Socialdemokratiet efter formandsvalget: Socialliberalisme eller socialdemokratisme?

Helle Thorning-Schmidt vandt kampen om formandsposten i Socialdemokratiet med en relativ snæver margin. Som de fleste vidste på forhånd, er partiet delt midt over. Og det ændrer sig ikke efter formandsvalget!

Det interessante er imidlertid, at Helle Thorning-Schmidt fik flertal, uden at ret mange udenfor hendes snævre kreds af støtter egentlig ved, hvad hun står for og vil. Som flere medier skriver, har hun fortrinsvis signaleret nogle hensigter mere end fremlagt politiske bud med et indhold.

Det vil sige, at et flertal af både partimedlemmer og vælgere har ønsket Helle Thorning-Schmidt som formand uden at kende hendes politiske grundlag eller intentioner. Det eneste, vi ved, er, at hun vil skabe fornyelse og føre partiet ind på midten med ”hjertet til venstre”.

Et ganske uforpligtende og indholdstomt signal.

Men i hele processen op til udskrivelsen af formandsvalget og under har der tegnet sig en klart beskrevet medieprofil på Socialdemokratiets nye formand. Den passer til Helle Thorning-Schmidt og absolut ikke til Frank Jensen. En fornyer og en midtsøgende formand med evne til at ”brænde igennem” (hvad og med hvad?) og styrke til at stoppe ”fløjkrigen”.

Men heri ligger til gengæld en oplagt fare for, at både regeringen og den borgerlige presse vil fastholde hende i denne profil, uanset om den passer til de faktiske problemer, der skal løses. Selvfølgelig under forudsætning af, at det skal ske på et socialdemokratisk grundlag.

Man kan sige, at valget af Helle Thorning-Schmidt som formand er kulminationen på den fornyelsesproces, Poul Nyrup Rasmussen satte i gang efter valgnederlaget i 2001.

Selv om oplægget til denne fornyelse aldrig rigtig blev vedtaget i partiet, blev processen ikke desto mindre igangsat. Og ingen i partiet, ej heller Frank Jensen eller dennes støtter, har reelt været i stand til at stoppe den, endsige få skovlen under dens underliggende præmisser. Hvorfor vender vi tilbage til længere fremme.

For først må spørgsmålet om, hvorfor Helle Thorning-Schmidt vandt i hvert fald antydningsvis besvares.

Det gjorde hun først og fremmest, fordi partiet helt ned på foreningsniveau under hele Poul Nyrups formandsperiode gradvist har mistet tilliden til, at Socialdemokratiet igen kan rejse og sætte sit præg på den samfundsmæssige diskurs og mobilisere både medlemmerne og store dele af befolkningen i en ny bevægelse, der både kritiserer og overskrider den nyliberale horisont.

Tilbage har været håbet om at kunne finde en ny markant leder, som kan udfordre Anders Fogh Rasmussen og føre partiet tilbage til regeringsmagten. Dvs. igen placere partiet centralt på den politiske scene og i statsapparatet, hvilket vil gøre det lettere at være partimedlem og placere sig politisk i hverdagen.

Det kan Helle Thorning-Schmidt måske også, idet hun som sagt til forskel fra Frank Jensen udmærker sig ved evnen til at spille på den medieskabte scene, hvor hun kan ”brænde igennem”.

Men vores påstand vil være, at hun på vejen til magten vil opløse de sidste rester af partiets indre identitet og sammenhængskraft og således under vejs miste det reelle magtgrundlag. Vejen til regeringsmagten vil gå via en vidtgående tilpasning til tidens nyliberale samfundsændring og tænkning, og det kan selv et fornyet Socialdemokrati ikke holde til.

Her er vi så tilbage til selve fornyelsesprocessen, som den nys overståede valgkamp har accelereret og faktisk også styrket og cementeret.

Flere års uafklarede diskussioner om partiets interne demokratiopfattelse har med et slag fået en ny kanoniseret form i den netop gennemførte urafstemning. At hævde, som den nye ledelse gør i et væk, at lige netop denne type demokratiske proces repræsenterer den egentlige fornyelse ved at give medlemmerne større indflydelse og den nyvalgte formand et mere solidt mandat, repræsenterer nok den største illusion i hele forløbet.

Af samme grund kan det være hensigtsmæssigt lige at stoppe op og genkalde sig, hvad der egentlig er foregået.

Umiddelbart efter valgnederlaget, hvor Mogens Lykketoft erklærede sin afgang som partiformand, blev der afholdt Hovedbestyrelsesmøde. Her besluttede man reelt at lægge formandsvalget ud til urafstemning uden en forudgående afstemning på en ekstraordinær kongres.

Selve kongressen vedtog at følge HB’s indstilling, hvormed den gjorde sig selv overflødig. Den forvandlede sig til et konvent, efter at HB forinden havde opgivet at optræde som kompetent organ.

Videreføres denne linje bliver resultatet, at de forudgående delegationsprocesser i resten af organisationen får en slags ligegyldighedens skær, hvor det repræsentative demokrati de facto sættes ud af kraft.

