Kommentar: Terror-bekæmpelse all’italiana

Et hyldestkor fra den såkaldte ”store koalition” fulgte i kølvandet på indenrigsminister Pisanus tale den 12. juli, da han fremlagde ”anti-terrorpakken”. Et næsten enstemmigt kor lovpriste anti-terrorpakkens moderate indhold og de konkrete forslags afslappede tone og klogskab. Kun få distancerede sig, så at sige undtagelserne som bekræfter reglen.

Parlamentets højrefløj og venstrefløj forenet i ”kampen mod terror”

Historien om indenrigsminister Pisanus moderate holdning er værd at fordybe sig nærmere i. (Pisanu er medlem af det kryptofascistiske Alleanza Nazionale – oversætterens kommentar). For det er rigtigt, at ordet moderat i de sidste par år er blevet til en paradoksal betegnelse.

”Moderat” kaldes således samtlige beboere i ”frihedens hus” (dvs. det såkaldte ”Casa della Berlusconi”, betegnelsen for højrefløjsregeringen under Silvio Berlusconi – oversætterens kommentar).

”Moderat” kaldes Silvio Berlusconi, der som bekendt er fuldtidsbeskæftiget med sit engagement i Bush-administrationens krig og i smadringen af enhver form for retsstatslighed.

Som ”moderate” betegnes også kumpanerne Fini (italiensk udenrigsminister og leder af det kryptofascistiske Alleanza Nazionale – oversætterens kommentar) og følgesvenden senator Umberto Bossi (leder af det racistiske højrepopulistiske Lega Nord – oversætterens kommentar), som vil have udråbt undtagelsestilstande pga. indvandrerne, og samtidigt kræver grænserne lukket for ”at beskytte vores børn”.

Det er klart, at en diskurs ud fra disse begrebsdefinitioner på ingen måde giver mening.

De, der betegner indenrigsminister Pisanu som ”moderat”, har imidlertid en ganske anden dagsorden. Det vil derfor være nyttigt at huske nogle af de erklæringer, han har afgivet - også for ganske nyligt.

Som f.eks. hans erklæring umiddelbart efter han var vendt tilbage fra G-5-konferencen i Paris i maj 2005. Heri fastslog han, at halvdelen af de immigranter, der lever illegalt i Italien slet og ret er forbrydere.

På den anden side er der ingen forlydender om, at Pisanu skulle være imod tortur eller imod forfremmelsen af de politiledere, der var ansvarlige for de brutale voldsorgier mod demonstranter i Genova i juli 2001.

Hvad går anti-terror-lovene ud på?

Men lad os vende tilbage til anti-terrorpakken. Legenden om, at det drejer sig om uskadelige foranstaltninger, har nu fortonet sig.

Hvis anti-terrorpakken bliver vedtaget, vil det betyde et hårdt slag imod de i forvejen hårdt medtagne borgerrettigheder. Det indebærer bl.a., at immigranter i fremtiden vil kunne udvises alene på grund af vage mistanker.

Disse ”påkrævede” (heldigvis er der ingen der siger ”særlige”) foranstaltninger implicerer bl.a., at hæren kan sættes ind for at beskytte den offentlige sikkerhed, at der gives lovmæssig mulighed for ransagelse af hele bygninger, at varetægtsfængsling kan udviddes fra tidligere 12 til 24 timer uden tilstedeværelse af en advokat ved forhørene, at der kan foretages forebyggende aflytning af samtlige kommunikationsveje så som e-mail, kabel- og mobiltelefon, og at myndighederne har fri adgang til server- og telefonudbydere. Derudover bliver bevisførelsen lagt over til politiet og efterretningstjenesterne udenom de juridiske myndigheder, etc., etc.

Man kunne blive ved, men køreplanen ser ud til at have et klart omrids. Det handler om tendensen i vores land og i størstedelen af Europa: De europæiske regeringer følger trop efter Bush-administrationens ”War against terrorism”–doktrin, hvilket bl.a. inkluderer forfatningsstridige love, bortførelse af personer (også på fremmede territorier) og tusindvis af ”præventive” anholdelser uden bevisførelse og uden proces.

Man vil ifølge den klartsynede præsident i Lombardiet, den moderate hr. Formigone, udnytte den sikkerhedspsykose, som blev skabt af 11. september, og opfordre alle borgere til uden tøven at anmelde ”enhver sag og enhver suspekt person, der opfører sig mistænkeligt”.

I bedste overensstemmelse med de razziaer, der fulgte dagen efter indenrigsminister Pisanus parlamentstale. 7000 kontrolforanstaltninger alene i Lombardiet, 142 anholdelser – deriblandt af 83 udlændinge og 52 udvisninger.

På landsplan blev der foretaget 200 ransagelser, vel at mærke uden dommerkendelse, hos formodede ”islamiske fundamentalister” samt 174 anholdelser. Det er vist overflødigt at sige, at der indtil i dag ikke er fundet nogle som helst belæg for forbindelser mellem de kontrollerede, anholdte og udviste personer og terroristiske grupper eller begivenheder.

Bred politisk konsensus om udhuling af retssikkerheden

Når disse repressive metoder vitterligt ikke indfrier det formål, de foregiver at have, hvorfor møder terrorlovene så udbredt velvilje selv hos mange repræsentanter fra centrum-venstrefløj-unionen (inklusiv Democrazia Sinistre, flertallet af det tidligere kommunistparti - kommentar fra oversætteren)? Ovenikøbet ved at rette en opfording til indenrigsministeren om uden tøven at følge den påbegyndte kurs.

