Argentina: Aktioner, organisering og mad

Efter Argentinas økonomiske sammenbrud i 2001, hvor billeder af store folkelige protester gik verden over, har der været stille om landet i den internationale presse.

Skal man tro præsident Kirchner, er krisen forbi, og Argentina på vej tilbage blandt verdens rigeste lande. Selv om de største chokbølger efter kollapset har lagt sig, tyder alt dog på, at Kirchner fortsætter den samme økonomiske politik, som var grunden til kollapset.

Der er igen økonomisk vækst i Argentina, men det er ikke noget de 20 procent argentinere, som fortsat står udenfor arbejdsmarkedet, mærker noget til – forskellen mellem rig og fattig er den største i Argentinas historie.

Den store protestbevægelse, som i 2001 krævede hele den politiske elites afgang, har i dag mistet store dele af middelklassens opbakning – ikke mindst fordi Kirchner har formået at genvinde deres tillid til det økonomiske og politiske system.

Tilbage er de omkring fire millioner arbejdsløse, heraf en halv million, som skønnes at være organiseret i Piquetero-bevægelsen.

Bevægelsen er langt fra homogen, men tæller mange forskellige organisationer – alt lige fra maoister til peronister. Fælles for dem er, at de benytter direkte aktion, når de går på gaden, og at de kræver, at regeringen opfylder basale rettigheder til mad, arbejde, uddannelse og lægehjælp.

De arbejdsløses bevægelse

En af Piquetero-bevægelsens organisationer hedder Movimiento Tereza Rodriquez (MTR).

Organisationen arbejder for at skabe bedre forhold for de arbejdsløse og er på lokalt niveau organiseret i såkaldte cabildoer (kvarter-råd). I hver cabildo er der som minimum ét folkekøkken, så alle medlemmer får mindst et måltid mad om dagen. Derudover står MTR for initiativer som bagerier, køkkenhaver, småindustri, lægehjælp og alfabetisering.

Gennem store demonstrationer, vejblokader og besættelser af regeringsbygninger presser MTR og resten af Piquetero-bevægelsen regeringen til at opfylde flere og flere af deres krav.

Det betyder blandt andet, at en stor del af bevægelsens arbejdsløse nu modtager 300 kroner i understøttelse fra staten hver måned, og at folkekøkkenerne modtager fødevarer, men det er stadig ikke nok til at overleve, og kampen for hvert kilo ris koster mange timer på gaden.

Selv om mange af MTRs medlemmer startede i bevægelsen på grund af de 300 kroner, de kunne få som medlem, er de blevet en del af den politiske kamp for en social retfærdighed, der rækker ud over hylderne i deres eget køkken.

Alle cabildoens medlemmer tager del i arbejdet, i madlavning og produktion, i demonstrationer og aktioner – og det har givet dem en værdighed og selvtillid tilbage, som de mistede, da de blev arbejdsløse.

Opfyldte drømme

Når Piquetero-bevægelsen stadig spiller en rolle i Argentina, er det netop fordi, det er en organisering, der involverer folks dagligdag og viser et reelt alternativ til den politiske og økonomiske model, som fortsætter fire år efter verdens største statsbankerot.

Sådan lyder vurderingen fra tre aktive kvinder, som jeg mødte i Buenos Aires:

”Jeg besluttede mig for at blive aktiv i MTR efter en vejblokade, jeg deltog i for fem år siden. Det vigtigste for mig er kampen for sociale forbedringer og jeg har altid kunnet lide at hjælpe andre. Man opnår intet uden kamp, men ved at blokere ministerierne, bruge domstolene og arbejde i cabildoen, har vi for eksempel fået indført arbejdsløshedsunderstøttelsen,” siger Inez.

Hun bor sammen med sin mand i Tigre i det nordlige Buenos Aires og er aktiv i cabildoen Cesar Milagro, hvor hun deltager i det daglige arbejde og er ansvarlig for cabildoens økonomi. Hun fortsætter:

”Det liv, vi levede før, ønsker jeg ikke for selv min værste fjende: Man skulle selv finde pengene eller tigge for at få lidt at spise, i modsætning til nu, hvor MTR sørger for det. Jeg føler, at den drøm, jeg altid har haft, er gået i opfyldelse.”

