Et par etniske rulleskøjter

Engang under en politisk samling af SF’ere meldte jeg mig ind i en arbejdsgruppe. Det gjorde syv-otte andre også. Da vi skulle ind i et mindre lokale og arbejde, hjalp jeg en mand i kørestol over dørtrinnet. Han var også med i arbejdsgruppen.

Vi havde kort tid til at nå en del. Det krævede koncentration og målrettethed. Vi var derfor opsat på, at tiden ikke skulle spildes. Denne kollektive indstilling blev desværre gang på gang fejet til side af manden i kørestolen. Han tog tit ordet, og beholdt det længe. Mest problematisk var, at det han sagde, var noget vrøvl.

Et par stykker forsøgte at omformulere hans ord til noget brugbart: »Det du prøver at sige er altså, at ....«. Det var pænt af dem, men ikke effektivt. Han nåede at ødelægge gruppearbejdet.

Dispensation eller diskrimination?

Hvad sker der egentlig i en sådan samling af mennesker? Hvorfor vedtager man kollektivt at give én dispensation på almen gruppeadfærd? Hvad er det, der gør ham kvalificeret til denne dispensation? Havde gruppen sanktioneret mod den afvigende adfærd, hvis han ikke sad i en kørestol? Er dispensationen udtryk for tolerance eller medlidenhed?

Nedladenhed eller ligeværdighed? Er det nødvendigt at tage hensyn til ham? Hvem har gavn af denne dispensation, den handicappede eller fællesskabet, begge eller ingen? Er han mon tilfreds med denne særbehandling? Hvad bliver konsekvenserne, hvis hans afvigende adfærd gælder alle de fællesskaber, han kommer ind i? Kan han risikere at blive udstødt, ikke på grund af kørestolen, men på grund af den problematiske gruppeadfærd? Hvilke muligheder giver fællesskabet ham til at kunne forstå, at det han gør, er problematisk? Hvordan vil han opleve en irettesættelse i en venlig tone: Som diskrimination på grund af sit handicap eller som en fair behandling? Hvordan kan fællesskabet uden at føre sanktionspolitik få ham til at indrette sig under fællesskabets normer? Hvordan kan fællesskabet på en og samme gang være tolerant og adfærdsregulerende?

Disse spørgsmål har optaget mit sind en del. Jeg er nemlig selv i mange år blevet tilbudt et liv på dispensation. En rullestol er der ikke tale om i mit tilfælde, snarere »et par etniske rulleskøjter,« hvor jeg som fremmed kan bevæge mig på tværs af ansvar for mine omgivelser, mig selv og mine handlinger.

Jeg bærer på »en mystisk kulturbagage« fuld af underlige ting. En rygsæk, der forklarer mine handlinger og holdninger, før og efter jeg har handlet og talt.

Fremmedhadet/fremmedangsten kan jeg godt forholde mig til. Dette vilkår er nærmest en selvfølge i ethvert samfund til enhver tid. Humanisternes dispensation har jeg det til gengæld svært med. Deres tolerance for at klare og forklare mine handlinger og holdninger gør mig ikke til en lige gyldig, men en ligegyldig medborger.

Krarup og Kemal ligner hinanden

Humanisten har en mission: Humanismen. Kodeordet er tolerance. For at humanisten kan udøve sin tolerance over for »den svage«, skal den svage først bringes i en svag position. For at humanisten kan være forstående over for den fremmede, skal den fremmede opføre sig som fremmed. »Kulturalisering« af nydanskernes handlinger kan således være et ubevidst forsøg på at gøre dem til de fremmede og svage, man kan være humanist over for.

Den humanistiske tolerance kan bedst observeres i det konkrete kulturmøde mellem den traditionelle nydansker og den moderne danske humanist. Dér, hvor Kemal med rødder i den anatolske højslette møder den kulturradikale Peter med stærke, moderne værdier.

Egentlig burde de to aldrig være mødtes. De er hver for sig repræsentanter for de to subkulturer, der ligger længst fra hinanden i Danmark. Mere relevant var det, hvis Kemal fandt sammen med Langballe og Krarup.

