Somalia: Fare for en ny national befrielseskrig

CNN og andre vestlige medier var på pletten, da en FN-styrke på 18.000 mand gik i land i Somalia den 9. december 1992. Styrken var blevet dannet efter, at USA havde lagt et hårdt pres på FN’s sikkerhedsråd, og den blev anført af amerikanske officerer.

De vestlige medier var heller ikke sene til at udbrede kendskabet til den officielle begrundelse for invasionen: den skulle sikre, at den sultende somaliske befolkning kunne få mad.

Men invasionen skyldtes ikke hensynet til den somaliske befolkning.

Den var rettet mod den vigtigste somaliske leder på dette tidspunkt, Fared Aidid. I jagten på Aidid smadrede invasionshæren, hvad der var tilbage af den somaliske infrastruktur.

Krigen medførte store tab: Fra juni og til november 1993 kostede de fredsbevarende styrkers indsats omkring 13.000 somaliske liv, eller 85 om dagen.

De sidste begivenheder under invasionen blev grundig skildret af de vestlige medier, da indbyggerne i Mogadishu efter en folkelig rejsning dræbte 18 amerikanske marineinfanterister og trak en af dem igennem støvet i Mogadishus gader.

Siden konfrontationerne i 1993 har de vestlige medier tilsyneladende glemt Somalias eksistens. Kun glimtvis kommer der oplysninger fra landet – for nylig da Somalia fik en ny præsident.

Der imidlertid god grund til igen at have fokus på Somalia, da en ny krig kan være undervejs.

Det somaliske folk

I modsætning til andre lande i Afrika udgør den somaliske befolkning kun en nation, som taler det samme sprog, har samme kultur, og som næsten 100 % har den samme religion, nemlig en temmelig tolerant udgave af islam.

Omverdenens interesse for Somalia skyldes landets strategiske placering og en 3200 km lang kyst.

Fra Somalia kan man kontrollere verdens rigeste olieområder. Før olie blev en vigtig faktor i verdensøkonomien, var Somalia også central for de, der ønskede at herske over Østafrika og Mellemøsten, som f.eks. arabiske erobrere, der kom til Somalia i jagten på slaver og, nærmest som et biprodukt, spredte deres muslimske tro.

Storbritannien, Frankrig og Italien begyndte at kolonisere Somalia i midten af det 19. århundrede og delte landet imellem sig. En stor del af Somalia, Ogaden, blev overtaget af kejserdømmet Etiopien, en anden del blev administreret fra Kenya og er i dag en del af dette land. Mange somaliere regner af samme grund stadigvæk Etiopien og Kenya med blandt kolonisatorerne.

Som i mange andre udviklingssamfund er den somaliske befolkning delt op i forskellige klaner. Klansamfundet spiller en central rolle som så mange andre steder på grund af fraværet af sociale velfærdssystemer.

Ikke mindst i et land, der har været præget af mange borgerkrige, repræsenterer klanen eller sub-klanen ofte den eneste form for den enkeltes personlige beskyttelse.

De forskellige kolonisatorer og deres efterfølgere har spillet på de forskellige klaner som middel til at kontrollere Afrika. ”Del og hersk”, som dronning Victoria udtrykte det.

Det forhold, at somalierne er opdelt i klaner, betyder dog ikke, at man ikke kan optræde som et folk.

I perioden fra 1899 til 1920 førte somalierne en forenet væbnet kamp mod kolonisatorerne. I 1943 dannede somaliske intellektuelle fra de fleste klaner Somali Youth League. Denne bevægelse var afgørende for at dele af Somalia blev uafhængigt i 1960.

Den tidligere italienske koloni i syd og den britiske koloni i nord blev forenet til Republikken Somalia. Lederen af Somali Youth League, Aden Abdullah Osman, blev præsident.

Den tidligere franske koloni ved det historiske Somalias nordvestlige hjørne blev forvandlet til en ”uafhængig” republik under navnet Djibouti, og som i andre tidligere franske kolonier i Afrika blev lederne af den nye stat tvunget til at acceptere tilstedeværelsen af franske militære installationer i Djibouti.

Turbulent selvstændighed

Forfatningen af 1960 var en af Afrikas mest demokratiske og gav somalierne fuld ret til at danne politiske partier. Men selvstændigheden blev turbulent.

Efterfølgeren for Osman, Abdirashid Shermarke, blev myrdet i 1969. Magten blev overtaget af militæret med oberst Siad Barre i spidsen. Forfatningen blev suspenderet og politiske partier blev i første omgang forbudt.

