Den kreative klasse: Manden med ideen

Her er han så – Richard Florida.

Mørkt hår og brune øjne. Nybarberet med markeret hage. I slutningen af fyrrerne. Koksgråt jakkesæt og lyseblå skjorte. Jakken knappet med en enkelt knap, lette pressefolder i bukserne. Skjorten nonchalant åben ved halsen. Blanke, næsten skinnende, sorte sko. Hænderne stukket i bukselommerne, men alligevel et fast blik.

På en gang et alvorligt og afslappet udtryk.

Sådan er Richard Florida.

Det er forfatteren til »The Rise of the Creative Class«, der siden den udkom i 2002 har solgt og solgt i en sådan grad, at den også måtte komme på dansk. »Den kreative klasse – og hvordan den forandrer arbejde, fritid, samfund og hverdagsliv« hedder den i oversættelsen. Og så er det hele vist også kommet med.

Men alligevel er der en tilføjelse. Et efterskrift i den danske udgave. »Europa i den kreative tidsalder« hedder den. Det er Florida, der sammen med Irene Tinagli har søgt at oversætte ideen om den kreative klasse til europæiske forhold. For med »The Rise of the Creative Class« har den amerikanske økonomiprofessor analyseret Amerika, ikke Europa. Det er en analyse af den amerikanske økonomi, og hvem der bidrager bedst til det samlede regnskab.

Den nye klasse

Det er de kreative, hævder Florida, der bidrager bedst.

Det er dem, der sikrer en fortsat udvikling af nye ideer og dermed skaber ny viden. Det er dem, der skaber overskuddet og derfor dem, der skaber de afgørende forandringer i vores allesammens arbejdsliv, fritidsliv, hverdagsliv – kort sagt i vores samfund. Under ét hedder de Den Kreative Klasse.

Det er en ny klasse, skriver Florida: »Den store fortælling, der nu udfolder sig – og som har gjort det i nogen tid – er fremkomsten af den kreative klasse, vor tids store, gryende klasse«.

Det er en klasse, der er sammensat af mennesker, som hver dag i deres arbejde bruger kreativiteten til at skabe nye produkter eller sætte eksisterende viden sammen til nye former for viden.

Eller som Florida skriver: »Jeg definerer kernen af den kreative klasse som indbefattende mennesker, der beskæftiger sig med videnskab, ingeniørarbejde, arkitektur, design, uddannelse, kunst, musik og underholdning, mennesker, hvis økonomiske funktion er at skabe nye ideer, ny teknologi og/eller nyt kreativt indhold. Ud over denne kerne indbefatter den kreative klasse en bredere gruppe af kreativ arbejdskraft inden for erhvervslivet, finanssektoren, retssystemet, sundhedsvæsenet og relaterede områder«.

Det er mennesker, der deler »en fælles kreativ etos, der værdsætter kreativitet, individualitet, forskellighed og værdi«.

Det drejer sig om mere end 38 millioner amerikanere. Næsten en tredjedel af dem, som er i arbejde. Alt i alt står de for at producere omkring halvdelen af landets værdier.

Virksomhederne elsker deres kreativitet, eller deres innovation, som det hedder i de kredse. Derfor betaler virksomhederne dem godt. Men virksomhederne gør mere end at betale dem godt. De placerer sig ifølge Florida der, hvor den kreative klasse helst vil være: I et tolerant miljø i en metropol.

Tolerance tiltrækker

Et tolerant miljø er altafgørende for den kreative klasse.

Et tolerant miljø er kendetegnet ved en stor andel af etniske minoriteter, af homoseksuelle og af såkaldte bohemians – kunstnere, der sørger for et rigt udbud af underholdning. I det miljø har de kreative det bedst.

Ikke fordi de nødvendigvis er særligt tolerante selv, men fordi de vil konsumere forskelligheden. Købe mad i Chinatown, gå på museum i det jødiske kvarter, høre natklubsangerinden fra Frankrig på en af bøssebarerne og se den seneste street-art fra London på et af gallerierne.

Det er her high-tech virksomhederne placerer sig for at hyre de kreative. Her er det ikke arbejdskraften, der må komme til arbejdspladserne, men virksomhederne der flytter sig efter de kreative. Og det gør den kreative klasse interessant for politikerne: Ved at skabe en by eller en region, som den kreative klasse gerne vil bo i, tiltrækker de også sunde virksomheder med attraktive arbejdspladser.

Sådan ser det i hvert fald ud i Amerika.

Og ifølge Florida er aftrykket fra den kreative klasse tydeligt. Den har forandret Amerika fra et industrisamfund til et videnssamfund, og på den måde sat sig selv i centrum for den amerikanske økonomi.

Men nu er Amerika måske ved at gå bag om dansen. Det advarer Florida i hvert fald om i sin seneste bog, »The Flight of the Creative Class«.

Amerika risikerer at blive taber i det 21. århundredes globale kamp om kreativitet og talent, fordi Bush-administrationen fører en politik, der øger den sociale ulighed og er mindre positivt stemt overfor udlændinge. En politik, der dermed giver færre mulighed for at opdyrke og udfolde deres kreative talent, og derigennem bidrage positivt til det store samfundsøkonomiske regnskab.

Kreative europæere

Igen og igen slår Florida fast, at det gælder om at tiltrække, fastholde og udvikle kreative mennesker, og at økonomisk vækst er afhængig af tilstedeværelsen af de tre T’er: Teknologi, talent og tolerance.

I Europa er man god til at udvikle kreative mennesker, siger Florida i det danske tillæg til den populære bog. Og de europæiske lande er også blevet gode til at fastholde de kreative. Så gode, at den amerikanske førerposition er truet.

Floridas analyse peger på, at i syv af 14 europæiske lande udgør den kreative klasse over 25 procent af arbejdsstyrken. Og resultaterne viser også, at en række lande, »især Finland, Sverige, Danmark, Holland og Belgien, udvikler betydelige aktiver, de virksomt kan konkurrere med i den kreative tidsalder«.

Det vil med andre ord sige, at de lande har skabt et godt klima for den kreative klasse. De har metropoler, der er kendetegnet ved en høj grad af tolerance, og der er foretaget store investeringer i både avanceret teknologi og i uddannelsen af befolkningen.

Rasmus Burkal er medlem af redaktionen for tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.