Venezuela: Revolutionen ved en korsvej

[Ciudad Bolivar, december 2005] Revolutionen i Venezuela befinder sig nu på et kritisk punkt. Efter at oppositionen – der ledes af de rige magthavere - flere gange er blevet banket tilbage af massernes bevægelse (senest ved folkeafstemningen i august 2004), er processen nu begyndt at koncentrere om de indre modsætninger i bevægelsen

2005 blev året, hvor præsident Chavez for første gang proklamerede, at revolutionen havde et socialistisk indhold, og at det var nødvendigt at diskutere, hvad socialisme betyder i det 21. århundrede.

Men 2005 var også året, hvor de første nationaliseringer af ubenyttede fabrikker fandt sted, som en direkte konsekvens af arbejdernes egne kampe fra neden.

Samtidig var 2005 også året, hvor der på en række virksomheder blev udviklet avancerede former for arbejderkontrol med produktionen.

Bureaukrati – noget der skal smides ud!

Mange af de mest bevidste aktivister i den bolivariske bevægelse er meget bekymrede over fremkomsten af, hvad de ser som et bureaukrati, en ”indre fjende” i bevægelsen.

Mange embedsmænd, politikere og endda ministre i regeringen – der udadtil kalder sig ”revolutionære” – har i virkeligheden ikke den mindste tiltro til massernes evne til at ændre samfundet.

Mange aktive i bevægelsen er begyndt at diskutere, hvad der kan gøres for at stoppe dette bureaukrati.

Nationaliseringer og arbejderkontrol

I slutningen af 2004 førte arbejderne på papir-møllen Venepal en hårdnakket kamp for at bevare deres arbejdspladser.

Fabrikken var blevet efterladt ubenyttet af ejerne, og hundredevis af arbejdere stod i fare for at miste deres job. De krævede derfor, at Chavez-regeringen nationaliserede fabrikken under arbejdernes egen kontrol.

Efter en lang kamp lykkedes det i januar 2005 at få gennemtrumfet dette krav.

Nationaliseringen af Venepal satte gangs i en lavine af arbejderkampe, og regeringen gik i gang med at undersøge omkring 1100 virksomheder, som stod ubenyttede hen. Nationaliseringerne er fortsat, bl.a. med nationaliseringen af CNV-fabrikken i Los Teques.

Men også indenfor de virksomheder, som allerede er statsejede, er arbejderne begyndt at rykke på sig.

Chavez-regeringen igangsatte i foråret udviklingen af det såkaldte cogestión, et program for at indføre arbejder-deltagelse i kontrollen med produktionen. Men mange steder har arbejderne opfattet dette – ikke blot som deltagelse i beslutningerne, men som arbejderkontrol over produktionen.

Et eksempel er aluminiumsfabrikken ALCASA som beskæftiger op imod 3000 arbejdere i den vestlige del af landet.

Her vælger arbejderne både deres egne tillidsrepræsentanter som har medindflydelse men også selve arbejdslederne, som ikke modtager mere i løn end en normal ansat arbejder. Disse lederes mandat kan trækkes tilbage, hvis to-tredjedele af arbejderne ønsker det.

Denne arbejderkontrol er stadig ikke fuldt udviklet, men allerede nu har man brugt den til f.eks. at underlægge virksomhedens budget arbejderkontrol og stoppe korruption i driften af selskabet.

På ALCASA har man sågar oprettet sin egen reserve af arbejdere, som har modtaget militær træning, og som er kampklare til at forsvare revolutionen i tilfælde af angreb fra ydre eller indre fjender.

Dette er et initiativ, som de arbejdervalgte ledere af virksomheden har forklaret med, at ”arbejderkontrollen på ALCASA skal ikke ses isoleret fra samfundet, men derimod som en del af revolutionen. Det er en proces, som ikke blot handler om, at arbejderne skal lære at styre ALCASA, men derimod om at arbejderne og staten i fællesskab styrer samfundet som helhed.”

Arbejderne på mange af de statsejede virksomheder i Venezuela er begyndt at se dette som et eksempel til efterlevelse, og de er begyndt at kræve arbejderkontrol på deres egne virksomheder.

Dette er bl.a. tilfældet på virksomheder som Venalum og Ferrolminero – to arbejdspladser, der tilsammen har mere end 7000 arbejdere.

Denne bevægelse er blevet styrket af afholdelsen af to stormøder for virksomheder under arbejderkontrol, som blev arrangeret for at udveksle erfaringer og diskutere en fælles platform.

Det ene af dem var et nationalt, venezuelansk møde, mens det andet var en sammenkomst af fabrikker under arbejderkontrol i hele Latinamerika, som blev afholdt i dagene 27.-29. oktober i Caracas med støtte fra den venezuelanske regering.

Ved åbningen af dette møde proklamerede Chavez to nye nationaliseringer og gjorde det klart, at det ikke kan accepteres, at kapitalisterne lader produktionsmidlerne stå ubenyttet hen.

