Fyrst Bush

Den 20. januar var en kold dag. Trods en temperatur på en grad, gav en vind på 3-6 sekundmeter en chilleffekt på minus 7 grader til de mange mennesker, der var forsamlet ved tribunen foran den amerikanske kongres på Capitol Hill.

Man forsøgte så vidt som muligt, at holde på varmen, mens man ventede, alle i det tykkeste vintertøj. Enkelte varmede sig i det amerikanske flag, og for nogen var det en selvfølge den dag. For nogen var det en dejlig dag, trods det utrolig kolde vejr. For mange andre både i området omkring Capitol Hill og rundt om i verden, forblev det bare en kold dag.

Det var dagen, hvor George W. Bush lod sig sværge ind til en ny periode som præsident for De forenede Stater. Det blev den dyreste indsættelse nogensinde. Hvis man frøs, kunne man måske have varmet sig ved alle de penge, der blev brændt af. I følge Washington Post kostede festlighederne omkring 40 millioner dollars, og over i dette kom så udgifterne til 7000 udkommanderede soldater og en forstærkning af hovedstadens politistyrke på 3000 mand.

Der havde allerede op til denne dag været festligheder i flere dage.

Aftenen før havde der været 3 middage for folk, der havde betalt mere end 100.000 dollars for at være med i festlighederne, det Bush plejer at kalde sit bagland. Kulminationen kom, da Bush med hånden på familiens bibel igen aflagde eden som USA’ s præsident.

Der var fest i flere dage som i eventyrene. Men eventyr foregår altid i riger styret af konger og fyrster.

Dette var i USA, landet hvor det moderne demokrati blev født. Er Bush fyrsten, der fra tribunen ved kongressen kan se ud over sit rige, som han erobrede og nu har formået at beholde?

Machiavelli og fyrstemagten

En måde at undersøge det på er at gribe fat i Machiavelli. Han er alle magthaveres ideolog og guru. Han er manden, der i tankerne drog ud, hvor andre ikke ville eller turde og sendte skriftlige vidnesbyrd tilbage i form af formaninger og råd samlet i skriftet Fyrsten.

Det er en tekst, der har vist sig at bevare sin holdbarhed og aktualitet gennem historien.. Her er virkelig tale om renæssance. Den blev skrevet i 1513, mens Machiavelli sad forvist i sin Toskanske gård.

Han havde været kansler og diplomat under den florentinske republik og set og besøgt mange fyrstedømmer. Han blev fængslet og forvist, da fyrsteslægten Medici vendte tilbage til magten, og det var ud fra denne situation og viden at han skrev Fyrsten.

Fyrsten er en tekst om magten, om hvordan man beholder den, og hvordan man styrker den. Machiavelli vidste, at magten ikke var en umistelig rettighed. For at beholde den måtte man kunne spillet, og man skulle kende de forskellige deltagere.

Magten er sin egen dommer. Målet er at få magten og beholde den – det var og er det eneste, der tæller. Den, der har magten, har retten på sin side og for at beholde den, må man være villig til at benytte alle midler uden hensynstagen til moral og etik.

Fyrsten skulle vinde folk for sig eller udrydde dem. Da det sidste ikke er muligt i et moderne ’oplyst’ demokrati, må man fjerne sine modstandere enten ved rent fysisk at fjerne dem fra magten eller ved simpelthen at fjerne deres stemmeret.

Bushs machiavellisme

Bush administrationen sørgede som noget af det første for at fjerne alle, der havde haft det mindste at gøre med Clinton administrationen, og i højesteret har Bush indsat flere nye dommere alle fra samme fløj som ham selv.

Op til valget var der flere sager, hvor især sorte havde fået underkendt deres tilmelding til at stemme, da de havde domme for kriminalitet, og derved havde Bush i praksis fjernet en del af modstandernes ret til at stemme.

Man kan også prøve at vinde folk for sig. I renæssancens Italien beskrev man fyrsternes goder og dyder i de såkaldte fyrstespejle. De skulle med deres indbyggede dyder som barmhjertighed og retfærdighed være et spejl for hele samfundet.

Det har vel ikke ændret sig meget? Indrøm det bare: Hvem drømmer ikke om politikere, der faktisk ser ud til at være retfærdige, gode og ærlige?

Vi ved godt at sandsynligheden ikke eksisterer, men vi ville i massevis stemme på en sådan politiker, hvis der var en. Fyrsten bruger fyrstespejlets stil, men samtidig vendes det hele på hovedet. Fyrsten behøver ikke besidde disse egenskaber. Han skal bare se ud, som om han gør det.

