at opbygge for f.eks. at forhindre vendettaer.

Dommene har været baseret på tolkninger af Islam, men i endnu større grad på gammel somalisk sædvaneret.

Somalias tidligere præsident Siad Barres opførsel var ikke just præget af religiøs fromhed. Men Siad Barre gjorde alligevel brug af islamiske domstole og af Sharia.

»Alle retshandlinger stod under den somaliske højesteret, som implementerede et straffesystem og en islamisk Sharia-lovgivning«, skrev formanden for Peace Campaign Group, Asad Hashi, til STS International Solidarity, da organisationen spurgte til situationen under Siad Barre.

»Ingen fik dog hugget hånden af. Man nøjedes med fængselsstraffe«, skrev Asad også.

Domstole og Vorherre

I Somalia afsluttes henvendelser til en islamisk domstol normalt af med formuleringen: »Allah er kilden til al succes«. I USA bruger vidner formuleringen: »so help me God!« - og nogle steder beder man Vorherre om at velsigne domstolen.

Men når det i Somalia kommer til selve retshandlingerne, spiller de religiøse hensyn en meget tilbagestående rolle i forhold til f.eks. ønskerne om at opnå et rimeligt forlig.

Under de islamiske domstoles hastige fremrykning er der imidlertid dukket en anden form for domstole op, nemlig en slags distriktsdomstole.

Her oplever man, at religiøse fanatikere prøver at få det omliggende samfund til at praktisere lige præcis deres egen udlægning af islam.

Man søger f.eks. at forhindre folk i at se verdensmesterskaber i fodbold eller at afholde bryllupper med »sataniske musikinstrumenter«.

En leder af en nyoprettet domstol i Mogadishu har udtrykt den mening, at alle muslimer, som ikke beder fem gange om dagen - hvad de færreste gør i Mogadishu - bør skydes!

Men den slags overdrivelser bliver imødegået af de mere moderate islamiske domstole.

For eksempel sidder nogle militssoldater i Johwar nu arresteret for mord.. De dræbte to unge mennesker, der protesterede mod lukningen af en biograf, hvor man så verdensmesterskaber i fodbold.

Og kendte politikere som f.eks. Somalias tidligere statsminister, har i radioen fordømt den domstol, der prøvede at forhindre folk i at høre musik ved et bryllup. Musik og dans er en integreret del af somalisk kultur, sagde Galaydh på BBC.

Prisen for støtte er ukendt

Derimod er der grund til at være betænkelig over for væksten i de arabiske friskoler, der finansieres af velhavende forretningsfolk fra de arabiske lande, men også i Somalia selv, for det er fra dem, de ekstreme islamister henter deres tilhængere.

Ud fra et demokratisk synspunkt er der imidlertid endnu større grund til at være betænkelig over den store rolle meget velhavende forretningsfolk spiller i begivenhederne.

Under kampene i Mogadishu skrev The Scotsman (den 26. maj): »Det står forretningsinteresser bag kampene. Både krigsherrerne og de forretningsmænd, der bakker op om de islamiske militser, ønsker kontrol med lukrative havne, lufthavne og checkpoints ved vejene, hvor militser kan opkræve skatter«.

Det antages, at den velhavende forretningsmand, Abukar Omar Aden, gennem sit Banadir Kompagni har betalt omkring 75 procent (!) af udgifterne til de islamiske militsers krigsførelse.

Hvad han har fået til gengæld er uklart. Men han ejer i forvejen den givtige El Ma’an havn. Fra denne havn udskibes masser af trækul fra de tropiske skove, hvad der er ødelæggende for såvel regnmængder som klimaet.

Aden vil også meget gerne have kontrol med Mogadishus store internationale dybsøhavn.

Også parlamentsformand Sharif Aden er en meget velhavende forretningsmand, hvilket kan forklare mange af hans handlinger.

