Kreativitet uden kriterier

Kreativitet er det nye universalmiddel, der skal sikre Danmark en konkurrencemæssig førerposition i globaliseringens tidsalder. Og i øvrigt også sikre England og Frankrig og Tyskland og USA osv. en førerposition. Der tales om »den kreative klasse«, der dog ikke er meget andet end en opfindsom og selvpromoverende betegnelse for det hastigt voksende lag af organisationsudviklere og beskæftigede i kulturindustrien, taget i en bred forstand.

Kreativitet som erhvervspolitik. Al den snak om kreativitet har mest karakter af en besværgelse: En virkelig fornyelse af samfundet finder ikke sted. I stedet: en rastløs søgen efter innovationer. Det er kernen – eller det sorte hul – i den neoliberalistiske dominans. Heller ikke til venstre er der udviklet et modsvar til dette. Men der er åbninger.

Den kreative alliance

I Nyrup-regeringens sidste år blev der taget initiativ til en udviklingspulje, som skulle styrke »den kreative alliance«, forstået som et aktivt og gensidigt udviklende samspil mellem kunst og kultur på en ene side og på den anden side innovationer og udvikling i erhvervslivet.

Der var lagt op til et afvejet udviklingsperspektiv, som både skulle stimulere en ledelsesbaseret stærkere dialog mellem virksomheder og kunst- og kultursektoren i Danmark og med støtte fra LO også skulle åbne for udvikling af en mere kreativ dimension i almindelige arbejderes arbejde.

Man kan diskutere, hvorvidt disse to sider uden videre kan afstemmes og spille sammen, men i den sidstnævnte dimension lå der netop en åbning, der inviterede til, at man i fagbevægelsen på nye betingelser besindede sig på en helt grundlæggende, men forsømt opgave.

Initiativet blev kun sporadisk udfoldet, og selvfølgelig har Fogh-regeringen ikke prioriteret en sådan satsning. Men det skulle ikke forhindre fagbevægelsen i at gå videre med nogle af de initiativer, der faktisk blev taget – også i det andet spor.

Kunst og kultur som nyt ledelsesinstrument

Det ledelsesmæssige spor var allerede velkendt i flere store virksomheder (som f.eks. Novo), der gennem længere tid havde involveret kunstnere i »innovationsmanagement«. I andre lande, for eksempel England, og nu også herhjemme, er der ligefrem etableret selskaber, som har til formål at knytte kunst og kultur tættere til erhvervslivets innovationsprocesser.

Flere initiativer kom til gennem udviklingsprogrammet »den kreative alliance«, hvor virksomheder og kunstnere på seminarplan og i form af specifikke virksomhedsaftaler praktiserede udviklingsprojekter. Filosofien i at invitere kunsten ind i virksomheden er enkel: I dag handler akkumulationen om innovation – jo hurtigere, jo bedre.

Derfor er der et stort behov for at påvirke ledelser og medarbejdere til fornyelse igennem utraditionelle arbejds- og tankeformer. Nogle virksomheder inviterer komponister og musikere ind. Andre samarbejdsprojekter har afsæt i billedkunst og drama.

Fælles for dem alle er, at kunsten anses for at kunne bringe erhvervslederne og andre medarbejdere ud over vanetænkningen og dermed fremskynde det tidspunkt, hvor en ny produktinnovation, arbejdsteknik eller organisationsform kan se dagens lys.

I dag skyder den slags initiativer op som paddehatte. Man ifører sig tænkehatte, holder seminarer i lokaler, hvor der kun er 1,63 m til loftet, alt skal være sansemættet, utraditionelt. Kreativitet?

Manglende kriterier

Det bemærkelsesværdige i denne »kreative alliance« er, at den er helt kvalitets- og retningsløs. Det er en »kreativitet« uden indre kriterier, og kigger man nærmere på de mange initiativer, er det mest iøjnefaldende deres konformitet.

Det eneste, der med sikkerhed kan siges, er, at innovationer, der kan forbedre bundlinien har en chance. Resten forbliver ligegyldigt.

