International økonomi: Hegemoni under pres

Siden GeorgeW. Bush blev indsat som præsident har amerikansk økonomi bevæget sig mod stadig mere uholdbare tilstande.

Underskuddet på de offentlige budgetter og på handelsbalancen er eksploderet, og USA’s gæld til udlandet vokser med mere end to milliarder dollars om dagen.

Pengene til at dække underskuddet på handelsbalancen og statsbudgettet kommer først og fremmest fra den kinesiske og den japanske centralbank, som hver især vurderes at ligge inde med for 600 milliarder dollars i amerikanske statsobligationer og dollarsedler. Ved at sælge ud af disse kan de to centralbanker sammen eller på egen hånd sende dollaren i frit fald.

Samtidigt er dollaren under Bush faldet voldsomt i forhold til den europæiske valuta, euroen. For fem år siden fik man 114 euro for en hundrede dollarseddel mod blot 78 euro i dag. På fem år er 100 dollar altså blevet 36 euro mindre værd.

De fleste økonomer er oven i købet enige om, at dollaren skal falde med yderlige 30 procent, hvis USA skal komme af med underskuddet på handelsbalancen.

Den amerikanske gældsætning til Kina og Japan og dollarens svækkelse overfor euroen kunne tyde på, at magtforholdet mellem de ledende kapitalistiske stater er ved at forrykke sig.

Men EU, Kina og Japan lider enten af økonomiske eller politiske svagheder, der foreløbigt forhindrer dem i at udfordre USA. Samtidigt kan USA udnytte sin nuværende position til at forhindre de andre magter i at blive en trussel mod USA.

Udfordreren Europa

EU har på mange områder økonomisk potentiale til at udfordre USA.

EU er verdens næststørste økonomi og verdens største handelsmagt (se boks). Samtidigt er europæiske virksomheder vokset de sidste 10 år. Af de 100 selskaber på UNCTADs liste over verdens største transnationale selskaber, har over halvdelen base i Europa, mens kun 26 har base i USA.

Især på det finansielle område står europæiske virksomheder stærkt; syv ud af verdens ti største banker er europæiske.

På den baggrund virker det oplagt, at EU skulle kunne udfordre USA og euroen overtage dollarens status som internationalt betalingsmiddel.

En politisk dværg

Michel Husson, der er økonom og medlem af 4. Internationale, peger dog på, at både økonomiske og politiske forhindringer står i vejen for, at euroen kan overtage dollarens position.

For det første afspejler de sidste fems års styrkelse af euroen ikke en genrejsning af den europæiske økonomi med høje vækst rater, men snarere den amerikanske økonomis problemer. Kernelandene i Europa er tværtimod præget af lav vækst.

For det andet er det en afgørende politisk begrænsning, at EU ikke er én stat, men et samarbejde mellem stater. Disse stater har forskellige økonomiske og politiske relationer til USA, og i de største stater findes en nationalbaseret kapital med hver deres relation til amerikansk kapital. Det gør det svært for EU at handle i fællesskab på det udenrigspolitiske område, især når det handler om at udfordre USA.

EU’s manglende enhed overfor USA blev tydeligst udstillet i forbindelse med uenigheden om USA’s krig mod Irak, men den afspejler sig også i euro-projektet. Således er der ingen linje for, hvad kursen mellem euroen og dollaren bør være.

Husson skriver at »Den Europæiske Centralbank holder et strengt øje med målet om max 2 procent inflation, men hvor utroligt det end lyder, så er der ingen der ved, hvad målene er i forhold til valutakursen, og dette lille spørgsmål er ikke behandlet i nogen af traktaterne. (…) Hvis euroen skal blive en rigtig international valuta, i stand til at konkurrere med dollaren, så kræver det en sammenhængende politik med hensyn til valutakurser og renter. Med andre ord kræver det en europæisk diskurs, der er uafhængig af de monetære påbud fra USA.«

Med den aktuelle politiske lammelse i EU er det svært at forestille sig, at en sådan reform af euro-projektet står lige foran døren.

Internationale nationale kapitalister

Når euroen ikke har fået en international dimension, så skyldes det ifølge Husson, at kapitalen i Europa stadig er nationalt baseret, og at denne nationalt baserede kapital i højere grad er orienteret mod verdensmarkedet end mod Europa.

Franske, tyske og engelske kapitalister ser et samarbejde med amerikanske selskaber som en vigtig brik i adgangen til verdensmarkedet. De har derfor sikret, at det fælles europæiske marked er åbent for omverdenen og dermed amerikanske selskaber.

I forlængelse heraf har de forskellige landes kapitalister aldrig opfattet euroen som et monetært værktøj, der skulle bruges mod amerikanske selskaber. I stedet har euroen været set som et disciplinerende værktøj, der skulle sikre, at de forskellige europæiske regeringer slog ind på en liberal nedskæringspolitik og sikrede lave lønninger.

Kapitalisterne opfatter altså euroen som et våben, der skal rettes mod den europæiske arbejderklasse – men ikke mod amerikansk kapital.