De islamiske domstole lover ikke at regere alene

Umiddelbart efter den 5. juni, hvor Unionen af Islamiske Domstole kunne fejre en foreløbig sejr over krigsherrerne, sagde en moderat leder af de islamiske domstole, Sheik Sharif Ahmed, at man ikke havde til hensigt at lave Somalia om til en islamisk stat.

Han lovede befolkningen, at de islamiske domstole ikke ville indføre et retssystem, der byggede på Sharia, hvis den ikke selv ønskede det, og at de islamiske domstole ikke ville regere Mogadishu eller Banadir regionen alene, men ville invitere alle intellektuelle, klanledere og folkelige organisationer til at være med.

Indtil videre synes Ahmed at leve op til sine løfter - selv om mere ekstreme islamiske ledere, som Sheik Hassan Dahir Aweys, der af USA beskyldes for at samarbejde med Al Qaeda, har fået betydningsfulde poster i Unionen af Islamiske Domstole.

Forklaringen på de islamiske domstoles succes

Bag Ahmeds ord ligger der en forståelse for, at det var en bred folkelig opstand med de islamiske militser i spidsen, som fældede krigsherrerne. Og hvis unionen skal nå sine mål, er det vigtigt at bevare den folkelige støtte.

De islamiske militsers hurtige fremgang må ses som en naturlig følge af de utallige ydmygelser, som somalierne og Somalia har været udsat for i årtier. For bare at nævne nogle stykker:

Og da USA i begyndelsen af 2006 begyndte at finansiere de forhadte krigsherrer, som i årevis havde plaget befolkningen, flød bægeret med såret somalisk nationalfølelse over. Og somalisk nationalisme er tæt knyttet til religionen.

»Somalierne kan være splittet i deres ’somali-hed’«, skrev formanden for Kongeligt Afrikansk Selskab, Richard Dowden, i slutningen af juni. »Men de er forenet af to faktorer: deres muslimske tro og en næsten hysterisk opposition til enhver intervention fra udlandet«.

Det er disse to faktorer, de islamiske domstole spiller på, idet de samtidigt forsøger at manøvrere udenom den normale opsplitning i et utal af forskellige klaninteresser.

Dannelsen af krigsforbryderegeringen

Det var svært, dyrt og langvarigt, men altså ikke helt umuligt, for det internationale samfund at få etableret et parlament og en regering, der først og fremmest består af indbyrdes stridende krigsherrer - så længe man holdt dannelsen isoleret fra realiteterne i Somalia ved at afholde den såkaldte fredskonference i Kenya.

Men så snart regeringen blev tvunget til at tage til Somalia, begyndte problemerne at trænge sig på.

De mest naive arrangører havde sikkert regnet med, at når alle krigsherrer af en vis betydning først fik poster i regeringen, så ville de også begynde at aflevere deres våben til den. Mere klartsynede, som f.eks. den etiopiske regering, vidste, at dette ville være i komplet modstrid med krigsherrernes private interesser.

Men da den etiopiske regering i mange år har forsøgt at fastholde Somalia i opsplitningen i utallige »fyrstedømmer« ved at støtte krigsherrerne, så var deres deltagelse i regeringen i overensstemmelse med Etiopiens interesser.

Men uanset begrundelserne er det helt ubegribeligt, at landene i det internationale samfund, der hylder demokratiet, og som udtrykker deres respekt for de menneskelige rettigheder ved enhver given lejlighed, kunne slippe godt fra dannelsen af en etiopisk støttet regering af notoriske forbrydere.

Det er lige så ubegribeligt, at ingen partier i Danmark - heller ikke de mest progressive! - endnu har fundet anledning til, at stille den danske regering spørgsmål om dens totale foragt for menneskerettigheder og demokrati, når det gælder dens medskyld i at bringe denne regering til magten.

Det er også vanskeligt at forstå, at ingen journalist - overhovedet - har fundet anledning til at kigge handlingsforløbet efter i sømmene, for blot den mindste kradsen i den smukke overflade om at ville skabe virkelig fred i Somalia ville omgående have afsløret falskneriet og hykleriet.

