Patent på kreativitet?

Hvis gamle Karl Marx blev præsenteret for begrebet ’den kreative klasse’ ville han sikkert spørge, hvordan denne ’nye klasse’ er placeret i forhold til ejendomsretten til produktionsmidlerne?

Et rigtig godt spørgsmål, som der ikke findes enkle svar på, fordi kreativitet er utroligt mange ting. Men den intellektuelle ejendomsret over ideer udvikler sig kraftigt i disse år, og der er rigtig meget på højkant. Måske kan dette bedst illustreres med de aktuelle politiske kampe om indholdet i EU-direktivet om computerimplementerede opfindelsers patenterbarhed (KOM (2002) 0092).

På den ene side har vi stifteren af Microsoft, Bill Gates, der på rekordtid er blevet verdens rigeste mand. Det er han vel og mærke ikke blevet på patenter, men derimod på copyright, en langt mindre restriktiv beskyttelsesform.

I begyndelsen af 1990erne var Bill Gates modstander af patenter på computerprogrammer. Det er han bestemt ikke mere.

Sammen med andre it-giganter som IBM og Nokia gør han en betydelig indsats for at få EU-direktivet til at blive så rummeligt som muligt. Det sker blandt andet ved at de forsøger at gøre definitionerne af, hvad der kan patenteres, så upræcise, at afgrænsningen i praksis overdrages til de patentjurister og de patentmyndigheder, der lever af at udstede patenter.

Der er således allerede udstedt patenter på dele af computerprogrammer, fordi praksis i den europæiske patentorganisation (EPO) har været vigende i nogle år. USA har for længst tilladt en praksis, hvor der kan udtages meget brede patenter på computerprogrammer, men disse patenter gælder ikke i Europa.

EU-direktivet kan derfor være med til at stoppe denne begyndende udskridning ved klart at afgrænse, hvad der kan – og specielt hvad der ikke kan – patenteres.

Yderligere monopolisering

På den anden side har vi en lang række små og mellemstore europæiske softwarevirksomheder og programmører, der er alvorlig bange for, at softwarepatenter langsomt men sikkert vil kvæle deres virksomhed, fordi de kan bliver bremset af andres brede patenter, og fordi det er kostbart at udtage og håndhæve egne patenter.

De frygter en yderligere monopolisering, hvor virksomheder med mange patenter (de rigtig, rigtig store) relativt nemt kan kvæle eller opkøbe dem med få eller ingen patenter.

De eneste små og mellemstore udviklingsvirksomheder, der kan ønske sig brede patenter, er dem der udelukkende planlægger at leve af at sælge softwarepatenter til de store. Men også for dem gælder det, at hvis monopoliseringen stort set kvæler konkurrencen er det vanskeligt at få en fair pris for deres kreative indsats. En indsats, som allerede kan patentere i USA (men ikke i EU).

Vælger Europa at kopiere store dele af den amerikanske praksis med det nye direktiv, forærer man samtidig en masse ’gratis’ patenter til de firmaer, der allerede har udtaget dem i USA. Så indviklet og enkelt er systemet også, selvom den globale harmonisering af patentreglerne i blandt andet verdenshandelsorganisationen WTO langtfra er så omfattende som USA kunne ønske.

Frygten for Kina

Dertil skal lægges, hvad man kunne kalde ’frygten for Kina’. Ønsket om patenter på software, der er integreret i produkterne (mange nye produkter indeholder software) opfattes af mange i industrien som et svar på den kinesiske ’trussel’ mod den amerikanske og europæiske produktion og ikke mindst produktudvikling.

Verdens fabriksgulv er godt i gang med at flytte til Kina og verdens udviklingsafdeling er ved at følge efter. Kineserne bliver stadig dygtigere til at produktudvikle og til at udvikle software, der kan indbygges i nye produkter.

Så når den administrerende direktør for Jubii, Peter Lundsgaard, udtaler til Berlingske Tidende: »Det vil være en katastrofe for Danmark. Det, vi er bedst til i Danmark og i Europa, er at få ideer. Det er vort levebrød. Dette her vil hæmme udbredelsen af ideer - hæmme hele den intellektuelle udvikling. Vi har slet ikke brug for softwarepatenter. Vi har en ganske fin lovgivning om ophavsret, som dækker godt«, så er det nærliggende at se hans udtalelser som frygten for det, der sker i dag i USA - hvor nogle meget store søgeportaler slås om markedet. Google-aktien har lige sat nye rekorder på New Yorks børs.

Hvis softwarepatenter bliver en vigtig brik i dette slagsmål, også på det europæiske marked, kan det true Jubii.

Omvendt, når direktørerne for store danske virksomheder som Radiometer, Oticon, Grundfos, Foss, Danfoss, Vestas og Bang og Olufsen uopfordret henvender sig til medlemmerne af Folketingets Europaudvalg for at overtale dem til ikke at støtte bestemte af Europaparlamentets ændringsforslag til softwarepatent-direktivet, er det med den begrundelse, at de frygter, at ændringerne vil betyde, at det bliver umuligt at patentere software, der er en integreret del af et produkt. Og at det dermed vil skade de danske virksomheders konkurrenceevne, gå hårdt ud over beskæftigelsen og eksporten.

Her er det nærliggende, af se deres position, som frygten for Kina.

Europa er her som i andre spørgsmål klemt mellem USA og Kina. Mellem forskellige aggressive globale markedsstrategier. Det store spørgsmål er, om vi kan finde en tredje vej for Europa, eller om vi bliver tvunget til at vælge side.

Rocards tredje vej

Michel Rocard, tidligere fransk socialistisk premierminister – i dag ordfører i det udvalg under Europaparlamentet, der har direktivet til anden og sidste behandling – arbejder målrettet efter at fastlægge en tredje mulighed, der i meget korte træk handler om, at friholde computerprogrammer, der ikke er del af en maskine for patenter, samt sikre, at patenter ikke blokerer for kommunikation over for eksempel internettet.

Rocards tredje vej åbner mulighed for, at Europa vælger en anden innovationsmodel for videns- og informationssamfundet. Om denne mulighed så udnyttes er langt fra givet – det kræver nemlig meget andet, nok først og fremmest at der laves ordentlige og åbne standarder på alle væsentlige områder, samt en vilje til at satse og gå nye veje.

Europa-Parlamentets juridiske komité skal stemme om en ny direktivtekst i juni, før den sandsynligvis sendes til afstemning i hele parlamentet i juli. Det er fortsat meget usikkert hvordan direktivet i den endelige udformning kommer til at se ud.

En mulighed er også, at kommissionen vælger at trække direktivet tilbage. Det sidste løser kun problemet, hvis kommissionen efterfølgende fremsætter et bedre direktiv.

Vi står nemlig her overfor det der med en fint ord kaldes en antinomi – der betyder en modstrid mellem principper, der synes lige velbegrundede, her frygten for både den amerikanske og den kinesiske model. At lade stå til, løser slet ikke problemet. Kun en aktiv politisk indsats kan navigerer os forbi de mange undersøiske skær af konfliktfyldte modsætninger.

Det er også et stort spørgsmål om patentsystemet har fulgt med udviklingen, om det er brugbart i videns- og informationssamfundet.

En arbejdsgruppe under Teknologirådet har lagt op til et kritisk serviceeftersyn for hele patentsystemet. For der er meget der tyder på at patenter på software kan gøre langt mere skade end gavn – ikke mindst på den kreative teknologiske udvikling.

Per Henriksen er medlem af redaktionen for tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.