Kate Fleron 1909-2006

Kate Fleron voksede op som enebarn i en velstillet, konservativ og politisk engageret familie på Frederiksberg. Allerede i tiårsalderen besluttede hun, at hun ville være journalist ligesom sin morfar, Ferdinand Bauditz, og tog målrettet studentereksamen og blev journalistelev.

Da de frisindede forældre, der ikke havde lagt hende hindringer i vejen for at blive selverhvervende i en mandsdomineret verden, kort efter lod sig skille, bekræftede det hende kun yderligere i det rigtige i valget af selvstændighed frem for mand og børn.

Efter at have udstået sin læretid fik Kate Fleron i 1930 ansættelse på den konservative avis “Nationaltidende, hvor hun i første omgang måtte nøjes med det kvindestof, alle aviser med respekt for sig selv efterhånden havde ansat kvindelige journalister til at dække.

Det politiske nyhedsstof var fortsat lukket land, men til hendes store glæde fik hun tillige overladt ansvaret for lægestoffet, da Aage Schoch i 1934 tiltrådte som avisens chefredaktør.

Fra Frit Danmark til Frøslev

Under Schochs ledelse havde Nationaltidende allerede i 1938 taget afstand fra de nazistiske jødeforfølgelser i Tyskland med en skarphed, der var helt usædvanlig i forhold til den øvrige danske presse.

Da tyskerne i april 1940 besatte Danmark, var heller ikke den fra barnsben varmt nationalfølende Kate Fleron i tvivl om sin holdning og kom med i en gruppe på avisen, der med Schoch i spidsen besluttede sig for ikke at rette sig efter den danske regerings henstillinger om ikke at provokere besættelsesmagten.

Ved årsskiftet 1941-1942 var værnemagten dog tirret tilstrækkeligt til, at den endelig fik Schoch fyret, og kort efter stillede den nye ledelse Kate Fleron over for så uantagelige krav om ændret stofområde og lavere løn, at hun følte sig tvunget til at sige op.

I den følgende tid ernærede hun sig som freelancer, skrev damestof til ugebladene og forfattede et par bøger om ungdomsproblemer, der løftede flige af det tabubelagte sexspørgsmål og skabte voldsom debat og forargelse.

I december 1942 blev hun kontaktet af sin tidligere journalistkollega Ole Kiilerich, der også kendte hende fra en anden side, nemlig som aktiv i Det Konservative Folkepartis vælgerforening. Kiilerich sad i redaktionen af Frit Danmark, det største af de illegale blade.

Frit Danmark, der senere blev Frihedsrådets officielle talerør, var stiftet i foråret 1942 på initiativ af kredse med den konservative partifører John Christmas Møller og Danmarks Kommunistiske Partis formand Aksel Larsen i spidsen. Bladets formål var at støtte en bred politisk, national samling om modstanden mod besættelsen.

Fra januar 1943 overtog Kate Fleron Kiilerichs plads i redaktionen af Frit Danmark, hvortil hun indsamlede stof og skrev artikler. Ad denne vej kom hun også i kontakt med den aktive modstandskamp, og under dæknavnet Frøken Krog lod hun sig drage ind i arbejdet med at finde skjulesteder til folk, der var gået under jorden.

Fra foråret 1944 blev hun tillige medredaktør af Frit Danmarks ugentlige nyhedsbrev og var snart den kvinde, som var tættest på at have en ledende rolle i modstandskampen, idet hun deltog i bladets hovedledelsesmøder, der koordinerede den politiske linje.

Blandt de ledende var i øvrigt også Aage Schoch, som hun nu blev fast kæreste med, selv om han fortsat på papiret var gift.

Omkring årsskiftet 1943-1944 var hun tillige optaget af at redigere bogen 29. august 1943, som blev skrevet på grundlag af øjenvidneskildringer af de mange strejker rundt om i landets provinsbyer, der tilsammen resulterede i regeringens tilbagetræden og den tyske besættelsesmagts overtagelse af det direkte styre i Danmark.

Modstandsbevægelsen havde ønsket disse renere linjer, selv om prisen blev, at der blev slået meget hårdere ned på modstandsfolk, og tortur mod tilfangetagne kom til at høre til dagens orden.

En fængslet modstandsmand røbede 2. september 1944, hvor Fleron og Schoch kunne findes, og begge blev anholdt af Gestapo.

Hun blev indsat i kvindeafdelingen på Vestre Fængsel og efter adskillige trøstesløse uger i uvished om Aage Schochs såvel som om sin egen skæbne overført til fangelejren i Frøslev tæt på den dansk-tyske grænse.

Lejren var opstået i sommeren 1944 som et forsøg på at forhindre, at tyskerne deporterede flere fængslede danskere til de tyske koncentrationslejre.

Frit Danmark havde tøvende godkendt ideen ud fra den holdning, at dansk fængselspersonale, sikre fødeleverancer og ordentlig lægehjælp trods alt var at foretrække, selv om det var betænkeligt med så mange modstandsfolk samlet ét sted, når man ikke vidste, hvordan besættelsesmagten ville kunne finde på at reagere i en kommende tilspidset situation.