Somalia blev forvandlet til Folkerepublikken Somalia i tæt alliance med Sovjetunionen. Senere blev magten koncentreret i Somalias eneste legale parti: Somalias Revolutionære Socialistiske Parti.

70’ernes Somalia blev præget af et reformprogram efter sovjetisk mønster. Somalia blev industrialiseret, kampagner mod analfabetisme blev gennemført, og der blev bygget skoler og universiteter.

Kvinder blev ligestillet med mænd, og kræfter i det gammeldags muslimske præsteskab, som vovede at protestere, blev behandlet hensynsløst. Den smertefulde omskæring af piger blev forbudt, og strenge straffe blev tildelt de, der brød loven.

I 1972 introducerede regeringen et somalisk skriftsprog baseret på et tilpasset latinsk alfabet.

Kort og godt: Siad Barres reformprogram havde mange progressive træk, men blev kombineret med stalinistiske kendetegn som manglen på demokrati, brug af vold og en tendens til at underordne det somaliske folks interesser til sovjetbureaukratiets interesser.

Man kan imidlertid stadigt finde mange somaliere, som betragter denne periode som et højdepunkt i Somalias moderne historie. Og en del betragter stadigvæk sig selv som kommunister.

Siad Barres regime faldt sammen i 1991. Efter en meget kostbar krig med Etiopien i forsøg på at genindlemme Ogaden i Somalia, endte krigen i et totalt nederlag for Siad Barre, som måtte flygte.

Somalia blev i 90erne gradvist forvandlet til et sammensurium af forskellige feudalagtige ”fyrstedømmer”, hvoraf mange af ”fyrsterne” hævder at forsvare forskellige sub-klaners interesser.

På trods af det militære nederlag for FN-styrken i 1993, forsøgte FN at blive i Somalia.

For mange somaliere blev det en dyr affære.

3,6 milliarder dollars blev i løbet af få år pumpet ind i Somalia. Som det går i den slags tilfælde, når et land pludseligt bliver udsat for verdens økonomiske formåenhed, så førte den store tilstrømning af penge til en skævvridning af den lokale økonomi.

Priser på varer og tjenesteydelser steg, og kun de, der arbejdede for FN havde fordel af det.

Blandt dem var krigsherrerne. Hver for sig fik de meget store pengebeløb for at bevogte de humanitære organisationers lagre og kontorer imod angreb fra de andre krigsherrer.

Mange krigsherrer fik grundlagt en formue i denne periode ved at udføre forskellige tjenester, herunder vagttjeneste, for FN og de store internationale hjælpeorganisationer.

Der blev gjort 12 forskellige forsøg på at skabe fred ved at føre forhandlinger mellem krigsherrerne. Ingen af dem førte til noget.

Dannelsen af den første overgangsregering

I maj 2000 blev der indkaldt til en forsoningskonference i Arta, Djiboutis hovedstad.

Omkring 2000 repræsentanter, flest civile, fra alle klaner og forskellige dele af Somalia deltog i konferencen.

Efter fire måneders forhandlinger vedtog man en overgangsforfatning og valgte Det Nationale Overgangsparlament og overgangspræsidenten Abdulkassim Salad Hassan.

Der var store forventninger til overgangsregeringen i den somaliske befolkning. Og i en relativ kort periode så det ud, som om fred og forsoning endelig var etableret i Somalia.

De fleste krigsherrer trak sig ud af hovedstaden Mogadishu, og den nye regering repræsenterede Somalia i FN og blev de facto anerkendt af de fleste lande som Somalias eneste lovlige regering.

Økonomisk udsultning af den somaliske regering

På trods af de fremskridt den somaliske regering stod for, på trods af dens opbakning i befolkningen og fra hovedparten af de somaliere, der levede i landflygtighed, blev den nye regering udsat for økonomisk strangulering og diplomatisk isolation.

Baggrunden var, at regeringen ønskede at forsvare Somalias uafhængighed.

Allerede i 1970’erne havde Somalia betalt alle sine lån tilbage til Verdensbanken og IMF og meddelt, at det fremover ville stå på egne ben økonomisk.

I 2001 beskyldte den amerikanske regering imidlertid den vigtigste somaliske bank, Al Barakat banken, for at have forbindelser med islamiske terrorgrupper. Beskyldningerne blev aldrig efterprøvet, men banken endte med at måtte lukke.

Det var et hårdt slag imod Somalias økonomi og også for de mange somaliere, der var afhængig af de penge, deres slægtninge i andre lande sendt hjem.

Kort tid efter præsenterede FN en plan om at åbne en ny bank – Globalbanken – som FN allerede havde afsat 100.000 millioner dollars til.

