Kommentar: Unødvendigt med tvang og pisk

Med afsæt i den lave ledighed har arbejdsgiverorganisationer, liberale økonomer og borgerlige politikere kastet sig ud i offensiv for stramninger i arbejdsmarkedspolitikken. Det erklærede formål er at modvirke mangel på arbejdskraft, så lønstigninger forhindres og der ikke opstår flaskehalse i produktionen.

Det er rigtigt, at den registrerede ledighed ikke har været lavere siden 1970´erne, men der er fortsat betydelige arbejdskraftreserver. Ud over den registrerede ledighed befinder sig nemlig en næste lige så stor gruppe af aktiverede og ikke-aktiverede dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere udenfor ledighedsstatistikken.

Den officielle ledighed er aktuelt 123.000 personer, men den reelle ledighed ligger fortsat omkring 225.000 inkl. dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere udenfor ledighedsstatistikken.

Der er således større arbejdskraftreserver end de officielle tal tilsiger.

Argumenterne og kravene fra arbejdsgiverorganisationer, liberale økonomer og borgerlige politikere kan måske da også have en anden baggrund, nemlig en politisk offensiv mod dagpenge- og kontanthjælpssystemet, nu hvor det med velfærdsforliget er lykkedes at gennemtvinge en historisk forringelse af lønmodtagernes tilbagetrækningsmuligheder og af pensionssystemet.

Der fremføres beskyldninger om, at de ledige ikke reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet og skingre krav, om fx at akademikere skal uddele gratisaviser.

Det hele danner klangbund for en offensiv mod dagpenge- og kontanthjælpssystemet: Dagpengeperioden kræves nedsat til 1-2 år, dagpengesatsen for de 25 – 30 årige kræves (atter) halveret og kontanthjælpsmodtagerne skal af kommunerne presses ud på arbejdsmarkedet ved at nedsætte refusionssatsen for de, som ikke er »matchet« parat hertil.

Men disse tiltag vil ikke indfri målet om at stille mere arbejdskraft til rådighed for virksomhederne. Virksomhedernes behov er jo ikke blot arbejdskraft, men kvalificeret, arbejdsmarkedsparat og -vant arbejdskraft.

For en række af de langtidsledige dagpenge – og kontanthjælps¬modtagere gælder, at rådighed for virksomhederne forudsætter en indsats omkring arbejdsmarkedstræning og mindst uddannelse. Det er det, som skal til, for at virksomhederne kan bruge dem og ikke mere økonomisk pisk.

Uddannelse er også en kritisk faktor for de mange indvandrere og efterkommere blandt de fortsat ledige, men væsentligt forudsætninger for beskæftigelse handler også om danskundervisning samt en indsats mod fordomme og kulturelle barrier – på begge sider.

Og for nogle dagpengemodtagere og en del kontanthjælpsmodtagere er der også andre problemer end ledighed, som er den virkelige barriere for beskæftigelse – ikke mangel på økonomisk incitament til at søge job.

Endelig er der fortsat en betydelig merledighed for ældre arbejdsløse pga. et aldersdiskrimerende arbejdsmarked.

Der er således arbejdskraft at få - hvis der brydes barrier. Men økonomisk pisk i form af nedsættelser af dagpenge og stramninger af rådighedsregler er ikke løsningen, fordi barriererne handler om andet meget andet end økonomi:

Det ville også hjælpe, hvis arbejdsgivere og politikerne frem for straks at tage pisken frem, i stedet gav tid og plads for et lidt mere åbent arbejdsmarked, hvor der er mulighed for at komme ind på arbejdspladserne og udvikle sig, selvom man måske mangler lidt i træning og kvalifikationer.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient adm. og sekretariatschef

Artiklen har tidligere været bragt på Fagligt Ansvars hjemmeside