Yousef K. ringede på mit hotelværelse

I hele mit voksne liv har jeg være socialist. Allerede som ung med hang til det politiske var jeg klar over, at jeg ikke kunne finde noget brugbart i den politiske ideologi, som flere af mine jævnaldrende søgte til, nemlig den stalinistiske strømning.

Dengang – i 1970’erne – var venstrefløjen stærkt markeret mellem forskellige fraktioner, og når man tilsluttede sig en organisation – kommunisterne, VS’erne, maoister eller, for mit vedkommende, trotskisterne – så fik man en nærmest fuldt udbygget fortolkning af den aktuelle politiske situation, af historien, af politiske metoder og taktikker.

Alt dette kan i dag, 30 år senere, synes som om, det er meget langt tilbage, ikke mindst for et nyvalgt folketingsmedlem fra Enhedslisten; partiet, der i dag forener hovedparten af de strømninger og fraktioner, som dengang brugte ganske megen tid og energi på at kævle med hinanden.

Når mit politisk ståsted blev ’trotskisterne’ skyldtes det flere forhold. Et centralt punkt var kritikken af det statsbureaukrati, som fulgte i kølvandet på Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen i løbet af 1920’rne, udrensningerne under processerne mod oppositionen i 1930erne og undertrykkelsen af menneskerettighederne, både i Sovjet og i de østeuropæiske lande.

Noget af det, som vi beskæftigede os med, var støtte til oppositionelle kræfter, som ville noget andet med socialismen, end de Stalin-kommunistiske kræfter. Når folk stak hovedet frem for at sige, at samfundet skulle indrettes efter befolkningernes behov og ikke bureaukraternes ønsker, så ramte fars hammer ubønhørligt fra magthavernes side: Fængsel, fyringer, nægtelse af almindelige borgerrettigheder for blot at nævne nogle enkelte af de mildere metoder. For tusinder af mennesker endte det med forvisninger, Gulag og død.

Hele denne baggrund for mit politiske liv blev kaldt frem af erindringen, da jeg som medlem af en parlamentarisk delegation i udlandet for nylig havde en oplevelse, som mindede om de groteske forhold, der herskede under stalinismen.

Ret var ikke-eksisterende og magten så brutal, at myndighedernes afgørelser ikke behøvede at blive begrundet – de var bare sådan! Og det værste var, at de myndigheder, som brugte denne form, ikke gjorde noget ulovligt, de fulgte blot lovens bogstav.

En aften på rejsen blev jeg, efter en lang dag med delegationsbesøg, møder og samtaler med politikere og eksperter, ringet op på hotelværelset. Receptionisten forklarede på sit bedste engelsk, at to mænd insisterede på at få mig i tale.

Af sikkerhedsmæssige grund skal jeg her undlade at nævne deres rigtige navne, men den ene, som var ’hovedpersonen’, kan vi kalde for Yousef K. Den anden var med som oversætter.

Jeg var først noget usikker på, hvad dette nu var, men receptionisten var ret overbevisende, så jeg indvilligede i at komme ned i forhallen.

Yousef K. og oversætteren var to ældre mænd. K var ganske stor, kraftig og med tendens til at fylde mere end ernæringsforskrifterne anbefaler. Han var iført nydeligt tøj, velsoigneret og var meget venlig.

Oversætteren var lille, havde briller og et lidt ’skolelærer-agtigt’ udseende, mørkhåret og lidt reserveret, men, skulle det vise sig, ganske omhyggelig med at oversætte og formidle den samtale, som fulgte de næste timer.

Receptionisten anviste os venligt et hjørne af forhallen, hvor vi kunne sidde uforstyrret. Umiddelbart havde jeg ikke nogen erindring om, at vi havde mødtes tidligere. Men i samtalens løb blev jeg klar over, at de begge måtte have været til stede i periferien af nogle af de arrangementer, som jeg tidligere på rejsen havde deltaget i.

Yousef K. havde en mappe med, som han lagde på bordet. Ud af mappen fiskede han en stak papirer frem, som var på nationalsproget. Nogle var gamle og andre helt nye, kunne jeg se. Og så begyndte han at forklare, mens han pegede på forskellige steder i dokumenterne og med passende mellemrum tav, indtil oversætteren havde oversat.

Jeg ved ikke, om de havde forberedt sig på, hvad der skulle siges. Men fremstillingen var ret sammenhængende og overbevisende.