Et groggy Japan

For tyve år siden taltes der i USA meget om Japan som den nye fremadstormende økonomiske magt, der skulle udfordre USA. Og der blev udgivet bøger med titler som The coming war with Japan.

Japan er da også både verdens fjerdestørste økonomi og handelsnation (se boks), og som nævnt ligger den japanske centralbank inde med for omkring 600 milliarder dollars, som den til enhver tid kan sælge ud af og dermed svække dollaren.

Problemet for Japan er, at det vil skade japansk økonomi mere end amerikansk økonomi, hvis dollaren falder i værdi i forhold til den japanske yen.

Det er aldrig lykkedes japanerne at opbygge et stærkt hjemmemarked, og japansk økonomi er derfor i meget høj grad afhængig af eksport.

Hvis dollaren falder i værdi, vil japanske varer blive dyrere målt i dollars, og japanske firmaer vil derfor have sværere ved at konkurrere med amerikanske firmaer både i USA og i Europa.

Reelt er der derfor ikke megen magt forbundet med at have en halv billion dollars i kælderen.

15 års japansk krise

Endelig skal man ikke glemme, at de sidste 15 år har Japan befundet sig i en dyb økonomisk krise, som landet først nu er ved at bevæge sig ud af.

Det har ikke blot holdt det japanske bruttonationalprodukt nede, men også svækket japanske virksomheder i den internationale konkurrence. Mens der for 10 år siden var 17 japanske virksomheder blandt verdens 100 største transnationale selskaber er tallet i dag nede på 11.

Mest hård har krisen været for det japanske bankvæsen. Mens næsten alle af verdens største banker var japanske for 15 år siden, så er det kun 2 ud af verdens 10 største i dag.

Alene af økonomiske grunde har Japan altså svært ved at udfordre USA. Dertil skal lægges, at Japan på det militære felt er afhængig af USA, og at Japan huser knap hundredetusind amerikanske tropper.

Kina: Et kæmpe u-land

Mens japansk økonomi har været ramt af stagnation de sidste 15 år, så kører kinesisk økonomi derudaf på fuldt drøn.

Landet har årlige vækstrate på 7–10 pct., og det har gjort Kina til verdens tredjestørste økonomi målt i købekraft og verdens tredjestørste handelsnation (se boks).

Samtidigt har landet en meget konkurrencedygtig industri inden for mange sektorer, der gør at landet har overskud på betalingsbalancen. Og ligesom den japanske centralbank ligger den kinesiske centralbank som nævnt inde med 600 milliarder dollars, der giver magten til at sende dollaren i frit fald.

For Kina er problemet dog det samme som for Japan, at landets økonomi er bygget op omkring eksport til USA. Kina kan altså heller ikke tillade, at dollaren svækkes i forhold til den kinesiske yuan, fordi det vil svække kinesisk konkurrenceevne. Af samme grund har den kinesiske centralbank længe låst yuan’en til dollaren, så den automatisk har fulgt dollarens op- og nedture.

Man skal heller ikke glemme, at Kina først og fremmest er en stor økonomi i kraft af landets størrelse, mens landet på mange punkter er et u-land.

Kina ligger således kun på en 118. plads, når det drejer sig om indkomst per indbygger. Der er derfor lange udsigter til, at landet kan basere sin produktion på hjemmemarkedet.

Samtidigt skal man ikke glemme, at hovedparten af kinesisk eksport består af varer, som kopieres efter andre landes firmaer, mens det går mere trægt med egen forskning og udvikling.

Endelig er det værd at bemærke, at der kun er ét kinesisk selskab blandt verdens 100 største transnationale selskaber.

USA svarer igen

Med årlige vækstrater på 10 pct. skal man dog ikke se mange årtier ud i fremtiden førend Kinas økonomi kan have overhalet den amerikanske.

Og hvis det lykkes EU at udvikle sig til en fælles enhed, vil EU mange måder blive en stærkere magt end USA. USA kan altså ikke hvile på laurbærbladene, hvis USA skal blive ved med at være verdens ledende magt.

Kontrollen med verdens olie spiller en central rolle i USA’s bestræbelser på at forblive verdens ledende magt. Det skyldes, at EU, men især Japan og Kinas økonomier er dybt afhængige af import af olie.

Den, der kontrollerer verdens oliereserver, kontrollerer derfor EU, Kina og Japans økonomier. Da 63 pct. af verdens kendte oliereserver findes i Mellemøsten, betyder kontrol med Mellemøsten kontrol med verdensøkonomien.

USA besættelse af Irak er derfor også et led i USAs kamp for bevarelse af sit overherredømme.

Kernen i Bush-regeringens strategi for bevarelse af den amerikanske magtposition er dog at spille på USA globale militære dominans.

Det amerikanske forsvarsbudget er steget med over 40 procent, mens Bush har været præsident, og det er i dag større end alle andre landes tilsammen.

Derfor søger USA gennem krigen i Irak og den såkaldte krig mod terror at sikre, at konflikter mellem verdens rige og fattige lande løses med militære midler frem for med økonomiske eller politiske midler.