Efter ugerne bag et lille gittervindue var mødet med lejren, hvor kvinderne var interneret i to barakker i en indhegning for sig, en positiv oplevelse. Blot det at kunne trække masser af frisk luft og spise sig mæt var velgørende.

I lejrens tætte kvindefællesskab opdagede hun en tryghed, der til tider næsten truede med at kamme over i lejrkuller på grund af den megen ledige tid, der skulle slås ihjel, og den nagende uvished om mænd og brødre uden for lejren eller lige på den anden side af hegnet.

Trods løfter om det modsatte var tyskerne nemlig allerede omkring Kate Flerons arrestation begyndt at tage udvalgte fanger ud af lejren og sende dem til Tyskland. I december 1944 blev endog ti kvinder sendt tilbage til Vestre og derfra senere deporteret til Tyskland.

Dette hørte dog til undtagelserne, og Kate Fleron blev siddende i Frøslev til kort før, hvor hun kom ud ved en vellykket befrielsesaktion.

Men befrielsesdagen 5. maj 1945 kunne Kate Fleron altså fejre i frihed, i øvrigt ligesom Aage Schoch, som det var lykkedes at stikke 21. marts 1945 under det engelske bombardement af Shellhusbygningen i København, hvor han var anbragt som gidsel.

Bristede forhåbninger og nyt liv

I befrielsessommeren fik Kate Fleron som eneste kvinde sæde i Frihedsbevægelsens Samråd, der afløste Frihedsrådet.

Frit Danmark fortsatte som uafhængigt, opinionsdannende månedsblad med Kate Fleron som redaktør.

Men hendes første udgivelse efter krigen blev nu bogen Kvinder i Modstandskampen, en række indsamlede beretninger fra aktive modstandsfolk om deres aktioner, fængslinger og lejrophold. Hensigten var at minde om, at der på alle niveauer havde deltaget kvinder i modstandsarbejdet.

Baggrunden for hendes stærke engagement i videreførelsen af Frit Danmark var den politiske udvikling efter krigen. I modsætning til hendes forventning om, at modstandsbevægelsen ville få afgørende indflydelse, og at krigens nationale og sociale solidaritet skulle danne grundlag for et forynget, mere moralsk samfund, vendte de gamle politikere snart tilbage, som om intet var hændt.

Kate Flerons holdninger deltes i meget af Aage Schoch, der efter en kortvarig optræden som chefredaktør på Berlingske Tidende, i 1946 blev fyret, da han ikke ville samarbejde med den ansvarshavende, der i 1940 havde været medstifter af Dansk-tysk Forening.

Også privat dannede de fortsat par, men typisk nok uden at gå på akkord med hendes modstand mod ægteskab.

Da hun 1949 fødte sit eneste barn, ville hun fortsat ikke giftes, men besluttede trods ulemperne og de forargede blikke at blive enlig mor. Aage Schoch kom så vidt muligt forbi hver dag, og selv om de kun i ferierne var sammen i længere tid ad gangen, lykkedes det dem at give datteren fornemmelsen af at tilhøre en familie, indtil arrangementet i 1958 blev for besværligt.

Aage Schoch blev langt om længe skilt, og de flyttede sammen – men vel at mærke uden vielse, som det kraftigt blev understreget i diverse blå bøger og biografier.

I Frit Danmark beskæftigede Kate Fleron sig med både inden- og udenrigspolitik og forfulgte altid et mål om støtte til alle folkeslags nationale selvbestemmelsesret.

I en tid, hvor løsenet var, at den, der ikke var med USA og NATO, var imod, blev mange af hendes synspunkter dog slået i hartkorn med kommunisternes, og det var også i praksis svært for hende at undgå at blive taget til indtægt af “de røde”.

Hun gæstede bl.a. som medlem af Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, stiftet 1945 af tidligere KZ-fanger, ofte de såkaldt socialistiske lande.

I 1951 så hun som medlem af en international kvindedelegation på nært hold resultaterne af den amerikanske krigsførelse i Nordkorea. I 1971 var hun på samme vilkår i Vietnam og blev i 1972 medlem af det internationale tribunal, der i 1972, efter forskelligt benspænd fra regeringens side, trådte sammen i Roskilde for at undersøge krigsforbrydelser i Indokina.

Hun arbejdede for større kulturelt og mellemfolkeligt samvirke med de kommunistiske lande i Fjernøsten og var en arg modstander af statslig magtkoncentration og voldsudøvelse overalt, hvad enten det handlede om Romunionen, det senere EF og EU, eller om det “Berufsverbot” mod venstreorienterede, den vesttyske stat begrundede med Rote Armee Fraktions terroraktiviteter.

I 1982 indstillede hun sit blads syrebad af dansk politisk selvforherligelse, men fortsatte endnu i en årrække som skribent i dagblade og politiske ugeblade, til en tiltagende demens satte bom herfor.

Grethe Jensen er historiker og forfatter til bogen Kvinder i Danmarkshistorien.

Artiklen er en lettere redigeret udgave af Grethe Jensens kapitel om Kate Fleron i Kvinder i Danmarkshistorien.