Yousef K. begyndte med at forklare, hvad der stod i en avisartikel, som han bredte ud på bordet og lod oversætteren fortælle, hvad der stod i bestemte afsnit. Det viste sig, at det var K.’s personlige historie.

Den drejede sig om, at han var kommet på myndighedernes sorte liste. Det havde haft den konsekvens, at han ikke kunne blive tildelt borgerrettigheder på linje med landets øvrige befolkning. I avisartiklen hed det (jeg har udeladt konkrete henvisninger til navne på organer og andet, som vil kunne identificere både Yousef K. og myndighederne):

»(Efterretningstjenesten) kan uden offentlig indsigt og uden konkret begrundelse forhindre, at medborgere kan få tilkendt borgerrettigheder. Når x-komiteen fremlægger et lovforslag om tildeling af medborgerrettigheder til en række ansøgere, vil der efter indgriben fra (efterretningstjenesten) være et antal personer, som på forhånd er sorteret fra. (Efterretningstjenesten) vurderer, at de pågældende vil kunne være til fare for landets sikkerhed«.

Yousef K. var blevet sorteret fra. Jeg spurgte, om han så ikke havde bedt om at få at vide, hvorfor han var blevet trukket ud?

Med en hovedrysten trak han et papir frem og fik oversætteren til at oversætte den skrivelse, som han havde modtaget af x-komiteens sekretariat. Her hed det:

»Ved brev af [datoen er udeladt her] meddelte x-komiteen Dem, at De var optaget på listen om medborgerretstildeling, som forventes fremsat i parlamentet i x-måned. De kan imidlertid alligevel ikke opnå borgerrettigheder nu. Deres ansøgning har været forelagt x-komiteen, der har meddelt, at de ikke kan medtages på listen. Der kan ikke gives nogen begrundelse for afgørelsen. Der henvises i den forbindelse til principperne i administrationslovens § 24, stk. 3, jf. § 15. Ministeriet kan oplyse, at x-komiteens afgørelse ikke kan påklages til anden myndighed«.

Yousef K. følte sig magtesløs. Han kunne ikke få at vide, hvordan det kunne være, at han først var blevet optaget på listen over dem, der skulle have borgerrettigheder, og derefter taget af listen igen.

Han havde undersøgt, hvad der står i administrationsloven, og paragraffen lyder:

»Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15«.

I § 15, forklarede Yousef K. via oversætteren, blev det fastslået, at borgeren ikke kan få aktindsigt i sin sag.

Det hedder, »i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder 1. statens sikkerhed eller rigets forsvar, 2. rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmed magter eller mellemfolkelige institutioner, 3. forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse eller lign. Samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetligt eller disciplinær forfølgning, 4. gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, eller 5. det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed«.

Yousef K. var omhyggelig med, at jeg skulle have alle detaljer i loven med, for, som han sagde, det må jo betyde noget bestemt om ham personligt, at x-komiteen henviser lige præcis til denne paragraf.

»Jeg har boet i dette land i mere end 30 år. Jeg kom hertil, da jeg var ganske ung og har i dag min egen virksomhed. Det har jeg haft i flere år og alle de tilladelser, der skal til fra myndighedernes side, får jeg hver gang, for jeg har ikke begået noget kriminelt. Jeg har ikke nogen straffe på mit kort og passer bare mig selv og min familie«, siger Yousef K. med en stemme, som veksler mellem uforståenhed og vrede.

Yousef K. forklarer videre, hvordan han har levet op til alle x-komiteens krav, og på trods af dette, så bliver han mødt af en lovgivning, som har afgørende konsekvenser for ham og hans families integration i samfundet, men som han føler stempler ham som - »ja, hvad synes du, det lyder som?«, spørger han, og ordet terrorist ligger lige på læberne.

Her giver oversætteren sit personlige bidrag, for Yousef K. synker ned på stolen:

»Jeg oplever det, som om der stadig er nogle af det gamle samfunds regler og rutiner, som myndighederne synes er brugbare til at ramme enkeltpersoner. Folk har ikke en chance for at forsvare sig, for de ved ikke, hvad de er mistænkt for. De ved ikke, hvad de kan gøre for at få det at vide, og de ved ikke, hvem der har besluttet, at medborgerettighederne ikke skal gælde for dem. Min ven her er ikke noget enestående tilfælde, men hvor mange, der er blevet ramt af denne regel, ved jeg ikke«.