Dette giver indtryk af, at mange længses tilbage til tiderne med national enhed og undtagelsestilstand.

På vegne af de mange, som kun antyder det, er der én, som siger det lige ud: Parlamentsmedlem Franceschini (koordinator af den kristeligt-liberale ”Margarite”- blok, som ugdør den borgerlige højrefløj i den socialdemokratiserede Oliven-koalition - kommentar fra oversætteren) har nostalgisk mindet om særlovene imod De røde Brigader,

som dengang blev til med hjælp fra det daværende italienske kommunistparti PCI. (Jf. Leksikon for det 21. Århundredes oplag om De Røde Brigader).

Franceschinis stemme er på ingen måde en enlig svale. Venstre-demokraternes (PCIs tidligere socialdemokratiske flertalsfløj, som er dominerende i centrum-venstreunionen ”Oliventræet” - oversætterens kommentar) formand Fassiono kræver, at regeringen ” tager de midler i brug, som formår at omsætte denne politik i praksis”.

En anden ledende venstredemokrat ytrede sig ”positivt forundret” overfor indenrigsminister Pisanus ”fornuftige holdning” og bedyrede, at hans parti hver eneste dag er parat til at deltage i ”alle meningsfulde og nødvendige foranstaltninger”. Her drejer det sig enten om smagløst lefleri eller om en påskønnelse til at gå endnu mere radikalt til værks.

Dagens parole hedder at ”tage medansvar”. Regeringssyndromet – som gør at oppositonen forholder sig som om, den allerede sad i regeringen – griber om sig indenfor centrum-venstrekoalitionen.

Den afdækker konservative holdninger, som giver anledning til alvorlige bekymringer. Ikke bare i terrorisme-spørgsmålet. Også i forhold til overvejelser om en stor national samlingsregering. Og i forhold til krigen.

Her har en afgørelse fornyligt under betegnelsen ”Prodi-afgørelsen” lagt kravet om tilbagetrækning af de italienske soldater fra Irak på hylden. En uhørt og graverende sag, fordi den stiller unionen på linie med højrefløjsregeringens udenrigspolitik.

Hvad bør der gøres?

Det er nødvendigt at reagere. Her og nu!

De, som sætter deres lid til den alternative venstrefløj og i særlig grad til vores parti (Rifondazione Comunista – PRC) skal have vished for, at der virkelig sker en forandring i landets politik, når centrum-venstreunionen danner regeringen efter valget næste år.

Et forpligtende svar på samtlige relevante politikområder bliver mere og mere påtrængende. Så som: Fredsspørgsmålet, arbejds- og lønforhold, samt spørgsmålet om de sociale landvindninger.

Vi må tydeligt fastslå, at 1990`ernes neoliberalisme ikke vil vende tilbage. At man en gang for alle vil standse udsalget af offentlig ejendom, at lønnedgangen og de prekære arbejds- og leveforhold må stoppes. At Italien ikke mere vil deltage i nogen krig.

Og at vi i disse vitale spørgsmål ikke står til disposition for kompromisser i hverken koalitionsaftaler eller flertalsafgørelser i den kommende parlamentsperiode.

Alberto Burgio er født i Palermo i 1955 og professor i nyere filosofihistorie på universitet i Bologna. Han repræsenterer venstrefløjen i ledelsen af Rifondazione Comunista og er kendt for bogen Guerra – Scenari della nouva ’grande transformazione’ (Krig – scenarier fra den nye ’store samfundsforandring’), udgivet på det autonome forlag Derive Approdi, april 2004.

Artiklen, som oprindeligt blev offentliggjort i Rifondazione Comunistas dagblad Liberazione den 20. juli 2005, er oversat og redigeret af Alfred Lang.

Efterord af oversætteren:

I juni og juli 2005 indledte myndighederne en ransagelsesbølge imod talrige autonome og venstreradikale aktivistcentre, de såkaldte ”centre sociali” i Bologna, Venedig, Rimini, Lecce, Rom, Cagliari,m.fl. Ved denne lejlighed blev et ukendt antal aktivister anholdt.

Påskuddet for denne nye kriminaliseringsbølge blev udløst af forskellige aktiviteter som f.eks. en større kollektiv gratis adgangsaktion i en biograf i Bologna, nogle angiveligt planlagte husbesættelser i Rom, internetaktiviteter der propaganderer retten for fri cirkulation af information,viden og kultur, m.v.

Ifølge en erklæring fra 9 aktivistcentre (Centre Sociali) i det nordøstlige Italien er den reelle årsag til repressionskampagnen bevægelsens aktuelle defensive situation. Statsapparatet forsøger at udnytte den afmatningstendens og fragmentering, der for tiden præger de socialrevolutionære og anti-statslige bevægelser (faglige basiskomiteer, autonome selvstyrede initiativer, anarkister og tidligere ulydighedsaktivister (eks-disobbedienti) af forskellige strømninger) for at kriminalisere kærnen i den resterende aktive venstreradikale opposition ved hjælp af anti-terrorlovgivning.

Kilde: Det venstreorienterede italienske dagblad Il Manifesto, 16. juli 2005, og Indymedia-Italia.