Arbejderpartierne og arbejdervælgerne

Mange medlemmer af Enhedslisten jublede over folketingsvalget i 2005. Enhedslisten fik tilført folketingsgruppen vigtige nye kræfter og partiet fik et afgørende økonomisk løft i kraft af det stigende statstilskud. De ”revolutionære kræfter” vandt frem på bekostning af ”centristerne og reformisterne”. Alt gik tilsyneladende fremad.

Men med et nøgternt syn på valgresultatet bør Enhedslisten hurtigt få armene ned. For en del af Enhedslisten røg armene da også allerede ned, da de konstaterede, at Enhedslistens fremgang ikke kunne hindre, at den samlede arbejderbevægelse havde lidt et historisk stort valgnederlag. Dermed kunne Fogh-regering fortsætte endnu en periode arm i arm med Dansk Folkeparti.

Men selv for de mere forhærdede tidselgemytter, for hvem sejrrig enhedspolitik er brolagt med ’reformisternes’ nederlag, bør der være skår i glæden. Valget i 2005 var nemlig ikke en sejr for Enhedslistens politisk strategi.

Arbejderpartiernes samlede valgnederlag var snarere på én gang et nederlag for alle de tre forskellige politiske strategier, som henholdsvis Socialdemokratiet. SF og Enhedslisten forfølger. Dette er i hvert fald den tese, jeg vil forsøge at uddybe i det følgende.

Lang nedtur

Valgnederlaget i 2005 var langtfra nogen enlig svale bestemt af øjeblikkelige politiske konjunkturer. Ved folketingsvalget i 2005 fortsatte arbejderpartierne en lang politisk nedtur, der startede helt tilbage i 1994. I dag kan arbejderpartierne samlet set se tilbage på 15 år med stadigt mere vigende opbakning, jf. tabellen.

Nederlag i arbejderklassen

Denne langstrakte nedtur for arbejderpartierne skyldes først og sidst svigtende opbakning i arbejderklassen.

Sådan var det også i 2005. Den primære årsag til nederlaget i 2005 var som i 2001, at SF og Socialdemokraterne – de to partier arbejderpartier med den væsentligste tiltrækning af arbejdervælgere - ikke længere kun konkurrerede indbyrdes om arbejdervælgerne.

Socialdemokraterne og SF konkurrerede både i 2001 og 2005 hårdt med de borgerlige om arbejderne. Begge gange med det resultat, at arbejderpartierne tabte massivt til de borgerlige partier, primært Venstre og Dansk Folkeparti. Vel at mærke uden at Enhedslisten erobrede nævneværdigt mange stemmer i arbejderklassen.

Arbejderpartierne havde i 1990 67 pct. af arbejdervælgerne. I 2001 fik de tilsammen under 40 pct. af arbejdervælgerne. Det var dette glidende historiske nederlag for arbejderpartierne i arbejderklassen, der ikke blev vendt i 2005. Arbejderpartiernes opbakning blandt arbejdervælgerne var i 2005 nogenlunde den samme som i 2001. Mindre end hver tredje privatansatte lønmodtager stemte i 2005 på et arbejderparti eller RV.

Det store politiske jordskælv var indtruffet i 2001. Her rykkede lønmodtagerne i den private sektor dramatisk til højre. Socialdemokrater, radikale og venstrefløjen fik i 2001 kun 29 procent af stemmerne. Dette nederlag blev ikke vendt i 2005, men gentog sig tværtimod. Oppositionen stod i stampe blandt de privatansatte, hvor oppositionen kun fik 29 pct. af stemmerne.

Oppositionen klarede sig lidt bedre blandt lønmodtagerne i den offentlige sektor. Her gik oppositionen samlet fem procent frem. Dette har en sammenhæng med, at oppositionen er gået frem blandt de veluddannede vælgere. Blandt danskere med studentereksamen gik oppositionen fem procent frem og fik over halvdelen af stemmerne. Derimod stemte vælgere med erhvervsuddannelse endnu mere borgerligt end sidst.

