Venezuela og Chavez: Bush´s ultimative hade-ikoner

[Caracas, forår 2006] Den proces med social og politisk bevidstgørelse som startede i 1998 med Hugo Chavez valgsejr, er gang på gang blevet angrebet af embedsmænd i Det Hvide Hus i Washingthon.

Men på det seneste er de diplomatiske stridigheder blevet optrappet; Condolezza Rice, USA’s udenrigsminister, udtalte åbent, at Chavez anses som en ”destabiliserende faktor” i Latinamerika. Hendes kollega forsvarsminister Donald Rumsfeld gik den 2. februar skridtet videre og sammenlignede Chavez med Hitler.

På den mest udbredte (statsejede) TV-kanal i Venezuela, VTV kanal 8, blev der svaret igen ved at lave et lille slideshow imellem programmerne: Med nazi-hymner og billeder af den amerikanske invasion af Irak, bomber, tortur, osv. – kombineret med spørgsmålene: ”Hvem starter krige? Hvem besætter andre lande? Hvem er den virkelige Hitler?”

Herefter blænder et billede af Bush frem, men denne gang med det lille letgenkendelige sorte overskæg, som leder tankerne hen på Der Führer i tredivernes Tyskland.

Mister Danger

Og egentlig er dér rimelig gode grunde til at Washington bekymrer sig, om situationen i Venezuela og Hugo Chavez.

Selvom den proces Chavez startede handlede om små, forholdsvis moderate, reformer (landreform, udryddelse af analfabetisme, lægehjælp m.v.) er det tydeligt, at præsidenten og den bolivariske bevægelse, som han leder, er blevet radikaliseret og drejer med fuld fart imod venstre.

I de sidste dage af januar var Venezuelas hovedstad Caracas vært for Verdens Sociale Forum, et møde hvor omkring 40.000 græsrødder, fagforeningsaktive og socialister fra hele verden mødtes og diskuterede alternativer til den imperialistiske verdensorden.

I den anledning talte Chavez til 15.000 tilhørere på et massemøde i stadionsanlægget Poliedro.

Stemningen var på kogepunktet efter to timers ventetid med revolutionære hymner fra den latinamerikanske tradition, da Chavez endelig gik på scenen. Inden hans tale startede, rejste alle de forsamlede sig og sang Internationale.

Selve talen, som var omgivet af en euforisk og militant stemning, handlede om den anti-imperialistiske kamps rødder i Latinamerika og om det håb, som præsidenten ser for menneskeheden.

Talen den 27. januar var fyldt med benhård kritik af USA og frem for alt af Bush, som Chavez konsekvent refererede til som ”Mr. Danger”.

I dagene før talen havde den venezuelanske regerings efterretningstjeneste opdaget, at embedsmænd i den amerikanske ambassade blev brugt til at spionere og købe sig til informationer i det nationale militær.

Chavez slog i sin tale fast, at hvis dette fortsatte ville de skyldige blive fængslet. I den aktuelle sag blev John Correa fra den amerikanske flåde udvist af Venezuela.

”En million godt udrustede mænd og kvinder”

En lille uges tid efter talen, blev der afholdt en demonstration i Caracas, i anledning af årsdagen for den mislykkede venstreorienterede opstand den 4. februar 1992.

Demonstrationen var i sig selv imponerende; fra nær og fjern samledes hundredetusinder af mennesker til de bolivariske flag og farver, og musikken af den revolutionære folkesanger Ali Primera omgav en historisk march.

Optoget startede kl. 9 om morgenen og dækkede over 12 kilometer, fra Cota Mil til Avenida Bolivar, men klokken 14 var der stadig folk, der påbegyndte marchen fra startstedet. De fleste kilder tyder på, at det var en af de største demonstrationer under den revolutionære proces, nogen sætter endda deltagerantallet til imellem 1,5-2 millioner.

Ved denne lejlighed var Chavez tone overfor imperialisterne nærmest endnu hårdere. Han advarede om at Venezuela besidder enorme olieressourcer og let kan stoppe sine leverancer til importørerne.

Men mest bemærkelsesværdigt var dog hans appel om bevæbning af det venezuelanske folk til forsvar imod eventuelle interventionsforsøg:

UNT og FRETECO

Samtidig med at spændingerne mellem USA og Venezuela er ved at nå et foreløbigt højdepunkt, er der røre i de nederste lag af det venezuelanske samfunds fuger.

Chavez’ taler bliver studeret i alle kroge af uddannelsessystemet, i arbejderbevægelsen og sågar i de væbnede styrker. Mange folk har taget debatten om socialisme til sig med liv og sjæl og overalt foregår der en ideologisk debat.

Et af de steder, hvor dette er kommet klarest til udtryk, er i arbejderbevægelsen. Hvor arbejderklassen førhen spillede en mere underordnet rolle i Venezuela, er den nu for alvor begyndt at folde sig ud.