I den afsluttende resolution, som blev vedtaget af de godt 400 tilstedeværende arbejder-repræsentanter, som en slags konklusion på mødet, blev det bl.a. slået fast:

”Vi ønsker at avancere til arbejdernes totale kontrol over økonomien for at underligge den planlægning i hele folkets tjeneste.” Udtalelsen sluttede med et inspirerende og anti-kapitalistisk kampråb: ”De lukker, vi åbner fabrikkerne. De røver jordlodderne, vi besætter dem. De laver krigene og ødelægger nationerne, vi forsvarer freden og den suveræne integration imellem folkeslagene. De splitter, vi forener. For vi er arbejderklassen, for vi er menneskehedens nutid og fremtid. Vi opfordrer alle til at fortsætte denne kamp, udvide den og at vi mødes endnu engang i det kommende år for at uddybe enheden og kampen, som vi fører sammen med hele arbejderklassen og befolkningerne imod menneskehedens fælles fjende. ¡Venceremos! [Vi vil sejre!]”Socialisme i det 21. århundrede

Efter at Chavez i starten af 2005 offentligt indrømmede, at han havde taget fejl ved at tro, at revolutionen kunne gennemføres inden for kapitalismens rammer og opfordrede til at diskutere, hvad socialisme betyder, er dette blevet hoveddiskussionen i alle afkroge af landet, i alle bykvarterer, fagforeninger, bolivariske cirkler, osv.

Men det, der er karakteristisk ved diskussionen, er at ordet socialisme betyder noget vidt forskelligt for forskellige lag i samfundet.

De reformistiske bureaukrater snakker om ”Zapateros socialisme”, med henvisning til den socialdemokratiske regering i Spanien. Men for mange af de almindelige aktive i bevægelsen betyder socialisme et grundlæggende andet økonomisk system, hvor befolkningen har indflydelse på de vigtigste beslutninger.

Førhen var der mange aktive i Venezuela, bl.a. præsident Chavez, som sagde at bolivarianisme ikke havde noget at gøre med socialisme, og at der måtte findes en ”tredje vej” imellem kapitalisme og socialisme.

Men efter at Chavez ved World Social Forum i Indien i februar åbnede denne diskussion, er der kommet en enorm tørst blandt masserne og især de aktive i bevægelsen, for at lære mere om socialisme og om de erfaringer, som den socialistiske bevægelse har gjort sig siden Marx.

Det, som er mest bemærkelsesværdigt ved denne debat, er et næsten fuldstændigt fravær af fordomme og en ærlig og oprigtig stræben efter nye ideer og teorier.

Chavez og masserne

”Den der venter på en ´ren´ social revolution skal aldrig leve til at se én. En sådan person hylder i ord revolutionen, mens han viser, at han lige præcis ikke forstår, hvad en revolution er” – Lenin.Der er mange på venstrefløjen i Europa, som ikke har forstået forholdet imellem Chavez og masserne.

Nogle er endda gået så langt som til at påstå, at der ikke er igangsat en revolutionær proces i Venezuela, fordi den angiveligt er startet fra præsidentens skrivebord. Ifølge disse hårdnakkede sekterikere skal en revolution altid følge et forudbestemt mønster – og passer den ikke ind i dette mønster, er det ikke en revolution.

Dette holder naturligvis ikke vand. Revolutionen er ikke startet fra Chavez hånd.

Det er sandt, at Chavez som individ har givet processen et bestemt udtryk, men det er en bevægelse fra neden som gang på gang har accelereret situationen.

Dette var tilfældet i april 2002, da millioner af venezuelanere, arbejdere, bønder, unge og fattige i slumkvartererne gik på gaden og væltede kup-forsøget.

Det var også tilfældet i december-januar 2002-3, da arbejdsgivernes lockout og økonomiske sabotage blev stoppet af arbejdernes besættelser af fabrikkerne, og som derefter blev genåbnet under arbejderkontrol - hvilket i øvrigt slog alle produktionsrekorder på det statsejede olieraffinaderi PDVSA.

Og igen var det tilfældet ved den enorme valgsejr ved folkeafstemningen i august 2004, da millioner af mennesker organiserede sig for at drive en aktiv valgkampagne i bykvartererne, arbejdspladserne og skolerne og på den måde stoppe kontra-revolutionens forsøg på at vælte Chavez.

Chavez har i løbet af det sidste år bevæget sig stærkt imod venstre. Det er dels et resultat af en bevægelse fra neden, men også Chavez ærlige forsøg på at fremme sine idealer og stimulerer bevægelsen med sine egne tiltag og ideer.

Et godt eksempel er debatten om socialisme i det 21. århundrede. Der var intet pres for, at han skulle åbne denne debat – det var ham selv, der åbent indrømmede, at han havde begået en fejl ved at tro, at revolutionen kunne gennemføres indenfor kapitalismens rammer.

