Kommentar: Krigen på det falske grundlag

Den danske deltagelse i den folkeretsstridige (og formentlig grundlovsstridige) angrebskrig mod Irak er af gennemgribende betydning for dansk indenrigs- og udenrigspolitik. Tilmed blev beslutningen om krigsdeltagelsen taget på et forfalsket grundlag. Vel en af de største forfalskninger i dansk politisk historie. Det rejser en række spørgsmål, som må fastholdes.

Hvad var baggrunden for en så drastisk tilslutning til amerikansk våbenbaseret dominanspolitik ud over kloden? Irak havde som mange andre lande et modbydeligt diktatur, i øvrigt støttet af Vesten helt frem til kort før Kuwait-krigen. Saddam Hussein udførte sine værste ugerninger mod sit eget folk i forståelse med en række vestlige magter, store som små, og modtog våben og våbenfremstillings-teknologi og militære efterretninger i rigt mål fra USA og andre vestlige lande.

Men Irak havde efter Kuwait-krigen (med de ekstremt skrappe FN-sanktioner, herunder våbenembargo, samt efter de omfattende amerikansk-engelske bombardementer) ingen angrebsplaner, ingen angrebsevner, ingen masseødelæggelsesvåben, ingen al-Qaeda-forbindelser. Hvilket var velkendt i Vesten.

Pres

Det har ligeledes hele tiden været klart, at USA´s og dets allieredes angrebskrig ikke kunne begrundes ud fra Sikkerhedsrådets resolution 1441 (1). USA søgte op til krigsstarten at presse rådet til at vedtage en angrebs-resolution, idet heller ikke USA kunne anse 1441 for et retsligt grundlag for et angreb. Da dette ikke lykkedes, forhindrede man våbeninspektørerne i at færdiggøre deres arbejde og startede angrebet i udtalt foragt for FN.

Fogh-regeringen fulgte lydigt trop og hastede på to dage og uden om Det Udenrigspolitiske Nævn beslutningen gennem et tyndt besat Folketing. Udenrigsministeriet udarbejdede hvad det skulle, en uholdbar erklæring om krigens juridiske grundlag. Justitsministeriet fulgte lydigt efter.

Regeringen fremfører, når alle disse realiteter nævnes, at man ikke byggede sin krigsdeltagelse på påstande om trusler fra irakiske masseødelæggelsesvåben eller trussel om terroraktiviteter. Man hævder, at krigsdeltagelsen udelukkende var begrundet i, at Saddam ikke levede op til FN’s krav. Også dette er urigtigt. Den tekst til folketingsbeslutning, som blev det formelle grundlag for deltagelsen, henviser gang på gang til Iraks masseødelæggelsesvåben. Og det er usandt, når det gælder statsministerens og udenrigsministerens samlede orientering over for Folketinget og offentligheden, dokumenteret i bl.a. tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelms bog: »Irak-krigen og den fremtidige verdensorden« (2).

VK-DF flertallet gennemtrumfede – imod hidtidige hovedlinier i dansk international politik, imod hidtidigt sammenhold mellem Folketingets partier i afgørende udenrigsspørgsmål og imod vægtige EU holdninger – at føre Danmark ind i en angrebskrig i Asien. Ubegribeligt!

Oliekontrol

Men måske var der ganske kraftige grunde til, at Fogh fulgte og fortsat følger Bush. Det er velbelyst, at Irak-krigen fra USA´s side var og er begrundet i ønsket om at få kontrol over verdens næststørste olieressourcer. Og i det hele taget at styrke indflydelsen i Mellemøsten i rivaliseringen med ikke mindst Kina om den mere langsigtede globale magtfordeling.

Krigsplaner forelå da også længe før 11. september 2001. Konkretisering af planerne blev foretaget i december 2001 (3) Samtidig må det huskes, at dansk økonomis sværvægter nr. et, A.P.Møller-Mærsk, igennem mange årtier og i stadig stærkere grad har knyttet væsentlige dele af sin virksomhed til amerikanske militære aktiviteter. (4) Samt til oliejagten i blandt andet Mellemøsten.

Og Fogh-regeringen har støttet op, allermest synligt gennem et stort anlagt møde i Washington allerede 9. maj 2003, få dage efter at Bush havde proklameret sejren. Her samledes en kreds af ledere fra militær- og sikkerhedsindustrierne i USA og Danmark (Lockhead Martin, Honeywell, A.P. Møller, Terma, Group 4 Falck (bevogtningsopgaver i Irak og USA) m.fl.). Danmarks statsminister deltog særdeles aktivt i mødet, hvis formål entydigt var at opnå kontrakter til dansk erhvervsliv som tak for støtten til USA´s krig. (5)

Eventyr

VK-DF-regeringens opbakning til Bush’ krigseventyr er således gået hånd i hånd med hjælp til nogle af dansk erhvervslivs internationale virksomheder mht. at tjene på krigen. Et udspil som Washington-mødet arrangeres ikke med få dages varsel. Spørgsmålet er derfor, i hvilket omfang dansk udenrigspolitik i disse år føres i et stilfærdigt samspil med A.P. Møller m.fl., når det gælder disse selskabers økonomiske interesser i Mellemøsten og andetsteds – og dette helt frem til folkeretsstridig krigsførelse?

Et andet aspekt skal også påpeges. Aviser, radio og tv har – med få undtagelser – fra tiden længe før krigsstart kun sparsomt behandlet den danske krigsdeltagelses baggrund og følger. Ikke dybtgående, ikke kritisk, men så ensidigt regerings-følgagtigt, at det må betegnes som skævvredet og fortiende (6). Det har gjort regeringens forfalskninger uhyggeligt lette at gennemføre.

