»Imagine all the people ...«

»Vi er folket!« – under dette råb rejste folk sig omkring 1989-91 i forskellige østeuropæiske lande imod statsmonopolistiske diktaturer. I Berlin faldt muren. Multinationale systemer som Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien forsvandt fra landkortet, og man skulle lære nye navne: Slovenien, Makedonien, Estland, Letland, Georgien, Armenien, Tjetjenien, Tatarstan. Demokratiets folk – folkene – satte sig selv på dagsordenen.

På samme tidspunkt forstærkede den vestlige politik etableringen af en Europæisk Union. Et multinationalt rige med egen ’identitet’ tog afstand fra folkenes ret til selvbestemmelse. Nationale traditioner for demokrati og magtkontrol blev sat ud af kraft. Den ene union faldt, en anden blev oprettet.

Men mens unionsprocessen skubbede ’folket’ ud af billedet, sneg folkebegrebet sig ind gennem bagdøren igen. Magtens tænkere prøver nu at nybestemme demokratiets demos som ’unionens folk’, som en ansamling af individualiserede ’unionsborgere’, som med faner, symboler og ritualer burde mobiliseres for det ovenfra lancerede projekt.

Krigens paradoks

Også i krigssituationerne kom ’folket’ tilbage gennem bagdøren. I Irak støttede det amerikanske krigsparti siden Golfkrigen 1991 kurdernes bevægelse for selvstændighed. Med krigen 2003 og et etnisk-religiøst opdelt Irak risikerer man at destabilisere hele regionen.

Dilemmaet er ikke nyt. NATO’s krig imod Serbien i 1999 blev ført som et forsvar imod nationalismen og de ’etniske udrensninger’, som serbiske militser iværksatte imod Kosovo-albanerne.

Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer udnævnte krigen til den Europæiske Unions fødsel. EU burde føre krig mod sin egenfortid, mod folke-nationalismens gamle Europa. Krigens selvmodsigende resultat var imidlertid,at den etablerede en ny type af nationalistiskstyre. I den kosovo-albanske stat gennemførte man nye ’etniske udrensninger’, mod serbere ogsigøjnere. I dag er Kosovo mere ’folkeligt udrenset’ end nogensinde før. Krigssituationerne afslører en problematisk kraft i ’folket’. Manglen på forståelse af, hvad ’folket’ er, kan blive sprængfarlig.

Folk, befolkning og folketeoriens fravær

Folk, hvad er vel folk i grunden? – dette spørgsmål er i nyere tid blevet besvaret gennem forskellige flugtforsøg. Eftertænksomme mennesker har plæderet for at erstatte begrebet ’folk’ med ’befolkning’. Det er en reaktion på fremmedangst og populisme, repræsenteret af Dansk Folkeparti: Lad os flytte sprogbrugen fra folkestyre til ’fællesstyre’, fra ’folk’ til ’befolkning’, til ’den enkelte borger’.

Det strider imidlertid mod det moderne demokratis basisforestillinger.

»Vi er folket!« – dette råb begrundede demokratiet i tiden 1789/1848. Ami du peuple (folkets ven) var demokraternes selvbetegnelse i den franske revolution. Volksstimme, Volkswille og Volkszeitung hed tidsskrifter på den tyske venstrefløj, og Karl Marx udgav bladet Das Volk. I Danmark begyndte den socialistiske arbejderbevægelse med et stort ’Folkemøde’ i København 1872. Man oprettede Folkets Hus. Socialdemokrater talte om Danmark for Folket, kommunister om Land og Folk, og så kom Socialistisk Folkeparti. Efter 1968 samlede græsrødder sig i ’folkebevægelserne’, mod atomkraft, mod EF. Man hørte folk music, med irske og amerikanske inspirationer – Imagine all the people living life in peace… ’Folk’ og people fejrede genkomst både som praksis- og som utopibegreb.

Ét problem havde venstrefløjen: Man appellerede gerne til folket, men man udviklede kun klasse- eller statsteorier. Folkesocialismens F blev aldrig afklaret. Det åbnede for muligheden at mistænke SF for en ’folkelighed’ på linie med Dansk Folkeparti. Det kan have væmmelige konsekvenser at luske sig uden om en gennemtænkt folketeori.

Flugten til et ’neutralt’ befolkningsbegreb hjælper ikke. I ’folkestyre’ er folket et aktiv subjekt, mens ’befolkningsstyre’ snarere ville betyde at holde styr på folk gennem administrative handlinger ovenfra. Socialistisk Folkeparti kan ikke omdøbes til Socialistisk Befolknings parti og Mellemfolkeligt Samvirke ikke til Mellembefolkningsmæssigt Samvirke. ’Befolkning’ er et statistisk og administrativt begreb, ’folk’ et indignations- og identitetsbegreb.

Folk som substans, konstruktion og bevægelse

Eftertanken om folkebegrebet er hidtil fanget mellem to positioner, den substantielle og den konstruktivistiske.

Dels har man omtalt folket som noget, der objektivt ’er’. Ligesom en genstand burde folket bestemmes ud fra noget ’essentielt’ som sprog, historie, fælles oprindelse, ’blod’, territorium eller forfatning. ’Folk’ bliver tingsliggjort.

Dels har man antaget, at ’folket’ blot var en konstruktion, et ’forestillet fællesskab’ af ideologisk art, baserende på ’opfundene traditioner’. Det er tænkt elitært: De ’store mænd’ laver historie; folk har ingen social virkelighed bag sig, men er blot udtænkt af nogle mestertænkere.

Alligevel er ’folk’ i praksis forblevet et grundord for demokratiet. Folkebegrebet har desuden fået en genkomst i opgøret med det kolde, nyliberale samfund. I 1999 samledes tusinder af mennesker i Seattle mod globaliseringens interessepolitik: The global people of Seattle.

Er folk altså substans eller konstruktion? Noget tredje er mere passende: Folk er bevægelse.

Det er ikke tilfældigt, at det danske sprog – ligesom engelsk, fransk og tysk – bruger bevægelsesbegrebet til at kendetegne både kropslig, følelsesmæssig og social bevægelse. Når demokratiets folk i revolutionære situationer har udtrykt sig ved på gaden at råbe: »Vi er folket!«, betød det ikke: ’Vi er blodet!’ Heller ikke: ’Vi er en idé!’ Eller ’Vi er befolkningen!’ Men man udtrykte: ’Vi er i bevægelse!’

Her kan en folketeori starte helt forfra og nedefra. ’Folk’ har dimensioner af social bevægelse: Som solidaritets-, indignations-, ja som oprørsbegreb. ’Folk’ har psykologiske dimensioner: Som identitets-, værdigheds- og anerkendelsesbegreb. Og ’folk’ er et praksis- og festbegreb. I 2003 var der fest på gaden i Mumbai (Indien), hvor Verdens Sociale Forum mødtes.

Arbejdere, bønder, græsrødder og indfødte folk iscenesatte farverige optrin som People’s Movement Encounter, People’s Forum against Coca Cola, People’s Health Movement…

Nissen flytter med. Næppe tror de kloge sig færdige med folkebegrebet, så er det der igen.

Henning Eichberg har udgivet bogen: The People of Democracy (Klim 2004). Se også antologien Folk – om et grundbegreb i demokrati og kultur (Klim 2004).

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT