EU-traktaten og servicedirektivet

Er franskmændene dumme eller kloge? Nej’et ved folkeafstemningen i Frankrig har hverken med forfatningen eller EU at gøre, siger mange. Men det passer ikke. Den franske venstrefløj rejste de relevante emner, herunder servicedirektivet.

I Danmark har vi nu fået en ”tænkepause” til at gøre det samme

Den ene europæiske statsleder efter den anden synes nærmest at have fortrudt, at forslaget til EU-forfatning blev sendt til folkeafstemning. Det var jo meningen, at der skulle stemmes ja.

Også i EU Kommissionen er forbitrelsen over det franske og det hollandske nej stor. Sent på valgaftenen, da nej’et i Frankrig var en kendsgerning, udtalte den franske EU Kommisær Louis Michel endda, at han ikke kunne se, hvorfor ét land skulle ”kunne stoppe den europæiske proces”.

Kan der være en grund til, at det europæiske lyntogs vej mod forfatningen skal stoppes, bare fordi nogle franskmænd og hollændere ikke vil have det? Det skulle da lige være fordi, at sådan har betingelserne været fra begyndelsen. Og det er jo en mulighed, når sagen bliver lagt ud til folkeafstemning, at befolkningen tager dem på ordet.

Alligevel endte EU-topmødet den 16-17. juni ikke med en skrinlæggelse af EU-forfatningen, men en ”tænkepause”. En pause, som i første omgang har ført til en udskydelse af folkeafstemningen i Danmark. Og den første forhindring for ja-partierne i Folketinget, og resten af den danske afdeling af EU-eliten, er sporene fra især den franske, men også den hollandske folkeafstemning.

Derfor er der en stor ukoordineret operation i gang. Den handler om damage control. I de danske medier slås journalister, politikere og højreorienterede eksperter en brav kamp for at gøre det franske nej så irrelevant som overhovedet muligt for den danske folkeafstemning.

Argumenterne er mange: At det var den franske nationalismes nej, at det handlede om indenrigspolitik, at den franske valgkamp handlede om emner, der intet har med forfatningen at gøre, og at franskmændene åbenbart har været uoplyste om afstemningens indhold. Så uoplyste, at meget af debatten ikke handlede om paragraffer i forfatningen, men om bredere problemstillinger, lyder kritikken.

Blandt de danske tilhængere af traktaten er der knusende konsensus om at fokusere kampagnen på de ændringer, der er foretaget fra Nice til forfatningen. Der er for så vidt også nok at diskutere. Alligevel er det afgørende, at de rammer bliver sprængt for at åbne den debat i Danmark, som franskmændene åbnede i Frankrig.

Lad os prøve at være mere konkrete.

For stemningen i Frankrig vendte i januar og februar netop på det tidspunkt, hvor den franske venstrefløj kørte en af sine store kanoner i stilling; servicedirektivet. Og indvendingen har for længst lydt, at direktivet kan vedtages under de nuværende regler, så hvorfor bringe det ind i en folkeafstemning om en forfatning?

Lad os først se lidt på, hvad direktivet (Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked, Kom (2004) 2 endelig, 13 januar 2004) handler om.

Bolkestein

Formålet med direktivet er at skabe et stort og stærkt integreret indre marked for tjenesteydelser. Det kaldes nu og da for Bolkestein-direktivet efter Kommissæren bag forslaget, Frits Bolkestein.

I direktivet skal tjenesteydelser forstås som alle tjenester, der udføres mod betaling.

Direktivet dækker alle tjenesteydelser bortset fra finansielle tjenesteydelser, elektroniske kommunikationstjenester og -netværk samt de transporttjenester, der er dækket af andre direktiver.

Dermed dækker direktivet også ydelser som vand, sundhed, uddannelse, elektricitet m.m.

Metoden er ”deregulering”: Direktivet handler mest om, hvilke krav der ikke må stilles til servicevirksomheder af det land, de opererer i.

En række krav vil være helt forbudt. Andre krav skal ”evalueres” af medlemsstaterne og af Kommissionen. Sidstnævnte kan udstede et formelt krav om afskaffelse af en regel eller lov, hvis den hindrer udviklingen af det frie indre marked for tjenesteydelser, og hvis der i Kommissionens øjne ikke er tvingende grunde til at opretholde det.

Men servicedirektivet er blevet mest berømt for at gøre ”oprindelseslandsprincippet” til det centrale. Ifølge dette princip er det kun på enkelte områder, at det er modtagerlandets love og regler, der skal gælde. I udgangspunktet er det love og regler i ”oprindelseslandet”, der gælder for virksomhederne.