På den måde kan USA underminerer EUs internationale magtposition, som i højere grad er baseret på økonomiske og politiske end på militære magtmidler.

Bush: Dollaren skal svækkes

Selvom USA’s strategi først og fremmest bygger på militær magt, så har USA stadig mange økonomiske tangenter at spille på.

Valutapolitikken er en af de økonomiske tangenter, som USA i øjeblikket forsøger at spille på for at genetablere sin økonomiske førerposition. Men i modsætning til hvad man måske skulle forvente, så arbejder Bush-regeringen ikke på at styrke dollaren, men tværtimod på at svække dollaren.

Da den kinesiske premierminister Hu Jintaos besøgte George W. Bush i april var et af kravene, at Kina skal lade den kinesiske yaun flyde frit, så dens værdi alene bestemmes af markedet. De fleste økonomer er enige om, at det vil styrke den kinesiske yaun med 20–40 procent og svække den amerikanske dollar tilsvarende.

Hvor alvorligt det Hvide Hus tager dette krav fremgår af, at det er nævnt som en sikkerhedspolitisk prioritet i præsidentens The National Security Strategy, som udkom i marts.

For at imødegå det amerikanske pres besluttede den kinesiske centralbank sidste sommer at ændre sin valutapolitik, så yuanen fremover ikke vil være låst alene til dollaren, men til en gruppe af valutaer, hvoraf dollaren dog er den vigtigste.

Det har foreløbigt betydet, at dollaren er faldet med 3 procent i forhold til yuanen.

USA’s to dollarstrategier

Det kan virke mærkeligt, at den amerikanske stat aktivt arbejder for at svække dollaren. Ifølge Michel Husson har USA dog historisk set brugt dollaren på to forskellige måder i strategien for at forblive verdens ledende økonomiske magt.

På den ene side har USA som ledende finansiel magt haft brug for en stærk dollar. På den anden side har USA som en handelsmæssig magt haft behov for en svag dollar.

En stærk dollar giver amerikanske firmaer en række fordele i forhold til andre landes firmaer. Det gør det muligt billigt at opkøbe andre virksomheder i udlandet, sådan som det skete efter den asiatiske valutakrise i 1997. En stærk dollar gør det også muligt billigt at købe maskiner i udlandet og dermed forbedre sin produktivitet.

En svag dollar har omvendt den vigtige fordel, at det gør amerikanske firmaer konkurrencedygtige i forhold til andre landes firmaer, så de kan sælge flere varer og dermed højne deres profit.

Michel Husson mener, at svækkelser og styrkelse af dollaren de sidste 30 år i høj grad afspejler forskelle i hvilke mål, den amerikanske stat og kapital har haft i konkurrencen med andre landes kapital; at styrke sig på det finansielle eller handelsmæssige plan.

Husson mener, at i takt med internationaliseringen forstærkes den sidste tendens.

Snød sig ud af gælden

Historisk set er der heller ikke noget nyt i, at USA forsøger at udnytte sin økonomiske og politiske magt til at gennemtvinge ændringer af andre landes valutakurser for at styrke sin handelsmæssige position.

I 1985 gennemtvang USA den såkaldte Plaza-aftale med Vesttyskland, Storbritannien, Japan og Frankrig. Aftalen indebar, at dollaren blev svækket markant i forhold til den japanske yen og den tyske mark.

Plaza-aftalen betød ikke blot, at amerikanske firmaer fik forbedret deres konkurrenceevne og derfor stjal markedsandele fra tyske og japanske firmaer. Aftalen løste samtidigt en del af USAs gældsproblem.

I 1980erne havde USA lånt store milliardbeløb af japanerne. Men mens andre lånerlande normalt låner penge i udlånerens valuta, så lånte USA dengang som i dag penge af Japan i dollars og ikke i yen.

Det betød, at da dollarens værdi faldt med en tredjedel i forhold til yen, så faldt værdien også af japanernes gældsbeviser.

På den måde blev USA’s gæld til Japan med et hug formindsket med en tredjedel. At japanerne alligevel fortsætter med at låne USA milliarder af dollars, selvom USA løb fra gælden i 1985, siger noget om magtforholdet mellem USA og Japan.

Tiden vil vise om USA i dag har magt nok til at lave samme nummer med kineserne.

Nicolai Bentsen er lærer og medlem af redaktionen for Socialistisk Arbejderpartis tidsskrift Socialistisk Information.

Artiklen vil blive bragt i juni-nummeret af Socialistisk Information.

Læs også Nicolai Bentsens artikel: »USA: En økonomi smurt i gæld« på Kontradoxa

Anden litteratur

Nicolai Bentsen: »USA’s stræben efter olie« i Socialistisk Information, nr. 199

Michel Husson: »World Capitalism in a Phase of Permanent Instability« i International Viewpoint, marts 2005

Michel Husson: »Europe/USA a stable disequilibrium« i International Viewpoint, februar 2005

Besøg Kontradoxas debatforum