Kun en eneste journalist fandt det umagen værd at stille spørgsmålstegn ved den danske politik over for Somalia. Det var journalisten Malene Grøndahl fra Information, som i 2001 afslørede en del detaljer om den skæve fordeling af den danske hjælp til Somalia til ugunst for den daværende regering.

Det var kun de somaliske menneskeretsgrupper, støttet af Amnesty International og mange søsterorganisationer i det øvrige Østafrika, der krævede krigsherrerne holdt uden for magten.

Men nu tager somalierne også selv affære: Sejren over krigsherrerne i Mogadishu skabte en hel ny politisk situation i Somalia og gav for første gang i 16 år i det mindste et håb om en bedre udvikling.

USA’s og FN’s rolle

Der er ingen tvivl om, at USA fik sig en slem forskrækkelse, da deres strategi med at støtte krigsherrerne blot resulterede i, at de blev slået.

»De Forenede Stater opfordrer de islamiske domstole og alle parter i Somalia til øjeblikkeligt at ophøre med alle fjendtlige handlinger og genoptage processen for en fredelig løsning«, sagde talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium den 20. juni.

Han sagde også, at der må dannes en regering, »der omfatter alle elementer i samfundet, inklusive religiøse ledere og de islamiske domstole«.

Andre går videre endnu. Den tidligere sekretær i det amerikanske kontor for Afrikanske Anliggender, Herman Cohen, udtalte bl.a. på en pressekonference, at »Somalia kan blive et horn i siden på USA, hvis amerikanske regeringsembedsmænd ikke støtter de moderate muslimer og forhindrer en invasion fra Etiopien«.

Cohen sagde også, at somalierne nød »mere sikkerhed og stabilitet efter, at de islamiske domstole i juni overtog magten i Mogadishu, end de havde gjort de sidste 16 år«.

I øvrigt mente Cohen, at ti af de daværende 15 islamiske domstole var ledet af moderate muslimer.

Men om den amerikanske regering lytter til Cohen er så en anden sag. Dens vigtigste allierede i »krigen mod terror« på Afrikas Horn har hidtil været Etiopien.

FN og den Afrikanske Union (AU) har også skiftet politik.

Efter en periode, hvor det så ud til at gå i en forkert retning, har man i takt med de islamiske domstoles fremtrængen og den tiltagende svækkelse af regeringssiden erkendt, at der først og fremmest må forhandlinger til.

Men det er alligevel betegnende, at de islamiske domstoles sejr over krigsherrerne i Mogadishu har fået kredse i FN og AU til at tale om en lettelse af FN’s våbenembargo mod Somalia - som ingen i øvrigt respekterer alligevel.

Man undlader også totalt at tale om krigsherrerne, som man jo selv har bragt til magten.

Men hvis »det internationale samfund ønsker at være involveret i somaliske forhold og at vinde respekt hos det somaliske folk, må det først søge at få krigsherrerne bragt for en international domstol«, skriver Sharif Mohamed på Hiiraan Online.

»FN og AU skal holde op med at påtvinge os en krigsherre-regering«, fortsætter han. »Og hvis de islamiske domstole virkelig er så forfærdelige, kunne verden hjælpe Somalia med at få udskrevet almindelige valg«.

»Krigsherrer har ingen plads i nogen som helst regering. De bør følge Charles Taylor til Haag«, slutter Sharif Mohamed.

De islamiske domstoles forhandlinger med regeringen

Man kan ikke føre krig imod hele den omliggende verden, synes de islamiske domstole at have indset. Derfor deltog de i fredsforhandlinger med regeringen i Khartoum den 22. juni, hvor de to parter gensidigt anerkendte hinanden.

Siden da er regeringen blevet yderligere svækket, og da den end ikke er i stand til at opretholde orden i sin egen midlertidige hovedstad, har den bedt sin allierede, Etiopien, om hjælp.