Foreløbig kan vi altså konstatere, at valget i 2005 for arbejderpartierne som helhed var toppen af et omfattende og langstrakt krise i forhold til arbejdervælgerne. Dette må i sandhed siges at være et nederlag for de politiske arbejderpartier (dvs. parti, der i deres politisk-strategisk indhold i væsentlig grad bygger på arbejderklassens interesser og organiserede magt).

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har på hver sin måde som strategisk projekt at mobilisere arbejderklassen i hverdagen og ved stemmeurnerne, og dette projekt gik baglæns med stormskridt i 2001 uden på ny at gå fremad i 2005.

Ikke kun reaktionære arbejdervælgere

Men arbejderklassen kan som bekendt også tage fejl og vælge reaktionære politiske løsninger. Derfor er spørgsmålet selvfølgelig, om arbejderpartiernes nederlag i arbejderklassen skyldes politisk mere reaktionære arbejdervælgere?

Hertil er der grundlæggende kun at sige, at de politiske partier, der fortsat strategisk satser på bl.a. arbejdervælgerne selv må bære et afgørende ansvar, hvis og når arbejdervælgerne søger reaktionære løsninger. Typisk skyldes det, at arbejderpartierne ikke har tilbudt arbejdervælgerne tilstrækkeligt klare og troværdige bud på en samfundudvikling, der tilgodeser arbejdernes ønsker og krav.

Når det er sagt, tyder alt på, at den nuværende krise i forholdet mellem arbejdervælgerne og arbejderpartierne langtfra kun, og formodentligt ikke engang primært, er udtryk for et reaktionært holdningsskred blandt arbejdervælgerne.

F.eks. har valganalyser vist, at godt halvdelen af lønmodtagerne i den private sektor ikke mener, at virksomhederne gør nok for at ruste dem eksempelvis gennem efteruddannelse. Umiddelbart et godt grundlag for venstremobilisering skulle man tro. Men utilfredsheden blev ikke gjort til en fordel for Socialdemokraterne og venstrefløjen. Tværtimod.

39 procent mener, at en borgerlig regering er bedst til at ruste det danske samfund til globaliseringens udfordringer. Kun 24 procent peger på en socialdemokratisk ledet regering. Forklaringen er ganske givet, at ikke mindst arbejdere er optaget af virksomhedernes konkurrenceevne, og de har så blot langt mere tiltro, til at en borgerlig regering vil drive Danmark som en driftig forretning, end Socialdemokraterne vil.

Lidt frækt kan man også spørge, om arbejderpartierne på noget tidspunkt i valgkampen for alvor præsenterede arbejdervælgerne for et konkret og troværdigt bud på, hvordan der i fremtiden kan sikres dansk beskæftigelse og konkurrenceevne på det globale marked ud fra arbejderinteresser.

Ser man på arbejdervælgernes foretrukne politiske dagsorden ved valget, var den heller ikke rent højrevredet. Analyser viser, at velfærdspolitik sammen med beskæftigelsespolitik var topscorer, når det drejer sig om at have betydning for partivalget. Velfærdspolitikken tillægges meget stor betydning for stemmeafgivningen hos F- og Ø-vælgerne (60%: ”meget stor betydning”, 30%: ”en del” og kun 1%: ”ingen betydning”). Det burde have været arbejderpartiernes hjemmebane med vinden i ryggen. Men alligevel tabte vi.

Beskæftigelsespolitikken stod i 2005 mere markant end i 2001 som et vigtigt tema hos ikke mindst arbejdervælgerne. Beskæftigelse stod særlig stærkt hos F/Ø-vælgerne (44%: ”meget stor betydning”, 40%: ”en del”, 12%: ”kun lidt” og 2%: ”slet ingen”). Vælgerne synes at have prioriteret det mere, end SF gjorde – og langt mere end SF formåede at kommunikere i valgkampen.

Det fremgår bl.a. af, at både SF og SD klarede sig relativt bedre i en række udkantsområder, der er hårdt ramt i arbejdsløshed og globalisering. Det tyder på, at ikke mindst beskæftigelsespolitikken havde et potentiale til at give relativ større opbakning til SF og SD.

Flygtninge-temaet ligger forskelligt i forskellige undersøgelser. Hos Vilstrup/Berlingske ligger det relativt lavt på niveau med skat. Hos Epinion karakteriseres valget som et nyt udlændingevalg, specielt hos de vælgere, der stemte på de radikale og Dansk Folkeparti.

