Ungarn 1956: Demokrati, uafhængighed og selvforvaltning

Den 4. November 1956 rullede russiske kampvogne gennem Budapest og andre større ungarske byers gader for at knuse befolkningens opstand mod det stalinistiske regime. Hvad kæmpede ungarerne egentlig for? Hvem var opstandens drivende kræfter? Hvad var dens sociale og politiske indhold?

Næppe nogen folkelig rejsning har været efterfulgt af så meget hykleri og fortielse om dens virkelige budskab som den ungarske.

En kamp for genindførelse af kapitalisme har magthaverne i såvel Vest- som Østeuropa karakteriseret opstanden. De første under betegnelsen frihedskamp, de sidste med benævnelsen kontrarevolution.

Khrusjtjev er blevet citeret for følgende udsagn: ”Havde vi bare fået pløkket en halv snes forfattere, havde revolutionen aldrig fundet sted.” I tråd med den udtalelse, men uden dens kynisme, er en række vestlige kommentatorer og historikere. Det almindelige billede af de ungarske begivenheder var og er, at opstanden var en kamp for individuelle og intellektuelle friheder og rettigheder, anført af en elite af forfattere, journalister og studenter.

Over for denne opfattelse, der hæfter sig ved overfladefænomener, er det grund til at pointere:

For det første at den ungarske opstand ikke var et isoleret og frit svævende fænomen, der kan forstås alene ud fra begivenhederne i 1956. Den var materielt funderet i den politiske og økonomiske krise, der hærgede hele Østeuropa, og som var et produkt af de stalinistiske regimers karakter. Den ungarske opstand må forstås i sammenhæng med arbejderurolighederne i DDR og Tjekkoslovakiet i 1953 og den polske rejsning i 1956.

For det andet at den ungarske arbejderklasse var en drivende faktor, om end ikke den eneste, såvel i perioden før som under opstanden – og ikke mindst i kampen mod den russiske intervention 4. november og i de følgende måneder. At reducere arbejderklassen til en viljeløs massebasis for de intellektuelles krav – hvad enten de opfattes som demokratiske eller kontrarevolutionære – er at fortie opstandens sociale indhold.

For det tredje at det var arbejderråd, der erobrede hovedrollen i opstanden med et politisk grundlag, der kunne have betydet en egentlig socialistisk samfundsomvæltning.

Den ungarske krise

I juni 1953 blev det ungarske kommunistpartis leder, Mátyás Rákosi, hans to ”adjudanter”, Gero og Farkas, samt den tidligere landbrugsminister Imre Nagy, kaldt til konsultation i Moskva.

I juli blev Nagy, der ellers ikke havde nogen høj stjerne i det ungarske parti, udnævnt til premierminister – åbenlyst på Kremls forlangende.

I det ungarske parlament fremlagde Nagy et reformprogram, Den Ny Kurs, der på en række vitale områder brød med den politik, der havde været ført siden 1949.

Vægten i den industrielle udvikling skulle flyttes fra sværindustrien til produktion af forbrugsvarer, tvangskollektiviseringen skulle ophæves og bønderne tillades at forlade landbrugskollektiverne, politiske fanger skulle frigives og interneringslejrene nedlægges.

Det var den sociale gæring i Ungarn, der fik Kreml til at tage initiativ til kursskiftet. Tvangskollektiviseringen i 1950’ernes første år havde ført til både massiv utilfredshed hos bønderne og faldende landbrugsproduktion. Daglønnen på statsfarmene var mindre end prisen på et kilo kød. Den forcerede industrielle udvikling havde bevirket et reallønsfald balndt industriarbejderne på 20% fra 1949 til 1953.

Rákosis opbygning af ”socialismen” betød imidlertid ikke blot faldende levestandard for såvel land- som bybefolkningen, men også øget disciplinering og undertrykkelse af de mest elementære demokratiske rettigheder.

Ikke blot fascister fra det gamle regime, men også masser af medlemmer fra de antifascistiske partier, der deltog i de første ungarske regeringer efter krigen, sad i interneringslejre og fængsler. Kommunistpartiet selv havde været offer for to store udrejsninger (bl.a. sad Kádár, kom til at spille en rolle i opstanden, men som også blev leder af Ungarn på baggrund af nedslagtningen af det folkelige oprør, fængslet i 1950’erne)

Her ud over vrimlede fængslerne med arbejdere, hvoraf mange sad for økonomiske forbrydelser (f.eks. tyveri fra arbejdspladserne).