Det betyder f.eks. at arbejdsmarkedslovene - med nogle undtagelser - kan sættes ud af kraft. Det betyder også at krav om kvalitet, produktionsmetoder og kvalifikationskrav er noget der er fastsat i andre lande end det, der opereres i.

Direktivet giver samtidig virksomhederne mulighed for let at etablere sig over alt. Med andre ord er det meget let at få sig et ”bekvemmelighedsflag” fra det land, der har de mindst ”restriktive” regler på et givet område.

Der er mange konsekvenser af direktivet. På dette sted vil jeg indskrænke mig til de to vigtigste, og tage udgangspunkt i en omfattende juridisk vurdering af forslaget til direktiv, som Wouter Gekiere har foretaget (Towards a European Directive on Services in the Internal Market: Analysing the Legal Repercussions of the Draft Services Directive and its Impact on National Services Regulations, Institute of European Law, Catholic University Leuven, september 2004).

Blandt konklusionerne på sundhedsområdet er, at direktivet vil ”svække nationale myndigheders mulighed for at organisere sundhedsvæsenet, samt vil underminere medlemslandenes mulighed for at sikre befolkningen adgang til behandling, de har råd til, og som har den fornødne kvalitet (s. 21). Direktivet vil åbne for ”kommercialisering af sundhedssektoren” (s. 22).

På arbejdsmarkedsområdet er analysen ikke mindre dramatisk. Det kan føre til ”deregulering af nationale arbejdsmarkeder”, til social dumping med andre ord (s. 30).

Fra lancering til lagring

Direktivet blev lanceret af EU Kommissionen i januar 2004, og på de følgende EU-topmøder, hvor direktivet var på dagsordenen, nikkede regeringslederne blot tilfredse og bad om at få direktivet vedtaget efter køreplanen, dvs. senest i slutningen af 2005.

Den franske folkeafstemning ændrede planen. For som modtræk til den franske kampagne for et nej, slog den franske præsident Chirac ind på en ny kurs fra og med februar, og som en håndsrækning til den trængte franskmand, konkluderede EU-topmødet den 22-23.marts:

”For at kunne fremme vækst og beskæftigelse skal det indre marked for tjenesteydelser være fuldt funktionsdygtigt, samtidig med at den europæiske sociale model bibeholdes. På baggrund af den aktuelle debat, der viser, at den nuværende affattelse af direktivforslaget ikke lever helt op til kravene, ønsker Det Europæiske Råd, at der i lovgivningsprocessen udfoldes alle bestræbelser for at skabe en bred konsensus, der opfylder alle disse mål”.

Umiddelbart kan det jo synes at være en ironisk understatement, at direktivforslaget ikke ”lever helt op til kravene”. Det er et meget vidtgående direktiver, som vi er bedre stillet uden. Men der er ingen grund til at tro, at der er tale om en understatement.

Sproglige finurligheder af den art finder ikke vej til topmødedokumenter. Det skal forstås bogstaveligt, at regeringslederne kun finder anledning til at foretage justeringer. Og hvad er målet med justeringerne? Hvad er det egentlig for en europæisk social model, der skal ”bibeholdes” ifølge dokumentet?

Forfatteren til direktivet Kommissær Bolkestein melder pas. Til France Inter sagde han den 6. april:

” ’Den europæiske sociale model’...jeg kender ikke betydningen af det udtryk.”

Og hvis den mand, der skrev direktivet ikke ved, hvad stats- og regeringscheferne taler om, når de pålægger Kommissionen at justere direktivet for at sikre både det indre marked og ”den europæiske sociale model”, så er der måske ikke grund til store forventninger.

Alt tyder på, at direktivet kun er røget midlertidigt på lager, og at anledningen var et pusterum for at give Chirac en chance i Frankrig.

Der vil givetvis blive foretaget ”justeringer”, men substansen synes ingen i hverken Rådet eller Kommissionen at have fortrudt. Der er derfor al mulig grund til at fastholde servicedirektivet i debatten om forfatningen. Også selvom direktivet ville kunne vedtages på det nuværende traktatgrundlag. Det er der fire grunde til.

1. Vi har ikke andre muligheder for at bremse den nyliberalistiske strategi

Servicedirektivet er ikke et direktiv blandt mange andre. Det er helt centralt i den strategi, som Det Europæiske Råd og EU Kommissionen fastlagde på et topmøde i Lissabon i marts 2000 for EU’s udvikling i de kommende mange år, og som skal gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden.