Men det er værd at bemærke, at udlændingetemaet ikke kan tages til indtægt for bestemte politiske krav eller bestemte holdninger. F.eks. viste analyser af 2001-valget, at en meget stor del af de vælgere, der var optaget af flygtninge-/indvandrertemaet var det ud fra helt andre holdninger end DF’s. Tilsvarende opgiver F og Ø-vælgere denne gang, at flygtninge- og indvandrerpolitik spillede en ret stor rolle for dem – mere end A+B vælgerne.

Valget blev altså ikke alene tabt på udlændinge- og integrationspolitikken. Den blev i høj grad også tabt på temaer, som vi traditionelt opfatter som ’hjemmebane’ for venstrefløjen.

Selv blandt de unge viste arbejderpartiernes klasseproblem sig. Venstrefløjen klarede sig nogenlunde blandt de unge som helhed, selv om det efter vælgerundersøgelserne at dømme langtfra gik så godt, som mange i Enhedslisten og SF selv går og tror.

SF klarede sig bedst blandt de nye vælgere med 12,2 pct. og blev det tredjestørste blandt denne gruppe - langt efter S og V. Enhedslisten fik 3,3 procent, som var under halvdelen af RV med 7,6 procent. Oppositionspartierne fik tilsammen mindre en halvdelen af stemmerne fra de unge under 25 år.

Men ser man nærmere på klasseindholdet af arbejderpartiernes opbakning hos de unge, viser krisen i forholdet til arbejdervælgerne sig på ny. Mens gymnasieeleverne bakkede massiv op om centrum-venstre-partierne, og især SF, var de unge på erhvervsskolerne langt mere borgerlige.

Strategiske nederlag

Når arbejderpartierne samlet set tabte 2005-valget i arbejderklassen, så skyldes det grundlæggende ikke dårlig valgkamp, forkerte personer, de forkerte spindoktorer, o.lign., men derimod de tre partiers egne, forskellige strategier.

De tre arbejderpartier fik et nederlag på deres egne politiske strategier.

Lad os tage dem i tur og orden. Først det største, Socialdemokraterne.

Socialdemokraternes grundlæggende strategi er at søge styrke til at indgå klassekompromisser, der skaber øget beskæftigelse, velfærd og lighed. Styrken søges ved politisk at appellere bredt, på tværs af sociale klasser og ind over midten til flest mulige centrumhøjrevælgere for dermed at kunne danne regering, typisk sammen med RV.

Strategien er dernæst at bruge en slet skjult trussel om ’blokpolitik’ sammen med SF og Enhedslisten til at presse de borgerlige og føre politik hen over midten, når det gælder større grundlæggende ting som økonomisk politik, skat, arbejdsmarked og større velfærdsreformer.

2005-valget var en udgave af denne strategi. Alt blev sat ind på at generobre de centrumhøjrevælgere, ikke mindst blandt arbejderne, som i 2001 var gået til borgerlige partier på grund af både udlændingepolitikken og Foghs nyvundne troværdighed som manden, der på velfærdsområdet ville og kunne det hele for det halve.

Generobring af de tabte arbejdervælgere til højre skulle bane vej for en ny SR-regering.

Socialdemokraterne forsøgte i 2005 at generobre arbejdervælgere ved en slags omkamp af 2001-valget. Midlet var først og fremmest et forsøg på at matche VKO på udlændingepolitikken og beklikke Fogh på hans troværdighed i beskæftigelses og velfærdsproblematikkerne.

I 2001 havde det været Poul Nyrup Rasmussens skæbne at holde ’verdens længste pressemøde’ om udlændingepolitikken, som Weekendavisens Arne Hardis så rammende betegnede de åbne skænderier om udlændingepolitikken på den socialdemokratiske kongres midt under 2001-valgkampen.

Allerede i 2004 forsøgte Mogens Lykketoft at lægge udlændingepolitikken politisk død i valgkampen ved længe inden valget at erklære sig 99 enig med VKO i udlændingepolitikken. Urokkelig som en klippe blev han aldrig træt af at fortælle både RV, SF og Enhedslisten, at på udlændingeområdet var der INTET at forhandle om, hvis centrum-venstre fik flertal ved valget. Socialdemokraterne havde valgt VKO frem for SF, RV og Enhedslisten.

