Kulturkamp: Historien i frontlinjen

Bertel Haarders historiekanon - og i det hele taget den kanon-bølge, som de seneste måneder er skyllet hen over den offentlige debat om uddannelse, identitet og nødvendig viden om salmesang, litteratur og kultur - er som et ekko af den kulturkamp, der siden begyndelsen af 1990erne har præget USA. Her blev der udkæmpet en heftig kamp om indholdet af uddannelserne og undervisningen. Især var spørgsmålet om historien i centrum.

Da professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet blev spurgt af dagbladet Information om Bertel Haarders historiekanon, undrede han sig over den tankegang, som ligger bag forslaget og kaldte den for konsevativ.

»Men det undrer mig, at Bertel Haarder kommer med sådan et forslag, fordi han er en liberal politiker, og det er en konservativ tankegang at lave en kanon om, hvad eleverne skal stifte bekendtskab med«, sagde han og påpegede, at det var et udtryk for en form for national oprustning og en styrkelse af den nationale danske kultur.

Haarders udspil fulgte i kølvandet på andre kanonudspil: Litteratur, salmer, kultur og kunst, som alle har ført til en vældig debat om hele kanon-ideen.

Og på en egen – omend noget mere lavmælt – facon har denne debat paralleller til hele den ny-konservative bevægelses kamp i USA om at få rullet historiesyn, pædagogik og kulturforståelse inspireret af 1960ernes frisætning af vante forestillinger tilbage.

Fronterne trækkes op

Da præsident Reagan i 1980erne stod i spidsen for USA, indledtes de første diskussioner om at få gjort noget ved uddannelserne, at få styrket deres indhold på en række områder. Forskelligheder mellem de amerikanske delstater og ønsket om at få gjort noget målrettet og sammenligneligt ved den viden, som elever og studerende skulle præsenteres for, førte til, at der i løbet af 1980erne blev iværksat en række initiativer på området.

I Californien tog man fat på at gennemgå grundskolernes læseplaner, og det afstedkom initiativer, som førte op til et stort møde for delstatsguvernører og den første præsident Bush i 1989 i Charlotville i staten Virginia. Her vedtog man et program for uddannelsesmål, som siden skulle blive indarbejdet i en uddannelseslov vedtaget i marts 1994 under Clinton.

Allerede her var kulturkampens fronter trukket hårdt op. Som på en række andre områder var der også for historieundervisningen udarbejdet nogle ’standarder’ for undervisningen i både national- og verdenshistorie, og mere end på nogle af de andre områder, har det været omkring indholdet af og metoderne i den undervisning, den konservative kulturkamp har stået.

I oktober 1995, to uger forinden et flerårigt arbejde med at opstillet historiestandarder skulle offentliggøres, langede den nuværende vicepræsident Dick Cheneys kone, Lynne V. Cheney, voldsomt ud efter denne ’kanon’ i et indlæg i Wall Street Journal. Hun var på det tidspunkt formand for National Endowment for Humanities, en konservativ tænketank i Washington.

Hendes kritik rettede sig dels imod konkrete dele af det opstillede undervisningsprogram, dels mod dets metoder. I en artikel har hun opsummeret sin kritik således:

»Forestil jer en version af Amerikas historie, hvor race, etnicitet og køn udgør det overliggende tema. Sådan en fortælling af den amerikanske historie ville ødelægge en af vort lands mest afgørende bidrag til verden: Den enestående insisteren på individet, som har karakteriseret os fra begyndelsen. Men det er præcis den ødelæggende endemi i både USA- og verdenshistorie-bindene af den kontroversielle Nationale Historie Standarder, som er udviklet af Californiens Universitet Los Angeles«.

Lynne Chenney var oprindelig med til at bevilge penge til historieprojektet, som blev opbygget af et større netværk af professionelle historikere, undervisere, forlæggere o.a. fra 1992 til 1994. Og det var resultatet af dette arbejde, som Lynne Chenney var uenig i og siden har stået i spidsen for modstanden imod. Standarderne blev udviklet som undervisningsretningslinjer, hvor eleverne på baggrund af konkrete tekster og faktiske begivenheder blandt andet skulle stille spørgsmål til historien og reflektere over sammenhænge og begivenheder.

Den ny-konservative opfattelse af kontroversen blev formuleret af tænketanke, forskere, politikere og i den konservative presse og stemplet som et ventreorienteret projekt. For eksempel blev det formuleret således i den nationalkonservative ugeavis Human Event:

»’De nationale standarder’ var ikke en fortælling om tidligere begivenheder, men var venstreorienteret revisionisme og politisk korrekthed. Næsten alle begivenheder i USAs historie blev beskrevet som om de havde race eller kønsmotiver og konsekvenser, og alle etniske grupper, bortset fra hvide mænd, blev portrætteret som undertrykte og mishandlede«.

’Standarderne’ blev revideret året efter, men uden at det tilfredsstillede Chenneys kritik, og kontroversen er fortsat siden.

Lederen af projektet, Gary B. Nash, har forsvaret det og skrev således i Amerikanske Historikeres Organisations magasin, at de ikke er hugget ud i sten, men er »en kritisk tilgang, men ikke det endelige mål for, hvad der må være en vedvarende, dynamisk proces af forbedring og revision i årene fremover. Historie er et ekstraordinær dynamisk felt i dag, og standarder opstillet for skolerne må være åbne for en fortsat udvikling for at holde tempoet oppe med nye forbedringer og revisioner på området«.

Nyt pjece kasseret

Den seneste udvikling i kontroversen er, at 300.000 eksemplarer af en revideret udgave af en pjece, »Hjælp dit barn med at lære historie«, udarbejdet som vejledning til forældre om, hvordan de kan tilskynde børnene til at lære mere om historien, er trukket tilbage og brændt.

Under forberedelserne til genoptrykket var der blevet indføjet henvisninger til ’Standarderne’. Det fik imidlertid ikke lov til at stå upåtalt. Ministeriet trak – i følge Los Angeles Times muligvis efter pres fra Lynne Chenney – restoplaget tilbage og lavede et genoptryk, hvor disse henvisninger er fjernet.

Mads Bruun Pedersen er redaktionssekretær for tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.