Argentina: Kirchner-faktoren

Da Nestor Kirchner blev valgt som Argentinas præsident i maj 2003 med kun 22 % af stemmerne, var der kun få, der forestillede sig at 90 % af befolkningen få uger senere ville bakke han op i meningsmålingerne. Efter næsten 2 år i jobbet er det lykkedes ham at bevare sin popularitet.

Det er lykkedes Kirchner at vende et bredt spektrum af folkelige protester til hans egen fordel, han har opbygget et image som en progressiv politiker, og det er lykkedes ham at neutralisere den hårdnakkede opposition fra den gamle garde i hans parti, peronistpartiet (Partido Justicialista). Partiet har også flertal i begge kamre i Kongressen.

Det faktum, at ledelsen i hans parti er overbevist om, at han bliver genvalgt og støtter hans kandidatur, selv om valget ligger to år ude i fremtiden, vidner om Kirchners popularitet.

Fornuftsægteskab

Kirchner overtog præsidentposten efter at have siddet tre perioder i træk på jobbet som guvernør i den sydlige provins Santa Cruz. Det er det næstmindste valgdistrikt i landet med mindre end 1% af det nationale vælgerkorps.

Skønt han knap nok var kendt på landsplan, nød hans kandidatur godt af interne splittelser inden for partiet. For første gang i historien præsenterede peronistpartiet mere end én kandidat. Opbakningen fra overgangspræsidenten Eduardo Duhaldo hjalp også Kirchner.

Duhaldo ønskede at peronisterne skulle sætte en ny politiker i front - én uden indflydelse inden for partiet og uden en markant vælgerbasis - og en som ville lytte til hans direktiver og således muliggøre at han, Duhaldo, fortsat kunne sidde med den reelle magt bag tronen.

Det var også Duhaldos brændende ønske at forhindre den tidligere præsident Carlos Menem, der havde siddet i to perioder (1989-1999), i at vinde præsidentposten tilbage. Duhaldo og Menem var og er to uforenelige modsætninger, som hårdnakket kappes om lederskabet af partiet.

Så Duhaldos støtte til Kirchner var reelt et fornuftsægteskab. Faktisk havde de to aldrig haft indbyrdes gode relationer, men havde ’stanget horn’ inden for peronistpartiet om kernespørgsmål som privatisering af store virksomheder osv..

Sympati-jagt

For at skaffe sig manøvremuligheder gik Kirchner i gang med at opbygge sin egen base. Fraktionskampene inden for peronistpartiet gjorde, at der ikke var plads til endnu en caudillo!

Kirchner var helt bevidst om sit snævre valg og den betingede støtte fra Duhaldo og valgte at satse på de forskellige sektorer af samfundet, som stod uden for de traditionelle højre- og venstrefløjspartier og som ikke følte sig repræsenteret af disse.

Ifølge Kirchners pressesekretær indrømmer Kirchner og hans kone, senator Cristina Fernandez – som også er en af præsidentens hovedrådgivere – at de kun ville kunne konfrontere højrefløjen, hvis de vandt sympati hos sociale sektorer, som er uberørte af de store partiers dårligdomme. Med ”højrefløjen” mener de Menem og den ultraliberale Ricardo Lopez Murphy fra Fornyelsespartiet.

Ved aprilvalget 2003, hvor Kirchner kun vandt 22 % af stemmerne, fik Menem 24,4 % og Lopez Murphy 16,3 %. Da omvalget mellem Menem og Kirchner nærmede sig, var Menems nederlag praktisk talt sikkert. Han droppede ud af kampen, alt imens hans isolation inden for partiet voksede og midt under en række korruptionsundersøgelser i hans tidligere administration.

Sociale tiltag

Kirchner spildte ikke tiden. Forud for hans verbale konfrontationer med Den Internationale Valutafond og private kreditorer om tilbagebetaling af gæld på over 165 mia. US dollars, gav han sig i kast med at erobre opbakning blandt oversete og forsømte befolkningsgrupper.

Han holdt – som den første præsident i de to årtier med demokrati – møder med menneskeretsgrupper. Han førte en hård og konsekvent linje i forhold til forbrydelser begået mod menneskeheden under det sidste militærkup (1976-83), og han forvandlede en bygning, der symboliserede diktaturet, til et Mindemuseum.

Inden for arbejderbevægelsen fokuserede han på den uafhængige landsorganisation, Argentinske Arbejderes Landsorganisation (CTA).

CTA var specielt attraktiv, fordi den var uvenner med CGT (Den almindelige Arbejder Sammenslutning) som historisk fungerer som peronisternes fagforeningsarm. Kirchner lovede CTA, at han ville indføre ILOs (International Labour Organization) konvention 87, som sikrer foreningsfrihed og organisationsret. Denne rettighed ville officielt gøre det muligt for CTA at forhandle højere lønninger til et niveau på linje med CGT.

Han tiltrak intellektuelle og progressive ved at sætte grænser for privatiseringer af den offentlige sektor og ved at afbryde de privilegier, som vand- og jernbanefirmaer havde nydt godt af siden Menem-årene.