Omkring 70% af BNP i EU’s medlemslande stammer fra tjenesteydelser, og det meste af det kommer ind under direktivets bestemmelser. Der er med andre ord meget på spil. At pakke servicedirektivet sammen, ville i Kommissionens øjne næsten være som at lægge visionerne for det europæiske samarbejde til side.

Over for disse forstenede forhold er det kun chokterapi, der virker. Et signal fra befolkningerne om, at EU-projektet mister legitimitet, hvis servicedirektivet realiseres.

2. Ét er, hvad traktaten kan bruges til, noget andet hvad vi fik at vide

”Jamen det har vi jo allerede vedtaget!”. Eller: ”Det direktiv kan jo allerede gennemføres med Nice-traktaten!”. De argumenter er allerede blevet brugt herhjemme over for dem, der vil have servicedirektivet ind i den danske forfatningsdebat.

Så enkelt er det ikke.

For der er ingen, der ved tidligere debatter om EU-traktater, har rejst de perspektiver, der nu rejses i direktivet. Så når flere tilhængere af forfatningen afviser at forholde sig til servicedirektivet i forbindelse med debatten om forfatningen, skylder de os at vise, hvordan de perspektiver, der rejses i direktivet, blev lagt frem for vælgerne, f.eks. i forbindelse med debatten om det indre marked og ”EU-pakken” i 1986, og om Amsterdamtraktaten i 1998. Det bliver en umulig opgave for dem.

Samtidig driver kræfterne bag servicedirektivet tolkningen af traktaten til det yderste. Kommissionen og regeringslederne prøver faktisk grænser af med den gældende traktat på to punkter.

Direktivet giver nemlig Kommissionen store beføjelser til at udøve kompetence på sundhedsområdet og uddannelsesområdet, og det er ellers medlemsstaternes suveræne ansvar ifølge traktaten.

Også på et andet område er Kommissionen ikke så lidt frisk: Traktaten kan nemlig læses sådan, at oprindelseslandsprincippet enten ligger på kanten, eller ligefrem går over grænsen for de rammer, traktaten opstiller (jf. Thomas Fritz: Transforming Europe into a Special Economic Zone – The EU Services Directive, Blue 21, juli 2004, s. 15).

Med andre ord: Det de serverer nu, med servicedirektivet, det var der ingen, der fortalte os, og ingen, der kunne se ved de tidligere folkeafstemninger og debatter om EU-traktater.

Hvordan kan de så sige, at vi ikke skal tage den nu?

3. Forfatningen giver nye stærke instrumenter til liberaliseringer

Forfatningen giver flere nye instrumenter til at cementere EU’s nyliberalistiske kurs. Bare to eksempler:

Det første eksempel er den såkaldte fleksibilitetsbestemmelse (Artikel I-18 i forslaget til EU-forfatning) der giver Ministerrådet mulighed for at gennemføre beslutninger på områder, hvor forfatningen ikke umiddelbart giver EU kompetencen.

Det er sket tidligere med liberaliseringerne på energiområdet, der blev gennemført ved brug af den gamle fleksibilitetsbestemmelse. Forskellen til dengang er, at fleksibilitetsbestemmelsen breder sig over et større område, der også rummer forfatningens paragraffer om uddannelse og sundhed. Områder, hvor forfatningen ellers opstiller nogle begrænsninger for, hvor langt EU kan gå.

Med fleksibilitetsbestemmelsen kan flere sektorer tvinges ind under de betingelser, servicedirektivet opstiller.

Det andet eksempel er fra handelspolitikken, hvor EU i tilfælde af, at forfatningen vedtages, får den fulde kompetence til at forhandle internationalt om liberaliseringer i servicesektoren, inklusiv på kulturområdet, på det sociale område, på sundheds- og uddannelsesområdet (Artikel III-315 i forslaget til EU-forfatning ).

Det er oven i købet et område, der hænger direkte sammen med servicedirektivet. Jo mere liberaliseret en sektor er i EU, des mere vidtgående internationale forhandlinger kan EU gå ind i på internationalt plan.

F.eks. har det europæiske erhvervsliv for længst indledt en offensiv for liberaliseringer på uddannelsesområdet. Med forfatningen vil det være lettere både at liberalisere hjemme og at åbne markedet udadtil.