Men denne valgstrategi gik rigtig skidt. I stedet for verdens længste pressemøde fik Mogens Lykketoft verdens længste skænderi med Marianne Jelved om udlændingepolitikken. Nettoresultatet var dobbelt. En blakket troværdighed omkring oppositionens enighed som regeringsalternativ og en klar profilering af RV på udlændingespørgsmålet, som RV tidligt besluttede at udnytte hæmningsløst til bl.a. et parløb med DF i valgkampen, hvor RV og DF hver især kunne sole sig som hinandens fjendebilleder.

Resultatet blev som bekendt, at RV fik en forrygende valgkamp og en klar mandatgevinst hos specielt nogle af de yngre mellemlag, mens Socialdemokraterne ikke på nogen måde formåede at vinde de tabte arbejdervælgere tilbage.

I stedet har Socialdemokraternes valgkamp muligvis bidraget direkte til at cementere både højreholdninger og stemmeafgivning til højre hos en del arbejdervælgere.

I hvert fald lykkedes det slet ikke for Socialdemokraterne at mobilisere sit traditionelle vælgergrundlag bag et klart reformprojekt for beskæftigelse, velfærd og lighed.

Alt i alt kan man derfor frygte, at Socialdemokraternes valgkamp i 2005 var tættere på at cementere både de talmæssige og det politisk indholdsmæssige nederlag hos centrumvælgerne fra arbejderklassen og mellemlagene. Når onde tunger under Socialdemokraternes efterfølgende formandsvalg påstod, at kampen mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen var en kamp om retten til at tabe det næste valg, så var selve den socialdemokratiske valgkamp muligvis med til at gøre denne spådom mere sandsynlig.

Det er i sandhed et nederlag for et parti for hvem, den politiske strategi står og falder med at kunne få bl.a. arbejderstemmer nok til ikke at være holdt ude af regeringskontorerne i længere perioder af gangen.

SF’s nederlag

SF’s politiske strategi har historisk været svingende. I perioder har partiet, som partiets stifter Aksel Larsen udtrykte det, ønsket at være den katalysator, der kunne få Socialdemokraterne til at være og kæmpe som et rigtigt socialdemokratisk arbejderparti.

I andre perioder har SF lagt større vægt på at fungere som et politisk korrektiv til den socialdemokratiske velfærdspolitik. ”Socialdemokratiet plus 10 procent”, er det ondskabsfuldt blevet kaldt.

I atter andre perioder har partiets strategi lagt vægten på at skabe en politisk og social blok, som kunne erobre politisk, socialt og kulturelt hegemoni i det civile samfunds organisationer samtidig med erobring af politisk indflydelse og magt på det parlamentariske plan ( Disse historiske ændringer har jeg bl.a. beskrevet nærmere i Bent Gravesen: Strategi i forandring – SF 1959-89, SP Forlag 1989).

I samtlige disse variationer af SF’s politiske strategi har det været en central opgave at styrke venstrekræfterne både parlamentarisk og i bevægelserne. Strategien har forudsat, at det lykkedes på én gang at styrke den samlede arbejderbevægelse og at styrke venstrefløjen og SF i særdeleshed over for Socialdemokratiet.

Dette har grundlæggende kun kunnet lade sig gøre på to måder. Enten ved, at SF erobrede arbejder- og mellemlagsvælgere fra Socialdemokraterne samtidig med, at Socialdemokraterne havde held med sit projekt, at erobre centrumvælgere nok fra de borgerlige. Eller ved at SF påtog sig en større selvstændig hegemonisk rolle som partiet, der selv formulerede et politisk projekt, som på én gang kunne styrke partiet selv over for Socialdemokraterne og samtidig selv bidrage til at erobre flere arbejder- og mellemlagsvælgere fra det politiske centrum.

Ved valget i 2005 formåede SF ingen af delene, og Socialdemokraterne leverede slet ikke sin del af varen. Resultatet blev, at SF slet ikke skabte nettotilgang til SF fra Socialdemokraterne, der hvor Socialdemokraterne går tilbage, endsige der hvor Socialdemokraterne gik mest tilbage.