Trods det umiddelbare fjendskab indeholder deres subkulturer store ligheder. Tænk blot på deres syn på kvinder, skat, familie, fædreland, demokrati, menneskerettigheder, fremmede, religion, økologi, indkøbsvaner, for slet ikke at tale om frisør, påklædning og stuens indretning.

Men de mødes ikke, for de hader jo hinanden.

I stedet mødes Peter og Kemal. Peter kommer ikke af lyst, men fordi han føler, at han som tolerant samfundsborger har pligt til at bidrage med sit i forhold til integrationen af fremmede. Kemals tilstedeværelse skyldes derimod, at han ikke opsøges af så forfærdeligt mange andre. De fleste danske naboer og bekendte er for længst kørt træt i hans snævre, traditionelle tankegang og hans hjemlandssnak. De er væk.

Humanisten føjer nydanskeren

Spændende er mødet ikke. Maden er som sædvanlig i centrum. Parterne æder sig igennem til en fælles forståelse. Madens tilberedelse fra jord til bord bliver vendt op og ned flere gange. Hele samværet igennem befinder Kemal sig på dispensation som den, der skal bæres over med.

Når begge parter er trætte af at diskutere maden, gør Kemal sig så klar til den helt store filosofiske udredning: »Ja, i Tyrkiet er vi meget gode for meget gamle mennesker. De bor i vores hus. De kommer aldrig i plejehjem. Danskere er ikke godt for gamle.«

Humanisten kan nu træffe to mulige dispositioner:

Den første er at udfordre Kemal: »Jeg tvivler altså lidt på det, du siger der. At leve som gammel hos voksne børn må da være problematisk, både for de gamle og for de voksne børn. Hvem ønsker at have sin svigermor hængende i stuen dag ind og dag ud. Og hvor mange svigermødre ønsker at være afhængige af penge fra deres svigersøn. Havde I råd til en velfærdsstat med plejehjem, tøvede I ikke et sekund.«

Og den anden er at give ham dispensation: »Du har ret. Vi er slemme i Danmark til ikke at tage os af vores gamle.«

Tit vælger humanisten den sidste løsning.

Misforstået tolerance er mangel på tolerance

Tolerancen er Guds gave til menneskeheden. Men misforstået tolerance er satans værk og udtryk for et manglende engagement, manglende ligeværdighed, ja – manglende tolerance.

Humanistens tolerance indebærer risikoen for uligeværdighed. Tænk blot på noget så latterligt som vittigheder. Man gør gerne grin med svenskere og tyskere, så vandet driver, men tyrkervittigheder er man enormt påpasselig med. Tænk, hvis de var nedladende!

Der er brug for integration. De traditionelle tilflyttere gennem tre årtier har brug for at lære at begå sig i moderniteten. Kulturmødet er danskernes redskab til at hjælpe indvandrere over dørtrinnet. Højrefløjen magter ikke dette kulturmøde. Her mangler man i høj grad andre redskaber end den sædvanlige skældud-maskine. Nej, kulturmødet bør tages og blive taget af de kulturradikale danske humanister.

Engang kritiserede de højrefløjen for at overdrive integrationsopgavens størrelse. I dag må de svede over den. Hvis indvandrerne ikke skal udgøre et tabt proletariat i bunden af det danske samfund, må de tilegne sig redskaber til at forstå og klare udfordringerne. Det er selvfølgeligt svært. Derfor graver mange sig ned i den kultur, de engang med stor glæde har forladt.

Det handler om at vække indvandrerne fra den nostalgiske og selvbedrageriske drøm om den smukke hjemlandskultur. Indvandreren har brug for humanistens mod og praktiske hjælp til at slå revner i den tykke forsvarsmur, indvandreren har bygget op omkring sig. Han har ikke brug for humanistens fejhed forklædt som tolerance.

Der er brug for skånsomme hamre og dygtige håndværkere i kulturmødet.

Masoum Moradi er socialrådgiver og jobkonsulent i Gudme Kommune, skriver fast i Fyens Stiftstidende og er foredragsholder.

Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Salt.