Venezuelas paradokser

»Nej, vi kører ikke derop. Ikke i dag. Vi har lige fået røvet en bil.« De almindelige taxaer kører aldrig op ad de omkransende skråninger og bjerge i dalen, hvor storbyen ligger.

For op ad bjergene ligger de fattigste kvarterer - barrios, som de kaldes - hvor flertallet af byens 4 millioner indbyggere bor i sammenstuvede små huse i konstant fare for oversvømmelser og jordskred. Og med fattigdommen følger også kriminalitet og utryghed.

Det var en af de specielle barrio-taxaer, gamle skrog af biler med hårdføre chauffører, som selv bor i de fattigste områder, der afviste os en aften. Det var simpelthen for farligt. Efter en halv times forhandling lykkedes det mig at finde en kvindelig chauffør, som havde mod nok til at køre af sted, så jeg kunne komme hjem til min midlertidige bolig i barrioen Petare, Latinamerikas største slumkvarter med over 1 million indbyggere.

Byen er Caracas, hovedstad i Venezuela i det nordlige Sydamerika. For otte år siden vandt præsident Hugo Chávez Frias en jordskredssejr ved et valg, hvor landets to tidligere eneste betydningsfulde partier - socialdemokrater og kristen-demokrater - nærmest blev udslettet. Siden er landet blevet berømt og berygtet: hyldet af en global og ikke mindst latinamerikansk venstrefløj og forhadt af regeringen i USA.

Oliefest og krise

Chávez overtog et land med 70 pct. af befolkningen under fattigdomsgrænsen og med en ekstrem ulighed. Venezuela er ellers et olieland, verdens femte største eksportør. I 1970’erne, under det, vi i vores del af verden kalder oliekrisen, bragte tårnhøje oliepriser en velstands- og forbrugsfest til Venezuela. Men prisfald skabte krise i 1980’erne, og så kom den internationale valutafond, IMF, med de lån og medfølgende krav og anbefalinger, der har præget Latinamerika i 20 år.

Krisen blev dybere, festen var slut. Og mens vi siden 1990 i Danmark snakkede om liberalismens og kapitalismens endelige sejr, eksploderede fattigdom og kriminalitet på den anden side af Atlanterhavet som resultat af denne sejr.

Efter otte år med den socialistiske præsident Chávez er meget ændret, men ikke alt. Den organiserede kriminalitet er stadig stor, og i visse barrios har de kriminelle bander simpelthen magten. Det var derfor, taxaen ikke ville køre mig hjem den aften i Petare.

Mens der stort set ikke sker noget for at bekæmpe kriminaliteten og usikkerheden, forandres meget andet i det venezuelanske samfund. Og det er nemt at se: I hver eneste barrio, på landet og selv i centrum af hovedstaden ligger der karakteristiske otte-kantede orange huse. I disse huse bor og arbejder de over 10.000 cubanske læger, som Venezuela har importeret fra Cuba i bytte for billig olie. Sammen med lægerne kommer fra Cuba sports,- aerobic- og danseinstruktører, som lærer børn, voksne og ældre at bruge kroppen som led i en større, integreret sundhedsindsats.

Fed fattigdom

Det er der også brug for. Selvom lægerne opfylder et ekstremt behov for de fattige, som før havde ingen eller dårlig adgang til offentlig behandling, er sygdomsbekæmpelse ikke nok i et land, hvor den normale kost er fyldt med fedt. Arepas, Venezuelas svar på rugbrød, er majs-pitabrød stegt i masser af fedt, og så spiser man det med et godt, ekstra lag margarine - og sådan forsætter det meste af kosten!

Så fattigdommen er anderledes end den, vi ser i fjernsynet fra Afrika eller for den sags skyld Haiti og Nicaragua. Chávez-regeringen har oprettet supermarkedskæden Mercal med subsidierede og billige basisfødefødevarer for alle, og for de allerfattigste er der en form for folkekøkkener, hvor man kan spise gratis. Reel sult er stort set udryddet, men det er fattigdom ikke.

Ifølge nye tal fra Verdensbanken er udviklingen i Venezuela - efter 20 år med nedgang - endeligt vendt. Fra 1995 til 2005 er antallet af husstande, som lever under fattigdomsgrænsen, ifølge Verdensbankens fattigdomskriterier faldet fra 40 pct. til 30 pct.

Bekæmpelsen af fattigdommen sker i høj grad ved hjælp af stigende indtægter fra de rekordhøje oliepriser (i Venezuela har man ikke givet olien væk for en slat til en enkelt mand, men nationaliseret den - lang tid før Chávez-regeringen i øvrigt).

Med olieindtægterne bruger Chávez desuden millioner af dollars på fordelagtige handelsaftaler med landene i Latinamerika, specielt Bolivia og Cuba. De mange penge, som investeres i eller direkte gives som en slags ulandsbistand til latinamerikanske lande, er blevet et af oppositionens vigtigste angrebspunkter.

Latinamerikansk integration

Med en næsten Helle-Thorning-Schmidtsk mangel på politiske alternativer og en præsident med en bevægelse, der vinder samtlige (internationalt anerkendte) valg stort, har oppositionen kastet sig over regeringens sløseri med landets penge. Det er ikke uden effekt. »Jeg er ikke egoist. Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi skal bruge millioner på at bygge motorveje i Bolivia, når vores egne veje ikke er i orden,« siger en af mine bekendte, en modstander af regeringen, for eksempel med en vis logik.