Beskidt propaganda

Miriam bor sammen med sine tre børn i San Martin i det nordlige Buenos Aires og er aktiv i cabildoen 9 de julio. Ud over arbejdet i cabildoen har Miriam arbejdet med hele organisationens økonomi.

”Mine forældre elskede peronisterne - et højreorienteret parti, som arbejder for den øverste sociale klasse, men jeg har altid troet på, at man skal lave forbedringer kollektivt. Jeg har tre børn og har tidligere arbejdet på fabrik, gjort rent, produceret og solgt rengøringsmidler, indtil jeg for tre år siden lærte MTR at kende gennem min daværende mand. Han var med til at starte vores cabildo og nu arbejder jeg også i cabildoen. Jeg valgte at arbejde her, fordi jeg vil kæmpe for mine børns fremtid - eller i det mindste mine børnebørns, for i dag har de unge ingen fremtid,” siger Miriam.

”MTRs arbejde i cabildoen og det politiske arbejde komplementerer hinanden, og jeg tror ikke, man kan lave politiske arbejde uden også at vise et konkret eksempel som i cabildoen. De fleste bliver medlemmer af MTR for at få arbejdsløshedsunderstøttelsen og tager først senere den politiske vision til sig,” siger hun.

”Vi er ikke alle lige bevidste, fordi samfundet har præget folk med egoisme, mangel på solidaritet og korruption. Arbejdsløsheden har gjort mennesker værdiløse, men i MTR arbejder og kæmper vi og har på den måde fået vores værdighed tilbage!”

”MTRs største problem lige nu er den propaganda, der kører mod Piquetero-bevægelsen, hvor middelklassen fremstiller os som grimme, beskidte mennesker, der er parate til at slå, så snart vi har noget at banke med. På den måde forsøger man at isolere os,” siger Miriam.

”I min cabildo er knap 90 procent af medlemmerne kvinder. I hele MTR udgør kvinderne omkring 70 procent og mange af de delegerede er kvinder. Efter at mange mænd er blevet arbejdsløse, har et stort antal kvinder forladt hjemmet enten for at arbejde som hushjælp eller for at organisere sig. Men det skaber problemer, fordi mændene har det skidt med at sidde hjemme. Og selv om flertallet af MTRs medlemmer er kvinder, er der stadig flest mænd på de tunge politiske poster, fordi vi også er en del af en mandsdomineret kultur,” afslutter Miriam.

Ud af krisen

Carolina er 30 år, læser på universitetet og har været aktiv i MTR i 3 år. Hun arbejder både i organisationens menneskerettighedsgruppe og er ansvarlig for de produktionsrelaterede projekter.

”Jeg deltog i de store protester i december 2001 og besluttede et halvt år senere at opsøge Piquetero-bevægelsen for at blive aktiv der. Jeg valgte MTR, fordi de havde lavet nogle interessante ting, som at besætte ministerier og en bank, men også fordi jeg med den lille viden, jeg havde på det tidspunkt følte, at jeg var enig med dem politisk. Vi bruger megen tid på at analysere og diskutere problemstillingerne, så de beslutninger, der bliver taget, respekterer alle mennesker og alle cabildoer; beslutningerne bliver ikke truffet af folk, som sidder langt væk,” siger Carolina.

”I øjeblikket forsøger vi, at arbejde os igennem den krise, de sociale bevægelser står i, efter at Kirchner er blevet præsident og organiseringsgraden falder. Vi forsøger at styrke os ved at diskutere temaer som organisering, disciplin, solidaritet, og hvad vi kæmper for og dermed opnå en større enhed”, fortæller hun.

”I løbet at det sidste år har vi oplevet en øget kriminalisering af Piquetero-bevægelsen og repression i forbindelse med demonstrationer og blokader. Det skyldes, at mange argentinere i dag mener, at situationen er blevet bedre, og at vi bør blive hjemme. Jeg håber, at cabildoerne i løbet af de næste par år udvikler sig så meget, at de bliver et sted, som ikke kun hjælper medlemmerne, men også et sted, hvor enhver kan komme og finde løsningen på sine problemer.”

Ditte Møller er aktiv i Internationalt Forum i Århus. Hun er for nylig vendt hjem fra Argentina. Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Gaia.

Læs også Kontradoxa-artiklen om præsident Kirchner, der trods pres fra peronistpartiet og de folkelige bevægelser har forøget sin popularitet.