De borgerlige smider masken

I starten af april fremlagde regeringen sit forhandlingsudspil »Fremtidens velstand og velfærd«. Udspillet rummer som forventet forringelser af efterløn og folkepension, men især arbejdsløse, studerende og etniske minoriteter vil mærke sparekniven.

Kort fortalt har regeringen valgt at angribe stort set alle befolkningsgrupper, og på en sådan måde, at de socialt svageste rammest hårdest.

Senere tilbagetrækningsalder

Mest omtalt har været forslaget om, at pensionsalderen gradvist hæves fra 65 til 67 år og siden i takt med levealderen. Det betyder samtidigt, at pensionisters særlige adgangen til forhøjet boligsikring og brilletilskud udsættes med to år.

Regeringen foreslår også, at efterlønsalderen gradvist øges fra 60 til 63 år, og at de forringelser af efterlønsordningen, som Nyrup-regeringen indførte i 1998 bevares.

Det betyder, at man fremover vil få en lav efterlønssats i 2 år, hvis man går på efterløn som 63-årig, og en forhøjet sats, hvis man venter til det 65. år.

Angreb på unge arbejdsløse

Regeringens udspil rummer angreb på både ældre arbejdsløse og unge ufaglærte.

Kontanthjælpsmodtagere under 25 år modtager i dag 5.550 kroner om måneden før skat mod 8.750 kroner for kontanthjælpsmodtagere over 25 år. Regeringen foreslår, at denne ordning udvides til at omfatte 25-29-årige ufaglærte kontanthjælpsmodtagere.

I dag får alle dagpengemodtagere under 25 år kun halve dagpenge. Regeringen ønsker, at denne ordning udvides til også at omfatte 25-29-årige ufaglærte dagpengemodtagere.

Begge forslag vil skabe svære økonomiske kår for rigtig mange unge. Forslagene vidner om, at venstrefløjens havde ret, da den i sin tid advarede om indførelsen af den lave starthjælp til udlændinge blot en forsmag på, hvad der ventede den danske befolkning.

Angreb på ældre arbejdsløse

Heller ikke ældre arbejdsløse går ramt forbi. Regeringen vil afskaffe den særordning, der fritager 55-59-årige fra aktivering, og den vil nedsætte den maksimale dagpengeperiode for ældre til de 4 år, der gælder for alle andre.

Det sidste betyder, at en person, der bliver langtids arbejdsløs som 55-årig, risikerer at skulle leve på kontanthjælp fra det 59. år indtil vedkommende kan gå efterløn som 63-årig.

Har personen ikke råd til at betale efterlønsbidraget, mens personen er på kontanthjælp, så risikerer vedkommende at leve på kontanthjælp frem til folkepensionen.

Enkelte plusser

Regeringens udspil rummer en række gode forslag på uddannelsesområdet; særlige indskolingsforløb og mentorordninger på erhvervsuddannelserne, flere voksenlærlingepladser og et løfte om 25 pct. flere praktikpladser i staten med udgangen af 2007.

Men udspillet rummer også triste elementer. 10. klasse nedlægges som alment tilbud. Elever på produktionsskoler mister retten til kontanthjælp, og skal i stedet leve af den 1.000 kroner lavere SU.

SU-pisk

Især SU-systemet står overfor forringelser. For at tvinge studerende til at starte tidligere på studiet, nedsættes SU’en for studerende, der venter mere end 2 år med at læse fra de afslutter deres ungdomsuddannelse.

På denne måde ønsker regeringen trods sit liberale udgangspunkt, at staten skal blande sig i, hvornår i livet det enkelte menneske uddanner sig.

Hurtigere gennem studiet

To andre ændringer skal tvinge de studerende til at arbejde hurtigere og fokusere mere på eksamen.

For det første mister studerende retten til et års ekstra SU udover den forventede studietid – det såkaldte fjumreår. For det andet vil samtlige studerende få 1.000 kroner mindre i SU om måneden. Den vil først komme til udbetaling hvert halve år, hvis den studerende består sine eksaminer.

De to forslag vil især ramme to slags studerende; på den ene side de kritiske studerende, som ønsker at fordybe sig i studiet og lære mere end det, der består eksaminer, og på en anden side de svage studerende, som har behov for ekstra studietid og som dumper eksaminer.

Men udspillet vil ramme alle studerende, fordi de som følge af de den lavere SU vil skulle arbejde mere eller optage lån for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor hæver regeringen også rammen for at supplere SU’en med erhvervsarbejde og SU-lån.

Et etnisk proletariat

Den gruppe i samfundet, som ubetinget rammes hårdest af regeringens udspil, er de indvandrere, som endnu ikke har fået permanent opholdstilladelse.

I 2002 hævede regeringen den periode, man lovligt skal have været i Danmark for få permanent opholdstilladelse fra tre til syv år. Samtidigt blev indvandrere uden permanent opholdstilladelse frataget retten til kontanthjælp og sat på starthjælp, der kun udgør 50-70 pct. af kontanthjælpen.

