Boganmeldelse: Et dyk i den socialdemokratiske ursuppe

Som så meget andet afhænger synet på fortiden af øjnene, der ser. Det kan man med selvsyn konstatere, hvis man følger den aktuelle debat om socialdemokratiet. For eksempel når medlemmer af landets højreorienterede midterparti identificerer sig med socialdemokratiet i gamle dage, dengang ”det var nationalt” og ikke ”styret af akademikere”.

Claus Bryld, professor i historie på Roskilde Universitetscenter, har i en menneskealder beskæftiget sig med arbejderbevægelsen i dens tidligste periode fra 1800-tallets sidste årtier til starten af 1900-tallet. Ud af det er senest kommet antologien ”Den socialdemokratiske idéarv. Politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten”, som skildrer en dynamisk, idepolitisk og rummelig bevægelse med et stærkt internationalt engagement.

Og det kan med det samme fastslås, at Dansk Folkeparti ikke bliver testamenteret ret meget her. Brylds sigte er da også et andet. Forlaget fremhæver i pressemeddelelsen om bogen, at ”(e)t socialistisk samfund er naturligvis passé”, men derfor kan der måske alligevel findes fortrængte elementer i den gamle ideologi, som kan bidrage med impulser til en fornyelse af socialdemokratiet i dag.

Denne gamle ideologi indkredses fra en række forskellige vinkler i bogens artikler, ligesom man præsenteres for en række metodiske overvejelser og forskning i arbejderbevægelsen.

Før syndefaldet

Den klassiske socialdemokratiske bevægelse var glødende internationalistisk, den var på en gang pragmatisk og radikal, og den var ”næsten fanatisk demokratisk”.

I denne ”paradistilstand”, som Bryld frejdigt kalder det, var bevægelsen helhjertet internationalistisk, fordi den identificerede sig stærkt med det internationale socialistiske projekt. Men i erkendelse af den danske stats ringe størrelse ville man afvendte udenlandske begivenheder og ikke forsøge egenhændigt at bringe ”den kapitalistiske guldkalv” til fald. På den måde kunne et ambitiøst og radikalt internationalt engagement gå hånd i hånd med indenrigspolitisk realisme, men afgørende var det, at det internationale og utopiske var retningsgivende for politikken.

Socialdemokraterne satsede på en stærk stat ud fra en klar erkendelse af samfundets konfliktfyldte natur og en vilje til med greb om begivenhederne at gennemføre en ”langsom revolution”. Det med erkendelsen er vigtigt, for socialdemokratiet udmærkede sig nemlig dengang med en systematisk, gennemtænkt samfundsanalyse og ideologi, som Bryld påpeger er totalt fraværende i dag.

Bevægelsen kan kaldes fanatisk demokratisk, fordi det var socialdemokratiet, der med sin massebasis kunne sætte magt bag ved kravene om udbygning og almen accept af demokratiet i de første årtier af 1900-tallet.

Flere brud

Bryld fremholder på en fin måde flere forudsætninger for, at Socialdemokratiet lagde afstand til de tidlige opfattelser, og undlader dermed at forfalde til enstrengede forklaringer om nødvendighed, forræderi eller lignende.

Da verdenskrigen i 1914 sønderrev kontinentet, blev der sat en effektiv stopper for internationalismen i den socialdemokratiske bevægelse.

Den politiske linje tabte radikalitet og søgte mod midten via konfrontation med venstrefløjen og ikke mindst den intime forbindelse til Det Radikale Venstre, som socialdemokraterne nærmest stod fadder til. Et afgørende brud markeredes med partiets regeringsdeltagelse. Den statsbærende rolle bidrog til at svække det sociale konfliktperspektiv, som gradvist afløstes af et socialteknisk velfærdsprojekt.

Stauning slog kursskiftet fast med syvtommersøm med erklæringer om vigtigheden af, at ”modarbejde angrebene på nationen, fordi den omfatter alles interesser”. Dermed indvarsledes den periode, der bliver romantiseret i Dansk Folkepartis historieskrivning.

En god ide

Det lader til at være Brylds opfattelse, at partiets største aktuelle problem er manglen på et retningsgivende projekt. Han når imidlertid ikke tættere på en løsning end noget med en ”ny socialdemokratisk fortælling”, en genopdagelse af ØD-tanken m.m. Og Bryld mener vel for eksempel næppe, at den gamle bevægelses fremskridtstro kan være et forbillede, når den i vid udstrækning byggede på en socialdarwinistisk udviklingslære?

Inspirationen lader meget tilbage at ønske, og det afsluttende idekatalog imponerer i hvert fald ikke denne anmelder. At bevægelsens tidlige forestillinger rent faktisk kan inspirere står alligevel overbevisende – om end ukonkret – tilbage.

Derfor er bogen også en god ide. Det er bare ærgerligt, at den ikke har været gennem en strammere redigering. Mange af artiklerne (hvoraf de fleste har været bragt før) er absolut læseværdige, men ideen om at præsentere den samme fortælling i en række forskellige perspektiver resulterer i mange gentagelser, samtidig med at enkelte artikler falder helt uden for (f.eks. en over 20 år gammel anmeldelse af en svensk disputats). En helt ny behandling havde været at foretrække.

Med disse forbehold rummer bogen ikke desto mindre mange vigtige iagttagelser, ligesom den kan bidrage til en udmærket politisk historisk almendannelse. For partimedlemmer og de med ekstraordinær interesse for emnet er den naturligvis uomgængelig.

Anders Hassing er medredaktør af Kontradoxa.

Anmeldelsen har tidligere været bragt på www.polsci.ku.dk, Statskundskab på Københavns Universitets website.

Claus Bryld: Den socialdemokratiske idéarv. Politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten. Roskilde Universitetsforlag 2004, 340 sider, 298 kr.