4. Hvis Europa skal skifte spor, er det nu, vi har chancen

Endelig skal vi ikke være blinde for, at debatten om forfatningen kan blive den sidste i mange år om en traktattekst. Bliver den vedtaget vil en nyliberalistisk politik for alvor blive cementeret. Skal projektet påvirkes, og skal der skiftes spor i Europa, så er det nu!

At indskrive reglerne for det indre marked og den monetaristiske ØMU i noget, der kaldes en forfatning, er en uhyrlighed. At indskrive en bestemt økonomisk politik i en europæisk grundlov er et syvmileskridt tilbage, set med demokratiske briller. Men den europæiske elite mener det dybt alvorligt.

Det franske nej, og de folkeafstemninger, der måtte komme, er de muligheder vi har i en overskuelig årrække for at finde vejen væk fra Europa A/S.

Den danske ja-sides svar

Tilhængernes svar på udfordringen fra det franske og det hollandske nej har ikke ladet vente på sig.

Villy Søvndal og hans parti SF vil nu bruge det franske nej som en murbrækker til at få forstenede forhold til at flytte sig. Dagen efter folkeafstemningen meldte han ud, at det franske nej kunne være med til at få skabt en europæisk social pagt som modstykke til forfatningens nuværende indhold. Det er jo en påfaldende udtalelse fra formanden for et parti, der vil anbefale os at stemme ja.

Baggrunden for Søvndals initiativ er ikke svært at se. For risikoen for SF er, at der overgår partiet den samme skæbne, der blev det franske socialistparti til del. Socialistpartiets interne urafstemning viste i januar et flertal for forfatningen på 62 % mod 38 % for et nej.

Men fredagen for folkeafstemningen var stemningen ændret markant. 59% af medlemmerne havde på det tidspunkt besluttet sig for at stemme nej (Le Monde, fredag den 27. maj 2005).

Faren ved Søvndals initiativ ligger lige for. Det er, at initiativet bliver en manøvre. Kønne ord uden substans for at hente en godkendelse af forfatningen hjem i Frankrig - og Danmark. Uanset om det er tænkt sådan fra SF’s side.

Foreløbig har SF’s sociale pagt ikke vundet gehør blandt dem, SF havde udset til at gå videre med sagen, nemlig Fogh-regeringen (!).

I stedet har regeringen sat sig for at gøre fem temaer til omdrejningspunktet for den kommende tids EU-debat.

Det ene berører servicedirektivet. For nu taler Fogh pludselig om, at arbejde, der udføres i Danmark skal foregå på danske betingelser. Dermed prøver han at punktere noget af den kritik, der har lydt af servicedirektivet i Frankrig, Danmark, Belgien og mange andre steder.

Selvom udtalelsen er velkommen, så skal den ikke modtages mere varmt end den kan bære. Dels fordi det har ligget i kortene et stykke tid, at direktivets indvirkning på arbejdsmarkedsforhold ville blive justeret. Hvor langt Fogh vil gå er uklart. Og dels fordi det ikke er noget Fogh kan afgøre. Direktivet skal vedtages ved kvalificeret flertal.

Sidst men ikke mindst, så er det en begrænset kritik af direktivet, Fogh har leveret her i ellevte time -18 måneder efter direktivet blev offentliggjort. For regeringen har bestemt ikke opgivet de øvrige perspektiver, Kommissionen har rejst.

Og her kommer vi til et af Foghs fem temaer: Regeringen vil gøre det til en mærkesag i tænkepausen, at ”det indre marked for tjenesteydelser skal fuldendes”.

Det tema skal den danske nej-side tage godt imod. For hvad med alle de ulykker, direktivet ville nedkalde over sundhedssektoren, togtrafikken, miljøpolitikken, uddannelsessektoren osv. Alt det vil regeringen Fogh tilsyneladende lade stå. Og det kan ikke undre. EU-elitens drømme om en økonomisk supermagt stopper ikke ved et nej eller to. Skuden flytter sig ikke, før den er tvunget til det.

Det rigtige sociale svar på det sociale franske nej er derfor, at der også kommer et dansk nej, hvis forfatningen overlever tænkepausen.

Så vil den europæiske debat pludselig kunne åbnes. Så vil der ikke være tale om en fransk undtagelse. Eller en fransk-hollandsk undtagelse. Så vil der være tre stærke symboler på et europæisk socialt nej, der vil være svære at omgå.

Og det kan måske sætte et endeligt punktum for forfatningen.

Kenneth Haar er medlem af Enhedslisten og aktiv i Attac.

Artiklen har tidligere - i en lidt anden form - været bragt i på hjemmesiden for Tænketanken Ny Agenda.