I dag stiller regeringen forslag om, at indvandrere for at få ret til kontanthjælp skal have haft 2 års fuld beskæftigelse.

Det er et krav som især mange flygtninge ikke kan leve op til. De kan derfor blive tvunget til at leve på starthjælp på ubestemt tid.

Regeringen er således godt i gang med at skabe et etnisk proletariat.

Samtidigt stiller regeringen krav om, at folk der ønsker familiesammenføring skal bestå en prøve i dansk sprog og samfundsforhold, som de skal forberede sig til i deres hjemland. Et krav der vil sikre, at kun de rigeste og mest ressource stærke indvandre vil komme til landet.

Regeringens politik er generelt, at de indvandrere med behov for hjælp skal holdes ude, mens de, der kan bruges af danske arbejdsgivere, skal inviteres indenfor. Således foreslår regeringen, at man automatisk skal give opholdstilladelse til indvandrere, der har udsigt til et job, hvor de tjener mere end 375.000 om året.

Angreb på fattige kommuner

Samtidigt med at regeringen angriber forskellige befolkningsgrupper, så planlægger den besparelser for de fattigste kommuner.

Regeringen foreslår, at kommunerne ikke længere skal have refunderet udgifter til kontanthjælp til unge under 30 år. Ideen er at tvinge kommunerne til at få kontanthjælpsmodtagere i job.

Men forslaget vil samtidigt betyde, at kommuner med mange unge kontanthjælpsmodtager mister tilskud fra staten, som de må dække enten gennem skattestigninger eller gennem nedskæringer i velfærden.

Samtidigt vil regeringen tvinge kommunerne til at aktivere arbejdsløse. Fremover vil staten refundere hele 65 pct. af udgifterne til aktiverede kontanthjælpsmodtagere, men kun 35 pct. for ikke-aktiverede kontanthjælpsmodtagere.

Myten om ældrebomben

Alle regeringens forslag har et formål; at øge udbudet af arbejdskraft.

Grundideen består i, at hvis staten blot sikrer, at flere står til rådighed for arbejdsmarkedet, så vil markedskræfterne af sig selv sikre flere arbejdspladser. Derfor har regeringens velfærdsudspil i grund og bund intet at gøre med, at vi bliver ældre; det er klassisk liberalistisk medicin, som ifølge den liberale dogmatik bør anvendes til hver en tid.

Når regeringen, og før den Velfærdskommissionen, bruger krudt på, at vi bliver færre unge og flere ældre, så er det blot en pædagogisk måde at få folk til at sluge deres liberale hestepiller.

Derfor er det vigtigt, at venstrefløjen punkterer myten om ældrebomben, og forklare, at det ikke er et problem, at vi bliver ældre, dels fordi der er en million ledige par hænder, og dels fordi stigende produktivitet vil gøre samfundet mindst dobbelt så rigt om 40 år (jf. min tidligere artikel på Kontradoxa: »Myten om ældrebomben«).

De borgerlige smider masken

Alle meningsmålinger viser, at der er et klart befolkningsflertal imod regeringens udspil. Når regeringen alligevel tør angribe tilkæmpede velfærdsgoder over en bred kam, så skyldes det flere forhold.

For det første, at der er næsten tre år til, at regeringen skal udskrive valg. For det andet, at fagbevægelsen de seneste år har været usædvanlig forsigtige med at kalde til kamp imod regeringen. Og endelig fordi oppositionen fremstår svagere og mere splittet end længe.

Groggy socialdemokrater

Socialdemokraterne står takket være Helle Thornings højredrejning til at få det dårligste valg i mere end 100 år.

Det største problem for socialdemokraterne er, at de på den ene side kritiserer regeringen for at være asocial, og på den anden side melder ud, at de støtter de vigtigste dele af regeringens nedskæringspolitik.

Mest skingert blev det, da Helle Thorning forarget afviste regeringens udspil om at hæve efterlønsalderen til 63 år, fordi ”Det er vigtigt, at vi forstår, at det er mennesker, vi taler om” for i samme nu at anbefale, at efterlønsalderen hæves til 62 år.

Et andet stort problem for socialdemokraterne er, at de mest reaktionære dele af regeringens udspil, minder påfaldende meget om ændringer, som Nyrup-regeringen gennemførte.

Eksempelvis minder forslaget om halve dagpenge og lavere kontanthjælp til 25-29-årige ufaglærte meget om Nyrups indførsel af halve dagpenge til 18-24-årige i 1995.

Ligesom regeringens efterlønsforslag og den lave starthjælp får en til at tænke på Nyrups efterlønsreform og indførslen af integrationsydelse i 1998.

Venstredrejning?

På det seneste er der dog kommet nye udmeldinger fra Socialdemokraterne.