Globalbanken skulle være et samarbejde mellem FN, IMF, Verdensbanken, WHO, og omkring 50 vestlige banker og børser, men den somaliske regering nægtede at give Globalbanken tilladelse til at åbne.

Den danske regering holdt sig ikke tilbage. Efter etableringen af overgangsregeringen og den begyndende fredsproces i Somalia bevilgede Folketinget ekstraordinært et økonomisk tilskud på 63 millioner kr. til udviklingsorienteret nødhjælp til Somalia.

Størstedelen af disse midler blev imidlertid enten givet til FN eller til danske nødhjælpsorganisationer i Somaliland og Puntland. Begge var områder, der var uforsonlige over for udfaldet af Arta-konferencen.

Kun 4 millioner kr. blev sat til side til eventuel brug i områder, der støttede overgangsregeringen.

I sommeren 2001 gav denne kurs anledning til debat i Informations spalter. De somaliske foreninger, en somalisk minister og foreningen STS International Solidarity påpegede, at medmindre Danmark og andre vestlige lande skiftede politik, ville resultatet blive en ny borgerkrig.

Det skete desværre.

Krigen mod terror

I juli og i december 2001 besøgte delegationer fra STS International Solidarity Mogadishu for at sætte sig nærmere ind i fredsprocessens udvikling.

Under besøget i december boede STS i nogle dage på samme hotel som en amerikansk regeringsdelegation, hvis officielle formål var at studere terrorisme. Delegationen var meget bekymret over den mulige eksistens af islamiske terrorister på somalisk jord.

Efter at delegationen havde udtrykt sin bekymring, svarede den somaliske regering, at hvis USA eller andre lande kunne påvise eksistensen af den slags grupper i Somalia, var de velkomne til at assistere den somaliske hær i nedkæmpelsen af dem.

Men at kampen mod terror og hensynet til amerikanske handelsinteresser hører meget nøje sammen, fik STS International Solidarity særdeles konkret dokumenteret: For da den amerikanske delegationen forlod hotellet, glemte de et eksemplar af Chewron World fra efteråret 1988(!), som havde en artikel om lovende prøveboringer efter olie i Somalia.

Dokumentationen for at jagten på olie er en af amerikanernes vigtige motiver, følges op i en artikel den 1. juni 2002 i Politiken, hvor den amerikanske journalist Ritt Goldstein, beskriver hvordan Siad Barre i et forgæves forsøg på at bevare magten havde solgt retten til olie på trefjerdele af Somalias territorium til de amerikanske oliefirmaer: Conoco, Amoco, Chevron og Philips.

Fra Mogadishu tog den amerikanske delegation videre til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, hvor krigsherrer fra det etiopisk støttede SRRC havde søgt tilflugt.

Hvad man forhandlede med den etiopiske regering eller med SRRC om, kan man ikke vide. Men senere begivenheder giver et fingerpeg om det: Under krigen mod Irak blev en militærbase i Djibouti overdraget koalitionens styrker.

Fra denne base og fra hangarskibe ud for kysten kunne koalitionen bombe Irak. Basen blev hovedkvarteret for Joint Task Forces – Horn of Africa, hvorfra kampen mod påståede islamiske terrorister i Kenya, Somalia, Sudan, Eritrea, Etiopien, Yemen og Djibouti bliver koordineret.

Den 22. december 2002 rapporterede Associated Press fra et besøg på centret i en artikel med overskriften “En stille kamp mod militante på Horn”:

”Kommando-centeret er hjertet i Bush-administrationens stille kamp mod islamiske aktivister, der opererer i de seks nationer og Yemen. Herfra overvåger de amerikanske militære observatører landgange af marineinfanterister på strandene, krigsskibe fra flåden, hærens manøvrer og flyvninger i tæt koordinering med hovedkvarteret for den centrale kommando i Qatar. Målet er at opdage, forstyrre og nedkæmpe ’the bad guys’”.

Ifølge Associated Press omfatter samarbejdet mellem de vestlige lande også træningen af soldater fra bl.a. Etiopien.

For nyligt, i marts 2005, var viceformanden for Joint Cheifs of Staff, general Pace, på en lynvisit i centeret. I en efterfølgende pressemeddelelse erklærer han, at det fælles kommandocenter fortsat spiller en betydelig rolle i kampen mod terrorisme i området.

FN så blot til. Efter at organisationen havde studeret udviklingen i Somalia over en årrække, konstaterede Sikkerhedsrådets ekspertpanel i en rapport (S/2003/223), at Etiopien gentagne gange har brudt FN’s våbenembargo over for Somalia.