Nyfødt kristen

Bush skulle i starten for alt i verden undgå at ligne Clinton, som skadede demokraternes mulighed for at forsætte præsidentskabet mere end rodet med valgsystemerne ved sine åbenlyse laster. Hvad der skete mellem præsidenten og praktikanten i det ovale kontor er en kendt sag, og Bush har fra starten holdt sig langt væk fra den slags rygter.

Alle hans ungdoms synder blev i de religiøse vælgeres øjne vasket væk, da han under valgkampen erklærede, at han var født igen kristen, og under den store tv-debat mellem de republikanske kandidater under primærvalgkampen, overraskede, ja nærmest chokere han ved at sige, at Jesus var den, han beundrede mest.

Det gik rent ind i det religiøse republikanske bagland, og han sikrede sig derved en solid vælgerskarer, der selv i den nye valgkamp trofast stod ved ham. Han var en af deres. Han forstod dem, som ingen anden politiker nogensinde før havde forstået dem.

Om Bush så faktisk beundrer Jesus, og om han er født igen kristen, er der ligeså mange, der betvivler, som der er der tror på det. Men det står ganske klart, at under faderens valgkamp mod Clinton, gik det op for Bush Junior, at uden de religiøse republikanere kunne det ikke lykkes at blive ny præsident, og i tiden op til, at han besluttede sig til selv at stille op, dukkede han op som kristen. Det lugter da lidt af gode gamle Machiavelli

Medierne

I samfund som USA og for den sags skyld Danmark spiller medierne en utrolig stor rolle for, hvordan politikere opfattes af befolkningen. Det havde Machiavelli selvfølgelig ikke i tankerne, dengang han skrev Fyrsten, men principperne gælder stadig. Han ville have set nutidens spin og generelle manipulation som et bevis for sine teser.

Under Clinton spillede CNN en stor rolle, og det var vigtig for Bushs valgkamp også at udkæmpe en kamp om seernes gunst. Til det formål havde han Rupert Murdochs nyhedskanal Fox News på sin side.

Deres nyhedsdækning er mildt sagt ensidig. De er nådesløse i deres kommentarer om kritikere af Bush. Hvis man er kritisk over for krigen i Irak, er man i ledtog med terroristerne, og journalister fra CNN er blevet beskyldt for at være bøsser og værre endnu canadiere.

Man skyer ingen midler for at undergrave tilliden til CNN, og strategien lykkedes. Langsomt overtog Fox News en stor del af seerne og det i en sådan grad, at da krigen i Irak begyndte at gå skidt, var en stor del af befolkningen overbevist om, at alt gik godt.

Tryghed

Machiavelli indså, at for at beholde magten, er det nødvendigt, at befolkningen føler, at de har brug for fyrsten. I bund og grund ønsker folk bare at leve i fred, så de kan udføre deres arbejde og leve deres liv. Fyrsten skal beskytte dem og give dem det stabile grundlag for, at de kan gøre det. Hvis det er tilfældet, vil befolkningen gå langt og yde mange ofre for at beholde fyrsten.

Men hvis de får en fornemmelse af utryghed og ustabilitet rækker deres loyalitet ikke langt, og de vil ved førstkommende lejlighed gribe muligheden for et nyt styre og en ny fyrste. Igen handler det ikke om realiteterne, men om hvordan det virker overfor befolkningen. Selv om de er i krig, vil de stadig støtte fyrsten, hvis bare de har en fornemmelse af sikkerhed og stabilitet.

Handlekraft

Det tidspunkt, hvor Bush stod stærkest i den amerikanske befolkning, var i perioden efter 11. september. Han havde en tårnhøj tilslutning i befolkningen. Trods at han havde virket svag lige efter ’valget’, og at halvdelen af befolkningen mente og stadig mener, at de blev snydt for valgsejren, viste Bush sig handlekraftig og samlende lige efter det voldsomme angreb.

Han lovede umiddelbar gengældelse, og krigen i Afghanistan virkede til at være en hurtig lille krig, hvor de onde Talibanere og Al Queda kom til at betale for, hvad de havde gjort.

Bush virkede som helten, der skulle redde den frie verden fra de fundamentalistiske kræfters rænkespil. At krigen måske ikke var så nem, som det så ud til, og at det endelige mål, at fange og straffe Bin Laden, endnu ikke er blevet udført, var i den forbindelse ikke så vigtigt.

Ved hele tiden at minde befolkningen om, at de når som helst igen kunne blive angrebet, og ved hele tiden at antyde, at et nyt angreb var på vej og sætte alt i alarmberedskab, lykkedes det Bush at skabe en situation, hvor folk følte, de havde behov for ham.