Desuden indførte han et stop for koncessioner til det argentinske postvæsen, der effektivt kom tilbage under statskontrol, og han etablerede et statsdrevent luftfartselskab og energiselskab.

Kirchners mest populære tiltag var en omfattende renovering af det juridiske system og især af højesteret, som var en konstant kilde til korruption i Menems regeringstid.

Kirchner og Piquetero

Hvad angår de folkelige forsamlinger, der var vokset ud af 2001-krisen, og de mere kampivrige og militante bevægelser som Piquetero-bevægelsen for arbejdsløse arbejdere, var Kirchner taktisk nok til at beskytte dem, mens han ventede på, at de gik i opløsning af sig selv.

Han stod fast på sin modstand mod hårdhændede sanktioner i forhold til piquetero’ernes direkte aktioner.

De folkelige forsamlinger, som havde fyldt gadehjørner og andre offentlige steder, især i Buenos Aires efter december 2001-krisen, var allerede i gang med at svinde ind, da Kirchner blev præsident.

De var ’ofre’ for deres middelklassebaggrund og blev omklamret af trotskistiske grupperinger, især Arbejdernes Parti, hvis militans, trods dets lille antal, isolerede forsamlingerne fra resten af samfundet.

Filosoffen Ricardo Forster mener, at folkeforsamlingerne og 2001-opstanden ”må fortolkes ligesom maj 68 i Frankrig. Det ser ud som om de tabte, at de blev slået, men under overfladen skabte de noget permanent”.

Forster tilføjer: ”Selv om 2001-protesterne ikke sejrede over de politiske partier – som var deres erklærede mål – så lykkedes det dem at skabe en anderledes kulturelt-politisk programmatisk platform. De skabte en ny sensibilitet.”

Udsagt af middelklassen

Den sociale aktivisme, der voksede frem fra december 2001-opstanden, fik middelklassegrupperinger, som havde som mål at få adgang til deres indefrosne bankkonti, til midlertidigt at sympatisere med piquetero-bevægelsen.

Ved begyndelsen af 2002 udtrykte medlemmer af de folkelige forsamlinger deres solidaritet med piquetero’erne, og de modtog dem som helte, da de drog ind i byen Buenos Aires.

Det var en særlig varm sommer, og forsamlingerne hilste piquetero’erne med sandwich og forfriskninger. De vinkede endda med flag og kastede konfetti fra balkonerne, da de gik forbi.

Men da piquetero’erne fortsatte med deres vejblokader, mistede de middelklassens sympati, som historisk altid hælder mod højre. Middelklassen begyndte igen at opfordre til sanktioner mod piquetero’erne. som forstyrrede deres daglige rytmer med vejblokaderne.

Piquetero-bevægelsen begyndte at gå i opløsning på grund af venstrefløjsgrupperingers forsøg på at sætte sig på den, hvilket førte til interne splittelser. Og deres krav ændrede sig hele tiden: Den ene dag krævede de økonomisk støtte, næste dag ønskede de frø til en kollektiv have eller skoleting til deres børn.

Da den traditionelle middelklasses intolerance over for lavere klassers aktivisme atter viste sig, afviste Kirchner middelklassens krav om et aggressivt svar.

Han mente, at piquetero-bevægelsens klager var seriøse, og han beskyttede deres ret til at protestere, indtil de var trætte og udkørte. Han spekulerede klogt nok i deres endelige splittelse, og i dag er nogle af disse splittede grupper vigtige allierede for hans regering.

En svækket bevægelse

Piquetero-bevægelsen opstod i1990’erne som et produkt af den massearbejdsløshed som blev skabt af dereguleringen (kontraktansættelser i stedet for fastansættelser osv.) på de nyligt privatiserede statsselskaber, frem for alt i olieindustrien.

Lidt efter lidt blev Piquetero-bevægelsen et by-fænomen. I dag eksisterer piquetero’erne næsten ikke længere inde i landet, de findes næsten kun i Buenos Aires og omegn. Og ligesom det er tilfældet med de folkelige forsamlinger, så er de blevet ofre for småpartier med trotskistisk oprindelse, der har splittet dem.

Skønt der nu er næsten 30 piquetero-grupper, som leder protestaktioner og mobiliseringer, som er langt større, så er de svækkede, og de er blevet stadig mere upopulære, især blandt beboerne i Buenos Aires, som føler sig generet af bevægelsen.

Den mest aktive og miskrediterede af disse grupper er den Uafhængige Bevægelse for Pensionerede og Ledige Arbejdere, der ledes af Raoul Castells, som nu er prøveløsladt efter to måneder i fængsel. Han var dømt på anklager om pengeafpresning mod en casinoejer i den nordlige provins Chaco.

