Interview: Kanoner i stilling

Det seneste årstid har budt på megen snak om kanon for det ene og for det andet. Ulla Tørnæs besluttede som undervisningsminister en kanon med femten forfattere hvis forfatterskaber, gymnasieungdommen bør kende til. Kulturminister Brian Mikkelsen har spillet ud med en kulturkanon, og kirkeminister Bertel Haarder med en salmekanon.

Senest har sidstnævnte i egenskab af undervisningsminister suppleret med endnu en kanon, nemlig for historien. Der skal simpelthen laves en liste over historiske perioder og begivenheder, som danske børn og unge i folkeskole og gymnasium bør stifte bekendtskab med. Og det skal kontrolleres, om de faktisk stifter de ønskede bekendtskaber.

Haarder ser historie som et kulturfag, og vender sig mod den samfundsorienteringer, der i 1970ernes fagkritiske tider dominerede faget på gymnasier og i folkeskolen. Indførelsen af kanon er et opgør med den tanke, at »historie hele tiden skal relateres til nutiden, er et historiesyn, der er baseret på, at det kun er noget værd, hvis vi kan bruge det her og nu. Men faget historie er meget vigtigere, og det er en forfladigelse, som om historien ikke har en egen værdi«, forklarede ministeren til Berlingske Tidende den 22. maj.

Socialdemokraterne er friske på ideen. Uddannelsesordfører Christine Antorini mener, at »det da kan være udmærket« med sådan en kanon, og mange kommentatorer synes også, at ideen er vældig god.

Annette Warring, der professor i historie på Roskilde Universitetscenter, er derimod skeptisk. Hun har i sit arbejde især beskæftiget sig med de forskellige historier, vi fortæller hinanden om den tyske besættelse af Danmark 1940-45, og om tyskerpigerne og deres skæbne efter befrielsen.

Her fortæller hun, hvad hun som historiker mener om kanonisering af historiefagets indhold.

Behøver vi ikke en standard for, hvad der skal indgå i historieundervisningen?

- Jeg mener bestemt ikke, at der slet ikke skal være nogen retningslinier for undervisningen i folkeskolen, i gymnasiet og på universiteterne. Sådanne retningslinier findes. For eksempel er der på RUC retningslinier, der siger, at man skal have dækket Europa og Danmarkshistorien, og man skal have dækket bestemte perioder. Det kan være rigtigt at fastlægge nogle meget overordnede retningslinier, for at der kan være et minimum af fælleshed i, hvad man lærer på de forskellige uddannelsesinstitutioner.

- Men det er efter min mening ikke det, der ligger i kanon-tænkningen. I den ligger der det, at man udpeger bestemte begivenheder og bestemte årstal, og eventuelt et bestemt pensum, som alle studerende skal igennem og læse. Forskellen ligger i graden af detailstyring af, hvad man skal undervises i.

Hvad er problemet med detailstyring? I princippet kunne man vel forestille sig, at man kunne detailstyre sig til en historieundervisning, der var god.

- Hele den tankegang med, at man fra centralt hold i en forholdsvis detaljeret grad kan fastlægge, hvad elever skal undervises i, er baseret på en forestilling om, at historien, og det man kalder kulturarven, er noget én gang endeligt fastlagt. Noget foreliggende, noget der bare er der, og som bare skal annammes af eleverne og befolkningen.

- Den historieforståelse er ikke min: Fortiden kan man ikke lave om, men historien laver vi hele tiden om. Der er et dynamisk samspil mellem vores fortidsfortolkning, vores samtidsforståelse og vores fremtidsforventninger. Vi stiller hele tiden nye spørgsmål til fortiden i forhold til, hvad vi finder relevant i nutiden. Men kanon-tænkningen tager udgangspunkt i, at der faktisk findes et foreliggende erindringsfællesskab.

Historiens betydning

Nu deles de fleste af os sikkert om at mene, at historie er enorm vigtig, og at den spiller en stor rolle for os alle sammen i Danmark. I mange tilfælde forklarer vi os med metaforer om, at man må kende sine rødder osv., uden at vi derved får forklaret så meget. Men hvad betyder historien faktisk?