Et politisk initiativ – en ny ”fredskonference”

Ifølge det nationale overgangscharter skulle de forskellige overganginstitutioner ophøre den 1. august 2003. De sidste 12 måneder skulle bruges til ”at forberede valglove og lave en folkeafstemning for at godkende en forfatning og til overgang til et føderalt regeringssystem”.

Økonomisk udsultning, voksende diplomatisk isolation og voksende militært pres gjorde det næsten umuligt at leve op til disse krav.

Det internationale samfund, der selv havde bidraget til den økonomiske undergravning og svækkelse af intentionerne i Arta-fredsprocessen, konkluderede, at det somaliske folk ikke selv var i stand til at skabe fred i landet.

Det behøvede hjælp bl.a. fra sine naboer, hævdede man. Endvidere hævdede man, at Arta-konferencen var alt for ”snæver”. En fredskonference burde være ”altomfattende”, hvilket i praksis betød, at de forskellige krigsherrer også skulle inviteres til at deltage i en ny fredskonference.

Med politisk og økonomisk opbakning fra det internationale samfund blev der indkaldt til en ny fredskonference i oktober 2002 – dvs. i den periode, hvor den somaliske overgangsregering skulle have forberedt afholdelsen af almindelige og demokratiske valg.

Den officielle indkaldelse udgik fra Internationale Regeringsautoriteter for Udvikling (IGAD), et samarbejdsorgan, som udover Somalia består af Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Sudan og Uganda.

Det er værd at bemærke, at alle disse lande er præget af korruption, og at mange af dem ikke er i stand til at leve op til de demokratiske krav, som burde gælde for alle lande. At man ikke konsulterede Somalias eneste lovlige regering, som jo stadigt fungerede, falder kun alt for godt ind i det generelle mønster.

For at sikre en ”retfærdig fordeling” af pladserne i det nye somaliske parlament skulle pladserne i det fordeles efter stramme kvotaer til de enkelte klaner.

Det betød i praksis, at somaliernes demokratiske aspirationer fremover skulle forvaltes af de traditionelle ledere af det forældede klansystem.

Fredskonferencen blev afholdt i Kenya. På trods af dårlige udsigter besluttede mange civile organisationer at deltage, som de havde gjort i Arta – i håb om, at de kunne influere på resultatet.

Somaliske menneskerettighedsorganisationer forlangte, støttet af Amnesty International, at de tidligere krigsherrer blev holdt uden for magten. Kvindeorganisationer krævede en andel af pladserne, men ikke engang den aftalte andel blev respekteret i den sidste ende.

De civile organisationer blev skubbet til side og forfulgt. En fremtrædende aktivist for kvindebevægelsen og fredsbevægelsen blev skudt ned foran sit hjem.

Der var ikke de store illusioner om fredsforhandlerne. Følelserne hos mange somaliere kan sammenfattes i nogle ord, som kommentatoren Afrad brugte på Banadir Online i efteråret 2004. Han skrev bl.a.:

”Resultatet er, at i vort højst dæmoniserede land, hvor krigsherre-isme, mord, voldtægt, røverier og kidnapninger er blevet en fuldtidsbeskæftigelse, er det vigtige arbejde med at bringe fred og stabilitet overladt til en bande krigsforbrydere; de samme folk, som har ødelagt landet og massakreret civilbefolkningen”.

Dannelsen af et parlament og valget af en præsident

I efteråret 2004 blev et nyt overgangsparlament og en føderal overgangsregering udnævnt for de følgende 5 år.

Det vil være vanskeligt noget sted i verden at finde en samling ”parlamentarikere”, der ligner de somaliske.

Flere medlemmer ville have været anbragt foran en domstol og anklaget for overtrædelser af såvel den almindelige straffelov, love om menneskerettigheder og love om forbrydelser mod menneskeheden.

Til præsident for Somalia valgte denne forsamling den etiopisk støttede krigsherre, Abdullahi Yusuf.

Han er kendt for sin foragt for demokrati og menneskerettigheder i sin tid som ”præsident” over udbryderegionen Puntland. Præsidenten har minimal legitimitet i Somalia.

Alene det forhold, at han er støttet fra Etiopien, gør ham meget suspekt i de fleste somalieres øjne, og han vil ikke have en chance for at vende tilbage til Somalia, og da slet ikke til Mogadishu, medmindre han får andre til at beskytte sig.

I første omgang bad han derfor den Afrikanske Union om at sende 20.000 soldater, som skulle afvæbne konkurrerende krigsherrer.

Han havde travlt, fordi den kenyanske præsident allerede i sin nytårstale havde bedt den somaliske regering og parlamentet om at forlade Kenya og (naturligt nok) etablere sig i Somalia.