Virkeligheden blev den omvendte. SF stod og faldt som hovedregel sammen med Socialdemokraterne!

Dette er bemærkelsesværdigt – både i forhold til SF’s traditionelle rolle og i forhold til, at Socialademokraterne specielt har tabt kvindelige vælgere, der var udpeget som prototypen på målgruppen for SF’s valgkamp!

Enhedslistens mediesejr

Enhedslistens valgkamp lignede mest af alt Det Radikale Venstres. Begge partier fik en markant valgsejr på en kombination af klare værdibudskaber afsendt af gode, kvindelige kommunikatorer.

At det forholder sig sådan fremgår med al tydelighed af valgresultaterne landet over. For både Det Radikale Venstre og Enhedslisten er den procentvise fremgang fantastisk ens landet over. For Enhedslisten forstyrres den nærmest totalt ens procentændring i alle valgkredse kun et sted, der taler sit eget sprog: Pernilles Rosenkrantz-Theils egen kreds.

Alt tyder på, at Enhedslisten fik et valgresultat, der meget lidt byggede på den lokale græsrodsmobilisering. Til gengæld var Enhedslistens fremgang meget betinget af enkeltpersoners fremtræden på TV og i radioudsendelser. De lokale kampagner for Enhedslistens kandidater synes ikke – bortset fra Pernille Rosenkrantz-Theils egen kreds – at have flyttet noget nævneværdigt i forhold til hverken SF eller Socialdemokraterne.

Dette understøttes af de landsdækkende vælgeranalyser. De tyder på, at der gik nogenlunde ligeså mange vælgere fra Enhedslisten til SF som omvendt. Socialdemokraterne tabte kun mikroskopisk eller måske slet intet til Enhedslisten.

De, der måtte have fejret Enhedslistens valgsejr, som en sejr for de ’revolutionære’ på bekostning af ’reformister og centrister’, kan således kun klamre sig til Enhedslistens rent parlamentariske, procentvise fremgang.

De vil have meget svært ved at finde belæg for, at valget var en sejr for mere revolutionære holdninger, endsige en mere organiseret opbakning bag revolutionære holdninger.

Sandheden er langt snarere, at Enhedslisten nærmest ene og alene sejrede, fordi partiet denne gang havde en klar mediedarling, der tilmed stort set blev fredet af de andre partier og hyldet af medierne.

Mit ærinde med dette er ikke, at hverken revolutionære eller reformister bør foragte det at have populære politikere. Tværtimod. De er guld værd.

Mit ærinde er derimod at påpege, at Enhedslistens valgsejr ikke var nogen sejr for Enhedslistens politiske strategi om holdningsændring, mobilisering og kamp for øget opbakning i arbejderklassen. Der var langt snarere tale om en medieskabt – og dermed potentielt flygtig - valgsejr, der næsten udelukkende havde succes i mellemlagene.

Fremtiden

Tidligere har det ofte været sådan, at et eller flere arbejderpartiers politiske strategi havde fremgang på de andres bekostning. Derfor er der al mulig grund til at spørge, hvordan det kunne gå til, at 2005-valget kan ses som et nederlag for alle de tre arbejderpartiers forskellige politiske strategier.

Rent principielt kan der være tale om et sammenfald af elendigt politisk håndværk: Alle tre arbejderpartier kan have været dårlige til at føre netop deres politiske strategi ud i livet. Som en af dem, der har et betydeligt medansvar for SF’s valgkamp, skal jeg være den sidste til at udelukke denne mulighed. Men udover denne mulighed synes der også at være noget mere grundlæggende på spil, nemlig et opbrud i den indbyrdes dynamik arbejderpartierne imellem.

Når Socialdemokraterne ikke længere formår – eller ønsker – at tiltrække flertallet af arbejdervælgerne på en troværdig reformvision, slår det så at sige bunden ud på både arbejdervælgernes orientering mod arbejderpartierne og i arbejdervælgernes politiske helhedstænkning.