Det var i denne samfundsmæssige situation, at arbejderne på det gigantiske Rákosi-stålværk i Budapest i begyndelsen af juni 1953 nedlagde arbejdet med krav om lønforhøjelser, lavere arbejdstempo, fjernelse af de forhadte arbejdsnormer og lettelse af fødevareforsyningen.

Også i de østungarske byer Ozd og Diógyör kom det til strejker. På den ungarske slette gennemførte landbefolkningen massedemonstrationer.

Det var således arbejdernes og bøndernes aktioner, der var den tue, der væltede Rákosis stalinistiske læs, men det var Kreml-ledernes magt, ser indsatte Nagy som premierminister.

Nagy citerer Khrustjtjev for på mødet i Moskva at have udbrudt til Rákosi: ”Afgiv magten – eller du bliver jaget fra Ungarn af bøndernes høtyve.”

Stalinisternes come-back

Nagy-regeringens levetid blev imidlertid kort. Allerede efter 18 måneder satte Rákosi og hans gammel-stalinistiske fraktion sig atter til rette på taburetterne.

Stalinisterne havde i hele perioden modarbejdet Nagys reformplaner, og de havde succes, ikke mindst fordi der ingen bevidst massebasis var bag Nagy-fløjen i kommunistpartiet.

De kræfter, der stod bag Rákosis come-back var primært det statslige bureaukrati og partifunktionærerne – de grupper, der ville blive hårdest ramt af Den Ny Kurs, og samtidig de, der skulle administrere de økonomiske og politiske reformer.

På den baggrund var det ikke underligt, at Den Ny Kurs blev en mildt sagt begrænset succes. I marts 1955 blev Nagy afsat og smidt ud af kommunistpartiets centralkomité og politbureau. Samme år blev han ekskluderet af partiet for ”højreafvigelse”.

Men den ny regering under Rákosi havde ikke taget misteltenen i ed. Ganske vist havde partikampen primært været en kamp inden for bureaukratiet, og ganske vist havde reformkommunisternes nye kurs ikke været de ungarske massers program, men det betød ikke, at befolkningen var ligegyldig over for regeringsskiftet. Halvandet års liberalisering havde skabt et nyt politisk klima, der dels viste sig ved aktioner for økonomiske krav og bedre arbejdsforhold i industrien, og dels i en begyndende politisk aktivitet, som især grupper af intellektuelle fra kommunistpartiet stod bag.

Det var ikke besynderligt, at netop de intellektuelle nu kom til at spille en vigtig rolle. Nagy-perioden havde givet forfattere, journalister og kunstnere mulighed for at udøve deres erhverv i relativ frihed. Også for arbejderklassen var de politiske reformer naturligvis et fremskridt, men stadig underordnet kravene om højere levestandard og faglige rettigheder – og netop her var Den Ny Kurs kommet til kort.

For en periode blev det derfor blandt de intellektuelle, i forfatterforeningen, i journalistforeningen og på universiteterne, at den sociale gæring i den ungarske befolkning fik formuleret sine politiske mål. Det var her den tydeligst fik karakter af en samlet protestbevægelse mod Rákosi og det ungarske regime.

Fra social gæring til opstand

I efteråret 1956 begyndte den intellektuelle opposition at afholde offentlige møder, bl.a. om Krustjtjevs hemmelige tale på SUKPs 20. Partikongres, der som bekendt kritiserede stalintidens politiske forbrydelser. Møderne fik karakter af åben kritik af regeringen og kommunistpartiet. Bevægelsen krævede Nagy tilbage og udskiftninger i partiledelsen.

Midt i oktober dannede studenterne i den sydungarske by Szeged en ny partiuafhængig studenterorganisation, Mefesz. Den 22. oktober vedtog studenterne i Budapest på et stormøde at gå ind i den ny organisation. Samtidig vedtog de en 16 punkts resolution, der for første gang samlede bevægelsens krav.

Hovedpunkterne var:

Hvor upræcist kravene end var formuleret, tegner de omridset af et politisk alternativ til den siddende regering. Ligeledes viser de den politiske tendens, der var fællesnævneren for de 300.000 mennesker, der demonstrerede i Budapest dagen efter.