Partiets velfærdsudspil »Samling om fornyelse« lægger op til, at velfærdsstaten skal styrkes gennem flere penge til skoler, daginstitutioner, ældreplejen og sundhedssektoren. Udspillet er ikke særligt konkret, og det mangler ikke mindst bud på, hvordan dette løft til den offentlige sektor skal finansieres.

Udspillet afspejler ikke, at Helle Thorning Schmidt er blevet mere venstreorienteret den sidste måned, men at partiledelsens er presset af sit bagland.

Internt i partiet er man så småt ved at opgive troen på Helle Thornings håbløse strategi om at ”arbejde Fogh ud af kontorerne”, og mange socialdemokrater er ved at indse, at for at kunne slå Fogh må Socialdemokraterne fremlægge et klart velfærdsalternativ til regeringens politik.

Muligheder for venstrefløjen

For venstrefløjen vil Socialdemokratiets udspil gøre det lettere at finde en fælles platform med menige socialdemokrater og de dele af fagbevægelsen, som normalt tøver med at gå direkte imod Socialdemokraternes politik.

Det forhold, at Socialdemokraterne nu åbent lægger op til en styrkelse af velfærdsstaten vil desuden gøre det være lettere for venstrefløjen i fremtiden at mobilisere for en styrkelse af velfærdsstaten under en fremtidigt socialdemokratisk-ledet regering, end hvis partiet i dag ikke afgav løfter om en styrkelse af velfærdsstaten.

Det Radikale Højre

Mens socialdemokraterne, så småt begynder at se til venstre, så har Det Radikale Venstre med sit velfærdsudspil »Det kreative Danmark« markeret sig som folketingets ubetinget mest højreorienterede parti, hvad angår den økonomiske og sociale politik.

Partiets udspil er i virkeligheden ikke specielt kreativt, men er en næsten ordret afskrift af Velfærdskommissionens rapport fra december.

Det Radikale Venstre foreslår blandt meget andet, at dagpengeperioden nedsættes fra 4 til 2½ år, fuldstændig afskaffelse af efterlønnen, brugerbetaling ved besøg hos læge og skadestuen, afskaffelse af sociale tilskud til pensionister og indførelse af en særlig lav indslusningsløn for etniske minoriteter.

Gevinsten ved dette skal bruges til skattelettelser til først og fremmest middelklassen.

Det Radikale Venstre har altid samarbejdet med den fløj i folketinget, som bedst sikrer en liberal økonomisk politik.

I 1990erne var et samarbejde med Socialdemokratiet den mest effektive måde at overvinde fagbevægelsens modstand mod økonomiske forringelser. Derfor valgte Det Radikale Venstre at danne regering med Socialdemokraterne.

I dag tyder partiets velfærdsudspil og afvisningen af Helle Thorning som statsminister på, at partiet nu i stedet satser på et samarbejde med højrefløjen som den mest effektive måde at gennemføre økonomiske forringelser.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti er som sædvanligt jokeren i det politiske spil.

Partiets korte og meget ukonkrete papir »Bemærkninger til regeringens velfærdsudspil« tyder på, at partiet er villig til at lægge stemmer til de fleste af regeringens velfærdsforringelser.

Det må dog forventes, at Dansk Folkeparti som betaling for at stemme for nedskæringer for den danske befolkning vil kræve særlige forringelser for etniske minoriteter.

Samtidigt tyder alt på, at regeringen vil acceptere partiets krav om, at efterlønsalderen kun hæves til 62 år, så Dansk Folkeparti fortsat kan fremstille sig selv som ”VK-regeringens sociale samvittighed”, selvom partiet lægger stemmer til massive sociale forringelser.

Enhedslistens opgaver

De forskellige partiers udmeldinger i forbindelse med regeringens velfærdsudspil stiller Enhedslisten overfor en række centrale opgaver. For det første skal partiet udnytte den meget gunstige lejlighed til at vise, at Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er asociale partier, der begge truer velfærden.

For det andet må Enhedslisten sammen med SF udnytte Socialdemokraternes velfærdsudspil og konflikten mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre til at skabe alliancer med venstrefløjen i Socialdemokratiet og den socialdemokratiske fagbevægelse.

Det norske Socialdemokratiet har tidligere vendt lang tids vælgerflugt til fordums storhed (jf. Socialistisk Information nr. 201), og partiet genvandt sidste år regeringsmagten ved i tæt samarbejde med fagbevægelsen og venstrefløjen at fremlægge en politik om velfærdsforbedringer.

Nicolai Bentsen er lærer og medlem af redaktionen for Socialistisk Arbejderpartis tidsskrift Socialistisk Information.

Artiklen bringes også i Socialistisk Information.

Læs også Nicolai Bentsens artikel »Myten om ældrebomben« på Kontradoxa

Læs artiklen »SU-reform skubber fattige studerende ud« på Modkraft.dk

Læs artiklen »Velfærdsreform: stress, nedslidning og øget ulighed« på Modkraft.dk