- Historie spiller mange forskellige roller. Det er jo både et fag, men det er også et vigtigt aspekt i menneskers livsverden. Hvis vi i historieundervisningen kun tænker historie som et fag, så tror jeg, at det som eleverne får ud af det, er meget lidt brugbart for deres mulighed for intellektuel reflekteren. Det er vigtigt, at man i historieundervisningen og i samfundet i øvrigt, har blik for, at historie er andet end passiv viden om årstal og begivenhedsforløb.

- Det er historie selvfølgelig også - en antikvarisk ophobning af viden - men historie spiller også en vigtig rolle i værdiafklaring og identitetsopbyggelse af overvejelser om, hvad man selv ville have gjort under givne omstændigheder, og om hvordan man ville handle under lignende omstændigheder i fremtiden.

En populær idé

Det har været karakteristisk for modtagelsen af Haarders forslag, at mange tager positivt imod det, og gerne vil diskutere det konstruktivt. Undrer det dig?

- Jeg har været utroligt mismodig over at se så mange i øvrigt fornuftige mennesker hoppe på den limpind og synes, at det er en god idé at lade en ekspertgruppe bestemme en kanon for befolkningen inden for videnskab og æstetik.

- De fremsætter typisk et argument om, at det er godt, hvis vi har en eller anden fælles reference, en fælles fond af viden. Men det er der jo ikke mange, heller ikke blandt modstandere af kanon, der ikke mener: Det er godt at lære af historien.

- Men det, de fornuftige af tilhængerne ikke ser, er, at lanceringerne af kanon på de forskellige områder indgår i den aktuelle kulturkamp. Det har været frygteligt skuffende at opleve alle de, som beredvilligt har sagt ja til at udpege centrale begivenheder, som alle skal vide noget om.

Patriotisme og historieløshed

Nu kunne man jo, med debatten om ligheden mellem krigen i Irak og den danske modstandskamp under besættelsen in mente, få den tanke, at forslaget om historie-kanon blev stillet for at fremme bestemte tolkninger af historien?

Jeg synes ikke, at de kanonforslag jeg har set, detailstyrer selve tolkningen af begivenheder. Men det er klart, at når man udpeger begivenheder som centrale, så ligger der også deri et historiesyn, og når man periodiserer, så ligger der også et historiesyn i det. For eksempel er der i forslaget til en kanon for gymnasiet meget vide rammer for fortolkning og metodefrihed, og der bliver mulighed for at anlægge mange forskellige perspektiver på historien.

- Men det er klart, at der i selve tænkningen om kanon ligger den forestilling, at historien er foreliggende, og at det ikke står til diskussion. Når regeringen og Dansk Folkeparti begrunder, hvorfor vi skal have kanon og når de klager over historieløsheden, så kommer der meget mere fylde på, end der er i for eksempel en bekendtgørelse. Vi kan høre, hvad det er for en forståelse af historien, som de går rundt med.

Men er der ikke tale om historieløshed?

- Jeg mener grundlæggende, at det er absurd at tale om, at børn og unge er historieløse. Eller at de overhovedet kan være det. Det hører med til det at være menneske at tænke i et før, et nu og et efter.

- Når regeringen og Dansk folkeparti taler om historieløshed, så mener de, at børn og unge mangler paratviden. Og det er noget andet.

- Forslaget er et politisk – et højreorienteret – forsøg på at opruste med en bestemt historieforståelse; det her med, at der bare er én historie, som børnene skal lære. Bekymringen for historien er baseret på en grundlæggende rigtig forståelse, nemlig at historien kan bruges til noget, og at vi kan lære noget af den.

- Men det, de tager fuldstændig fejl af, er, at en kanonisering af deres historiesyn garanterer et bestemt resultat, i form af for eksempel patriotisme.

- Anders Fogh Rasmussen mener, at hvis vi lærer af besættelsen, så vil vi vide, hvordan vi skal opføre os, når vi står over for trusler fra diktaturer. Min pointe er den, at de helt forenklede billeder af besættelsestidens historie, hvor man uden videre fastslår, hvad der var rigtigt og forkert, ruster fantastisk dårligt til reflekterede handlingsvalg i nutiden.

Lars Ploug er redaktionsmedlem i tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.