Da han blev fængslet, var det første han gjorde at takke Lopez Murphy og Menem for den solidaritet, de havde udtalt ved hans tilbageholdelse, og så røg det ud af munden på ham:

”Det militære diktatur var mere ærligt end Kirchner. Når de ikke dræbte dem, de arresterede, så sagde de i det mindste, at de var bange for dig, fordi de ikke kunne lide, hvad du tænkte og mente. Men Kirchner ville aldrig indrømme, at han fængslede mig, fordi han ikke kunne lide, hvad jeg mener og tænker”.

Menneskeretsgrupper over en bred kam fordømte disse udtalelser, og det samme gjorde flere nationalt respekterede personligheder som Adolfo Pérez Esquivel, der i 1980 modtog Nobels fredspris.

Disse grupper fra det civile samfund udsendte en fælles erklæring. ”Ingen regering som misbruger magten (diktaturet, o.a.) er bedre end en regering valgt af befolkningen… Castells har endelig afsløret sin sande politiske overbevisning, og samfundet ved nu, hvad man kan forvente fra hans side,” sluttede dokumentet.

’Kirchners gåen på tværs’

Kirchner behøvede ikke svare på Castells anklager. Piquetero-grupper var de første til at forsvare præsidenten og kalde Castells ”en forræder”. Jorge Cevallos, som leder Piquetero-gruppen ’Beredte naboer,’ spurgte endda: ”Hvem står bag Castells? Hvem betaler ham for at forsøge at destabilisere regeringen?”

Kirchners brede appel har fået analytikere til at spekulere på, om han har til hensigt at distancere sig fra peronistpartiet, eller måske danne sig eget parti. Men han har aldrig sagt, at han har planer om at forlade peronismen. For selv om Kirchner i bund og grund er peronist, så er han ikke bundet til parti-apparatet eller dets traditioner. Men han har heller ikke givet udtryk for, at han er i gang med det ambitiøse projekt at opbygge sin egen politiske base.

Ikke desto mindre har medierne opfundet et udtryk, der beskriver hans tilnærmelse til samfundets mest dynamiske sociale sektorer. De hævder, at præsidenten går efter at konsolidere en bevægelse, som ’går på tværs’ af alle samfundets sektorer; det som medierne kalder ”Kirchners gåen på tværs.”

Nyt Nationalt Projekt

I tråd med denne idé annoncerede peronistledere – som ikke sidder tæt på de officielle partistrukturer - i september sidste år dannelsen af Koordineringsforummet for et Nyt Nationalt Projekt.

Det var den kendte venstrefløjsjournalist Miguel Bonasso, som annoncerede denne nyskabelse. Bonasso skabte i sin tid PRD (Partiet for Demokratisk Revolution) i Argentina og vandt en plads i parlamentet i 2003. Han lånte navnet fra det politiske parti af samme navn i Mexico, hvor han levede i eksil under Argentinas sidste diktatur.

Bonasso får følgeskab af Francisco Gutièrrez; en respekteret metalfagforeningsleder; og af Eduardo Luis Duhalde (ikke at forveksle med den tidligere overgangspræsident) som er Kirchners menneskerettighedssekretær og grundlæggeren af Minde- Og Mobiliseringspartiet.

Det nævnte forum skal fungere som et bindeled mellem ’samfundet’ i bred forstand og så Kirchner; i overensstemmelse med hans ’gåen på tværs-strategi’, men forummet er i virkeligheden ikke meget mere end en public relation manøvre. Selv nogle af folkene bag forummet indrømmer at projektets skæbne er en langsom død. De mener, det langsomt vil blive overflødigt i takt med at peronisterne bakker op om Kirchner.

Den tidligere overgangspræsident Eduardo Duhaldo indrømmede, at ”hvis Kirchner fortsætter på denne måde; vil peronisterne støtte hans genvalg i 2007”.

Forandring og kaos

Hurtigere end nogen kunne have forestillet sig, har præsidenten kastet sit snævre valg af sig og nyder umådelig stor folkelig popularitet. Han er blevet en respekteret leder med egen politisk tyngde, og det er lykkedes ham at drage stor fordel af den komplekse sociale virkelighed, som har eksisteret siden han blev præsident i maj 2003.

”Muligheden for forandring følges altid af risikoen for kaos,” siger sociolog Nicolas Casullo i sin analyse af fænomenet Kirchner. ”Uanset hvem der havde overtaget regeringsmagten i Argentina (på tidspunktet for sidste valg) så ville han eller hun stå over for den vanskelige opgave at omforme protesterne til politik, at så at sige institutionalisere de sociale mobiliseringer som var anti-institutionelle.”

Mange cand.polit.er og andre forskere er enige med Casullo når han om Kirchner siger: ”Han har været i stand til både at have en fod uden for og en fod inden for peronismen, alt imens han har forsøgt at bevæge sig et andet sted hen – i og med vi står over for et politisk projekt, som både modsætter sig protest og legitimerer protest.”

Artiklen, der oprindelig er bragt i NACLA Report on the Americas, januar/februar 2005, er oversat af Irene Clausen. Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Gaia.

Læs også artiklen ”Piqueterobevægelsen - aktioner, organisering og mad” på Kontradoxa.