Der er gået et par timer nu. Yousef K. har fortalt, hvordan hans dagligdag ser ud i en situation, hvor der er politiske kræfter på spil i samfundet, der hellere end gerne ser, at folk som han holdes uden for, helst helt uden for landet.

»Hvis jeg virkelig er så farlig«, siger Yousef K, »hvorfor får jeg så gentagende gange fornyet mit arbejdsbevis? Hvorfor kan jeg gå frit omkring? Jeg spørger bare. Der er ikke nogen, der giver noget svar. Jeg må ikke få noget at vide, og kan ikke rense mig for mistanker og beskyldninger. Hvad er det for et system?«

Efter endnu en kop kaffe samler de to deres papirer sammen. De håber, at jeg vil bringe Yousef K.’s historie frem herhjemme, og at der kan blev gjort noget internationalt for at stoppe efterretningstjenestens ukontrollerede magt. En magt, som bygger på årtiers tradition for egenrådighed, hvor borgerne bliver betragtet som numre uden rettigheder, og hvor retssystemet er ubrugeligt til at rette op på uretfærdigheder.

For sagen er, påpeger Yousef K., at myndighederne faktisk ikke gør noget forkert. De overtræder ikke loven, de bruger den bare. Og det er det, der er Yousef K.’s og oversætterens ærinde den aften: At få råbt op om, at der i deres land findes love, som er skruet sådan sammen, at uretfærdigheder bliver lovlige.

Under resten af rejsen og efter hjemkomsten til Danmark har denne oplevelse spøgt i mit baghoved: Hvad var det, den mindede mig om?

Beretningerne fra de stalinistiske regimers store processer mod oppositionelle i 1930’rne? Ja. De amerikansk støttede diktaturer i Sydamerika i 1970’erne og 1980’erne? Ja. Andre steder? Sikkert.

Men mest bekymrende er det, at historien i virkeligheden handler om Danmark i 2005. For sagen er, at præcis samme forhold, som Yousef K. beretter om dér i hotellobbyen, også gør sig gældende her i landet.

I dag.

Hvis efterretningstjenesten (PET) har udpeget bestemte personer som mistænkelige, behøver myndighederne ikke at begrunde afslaget, og den afslåede står uden mulighed for at anke.

Det kan godt være, at der er mennesker, der er så farlige, at de er en sikkerhedsrisiko eller kan skade forholdet til fremmede magter. Og det er også muligt, at den såkaldte ’krig mod terror’ gør det nødvendigt at være særlig påpasselig med, hvem der opnår statsborgerskab i Danmark.

Men det er også muligt, at de ikke er ’terrorister’.

Vi – politikerne – ved det ikke! Befolkningen ved det ikke. Og det gør de pågældende heller ikke.

Vores lovgivning i disse sager fritager myndighederne – i dette tilfælde PET – for at forklare sig. Det samme gør sig gældende i asylsager i Flygtningenævnet. Udlændingeloven er i dag indrettet sådan, at beslutter PET, at der skal gives afslag på asyl, så skal det ’uafhængige’ nævn smække hælene sammen og stikke ansøgeren en løgn.

Faktisk er alle de juridiske citater i denne fortælling ikke fra Yousef K.’s hjemland, men fra gældende danske love, og de regler, K. blev mødt af, er fra tildelingen af statsborgerskab – her i landet!

Det eneste, der ikke er rigtigt, er mit møde med Yousef K. og oversætteren. Det er opdigtet. De to personer eksisterer ikke, og jeg har ikke været på den rejse.

Opdigtet er imidlertid ikke, at jeg har siddet overfor en person, som PET for nylig har besluttet ikke skal have statsborgerskab – til trods for, at han opfylder alle krav. En person, som ikke ved hvorfor, han har fået afslag, som ikke kan klage, og som ikke har en jordisk chance for at ændre ved situationen.

Som socialist har jeg altid været modstander af stalinismens ødelæggelser og undertrykkelse. Det er jeg stadig.

Men jeg er også modstander af, at vi i Danmark i 2005 har love og myndigheder, der handler på en måde, der hører hjemme i autoritære regimer – i Stalins Sovjet, i Pinochets Chile, i apartheids Sydafrika, i ......

Jørgen Arbo-Bæhr er medlem af folketinget for Enhedslisten og ordfører for udlændingeområdet.

Se Tidsskriftscentrets emneliste om terrorlovgivning, overvågning og retsikkerhed.