Men anmodningen var komplet urealistisk!

De væbnede styrker i den Afrikanske Union var i forvejen trængt til bristepunktet med andre engagementer. Og så var det også mere end tvivlsomt, om donorlandene var parat til at betale de meget store udgifter oven i de mere end 100 millioner dollars afholdelsen af fredskonferencen allerede havde kostet.

I første omgang overlod den Afrikanske Union det til IGAD’s lande at udgøre en såkaldt fredsbevarende styrke på 7.500 mand. Etiopien var blandt de ivrigste, mens Kenya og Djibouti var mere tøvende af angst for at pirre til den somaliske nationalisme.

Den Internationale Krisegruppe udsendte den 10. februar i 2005 en erklæring, hvor den kritiserer planen.

Faren ved direkte intervention var stor. For ”at få Somalias nabostater til at lede og udgøre en sådan styrke ville være unødvendigt opflammende og ville kunne ødelægge hele fredsprocessen”, hed det bl.a.

Og videre: ”Ved at gennemtvinge en sådan løsning på dette delikate stadium, risikerer IGAD’s medlemmer ’at krydse Mogadishu-linjen’ og at blive opfattet som en part i konflikten, som det skete under den USA-ledede FN-mission i de tidligere 90-ere”.

Somaliske intellektuelle anmodede også efterfølgende FN’s sikkerhedsråd om at tilsidesætte planerne.

Til manges overraskelse lod den amerikanske regering sin ambassadør i Kenya, William Bellamy, meddele, at den nye somaliske regering burde bruge sine egne regeringsmedlemmers militser i stedet for at sende tropper udefra.

Den amerikanske regering truede endda med at møde planen om at bruge tropper udefra med et veto i sikkerhedsrådet. (Under en senere pressekonference med en talsmand for udenrigsministeriet, Richard Boucher, er dette dog blevet modificeret til kun at gælde tropper fra nabolandene).

Hvorfor tog USA pludseligt så skarpt afstand fra en kurs, det synes at have fulgt så længe?

Et forøg på at kigge bag scenen i Washington

Den officielle begrundelse for opretningen af Joint Task Force – Horn of Africa var at jage islamiske terrorister.

Ud fra de samme overvejelser har den amerikanske regering lukket øjnene, når etiopiske tropper gik ind i Somalia, eller når Etiopien sendte våben til sine somaliske partnere.

Men virkningerne er udeblevet.

I stedet for at svække de islamiske fundamentalisters indflydelse, er de styrket.

I den nordlige del af Mogadishu har yderligtgående islamiske militser overtaget kontrollen med bydelen. Støttet af rige somaliske forretningsfolk har disse militser, som i øvrigt opfører sig på en anderledes anstændig måde end de andre militsfolk, vundet relativt velvilje i den øvrige befolkning.

De har indført en tilpasset form af Sharia-loven og for en befolkning, som tørster efter en smule retfærdighed, betragtes disse domstole som et fremskridt.

Mange af den sidste tids demonstrationer imod anvendelsen af fremmede tropper i Mogadishu og andre steder har været ledet af de islamiske fundamentalister og kravet om Jihad eller ”hellig krig” bliver fremført oftere og oftere.

Udkæmpelsen af ”hellige krige” mellem det officielt kristne Etiopien og det muslimske Somalia går helt tilbage til 1415.

Jihad – nu også i Somalia – med alt, hvad dette indebærer af tilstrømning af islamiske fundamentalister fra forskellige lande, er noget af det, som USA bedst kan undvære oven på problemerne med Afghanistan og Irak.

Den aktuelle situation

Problemerne tårner sig op i Somalia, og regering og parlament er dybt splittede. Kampen står mellem de krigsherrer og politiske ledere, der ønsker hjælp fra Etiopien og andre nabostater, og de, der er imod det.

Den generelle indstilling i det internationale samfund, men også i f.eks. den sudanesiske militære ledelse, synes at være, at de interne uenigheder i parlament og regering først skal afklares, før man kan gøre noget.

Hvis det lykkes for parlamentet at slå sig varigt ned i Mogadishu, vil det første skridt være taget til at løsrive den somaliske fredsproces fra omklamringen fra ”det internationale samfund.”

Lykkes det ikke, står man måske foran en ny og meget blodig national befrielseskrig.

Vagn Rasmussen er aktiv i STS International Solidarity. Artiklen bringes også i tidsskriftet Solidaritet.

Den sidste udvikling kan følges på hjemmesiden for STS International Solidarity www.intersol.dk.