Kreativ klassekamp

Det sker med jævne mellemrum, at klassekampen erklæres død og borte. Senest blev den aflivet i forbindelse med formandsvalgkampen hos Socialdemokraterne.

Helle Thorning-Schmidt lagde for med at afskrive klassekampen som forældet.

Ind fra højre kom pludselig Poul Nyrup Rasmussen, formand for Socialdemokratierne i Europa, og tilføjede, at »den nye tid kræver en ny fortælling. Det er en afgørende fejl at søge tilbage til den gamle politiske retorik, så som klassekamp, med gamle løsninger og gamle værktøjer«.

Og hvis budskabet ikke var trængt ind, kom det også fra Folketingets talerstol. Fra statsminister Anders Fogh Rasmussen: »Det er gammeldags tænkning at inddele danskerne i klasser, der kæmper mod hinanden. Sådan er det ikke længere. Vælgerne ved, at det danske samfund ikke længere er et gammeldags industrisamfund, men et moderne videnssamfund«.

I videnssamfundet er der ikke klassemodsætninger, højst en middelklasse, hvis ordet klasse absolut skal i brug.

Større klassebevidsthed

Men så er der den kreative klasse, som nok både er diffus og uden særlige fælles interesser, men som alligevel minder os om, at der er noget, der hedder klasser, selvom vi står midt i videnssamfundet.

Selv siger Florida, at ordet klasse er et uanstændigt ord i USA: »Mange kommentatorer og politiske ledere lader gerne som om, at der ikke eksisterer klasser, og fordømmer hurtigt enhver, der overhovedet taler om klasseforskelle eller bruger ordet ’klassebevidsthed’«.

Alligevel taler han gerne om klassebevidsthed. Det vil ligefrem være en sund ting for den kreative klasse og samfundet som et hele, hævder han, med en lille smule klassebevidsthed: »En sådan bevidsthed ville hjælpe os til mere klart at se, hvem vi er, og hvordan vi relaterer os til andre, og den ville hjælpe os til at kunne planlægge fremtiden mere systematisk«.

Kristina Vaarst Andersen, sociolog og del af et forskerteam ved Copenhagen Business Scholl, der skal kortlægge den kreative klasse i Danmark, betegner grundlaget for Richard Floridas tanker som neomarxisme.

»Florida tager udgangspunkt i samfundsøkonomien, og ser på hvor meget forskellige grupper bidrager til samfundsøkonomien. Hovedmodsætningen til den kreative klasse er serviceklassen. De bliver betalt for deres arbejde med at passe den kreative klasses børn, gøre deres hjem rent og lave mad til dem. Florida viser da også, at der, hvor den kreative klasse er stor, der er serviceklassen også stor«, siger Kristina Vaarst Andersen.

Skræmmende perspektiv

»Men der er et skræmmende perspektiv i det forhold. Florida har nemlig også vist, at de steder, hvor der både er en stor kreativ klasse og en stor serviceklasse, der er der også en større indkomstulighed mellem de to klasser. Og samtidig er det også de steder, hvor ejendomsomkostningerne og leveomkostningerne er højest, så det er dyrt for serviceklassen at skulle følge efter den kreative klasse og servicere dem«, siger Kristina Vaarst Andersen.

Samtidig peger hun dog på, at problematikken nok ikke gør sig gældende i Danmark i noget særligt omfang på grund af velfærdsstat og mindstelønninger.

Desuden er den kreative klasse i mange henseender ikke en homogen størrelse med klart definerede fælles interesser, så en fælles kreativ klassebevidsthed ligger ikke lige for. Richard Florida kritiserer da også den kreative klasse for at være for navlebeskuende og alt for fokuseret på egne karriereprojekter, til at de kan samle sig om et fælles projekt.

Og det er måske godt det samme, siger Kristina Vaarst Andersen.

»Den kreative klasse er defineret ud fra deres arbejdsindhold, at de bliver betalt for at være kreative og for at tænke. Spørgsmålet er, hvad det ville betyde for samfundet, hvis den kreative klasse blev bevidst om fælles interesser. Umiddelbart må man tro, hvis man ser rent økonomisk på det, at deres fælles interesser vil være lavere skat og dårligere velfærdsstat, fordi det også er dem, der tjener pengene til at kunne ordne tingene selv. Men det vil sandsynligvis ikke komme så vidt, blandt andet fordi der i den kreative klasse er mange idealister«, siger Kristina Vaarst Andersen.

Rasmus Burkal er medlem af redaktionen for tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.