At hovedbestyrelse og kongres således frivilligt har frasagt sig magten får selvfølgelig efterfølgende indflydelse på, hvor seriøst der bliver arbejdet i partiets grundorganisationer. Jo mere urafstemningsprincippet vinder frem - det direkte demokrati - desto mindre magt vil de kompetente organer besidde i fremtidens Socialdemokrati.

Og det er absolut ikke ganske uproblematisk, al den stund det er disse organer, der i det daglige og i kritiske situationer både har været demokratibevarende, stabiliserende og demokratiopdragende.

Hvis disse organer mister i betydning - dvs. hvis ledelsen i den nye organisationstype går uden om disse organer, og hvis kun ganske få gider ofre dem energi - vil partiet, uanset Helle Thorning-Schmidt og den nye ledelses besværgelser mod gammeldags topstyring, blot ende i en ny og moderne topstyring og reelt miste de sidste rester af dets indre dynamik.

Fremdriften, iderigdommen og kampagneenergien vil så skulle hentes ind udefra i form af tilkøbsydelser fra professionelle.

Og allerede nu få dage efter valget er sagen klar. Let omformuleret rammer vi nok ikke helt ved siden af tonen hos den nye ledelse, hvis vi tillægger den følgende stil; ”dem der ikke er med os - er imod os, men vi har medlemmerne bag”. Det tema vil blive gennemgående i den fremtidige interne debat i Socialdemokratiet.

Urafstemningen vil som den ene kæbe i en knibtang blive brugt mod enhver opposition fra medlemmerne i de kompetente organer, hvis de ikke retter ind og bifalder ledelsens politiske udmeldinger (hvor uhyrlig et sådant misbrug af en snæver valgsejr end måtte forekomme).

I historisk perspektiv er det næsten en slags déjà vu fra situationen i 1992 efter valget af Poul Nyrup, blot på et højere og mere udfoldet niveau.

Cirklen er sluttet i mainstreamingen af partiet og den løbende beskæring af partiorganisationens indflydelse på noget som helst.

Når vi skriver på et højere og mere udfoldet niveau henviser det til, at den nye ledelse end ikke formelt refererer til partiets øverste kompetente organer, men i næsten et hug indfører hele management-retorikken og også handler herefter.

Enten fører denne elitære opblæsthed til et oprør fra partiorganisationen - fra HB medlemmer, amtsformænd og kredsformænd - ellers også indvarsler den total passivitet, hvorved den nye ledelse reelt også mister sit magtgrundlag i den politiske kamp om magten - uanset den magtfulde retorik og sceneoptræden.

Vi vil hermed heller ikke frakende Helle Thorning-Schmidt og den nye ledelse evnen til at lægge fløjkrigen død.

Det faktum, at man har valgt en ny formand alene på politiske overskrifter i håbet om, at hun på den kunstneriske udførelse kan udfordre statsministeren og bringe partiet tilbage til regeringsmagten, beskriver et parti uden mission, vision og selvtillid og således også et parti med en overhængende frygt for at gå i indre opløsning.

Af den grund kan man forvente, at trangen til at bevare illusionen om en ny æra for Socialdemokratiet vægter tungere end ønsket om at skabe et reelt alternativ til Venstres nyliberalisme.

Med andre ord: Tage en kamp med borgerne om konsekvenserne af de forskellige samfundsmodeller og samtidig indstille sig på, at Socialdemokratiets nye æra kan forme sig som en lang og sej kamp tilbage til magten - men vel og mærke til en magt, som nyder bred folkelig forståelse og opbakning.

Det scenarie udgør i dag et frygtscenarie i Socialdemokratiet, og det vil den nye ledelse spille på helt ud til den yderste tangent.

Men selv om disse konflikter og grundlæggende politiske uenigheder om både strategiske mål og indhold i realpolitikken ikke kommer til overfladen i partiet, fordi fløjkampen er erklæret uønsket, og dem, der måtte genoplive den, kan se frem til en stempling som ”betonagtige”, ”gammeldags” og opvirglere, der vil fastholde partiet i parlamentarisk ørkenvandring flere år frem, så findes uenighederne stadig.

Hvert evige eneste væsentlige politiske spørgsmål rummer kimen til en ny ”fløjkrig” i sig. Om det er efterlønnen, holdningen til Velfærdskommissionens anbefalinger (som gud og hver mand allerede er bekendt med), strukturreformen, udlændingespørgsmålet - og sådan kunne vi blive ved - så vil de rumme og eksponere uenighederne.

Problemet for Socialdemokratiet vil være, at det ikke vil være tilladt at etablere og formulere principielle politiske standpunkter, som kan indfange og klargøre forskellene.

Helle Thorning-Schmidt og den nye ledelse vil flakse fra den ene position til den anden for at markere sig i den politiske kamp om vælgerne, og venstrefløjen vil mere eller mindre åbent henholde sig til gamle dyder.

Et sådant forvirret billede af Socialdemokratiet kan i længden hverken gøre partiet tiltrækkende - for hvem henvender det sig til - eller sikre det et solidt parlamentarisk grundlag. Resultatet kan blive, at partiet får rollen som pladsholder for nogle helt andre politiske strømninger, som vi hverken kender formen eller omfanget af i dag.