Socialdemokratiet taber arbejdervælgere uden for alvor at vinde andre nye, og arbejdervælgerne taber visionerne og troen på et egentligt alternativ.

Dermed bliver arbejdervælgerne mere pragmatiske. Både når det gælder et stadig mere flygtigt partivalg (det ene parti kan være ligeså godt som det andet), og når det gælder politisk helhedsforståelse (solidaritet og opbakning til velfærdssamfundet kan f.eks. sagtens være forbeholdt ’danskere’).

Dermed ændres vilkårene samtidig for SF og Enhedslisten grundlæggende. Venstrefløjen kan ikke længere på samme måde appellere til allerede eksisterende visioner og reformønsker hos arbejdervælgerne, fordi arbejdervælgerne ganske enkelt ikke i samme grad har sådanne visioner og reformønsker som tidligere.

Provokerende kan man sige, at Socialdemokratiet ikke længere har gjort – eller ønsket at gøre - rugbrødsarbejdet med at skabe og vedligeholde sociale og solidariske visioner og reformønsker hos arbejdervælgerne.

Netop derfor får specielt SF det svært ved genbrug af gamle former for appel af typen: SF vil presse Socialdemokratiet til at føre reformpolitik; stem SF hvis du ønsker nogen, der slås for (socialdemokratiske) reformer.

Men også Enhedslistens klassekampsretorik får klart ændrede vilkår.

For mig at se er det nødvendigt grundigt at overveje, hvordan man kan bryde denne onde cirkel, hvor venstrefløjen selv rammes af Socialdemokraternes udvikling, og hvor arbejderpartierne tilsammen står tilsyneladende magtesløse over for Foghs regering.

Med valget af Helle Thorning-Schmidt som formand har Socialdemokraterne tilsyneladende truffet deres valg: Fogh skal besejres ved at kæmpe på den nye pragmatiske politiske arena, hvor de politiske partier og partiledere i stigende grad har fået mulighed for at gennemføre nøje tilrettelagte kampe om, hvilke dagsordener en kommende valgkamp skal udkæmpes på.

Helle Thorning-Schmidt er tilsyneladende ikke indstillet på at tage kampen for at genrejse støtten til visioner om solidaritet og retfærdighed. Hun vil i stedet selv gå politisk til højre for at hente bl.a. stemmer fra ’de hårdarbejdende familier’, som hun så flittigt citerer Tony Blair for. En sådan strategi hos Socialdemokraterne vil efter alt at dømme få svært ved at sejre selv på kort sigt og på sine egne præmisser.

Men under alle omstændigheder vil det overlade en kæmpeopgave til SF og Enhedslisten, nemlig det jeg ovenfor kaldte rugbrødarbejdet med at skabe og vedligeholde sociale og solidariske visioner og reformønsker hos arbejdervælgerne.

Men ikke nok med det. Helle Thorning-Schmidt vil tilsyneladende også forsøge at udslette en række temaer fra dagsordenen for et kommende folketingsvalg. Det gælder først og fremmest udlændinge, flygtninge og integration. Her har Helle Thorning-Schmidt med det seneste integrationsforlig på flere punkter overhalet V og K højre om undervejs i forhandlingerne for at få et højreforlig.

Dette overlader SF og Enhedslisten en anden kæmpeopgave, der vel at mærke rækker langt ud over modstand mod det aktuelle forlig.

Venstrefløjen er blevet helt alene om at formulere moderne og solidariske svar på det danske samfunds sociale integrationsproblemer (beskæftigelse, folkeskole, boligghettoer, diskrimination, osv.). Vi er samtidig blevet helt alene om at skabe opbakning bag disse løsninger hos bl.a. arbejdervælgerne.

Det siger sig selv, at dette projekt er en kæmpemæssig opgave, der rækker meget, meget langt ud over at have kendte nydanskere i Folketinget eller at sætte sjove valgplakater op med et flot budskab om, at det kun er vasketøj, der bør sorteres efter farve.

Opgavens omfang illustrerer meget godt de store krav til formulering af de politiske strategier, som både SF og Enhedslisten står over for, hvis de skal drage læren af den samlede arbejderbevægelses nederlag ved 2005-valget.

Bent Gravesen er historiker og medlem af SF