Miseren er ikke mindst, at det er blevet fortiet, at de vestlige regeringer i årevis har været klar over Iraks manglende evne til at gennemføre nye krige efter Kuwait-krigen og hvad deraf fulgte. Det er utænkeligt (og ville i sig selv være politisk angribeligt), hvis statsministeren og udenrigsministeren ikke har kendt disse realiteter. Ved ikke at oplyse Folketing og befolkning derom, har de gennemført en konsekvent usandfærdig sagsfremstilling.

Bag lyset

Fogh-regeringen har således konsekvent ført befolkningen bag lyset ved ikke at vedstå angrebskrigens problematiske karakter. Tværtimod har man vidt og bredt talt usandt om forhold og udgangspunkt. Men som nævnt er den kritiske journalistik over for disse forhold udeblevet i størstedelen af medierne. Alt i alt er der fra regeringens og fra den overvejende del af mediernes side tale om et demokratisk svigt uden sidestykke i nyere tid. Folkelige protester mod fortielser og usandheder er kun i beskeden grad trængt igennem de tv-stationer, som i dag spiller en hovedrolle i den samfundsmæssige oplysning og debat.

Hvilke konsekvenser bør drages? Ja, for det første, at der er brug for yderligere belysning af Mærsks og andre danske virksomheders involvering i dansk udenrigspolitisk orientering og krigsdeltagelse. Dernæst et opgør med en ukritisk presse. Den eneste farbare vej er vel at få gennemført endnu mere dokumentation af den udbredte mangel på kritisk journalistik og analyse.

Men endelig: Skal VK-regeringens fortielser og usandheder og hele demokratiske svigt blot gå i glemmebogen? Regeringens deltagelse i det retsløse angreb har på alvorligste vis bidraget til, at »50 års møjsommelige bestræbelser på at opbygge en vis, om end nok så skrøbelig international retsorden ligger i ruiner«, som det udtrykkes i Preben Wilhjelms før nævnte bog.

Fogh m.fl. har konsekvent talt mod bedre vidende. Men hvordan skal der kunne komme et opgør med specielt Foghs usandfærdige meldinger? Det kan kun finde sted, hvis det på et tidspunkt bliver klart for et flertal af Folketingets medlemmer, at de groft er blevet ført bag lyset.

Ministeransvarlighed gælder frem for alt en statsminister. Det skulle nødig komme dertil, at statsministeren kan slippe godt fra med fortielser og usandheder at vildlede befolkning og Folketing i spørgsmålet om at bringe landet i krig? Skændslen vil blive total, dersom den ingen afklaring og ingen retslige følger får.

Uffe Geertsen er civilingeniør og tidligere leder af Oplysningsafdelingen i Mellemfolkeligt Samvirke.

(1) Se bl.a. lektor Tonny Brems Knudsen, Aarhus Universitet ’Krigen mod Irak: Konsekvenser for FN, Folkeretten og international magtanvendelse’ (i bogen »Politiske processer og strukturer i det 21. århundrede«. Forlaget Politiske Studier, 2004); endvidere kronik i Politiken 7. okt. 2005 af professor Ole Espersen, Kbh. Universitet, kronik i Politiken 28. okt 2005 af forskningsbibliotekar Nils Bredsdorff, samt en lang række artikler i Information.

(2) Bogen er udgivet af Fredsfonden i 2004. Hvis man antager, at generelt humane motiver og indførelse af demokrati var grundlag for krigsdeltagelsen, hvor klogt ville det så være at indlede en angrebskrig? Er det ikke sådan, at udefra kommende overvældende magtanvendelse snarere medfører stor intern modvilje samt ustyrlige tendenser til kaotiske tilstande? Specielt i et land bestående af kulturelt, religiøst og sprogligt højst forskellige grupperinger, hvis kulturer og religiøse retninger angriberne langt fra har sat sig ind i - et land, som næsten ikke har kunnet holdes sammen i én enhed. Var deltagelse i en amerikansk lynkrig med tæppebombninger af militære og civile mål i flæng (bl.a. med anvendelse af napalm-, hvidt fosfor- og uran-beklædte bomber (iflg. Komiteen for et Frit Irak, 24. sept. 05)) plus smadring af infrastrukturer som el- og vandforsyning en klog fremgangsmåde til opnåelse af demokrati, økonomisk udvikling og stabilitet internt og i Mellemøsten som helhed? Mange kan i dag se – men regeringen kan naturligvis ikke indrømme det – at det måtte være en dumhed ud over alle grænser. Fjender har man skabt sig overalt i den arabiske verden og videre ud i andre egne af kloden. Fundamentalisme har man styrket i voldsom grad. Ustabilitet har man fremprovokeret i Mellemøsten som helhed. Invasionen i Irak har givet terrornetværk som al-Qaeda langt større mulighed for at rekruttere medlemmer. Irak har udviklet sig til et af træningsstederne for terrorister.

(3) Interview i Information 15. april 2004 med McGovern (højtstående CIA-veteran under en række USA-præsidenter). Interviewet findes på Grundlovskomiteens hjemmeside www.gk2003.dk). Endvidere bl.a. Bob Woodward: »Plan of Attac« (Simon & Schuster; New York 2004).

(4) Benson, Lambek og Ørskov: »Mærsk – manden og magten« (Politikens forlag 2004) plus andre værker.

(5) »Irak – er freden brudt ud?«, Forlaget Klim, 2003, samt Uffe Geertsen »Mærsk og dansk udenrigspolitik« (Weekend-avisen 16. dec. 2005).