Fra midten af juli begyndte omkring 5000 etiopiske soldater (rekrutteret i de somalisk-talende områder af Etiopien, hvor der bor omkring 4 millioner mennesker) at strømme over grænsen.

Det medførte en krise i forhandlingsforløbet, fordi Unionen af Islamiske Domstole krævede, at de etiopiske styrker skulle trækkes tilbage, før de var parate til nye forhandlinger med regeringen.

Samtidigt opstod der (velbegrundede) rygter om, at regeringen i Eritrea var begyndt at sende flere våben til Mogadishus Internationale Lufthavn, som lige var åbnet.

Det fik USA til at udsende en kraftigt advarsel til både Eritrea og Etiopien om at holde fingrene væk fra den somaliske konflikt. Men om der er tale om andet end et røgslør vil den nærmeste tid vise.

De islamiske domstole strategi

Unionen af Islamiske Domstole opfordrer til dannelse af islamiske domstole overalt i Somalia.

En islamisk domstol blev den 1. august oprettet blandt lokale klaner i Adado i Galgaduud provinsen, seks hundrede km. fra Mogadishu. Derefter stillede klanerne alle deres våben, inklusive tanks, til rådighed for Unionen af Islamiske Domstole.

En tilsvarende udvikling er i gang i byen, Galkayo, som ligger på grænsen til den somaliske præsidents egen hjemegn i Puntland-provinsen.

Unionen af Islamiske Domstole har også medvirket til at oprette en islamisk domstol for Dirgil og Mirifle-klanen, som bebor de områder, hvor bl.a. den midlertidige regeringsby, Baidoa, ligger.

Et resultat blev, at omkring 150 væbnede militser, der var uddannet af regeringen, marcherede mod Mogadishu for at tilslutte sig Unionen. Senere kom der endnu 60 af de regeringsuddannede militser.

Resultatet er stigende afmagt hos regeringen, som ikke selv har nogen hær, men som må støtte sig til etiopierne.

Voksende problemer for regeringen

I slutningen af juli og starten af august blev situationen for regeringen næsten ubærlig.

Et relativt stort antal parlamentsmedlemmer ville forsøgte at vælte regeringen ved at stille et mistillidsvotum til premierministeren, som de beskyldte for at samarbejde med Etiopien og for ikke at ville forhandle med de islamiske domstole.

Dagen før afstemningen blev en af de ivrigste fortalere for mistillidsvotumet, planlægningsminister Abdalla Isaq Derow, skudt ned og dræbt af ukendte gerningsmænd uden for en moske i Baidoa.

Mistillidsdagsorden kom til afstemning den 30. juli. 126 medlemmer stemte for at afsætte premierministeren og regeringen, mens 88 stemte imod. Men da forslaget skulle vedtages med to tredjedels flertal, blev det reelt forkastet.

Etiopiens store indflydelse

Efter afstemningen begyndte regeringen at falde totalt fra hinanden. Næsten halvdelen af de i alt 102 (!) medlemmer forlod den i skuffelse over, at den blev støttet af etiopiske styrker og tilsyneladende ikke ville forhandle med de islamiske domstole.

Dog ville parlamentsformanden gerne forhandle, og han fik til og med præsidenten til at støtte en genoptagelse af forhandlingerne. Premierministeren var mere og mere isoleret.

Men så ankom en delegation fra den etiopiske regering med to ministre til Baidoa. Og hvad der ikke lykkedes for overgangsinstitutionerne selv og alene, var ikke nogen større sag for den etiopiske regering.

Efter nogle timers forhandlinger meddelte præsident, parlamentsformand og premierminister, at de alligevel godt kunne blive enige. Reuters fortæller, at de tre herrer gav hinanden hånden, omfavnede hinanden og »takkede den etiopiske regering for at have ført dem sammen«.

Der kan ligge mange ting bag den hurtige forsoning.