Han skulle beskytte dem, og til gengæld stod de betingelsesløs bag ham. På den baggrund fik Bush gennemført patriots act, der giver staten adgang til gennemgribende at kontrollere folk helt ind i deres privatsfære.

Bush administrationen startede krigen i Irak som en direkte forlængelse af krigen mod terror, selvom der ikke var nogen beviser for sammenhæng mellem Saddam og 11. september. Der behøvede ikke være nogen beviser. Bush var handlekraftig og beskyttede befolkningen, og det hele gik fint, indtil han i sit livs store øjeblik på et hangarskib erklærede, at jobbet var udført.

De mange døde og det blodige voldsomme kaos i Irak i tiden efter afslørede løgnen bag krigen, og præsidentens anseelse faldt så meget, at han inden for et år, gik fra at være sikker vinder til, at der faktisk kunne være usikkerhed om resultatet.

At han vandt skyldes mere end noget andet de kristne, der stadig støtter ham. For dem handler det ikke krigen men om Jesus, og der er Bush aldrig blevet afsløret.

Det økonomiske bagland

Bush har også andre mere usynlige støtter. Olieindustrien og andre magtfulde organisationer ser i Bush en mand, der kan støtte dem i deres økonomiske interesser og give dem mere frihed til at manøvrerer.

Bush familien er selv en del af olieverdenen og har stærke forbindelser til saudiarabiske oliefyrster.

Til denne valgkamp fik Bush indsamlet et budget, der hurtigt fik betegnelsen ”Alle valgkampsbudgetters moder”. Aldrig før har en amerikansk præsident haft så stærk en økonomisk rygdækning under sin valgkamp. Men en sådan økonomisk støtte kommer ikke uden krav om noget til gengæld.

Machiavelli havde allerede set det dilemma. Hvis fyrstens magt er baseret på adelen, må han vinde folkets støtte ved at sikre sig, at de har behov for ham. Adelen kan, hvis de ikke føler sig tilgodeset, svigte, og uden folket er man hele tiden udsat.

Det er en balancegang mellem at skabe et behov i befolkningen og samtidig sørge for, at adelen også bliver tilgodeset, i dette tilfælde de økonomiske magtfulde organisationer og virksomheder.

Bush har gjort dette ved mens at han fører krig mod terror, at give flere skattelettelser og andre økonomiske gaver til de velstillede. Dette er sket imens den almindelige amerikaners livskvalitet er blevet stærkt forringet.

Flere delstaters økonomi er så svag, at man har været nødt til at skære ned på selv almindelige livsvigtige serviceydelser, og imens er skatterne blevet hævet. Krigene i Afghanistan og især krigen i Irak er godt på vej til at udhule den amerikanske økonomi endnu mere, men så længe præsidenten stadig havde et godt ry i befolkningen gjorde det ikke noget, at der i enkelte stater levede mennesker på sultegrænsen.

Held

Trods alle Machiavellis råd og formaninger måtte han dog indrømme, at hvad det til syvende og sidst kom an på var held. Heldet var 50 %, resten var noget, vi selv kunne kontrollerer. Det er de sidste 50 % ”Fyrsten” omhandler, men uden de første 50 nytter det ikke noget.

Man kan ikke afvise, at heldet har været med Bush. Trods al dens gru var 11. september ikke til ulempe for Bush, og han ville aldrig have haft den fremgang i sin politik, hvis det ikke var sket.

Uden den ville krigen i Irak for alvor have virket overilet og nytteløs. Han havde ikke virket handlekraftig og beslutsom, hvis ikke krigen mod terror for alvor var blevet sat i gang den fatale dag i september.

Prøv at fjerne den 11. september fra Bush, og hvad man ville have stået tilbage med er en rig mand, der ville virke som om, han ikke kunne magte jobbet som præsident.

Uden fokus på terror ville opmærksomheden være på en økonomisk politik, der langsomt og sikkert er på vej til at give det største underskud i den amerikanske økonomi nogensinde. Held gav Bush mulighed for at kunne manøvrere udenom alle kritiske punkter, og det er tvivlsomt, om han havde stået som genvalgt præsident uden heldet.

Er Bush en fyrste? Nej, selvfølgelig er han ikke det. Han er en ’demokratisk valgt’ præsident, men det forhindrer ham ikke i at udnytte principper udtænkt af Macchiavilli i renæssancen, principper med stadig gyldighed for alle wanna-be fyrster.

Henning U. Sørensen er bachelor i litteraturvidenskab.