Men alt dette er imidlertidigt ikke en garant for, at Chavez med al sikkerhed vil drive bevægelsen frem imod afskaffelsen af kapitalismen. Det er stadigvæk en helt åben situation og kan bevæge sig i mange retninger.

Valg til parlamentet

I december 2005 var der valg til parlamentet, hvilket medførte en overvældende sejr til de kræfter, der støtter revolutionen, som opnåede samtlige sæder i nationalforsamlingen.

Valget blev godkendt af internationale observatører. Til gengæld var stemmeprocenten helt nede på 25%.

Forklaringen herpå er ikke, at folk fulgte oppositionens opfordringer til valgboykot, men derimod at flertallet af venezuelanerne ikke anså valget for en vigtig begivenhed, og at de fleste mente, at slaget allerede var vundet.

Der havde ikke været mobilisering op til valget fra de bolivariske organisationers side. Traditionelt set er parlamentsvalg i Venezuela altid blevet afholdt samtidig med præsidentvalg, og de er blevet overskygget af dette.

Den lave stemmedeltagelse skal også forstås som en dyb mistillid til mange af de politikere, som stillede op til parlamentet, også dem, der udadtil klæder sig i de bolivariske farver. Mange af dem anses en del af det bureaukrati, som mange ønsker at gøre op med.

Ungdommen rykker

Et andet karakteristisk træk ved udviklingen af revolutionen er, at ungdommen er begyndt at komme med.

Førhen var elev- og studenterbevægelsen domineret af maoister, der var imod den revolutionære proces, og højreorienterede, mv. Men nu er en række nye organisationer begyndt at springe frem.

En af dem er den landsdækkende Frente Francisco Mirando, som på landsplan har været oppe på over 35.000 aktive unge, som arbejdede i sociale projekter til forsvar for revolutionen.

Men også på de enkelte universiteter sker der ting og sager. Et eksempel er Barquisimieto, hvor en elevkamp for adgang til ikke-optagede studerende på det pædagogiske institut, vandt en delvis sejr i sommers. Ved en række studentervalg har venstreorienterede kræfter desuden vundet sejre på uddannelsesinstitutioner rundt om i landet

Også arbejderungdommen er begyndt at røre på sig. I Caracas er en konflikt i fulde drøn på medicin-distributør-firmaet RACE, hvor langt hovedparten af arbejderne er under 30 år.

Denne konflikt handler om retten til en fri, uafhængig fagforening, hvilket arbejdsgiverne har nægtet ved at fyre tre af de kammerater, der organiserede fagforeningen på denne arbejdsplads. Det er en konflikt, som stadig er i gang, og som er yderst vigtig for arbejdernes egen organisering.

Revolutionen er fortsat i fare

Det er tydeligt, at disse bevægelser har en mærkbar effekt på den revolutionære proces. Det, der er karakteristisk ved enhver revolution, er den massive bevægelse fra neden som fejer alt til side og åbner vejen for massernes involvering i det politiske liv.

De to vigtigste udviklinger i det sidste år er, at arbejderklassen for alvor er kommet ind i kampen som en samlet kraft, og at der er blevet åbnet en debat om socialisme. De to elementer viser at den venezuelanske revolution går fremad.

Den venezuelanske revolution er en direkte konsekvens af kapitalismens fallit på verdensplan. Dette system udbytter befolkningerne i de koloniale og semi-koloniale lande. Så længe dette system sikrer et mindretals eneret til kontinentets ressourcer, er der ingen vej ud af den ekstreme fattigdom og håbløshed som millioner af venezuelanere lever i.

Trotskij forklarede engang, at ´masserne kun kan ofre deres i dag for deres i morgen, op til et vist punkt´. En revolutionær proces kan ikke vare evigt. Før eller siden må spørgsmålet om magten blive løst.

Hvis den private ejendomsret til produktionsmidlerne forbliver i hænderne på kapitalisterne, vil de være i stand til at sabotere økonomien, og de fundamentale problemer vil ikke blive løst.

Den revolutionære optimisme i Venezuela kan dø ud, hvis folk ikke kan se nogen udvej.

Dette var, hvad der skete i Nicaragua i 1980erne, hvor sandinisternes ledere aldrig tog et opgør med kapitalismen og derfor måtte se til, imens oligarkiet ødelagde økonomien og smadrede landet med en blodig borgerkrig.

Det var et resultat af ideen om en ”blandingsøkonomi”, hvor kapitalen angiveligt skulle kunne leve side om side med elementer af nationaliseret ejendom.

Det må ikke ske igen.

Andreas Bülo, der er medlem af Socialistisk Standpunkt, opholder sig for tiden i Venezuela.

Artiklen er en forkortet udgave af en artikel, der også bringes på hjemmesiden for Socialistisk Standpunkt: www.marxist.dk.

Læs også artiklen "Venezuela giver Exxon ultimatum" på Modkraft.