Det er da også svært at få øje på konkrete produkt- eller procesforbedringer i de virksomheder, hvor »den kreative alliance« har været på spil. Først og fremmest har samarbejdsprojekter været brugt til at opbygge en virksomhedskultur (eller i det mindste et image af en sådan), der har gjort innovation til et selvstændigt mantra.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at stærkt innovative virksomheder også er de mest bæredygtige – hverken set i et samfundsmæssigt perspektiv eller i forhold til arbejdslivet.

Innovationshastighed, som et selvstændiggjort mål, kan oven i købet vise sig at være et problem i sig selv, fordi det går ud over en faglighed, der bygger på erfaring og solid afprøvning. Produkterne bliver for det meste noget billigt – eller dyrt! – bras, arbejdet (selv-)destruktivt. Og at bundlinjealliancen skulle kunne bidrage til at bringe det dominerende kunst- og kulturliv ud af dets tomgang, mangler der bare ét eneste eksempel på.

»Kreativitet« er med andre ord ikke nødvendigvis et gode.

Fagbevægelsen og det udviklende arbejde

Det andet spor åbnede for andre perspektiver. Det erhvervspolitiske udspil for en »kreativ alliance« blev af de politiske arkitekter forstået i sammenhæng med Det Udviklende Arbejde (DUA).

Det vil sige, som en forbindelse mellem arbejdsliv og kunst og kultur, som havde til formål at give selve arbejdsaktiviteten eller fagligheden et skub i retning af meningsfylde og sanselighed – noget, der netop – i hvert fald principielt – var sat på programmet i 1990’ernes DUA-strategi, men som aldrig var blevet udviklet til nye former for faglighed.

I og med Fogh-regeringens nedgradering af det samlede initiativ blev dette spor reduceret til aktiviteter, som alene måtte finansieres af fagbevægelse, folkeoplysningsorganisationer og forskningsinstitutioner.

Men det var måske også en chance.

Der blev knyttet forbindelser imellem billedkunstnere og arbejdspladser, mellem forfattere, skuespillere og musikere om kritisk bearbejdning af arbejdserfaringer og faglighed. Blandt andet inden for rengøringsområdet og inden for hjemmeplejen har samarbejdsprojekter medført fremadrettede diskussioner om, hvad der i dagens privatiseringsbølge truer fagligheden og drømmene om et myndigt, meningsfuldt og godt arbejde.

En social horisont

Kunstnere har bidraget til kritiske læreprocesser og udvikling af konkrete visioner om et fagligt godt og meningsfuldt arbejde. Det er sket på områder, hvor rationalisering og taylorisering (samlebåndsarbejde) igennem årtier – og i forstærket grad i den aktuelle såkaldt postindustrielle og vidensbaserede økonomi – har sat sig spor i form af degradering af arbejderne og forringelse af både arbejdsbetingelserne og arbejdet selv.

I modsætning til kunstens involvering i ledelsesiværksat innovation har de »kreative alliancer«, der knytter til fagbevægelsen haft en menneskelig eller social retning. Og det er næppe helt tilfældigt, at disse initiativer er blevet udviklet hinsides »den kreative klasses« glansfulde, medieopdækkede domæne. Kreativiteten har i selve udgangspunktet været koblet til en social horisont.

Men de har også haft deres grænser. Det har i reglen været debatorienterede mere end udviklingsorienterede aktiviteter, der har været på dagsordenen. Kunstnere har – pædagogisk – bidraget til at øge opmærksomheden om sanselige detaljer og oplevelser i arbejdet, som ofte går i glemmebogen eller overses i de mere arbejdsmiljøorienterede diskussioner om et godt arbejde.

Men kreativitet som en levende midte i arbejdet selv er kun sporadisk blevet sat på dagsordenen.