Det kan være, at Etiopien har fået tilsagn om fortsat støtte fra USA i ’kampen mod terror’. Men det kan også godt være, at parlamentsformanden og præsidenten har holdt fast i deres beslutning om at ville forhandle med de islamiske domstole.

I en kommentar fra den særlige udsending for FN’s generalsekretær, Francois Fall, opfordrer han de somaliske parter, til »at enes om en tidlig dato for genoptagelse af dialogen (mellem regeringen og de islamiske domstole) der begyndte i Khartoum den 20. juni.«

Den somaliske overgangsregerings dilemma er ret indlysende. Jo mere den fremstår som afhængig af Etiopien, jo mere vil den bliver isoleret fra den somaliske befolkning.

Det internationale samfund står også med et dilemma, for medmindre det snart lykkes at skabe fred mellem parterne i Somalia, og særligt hvis tropper fra det ’kristne’ Etiopien i større tal begynder at gå ind i Somalia, så vil vejen, der fører til et nyt Afghanistan, ligge åben:

Somalia kan blive en magnet, der tiltrækker islamiske ekstremister fra hele verden.

Det ønsker hverken den somaliske regering, de fleste lande eller de islamiske domstole, som de ser ud i dag.

Foreløbig har de islamiske domstole

Som i andre store bevægelser foregår der en intern magtkamp i Unionen af Islamiske Domstole mellem moderate medlemmer og de mere ekstremistiske.

Ingen ved, hvordan det vil ende, men foreløbig er indbyggerne i Mogadishu godt tilfreds.

Vagn Rasmussen er medlem af STS International Solidarity.

Artiklen er tidligere blevet bragt som et STS nyhedbrev, der kan bestilles på mail-adressen: sts@intsol.dk

PS. Siden denne artikel blev skrevet, er vanskelighederne for den somaliske regering vokset yderligere. Endnu flere regeringsuddannede militser er gået over til Unionen af Islamiske Domstole, som uden kamp har udstrakt deres herredømme til to nye store havnebyer i det sydlige og centrale Somalia.

I takt med denne fremgang vokser den magtesløse regerings og det internationale samfunds ønsker om forhandlinger mellem domstole og regeringen også. Men Unionen af Islamiske Domstole fastholder, at der ikke vil blive tale om forhandlinger, før de etiopiske tropper er trukket ud af Somalia - et synspunkt, som møder forståelse i FN-kredse.

I takt med denne fremgang vokser den magtesløse regerings og det internationale samfunds ønsker om forhandlinger mellem domstole og regeringen også. Men Unionen af Islamiske Domstole fastholder, at der ikke vil blive tale om forhandlinger, før de etiopiske tropper er trukket ud af Somalia - et synspunkt, som møder forståelse i FN-kredse.

Og den 20. juni meddelte Unionen af Islamiske Domstole, at det var dens hensigt snarest at lade afholde et forsoningsmøde for somaliere fra hele landet, der skulle diskutere, hvordan man fik fred i Somalia. Men i lighed med den store

Arta-konference i 2000, som resulterede i valget af Somalias forrige overgangsregering, mener man, at fred i Somalia er et indre somaliske anliggende, og at enhver udenlandsk indblanding skulle afvises.

Allerede i august 2005 udtalte guvernøren for den vigtige Lower Shabele region med omkring 1 million mennesker, Yusuf Mohamed Siyad, til STS’s nyhedsbrev, at det var hans hensigt at arbejde for indkaldelsen af en sådan konference. Siyad, der har en militær uddannelse bag sig, indtager i dag den vigtige position som en slags forsvarsminister for Unionen af Islamiske Domstole. Hele interviewet med Siyad kan læses i Sretno nr. 64. Den har titlen »Ingen kan købe mig«.

Begivenhedernes hastige udvikling kan følges på: www.intersol.dk. og nyhedsbreve kan blive tilsendt gratis ved henvendelse til: sts@intsol.dk