Frank Jensen var den eneste, der i hele valgkampen formulerede et grundtema, som kunne have skabt en afklarende og fremadrettet politisk/teoretisk diskussion i Socialdemokratiet.

Det gjorde han ved at relancere begrebet ”klassekamp”. Dvs. insistere på nødvendigheden af at anskue samfundet og den politiske proces som værende præget af forskellige klasser, der på grund af forskellige interesser er i evig kamp om at få disse tilgodeset.

I stedet blev han skoset for at hive gamle floskler frem af skuffen. Poul Nyrup belærte ham om, at alle disse begreber fra industrisamfundets tidsalder er uvirksomme og ubrugelige til at indfange nutidens problemer. Der skal et helt nyt sprogsæt til.

Det sprogsæt har vi stadig til gode at få udfoldet. I stedet spises vi indtil videre af med indholdstomme procesmarkører som ”fornyelse” og ”moderne”.

Og selvfølgelig måtte man latterliggøre Frank Jensens beåndede handling. For ved en nærmere analyse - dvs. ved at gå ind på hans præmis - måtte man i det mindste give ham ret i, at uligheden i fordelingen af samfundets ressourcer er markant stigende, og at flere og flere grundlæggende konflikter i deres forskellige klædedragter præger det ”moderne” samfund.

Men det ville på den anden side have blokeret for Helle Thorning-Schmidt og den nye ledelses ønske om at fremstille situationen, som en der lader sig løse ved de gode viljer, konsensus og forligspolitik på midten.

Dermed har den nye ledelse på den anden side også afskåret sig selv og - med forbuddet mod fløjkrig - hele partiet fra at komme til begreb om, hvad det egentlig er for kræfter, der styrer og sønderriver vores samfund og her ud fra formulere troværdige og demokratisk-socialistisk orienterede svar.

Men den adfærd får jo hverken konflikterne eller klasserne til at forsvinde. De forskellige deltagere søger så blot derhen, hvor de umiddelbart oplever, at deres interesser og vilkår enten italesættes eller formuleres som politisk program.

Det store problem for Socialdemokratiet i almindelighed og for partiets nye ledelse i særdeleshed er, at Venstre har et projekt - omkalfatringen af velfærdsstaten og gennem glidende reformpolitik opbygning af den liberale konkurrencestat. Hele regeringens reformkompleks orienterer sig på en og samme tid både mod afgørende strukturelle ændringer af hele samfundet og mod ændringer af bevidsthedsdannelsen og den offentlige diskurs.

Socialdemokratiet har ikke et lignende projekt.

For hvis partiet skulle have et projekt svarende til dets navn, udgangspunkt og historiske berettigelse, måtte det reformulere både de strategiske mål for og selve reformvejen til opbygningen af et samfund på demokratisk socialistiske principper. Heri ligger nemlig opgøret med nyliberalismens grundantagelser og postulerede historiske overlegenhed.

Det har Socialdemokratiet veget tilbage fra i over 20 år ud fra kollektiv fornemmelse af, at en sådan proces ville konflikte med efterkrigstidens historiske kompromis - også kaldet de socialdemokratiske årtier.

Af den grund befinder partiet sig nu i en blindgyde og ude af stand til at handle andet end fra sag til sag samtidig med, at Venstre og hele den nyliberale verden er i fuld gang med at opløse de sidste rester af det historiske kompromis og vænne befolkningen og de forskellige klasser til, at samfundene frem over skal styres efter helt andre magtforhold.

Efter vores begreber er det den virkelighed, der har dannet rammen om de forskellige spændingsfelter og kampescenarier, som Socialdemokratiet har været ude i siden, man første gang åbent forsøgte at undfly skæbnen ved at vælte Svend Auken og indsætte Poul Nyrup Rasmussen i formandsstolen.

Og det er den virkelighed, man nu igen forsøger at holde fra døren ved at indsætte en formand, som kan spille spillet og udsætte det historiske opgør i et parti, der i realiteten er delt i to: Et socialliberalt, der i konkurrence med de andre socialliberale partier skal til at finde sin plads i det parlamentariske landskab på alle tre parlamentariske niveauer, og et socialdemokratisk, som sammen med de andre partier til venstre for midten skal til at gå den tunge vej og formulere et fælles alternativ til den nyliberale verdensorden.

Et alternativ, der ikke vil være noget alternativ, hvis det ikke kan forbinde en konkret realpolitisk optræden på den politiske scene med en demokratisk og socialistisk reformpolitik, som praktisk integrerer både den europæiske og internationale dimension og formulerer en praktisk vej for borgerne ud af egennyttens fremmedgørelse.

Hvorvidt disse to linjer i Socialdemokratiet overhovedet længere kan udspille sig, som noget medlemmerne og vælgerne aktivt kan forholde sig til, er det meget svært at sige noget om på indeværende tidspunkt.

Men det er for tidligt at afskrive muligheden!

Jan Helbak og Klaus Krogsbæk er medlemmer af Socialdemokratiet og redaktionen af internettidsskriftet kritiskdebat.dk, hvor artiklen tidligere har været bragt.