Demonstrationen den 23. oktober var formelt en solidaritetsmanifestation med den antistalinistiske bevægelse i Polen – men var reelt udtryk for kravet om reformer i Ungarn.

Gerö, der havde afløst Rákosi som partisekretær i juli for at dæmme op for oppositionens kritik af partiet, fordømte under demonstrationen i radioen demonstranterne som chauvinister og nationalister. Resultatet blev en mere og mere aggressiv stemning blandt demonstranterne. Der udbrød gadekampe, bl.a. foran radiobygningen. Sikkerhedsstyrker skød og dræbte adskillige demonstranter.

Regeringens og partiledelsens reaktion var dobbelt. Dels udnævntes Nagy til premierminister, dels tilkaldtes russiske tropper.

Hermed havde man endegyldigt udløst bevægelsens overgang fra protest til opstand.

Den væbnede opstand

De følgende dage blev kendetegnet ved tre forhold. For det første væbnet kamp mod sikkerhedsstyrkerne og de russiske tropper. For det andet regeringens vaklen fra kamp til opslutning bag opstanden. For det tredje – og vigtigste – at opstanden organiserede sig og begyndte at tage form af en egentlig revolutionær bevægelse.

I løbet af aftenen og natten til 24. oktober lykkedes det grupper af demonstranter at komme i besiddelse af våben, dels fra kaserner og politistationer, dels fra arsenaler på fabrikkerne. Det var disse våben, der gjorde det muligt at tage den væbnede kamp op mod de russiske indtrængere og sikkerhedsstyrkerne. Den 26. oktober var der voldsomme kampe overalt i Ungarn.

I Budapest var den væbnede opstand organiseret i selvbestaltede kampgrupper på mellem 50 og 200 mennesker, ud over civile ungarere deltog også grupper af officerer og menige fra hæren. I adskillige situationer fraterniserede russerne med oprørerne.

Den væbnede modstand var naturligvis central for opstanden, men den skal ikke overvurderes. I Budapest har de organiserede væbnede grupper næppe oversteget 2000 mand – efter hospitalsrapporter at dømme i alt overvejende grad unge arbejdere. I sig selv havde disse grupper ikke haft en kinamands chance – men de var blot en del af en massiv bevægelse, der havde mistet den sidste rest af tiltro til den kommunistiske regering, og som samledes i en af historiens flotteste opvisninger i civil ulydighed manifesteret gennem alt fra massedemontrationer til molotov-cocktails.

Regeringen tilslutter sig opstanden

Hvad gjorde så den ungarske regering, da opstanden var en realitet? Den bevægede sig på en uge via regeringsomdannelser fra åben kamp mod oprørerne over vaklen for at ende i direkte støtte.

Nagys udnævnelse til regeringsleder var en imødekommelse af et af bevægelsens primære krav, men det ændrede ikke regeringens holdning.

Den 24. oktober erklærede Nagy Ungarn i undtagelsestilstand.

Dagen efter bøjede regeringen sig for endnu et af bevægelsens krav. Gerö gik af som partisekretær og blev erstattet med Kádár, der imidlertid samme dag sammen med Nagy fordømte de kontrarevolutionære elementer: Ingen reformer før ordenen var genoprettet.

Den 27. omdannede Nagy regeringen og optog politikere fra de borgerlige koalitionspartier fra 1945 som ministre. Dagen efter beordrede regeringen våbenhvile og lovede de russiske troppers tilbagetrækning samt sikkerhedsstyrkernes opløsning.

Den 30. oktober annoncerede regeringen, at etpartisystemet ville blive ophævet, og at de partier, der indgik i de antifascistiske koalitionsregeringer efter krigen, ville blive reorganiseret.

Dagen efter dannedes på Kilian-kassernen en nationalgarde bestående af folk fra en række af de væbnede grupper. Kommunisten, oberst Maleter, der havde deltaget i opstanden, blev udnævnt til forsvarsminister.

Samme dag meldtes om nye russiske troppebevægelser ind i Ungarn. Nagys svar kom dagen efter. Ungarn trak sig ud af Warszawa-pagten.

Ikke alene var kommunistpartiets stalinistiske kerne i løbet af en uge blevet udmanøvreret af reformkommunisterne – disse havde også selv bevæget sig, så regeringen nu fremstod som opstandens regering.