Men forklaringen på den store støtte til udlandet er nok, at Chávez ikke bare bruger pengene af altruistiske grunde. Snarere skal pengene ses som led i et større politisk projekt om at opfylde den venezuelanske og sydamerikanske frihedshelt Simon Bolivars gamle drøm: en integration af Sydamerika og en afvisning af både spansk og nordamerikansk kolonialisme. En drøm, som får luft under vingerne af en venstredrejning i hele det sydamerikanske kontinent, hvor både Brasilien, Uruguay, Argentina og Bolivia har progressive statsledere.

For mange bliver Chávez billedet på denne udvikling. Og det bliver netop ham, som kommer i centrum, både i Venezuela og på globalt plan. Oppositionen kalder ham en djævel. USA’s forsvarsminister har sammenlignet ham med Hitler (som jo også blev demokratisk valgt, går sammenligningen på). Og Chávez-støtter er i vid udstrækning lige så fanatiske: Først kommer Gud, så Jesus, så Chávez!

Gud eller djævel?

Men hvem er han - den mand, som kan få verdens supermagt helt op og ringe, og fattige uuddannede mennesker til at sige, at de vil dø for ham? Ingen tvivl om, at Chávez har mange træk tilfælles med populisten. Først og fremmest snakker han godt for sig. Han er en retoriker, og han snakker meget. Helt vildt meget. Mens hele den danske journaliststand faldt pladask, da Anders Fogh holdt en tale uden manuskript på Venstres landsmøde, taler Chávez rask væk i flere timer.

Men hvis populisme betyder at snakke uden at handle, så er der ikke meget om snakken. For resultaterne er tydelige: Udryddelse af analfabetismen, 15.000 nye læger og sænkelse af fattigdommen er blandt de vigtigste.

Men selv om Chávez taler om opbygningen af det 21. århundredes socialisme, så eksisterer kapitalismen stadig i bedste velgående. De rigeste venezuelanere tjener stadig uantastet millioner af dollars. De tager på shoppingture i Miami og køber nye bryster og næser, mens de bevogtes af private sikkerhedsvagter i deres egne enklaver uden fattige.

Men kapitalismen fungerer nu side om side med sociale forbedringer købt af oliepenge, side om side med arbejderstyrede fabrikker, en stærk koorperativbevægelse og opbygningen og udvidelsen af lokaldemokrati.

Dobbeltverden

Det er en dobbeltverden, og den er dybt polariseret. Mens 60 pct. støtter Chávez mere eller mindre fanatisk, er 40 pct. imod ham. Mere eller mindre fanatisk. Hver side har sine egne aviser og TV-kanaler. Mens de højreorientere kanaler sender såkaldte dokumentarprogrammer, som til lyden af musik a la krimifilm afslører Venezuelas fascisme ved at sammenligne Chávez med Mussolini og Hitler, sender Kanal 8 - den eneste nationale pro-Chávez kanal - udelukkende regeringens side af sagen, mens den kritiserer oppositionen på næsten samme lave niveau, som de private kanaler kritiserer regeringen.

Denne store polarisering er måske den vigtigste udfordring for Venezuelas demokrati, for de konstante konfrontationer i samfundet har skabt et dybt politiseret klima. Alle har en holdning, og de er ikke bange for at udtale den.

Fra taxachaufføren, der spurgte mig, om jeg skulle forbi præsidentpaladset - for så måtte jeg godt tage Chávez med os hjem til Danmark - til den 50-årige kvinde, der har meldt sig til hærens reserve for at kunne slås, når gringoerne vil invadere landet.

Den stærke mand

Diskussionerne lever, men med polariseringen bliver de sjældent fremadrettede. Mens oppositionen kritiserer, undlader den at finde sit eget politiske projekt. Mens chavisterne forsvarer, overlades (for) meget magt i Chávez’s hænder.

Til december er der præsidentvalg, som Chávez efter alle meningsmålinger ser ud til at vinde stort. Men oppositionen overvejer at boykotte valget, hvilket har fået Chávez til at stille et ultimatum: Hvis oppositionen boykotter, vil han udskrive en folkeafstemning, som kan give ham lov til at stille op til yderligere præsidentperioder, selv om han ifølge forfatningen kun kan sidde i næste præsidentperiode frem til 2012.

Der er ingen tvivl om, at mange venezuelanerne håber, at han bliver på magten langt ud i fremtiden - men det ville unægteligt være ærgerligt med en sådan styrkelse af den latinamerikanske caudillismo, troen på den store mand, som nok skal komme og løse tingene.

Indtil valget, og nok også efter det, forsætter dagligdagen i Venezuela. De rigeste tager til Miami og shopper, de cubanske læger arbejder videre, og om aftenen bevæger folk sig rundt i Caracas med en alt for stor frygt for at blive røvet.

Bjørn Hansen har boet i Venezuela det sidste halve år.

Artiklen har været bragt som kronik i Jyllands-Posten 12. juli 2006