I det landsdækkende fagforbund UNT har der foregået en række diskussioner om fagbevægelsens opgave i revolutionen. En fløj mener, at UNT blot skal være et redskab for arbejdernes faglige kampe, mens andre strømninger går i front for at gøre UNT til et klart politisk redskab, som konfronterer kapitalens interesser og åbent arbejder for at indføre socialisme i Venezuela.

En af de tendenser som arbejder for det, C-CURA (Den klasistiske, enheds-, revolutionære og autonome strømning), var hovedarrangør af et stormøde, der blev holdt i Caracas den 30. marts med næsten 1000 tilhørere, hovedsageligt fagligt aktive, fra hele landet.

Stemningen og indlæggene i debatten reflekterede en militant kampvilje til at opbygge UNT som en rigtig revolutionær fagforening og fremskynde afholdelsen af en kongres med demokratisk valgte delegerede, for at vedtage et program og vælge en ledelse.

Blandt deltagerne på stormødet var også internationale gæster, bl.a. Serge Goulart, koordinater af fabrikker under arbejderkontrol i Brasilien og Miguel Campos, spansk sekretær for den internationale Hands Off Venezuela kampagne.

Begge hilste opbygningen af UNT hjerteligt velkommen og lovede at de vil arbejde for at udvide kendskabet til den venezuelanske revolution iblandt arbejderne i resten af verden.

Der er nu blevet indkaldt til kongres i UNT den 27. maj.

Parallelt med opbygningen af fagforbundet er arbejderne i de fabrikker, som er besatte og/eller under arbejderkontrol, begyndt at organisere en samlet organisation for at forene disse kampe og opildne nye kampe af denne slags.

Under forkortelsen FRETECO (Frente Revolucionario de Trabajadores en Empresas Cogestiónadas y Ocupadas) er en ny front blevet oprettet i starten af februar, som nu tæller en række virksomheder, som er under arbejderkontrol og/eller besat af arbejderne.

Blandt disse findes f.eks. virksomhederne Selfex (en tekstil fabrik med over 200 kvindelige arbejdere i Caracas, som er blevet besat og kræver nationalisering) Invepal og Inveval (begge nationaliseret for et år siden og nu i kamp for at opretholde arbejderkontrollen) Gotcha, Invetex og en række kooperativer.

Der er allerede blevet holdt to demonstrationer som har haft en massiv pressedækning, blandt andet timelange udseendelser i Vive TV, den næststørste statsejede tv-kanal.

Talsmand for FRETECO, Jorge Paredes, har dog gjort opmærksom på at fronten ikke skal ses som et alternativ til UNT, men som en del af den fælles fagbevægelse, og som en del af den bredere kamp for socialisme i Venezuela.

Ideen er, at arbejderne på hver fabrik selv skal vælge delegerede til de fælles forsamlinger og føre en kampagne for at tilskynde til fabriksbesættelser af de virksomheder, som står ubenyttede hen, og for deres nationalisering under arbejderkontrol.

Unge og lokalbeboere stopper takststigninger

Den seneste tid har samtidig været fyldt med lokalt baserede kampe, for forskellige krav og af forskelligt omfang.

Et eksempel har været den østligt beliggende region Bolivar, hvor starten af februar var præget af en kamp i Ciudad Bolivar imod forhøjelse af bustaksterne.

Især de unge studerende fra byens tre universiteter mobiliserede til demonstrationer imod takststigningerne. De fik opbakning fra lokalbeboerne i de fattigste by-kvarterer og især fra aktivister i de nyoprettede Consejos Communales (komunalforsamlinger).

Efter nogle dages protester blev det lokale parlament besat af op imod 200 vrede demonstranter, som krævede at politikerne hørte på dem. Til sidst var den lokale borgmester og andre embedsmænd så pressede, at de blev nødt til at underskrive en aftale, som forbød de private ejere af busserne at sætte prisen på busbilleterne op.

De såkaldte Consejos Communales er råd, som demokratisk vælges af forsamlinger i bykvartererne og som kan trækkes tilbage, hvis ikke de følger flertallets beslutninger. Disse råd er blevet oprettet overalt i Venezuela i de fattige bykvarterer – nogle steder med mere succes end andre.

Det erklærede formål er, at de skal tage sig af lokale problemer og drive samfundets gang, udøve magt over offentlige ydelser og have medindflydelse i lokale statsejede virksomheders drift. Selvom de på nuværende tidspunkt fungerer på et meget svingende niveau, er selve deres eksistens meget sigende for det høje bevidstheds niveau blandt de mennesker, der kæmper for at drive revolutionsprocessen fremad.

At ungdommen for alvor er begyndt at tage del i den revolutionære proces sås også tydeligt lørdag den 22. april, hvor mellem 150-200.000, hovesageligt unge, gik på gaden i Caracas.

Baggrunden for den imponerende demonstration, som var indkaldt af de store studenterorganisationer, var den seneste tids usikkerhed, vold og stigende kriminalitet, som har præget Venezuela.

Oppositionen har febrilsk forsøgt at bebrejde regeringen for disse problemer, og den havde indkaldt en demonstration, som endte i en total fiasko med et par hundreder deltagere.

