Kommentar: Proletariatet er vendt tilbage

For ikke længe siden blev Frankrig rystet af gadeoprør og vold. Og medier og politiske analytikere himlede op om “den muslimske faktor” og “etniske konflikter”.

Hvis man imidlertid kiggede ordentligt efter i TV-udsendelserne, ville man opdage at mindst en tredjedel af ‘de vilde unge’ i Frankrig ikke er arabere, men efterkommere af sorte afrikanske immigranter. Og at de arabiske teenagere, som bor i Paris’ arbejderkvarterer ikke blot ikke taler andre sprog end fransk, men heller ikke har begreb skabt om islam.

Dette sidste gælder i dobbelt potens for den sorte franske ungdom.

Naturligvis er der mange ortodokse muslimer i Frankrig, som fejrer ramadan og aldrig rører alkohol og forbyder deres døtre at vise sig offentligt uden tørklæde. Men disse mennesker har absolut intet at gøre med urolighederne for nylig.

Konservative franske muslimer holder sig langt borte fra resten af samfundet. De holder deres børn væk fra lokale dekadente uskikke og vaner og prøver at beskytte dem fra kontakt med kristne. Ligesom tilfældet er med andre konservative samfund, så søger de at undgå kontakt med verden udenfor.

De franske myndigheder har - med deres forbud mod at bære tørklæde i skolen - gjort meget for at provokere til konflikt, men det er en anden sag.

Der er bare en kæmpe forskel mellem de religiøse konservatives utilfredshed og klager og så de teenagere, der laver ballade i gaderne.

Mange kommentatorer har forsøgt at væve opstandene i Paris’ forstæder ind i tronfølgekrigen mellem indenrigsminister Nicolas Sarkozy og premierminister Dominique Villepin, som begge kandiderer til præsidentposten.

Opstandene har vist sig katastrofale for premierministeren, mens de har givet indenrigsminister Sarkozy ekstra styrke. Dette kan forklare den mærkelige ineffektivitet fra politiets side i de første dages opstande. (Politiet i Frankrig hører under indenrigsministeriet, red.)

Årsagen til krisen i Paris’ gader skal ikke søges inden for religion, kultur eller i baglokalerne for politiske studehandler.

For ca. 150 år siden blev Europa rystet af opstande, der på mange måder ligner de opstande, som Paris for nylig oplevede. I Frankrig fandt urolighederne sted i selv samme forstæder hvor urolighederne finder sted i dag - ja, og i selv samme gader.

Godt nok blev der ikke brændt biler af dengang - for de eksisterede ikke. Og politiet optrådte langt mere voldsomt og fyrede løs på folkemængderne uden varsler.

Ikke lige rettigheder - derfor ballade

Trendy sociologer har længe diskuteret ’proletariatets forsvinden’ i de vestlige lande.

Hvad de ikke har noteret er, at proletariatet er vendt tilbage til disse lande i dets oprindelige form og bor i de samme nedslående forstæder, hvor den nuværende middelklasse begyndte sin sociale opstigning.

På samme måde som proletariatet midt i det 19. århundrede - så har dagens fattige kun få rettigheder, intet ‘fædreland’ og intet at miste ud over deres lænker.

Denne kæmpe store gruppe af mennesker er dømt til at arbejde i lavtlønsjob, hvis de overhovedet kan få et job - og kendetegnes ved en ‘naturlig’ ikke eksisterende loyalitet over for staten og loven.

Den britiske konservative politiker Benjamin Disraeli (1804-81) beskrev de rige og de fattige som to adskilte nationer.

I dag er dette bogstaveligt talt sandt, eftersom proletariatet og borgerskabet generelt består af to forskellige etniske grupper.

Som resultat heraf kan det liberalistiske samfund lukke sine øjne for sociale konflikter ved at henføre alle problemer til religiøse og kulturelle forskelle og ‘vanskeligheder med integration’.

Ingen ønsker at se i øjnene at teenagerne i dagens Frankrig er fuldt ud integrerede. De har brudt med deres kulturelle og religiøse rødder og er blevet en del af det europæiske samfund, men de har ikke opnået lige rettigheder, og det er derfor de laver ballade.

At ændre i socialpolitikken til venstre eller til højre side vil intet ændre. Den eneste måde, man kan løse problemerne for proletariatet, er at ændre samfundet.

Det er en pointe, som blev fremsat af en immigrant i London for over hundrede år siden: Karl Marx.

Boris Kargarlitsky er russisk sociolog og ansat ved Institut for Globaliseringsstudier i Moskva.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet GAIA.