Kunstsans i arbejdet

I det begreb om faglig kvalitet og udviklende arbejde, som er vokset frem af det forrige århundredes industrialisering, er det skabende aspekt blevet fjernet fra arbejdet selv og dermed fra de arbejdende mennesker. Det er noget, der grundlæggende er indbygget i den herskende industrialiseringsform som en adskillelse mellem på den ene side udførelse af arbejdet og på den anden planlægning og udvikling af det.

I den innovationsorienterede videns- og oplevelsesøkonomi uddybes denne spaltning. Set i forhold til de potentialer, som en videreudvikling af det kvalificerede håndværk og også husarbejdet havde i sig, er der tale om en degradering af arbejdet forstået som en eliminering af det, Karl Marx kaldte arbejdets kunstsans.

Kunstsans: En orientering, der danner sig i det praktiske spil med materialets og arbejdsopgavens muligheder, arbejdssituationens kooperative, sociale sammenhæng og arbejdets implikationer for den menneskelige livssammenhæng. Denne orientering spænder derfor den konkrete arbejdsaktivitet ud i forhold til samfundsmæssig nytte og skønhed, forstået som et offentligt anliggende.

Men det er en mulighed, der historisk er blevet så grundigt forsømt, at selv ideerne om faglig kvalitet og udviklende arbejde kun yderst tøvende har kunnet forbinde forestillinger om produktivitet med dette billede af arbejdet som en grundlæggende skabende aktivitet. Dermed undermineres arbejdets – og arbejdernes – sociale orientering ved roden, noget der formodentlig udgør selve omdrejningspunktet for den aktuelle politiske desorientering og deroute.

Fakturaen som kreativitetens endemål

Det udviklende arbejde har altså lige så lidt som den såkaldt postindustrielle udvikling gennemført et brud med nedværdigelsen af arbejdet. Når man med dagens buzzwords taler ind til medarbejderens omstillingsevne, selvstændighed, og – ja: kreativitet – er det da også først og fremmest en tilpasningsproces, der fordres.

Innovation for innovationens skyld, fakturaen som kreativitetens endemål og duelighedsattest. Parolen om kreativitet i arbejdet er for de fleste en hån, og for dem, der identificerer sig med og forsøger at realisere er den snarere en anledning til narcissistisk selvudfoldelse, der æder sig op indefra. Noget rapporterne om stigende stress og (latent) depressivitet i forbindelse med den slags arbejde tyder på.

Virkelig kreativitet: En alternativ dagsorden

En virkelig »kreativ alliance« mellem arbejdsliv og kunst kunne tage form, hvis de sprøde initiativer, der er taget i LO-regi, blev udvidet til eksperimentelle udviklinger i arbejdslivet – og vel også i kunstlivet, men det er et andet tema. Dét ville være en alternativ kulturpolitik. Ud af dette kunne der vokse en »kreativ klasse«.

Den ville være kendetegnet ved en virkelig dannelse med en evne til at skelne mellem innovation og kreativitet – eller mellem »kreativitet« som ledelses- og organisationsudviklingsinstrument og skabende aktivitet som grundlaget for fornyelse og vedligeholdelse af den menneskelige livssammenhæng.

En sådan alternativ kreativitet er som et modstykke til den fremherskende ekspansive og accelererende innovationshastighed kendetegnet ved en langsommere tidslighed og en mere varsom stoflighed: En social rytme.

Den nihilistiske dyrkelse af en løsrevet »kreativitet« må erstattes af en udfoldelse af kreativitet, der kan danne grundlaget for en samfundsmæssig omorientering mod bæredygtighed – og for en virkelig livsglæde.

En sådan kreativitet ville så heller ikke som et attribut og privilegium være knyttet til en særlig klasse, men tage form af en alsidig kooperation mellem forskellige faggrupper og sociale konstellationer – kunstnere og kulturarbejdere inkluderet.

Birger Steen Nielsen er lektor på Roskilde Universitetscenters institut for Uddannelsesforskning og Kurt Aagaard Nielsen er professor på Roskilde Universitetscenters institut for Miljø, Teknologi og samfund.

Begge er medlemmer af redaktionspanellet for tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.