De ungdoms og studenterorganisationer, som støtter den bolivariske bevægelse, svarede igen ved at få tusinder af unge med i et optog under paroler, der forklarede at kriminaliteten udspringer af de sociale problemer, og at kun revolutionen kan gøre bugt med disse.

Magthavernes virkelige mareridt

Chavez taler og udmeldelser er ikke noget, som skal ses isoleret fra resten af samfundet. På en og samme tid, reflekterer og stimulerer de den omfattende bevægelse fra alle samfundets undertrykte lag.

Når USA begynder at tale om Chavez som en ”destabiliserende faktor”, er det bl.a. fordi, hans taler om socialisme og alternativer til imperialismen bliver fulgt nøje, ikke bare i Venezuela, men i hele Latinamerika.

Den for nyligt oprettede venezuelanske kanal TV-SUR bliver transmitteret udover hele kontinentet og inspirerer millioner af mennesker, som ser Venezuela som et eksempel på et land, der trodser Bush´s dagsorden, bl.a. ved at nægte ALCA og FTA handelsaftalerne.

Da sidstnævnte aftale for nyligt var hovedårsagen til en indianeropstand i Ecuador, sendte lederne af oprøret en pressemeddelelse ud, hvor de ”takkede for venligtsindede regeringers støtte” – med en klar reference den bolivariske regering i Venezuela.

Og Washingthon forstår udmærket, at den bolivariske regering er et farligt eksempel. Den 22. august udtalte Pat Robertson, grundlægger af en katolsk koalition i USA og tidligere kandidat til et præsidentvalg, at han mente, at det var billigere at snigmyrde Chavez end at starte en krig imod Venezuela.

Offentligt forsøgte USA’s talsmænd at distancere sig fra denne udtalelse, men der er ingen tvivl om, at der er folk inde i Bush-administrationen, der i hvert fald har overvejet denne mulighed.

Samtidig har den sydlige kommandoafdeling af USA’s flåde sendt 4 skibe med omkring 6.500 soldater til Caribien for at udføre militære øvelser.

Den sydlige kommando er ledet af general Bantz Craddock, som er berygtet for sine aggressive udtalelser imod Venezuela. Selv højreorienterede militær-analytikere, som bladet Virginian Pilot har indrømmet, at ”de amerikanske styrkers tilstedværelse i Caribien vil blive opfattet som et signal til Cuba og Venezuela” (http://home.hamptonroads.com/stories/story.cfm?story=102085&ran=181584&trefz).

Disse nye provokationer imod Venezuela viser, hvor desperate de amerikanske imperialister er.

Om Chavez vil begynde at tage praktiske skridt henimod opbygningen af et socialistisk samfund kan hverken afvises eller bekræftes.

Indtil videre er han gået længere og længere imod venstre og har gang på gang konfronteret højrefløjen i statsapparatet, startet nationaliseringer af forskellige virksomheder, renset ud iblandt korrupte embedsmænd, m.v.

Men hans rolle er stadig ved at blive defineret – det er muligt at han vil vakle eller trække i land under pres fra imperialismen. Det er også muligt, at han vil fortsætte og begynde at knuse kapitalisternes og godsejernes økonomiske magt. Situationen er helt åben.

Men resultatet vil i bund og grund ikke blive afgjort af Chavez beslutninger, men af styrkeforholdet imellem klasserne. Hvis arbejderklassen vil være i stand til at opnå en høj grad af organisering og indlede en ny offensiv med fabriksbesættelser og nationaliseringer, vil det blive det, der kan vælte magtbalancen.

Situationen er ekstremt favorabel for den revolutionære bevægelse; den borgerlige opposition er demoraliseret, isoleret politisk og uden nogen nævneværdig opbakning i befolkningen.

Hvis de elementer af arbejder- og folkemagt, som eksisterer på mange fabrikker, i by-kvarterer og på universiteterne bliver samlet og koordineret i én bevægelse, er det reelt set muligt at opbygge et alternativ til den borgerlige stat.

Det kan være udgangspunkt for en socialistisk arbejderstat, der fratager borgerskabet dets økonomiske magt, nationaliserer bankerne, fødevarekæden, de resterende industrivirksomheder og jordejendommene og påbegynder en socialistisk plan for at omdanne hele samfundet.

Dette er magthavernes virkelige mareridt.

Hvad de frygter, er ikke bare Chavez, men den bevægelse, som han symboliserer; en bevægelse, som er ved at løbe ud af kontrol. En succesfuld socialistisk revolution i Venezuela vil fremprovokere en stormfuld periode i hele Latinamerika, som kan betyde at lignende bevægelser vil fremkomme i lande som Bolivia, Ecuador, Argentina, m.fl.

Andreas Bülow er for tiden bosat i Venezuela, hvor han arbejder som sekretær og journalist for Corriente Marxista Revolucionaria.

En forkortet udgave af denne artikel vil blive bragt i det kommende nummer af Socialistisk Standpunkt.

Besøg Kontradoxas debatforum