Den bevægelse, der den 24. oktober blev kaldt kontrarevolutionær, var i Kadárs radiotale 1. November blevet igangsætter af ”en glorværdig opstand, hvorunder vort folk har rystet Rákosi-regimets åg af sig. Den har opnået frihed for folket og uafhængighed for landet, uden hvilke der ikke gives nogen socialisme.” (Kádár forsvandt samme dag for at dukke op den 4. november som en anden Quisling i ly af de fremrykkende russiske tanks).

Regeringen under Nagys ledelse havde formuleret den fællesnævner for opstanden, der udtrykte det aktuelle kompromis mellem dens forskellige sociale og politiske kræfter. Et grundlag, der sikrede den nødvendige brede folkelige opslutning, men som også markerede et omslag til en begyndende social revolution:

Denne udvikling var ikke først og fremmest regeringens fortjeneste. Regeringen var blevet presset af opstandens massive folkelige opbakning – og især af opstandens vigtigste landvinding: Dannelsen af arbejderråd og folkemagtsorganer.

Rådsbevægelsen – fra opstand til social revolution?

Vel var det studenternes 16 punkts program og aktiviteterne mellem 22. og 23. oktober, der varslede opstanden, men det var den ungarske arbejderklasses intervention, der de følgende døgn gav reformbevægelsen retning mod social revolution.

Ikke fordi det først og fremmest var arbejdere, der tog kampen op i Budapests gader, men fordi det var arbejderklassen, der mødte de russiske tropper og den ungarske regering med det politisk og organisatorisk stærkeste svar: Massive arbejdsnedlæggelser og organisering direkte på fabrikkerne.

Den 26. oktober var generalstrejken en uafviselig kendsgerning og praktisk taget alle større virksomheder havde valgt arbejderråd. I de fleste større byer var de lokale arbejderråd gået ind i lokale revolutionære komiteer, bl.a. sammen med studenterne; komiteer der reelt var i besiddelse af magten.

Det ville være absurd at hævde, at rådsbevægelsen i Ungarn var ensartet eller entydigt revolutionær i socialistisk forstand – den var spontan og havde i sig modsatrettede tendenser. Det er således givet, at der i visse råd, især i provinsbyerne, var notorisk reaktionære folk. Deres indflydelse var imidlertid minimal, især i arbejderklassens organisering, der fra første færd bevægede sig mod en centralisering og forening af de spontant opståede arbejderråd, altså mod etablering af en egentlig arbejdermagt.

Den 29. oktober dannedes de første distriktsråd i Budapests industrikvarterer, og den 31. mødtes delegerede fra 24 af byens største fabrikker.

I Miskolc-området i Nordøst-Ungarn, landets største industrikoncentration uden for Budapest, blev det første fabriksråd dannet allerede 22. oktober, støttet af de lokale kommunister. Den 25. dannedes et fællesråd for alle områdets fabrikker og proklamerede generalstrejke.

Det var i områder som Miscolc og Budapests industrikvarterer, at den væbnede kamp holdt længst ud efter den 2. russiske intervention den 4. november – og ikke blot det. Selv efter det militære nederlag var arbejderrådene i besiddelse af så stor reel magt, at der den 14. november – ti dage efter den russiske krigsmaskines angreb – kunne etableres et centralt arbejderråd for Budapest. En uge efter var det kun et massivt opbud af panser, der forhindrede afholdelsen af en konference for dannelsen af et nationalt arbejderråd med deltagelse af delegerede fra Budapest, Gy¨0r Veszprém, Tatabanya, Pécs, Komló, Ozd og Salgótarján.

I lange perioder forhandlede de russiske kommandanter direkte med arbejderrådene, især i de næsten tre uger af november, da de ungarske arbejderes generalstrejke var så at sige total.

Dette er endnu en understregning af, at ikke den væbnede kamp, men de organiserede arbejderes masseaktioner var revolutionens vigtigste våben.

Rådsbevægelsens politiske indhold

Hvad var da det politiske indhold i rådsbevægelsen? Igen må det slås fast, at rådene ikke var ensartede. Det var ikke politiske partier med klare omfattende programmer.

Rådene var organer, der var opstået for at varetage helt præcise opgaver: Kampen mod den russiske intervention og de stalinistiske magthavere i Ungarn og organiseringen af de helt påtrængende behov i dagligdagen, som statsmagten ikke længere kunne eller ville organisere. Altså på en gang kamp- og selvforvaltningsorganer.

Videre var rådene opstået spontant og ikke udtryk for nogen på forhånd udtænkte planer. De var opstået som den organisationsform, der bedst kunne løse de problemer den ungarske arbejderklasse så sig stillet overfor.

Alligevel tegner der sig en tydelig politisk tendens i udtalelser og proklamationer fra de ungarske arbejderråd. I betydeligt omfang var det rådene, der formulerede de politiske krav, som regeringen tog til sig i de sidste oktober- og novemberdage.

Arbejderrådet i Miskolc stillede vid sin dannelse fire hovedkrav: Tilbagetrækning af de russiske tropper, en ny regering uden stalinister, amnesti for alle der tog del i opstanden og strejkeret – senere suppleret med kravet om frie valg og ophævelse af etparti-systemet.

Miscolc-arbejdernes krav udtrykte rådenes generelle tendens, selv om der også var råd, der ønskede en rådsregering uden nogen form for parlamentarisk overbygning. Efter den anden russiske intervention foregik der i rådene en intens debat om dannelse af en modregering til Kádár-styret med udgangspunkt i distriktsrådene over hele landet.

På det økonomiske plan krævede rådene direkte arbejderselvforvaltning, bl.a. formuleret på Budapest-arbejderådenes første fælles møde den 31. oktober: ”Fabrikkerne tilhører arbejderne” og ”Fabrikkens overordnede kontrollerende organ er fabriksrådet, demokratisk valgt af arbejderne”.

Mest bemærkelsesværdigt – i alt fald i forhold til den officielle kommunistiske fordømmelse af de ungarske begivenheder som kontrarevolutionære – er nok rådenes stadige afvisning af en tilbagevenden til kapitalistiske forhold: ”Vi vil ikke tilbagelevere hverken jord eller fabrikker”.

Da de russiske ledere talte om den kontrarevolutionære fare i Budapest, reagerede delegerede fra arbejderrådet i Borsod, i Miskolc-distriktet, promte. De tilbåd Nagy at føre arbejderne fra Borsod til hovedstaden for at demonstrere overfor kontrarevolutioneære elementer, hvem der ledte revolutionen: ”Du skal bare tage telefonen – og på tre timer vil vi være der, arbejdere fra Ozd, Kiógyör og Miskolc, alle tyve tusinde og bevæbnede.”

En social revolution under udvikling

Arbejderrådenes indtog på den ungarske arena og deres erobring af hovedrollen i opstandens etablerede den styrke og politiske stødretning, der kunne få folkerejsningen til at slå om til en egentlig socialistisk og demokratisk samfundsomvæltning.

Arbejderrådene var hovedkraften bag formuleringen af den ungarske pendant til den russiske revolutions parole om ”Brød, fred og jord”: ”Demokrati, uafhængighed og selvforvaltning.”

De russiske panserkøretøjer og den ungarske Quisling-regering under Kádár forhindrede revolutionens udvikling – selv om rådsbevægelsen først var pacificeret langt ind i 1957.

Hvorvidt revolutionen ville have sejret uden den russiske indblanding er et spørgsmål, der kan overlades til profeter. Givet er det at den stod overfor masser af problemer, som f.eks. fastlæggelse af forholdet mellem parlamentarisme og råddemokrati, forholdet mellem centralplanlægning og selvstyre på den enkelte virksomhed, fastholdelse af Ungarns status som neutral mellem Sovjetunionen og Vestmagterne.

Hvad der derimod ikke hersker tvivl om, er arbejderklassens drivende rolle i de ungarske begivenheder, opstandens massive opbakning i befolkningen og den fantastiske kreativitet, der blev udløst, da ungarerne tog forvaltningen af samfundet i egne hænder.

Revolutionerne har meget lidt til fælles med stormagasiner, der lokker kunder til ud fra parolen: ”Fuld tilfredshed eller pengene tilbage.” Det ungarske folk krævede da også på en gang langt mere og langt mindre, nemlig retten til at bestemme over dets eget liv.

Karsten Ditlevsen er faglig sekretær i Enhedslistens folketingssekretariat.

Læs også Karsten Ditlevsens anden Kontradoxa-artikel "Ungarn 1956: En kontrarevolutionær opstand?", der går i clinch med de stalinistiske udlægninger af begivenhederne i 1956.