Mens Fallujah falder

Med den amerikanske militære aktion imod Fallujah kørende på sidste vers kan det være på tide at gøre status over USA`s kamp mod terrorismen og udsigterne for afholdelse af valg i Irak i januar 2005.

Falsk sikkerhedsfornemmelse

Lad os begynde med det tema, som Bush bl.a. genvandt præsidentposten på i USA: Kampen mod den globale terrorisme. Det lykkedes Bush sammen med sin chefrådgiver Karl Rove som manden, der støber kuglerne, at give den amerikanske befolkning det indtryk, at kampen imod Saddam Hussein var nødvendig af hensyn til at bekæmpe terrorismen, og selvfølgelig også de masseødelæggelsesvåben, som aldrig blev fundet.

Helt op til og med valget for få uger siden troede over halvdelen af den amerikanske befolkning, at Saddam Hussein støttede og hjalp terrorister, og at kampen i Irak og afsættelsen af Saddam Hussein var et led i kampen for deres - den amerikanske befolknings sikkerhed!

Det går hen over hovedet på den amerikanske befolkning, at vi i den virkelige verden er havnet i den modsatte situation: USA`s politik har styrket terroristerne, ja formentlig flerdoblet deres styrker og deres popularitet i Mellemøsten og Asien.

Det er ovenikøbet gået sådan, at den konkrete kamp imod al Qaeda/Osama bin Laden & co. er nedtrappet, fordi krigen i Irak og det, der skete efterfølgende, har været langt vigtigere end kampen mod terrorismen.

Ingen al Qaede-folk i Irak

Men vi har den amerikanske regerings ord på - se dens hjemmesider fra den 10. november 2001 - at der ikke var terrorister i Irak under Saddam Hussein. På regeringens hjemmesider var der et kort over, hvor al Qaeda opererede fra, og en tilhørende liste over 45 lande, som USA sagde, at organisationen opererede fra og havde medlemmer i. Blandt disse lande var USA selv, EU-lande som Tyskland, Frankrig, England, Belgien, lande som Australien og Schweiz samt en række lande i Mellemøsten og Asien.

Men Irak, som på det tidspunkt havde en diktator ved navn Saddam Hussein, var ikke nævnt! En klar erkendelse af, at Saddam Hussein var en af de få herskere, som havde så meget greb om sit land og dets befolkning, at han kunne sørge for, at al Qaeda ikke kunne operere herfra.

Hussein havde ikke noget specielt imod terrorisme, men han skulle nok selv sørge for denne, hvis det var nødvendigt. Han ønskede ingen uautoriserede aktioner fra irakisk jord, som kunne give præsident Bush et påskud til at angribe. Men - som bekendt - var det ikke nok til at sikre ham.

De ”udenlandske”

Nu er situationen anderledes. Præsident Bush og hans ministre og rådgivere prøver at give indtryk af, at nærmest hele den militære modstand og de militære aktioner, som finder sted i Irak, udelukkende er et spørgsmål om udenlandske kræfter, som opererer i Irak. Det er en stor løgn. Det ville ikke være muligt for så mange tusinde udenlanske "terrorister" at operere i Irak udenom sunni-muslimer, shiiter og kurdere i de forskellige geografiske områder.

Adskillige amerikanske militærfolk er da også begyndt at tegne et mere nuanceret billede af den stadig mere omfattende militære og sabotagemæssige modstand, som de skal bekæmpe. Og nu her, efter Fallujah-aktionen er ved at være overstået, bliver det interessant at se, hvordan de militære folk vil forklare sig ud af det morads, som deres præsident har malet dem ind i med sine udtalelser. Det er nok også derfor, at de er begyndt i de seneste uger at nuancere og nedtone al-Sarqawi og hans rolle og det omfang, som de "udenlandske" har i den irakiske kamp imod USA.

Los Angeles Times skriver den 28. september 2004 - efter briefing af anonyme militære folk i Baghdad - at de udenlandske tropper er langt mindre fremtrædende i antal og aktioner, end de politiske topfolk i USA giver indtryk af.

al-Zarqawi’s rolle

De amerikanske militærfolk siger, at den irakiske regeringschef Allawi og Bush vil undgå, at det kommer frem, at langt størstedelen af de militære aktioner skyldes lokale irakere tilhørende forskellige grupperinger, som er imod den amerikanske besættelse. De amerikanske militærfolk erkender, at der siden den såkaldte "magtoverdragelse" til Allawi og co. er sket en markant optrapning af de militære aktiviteter imod USA og Allawi`s folk og politi.

Den amerikanske regering prøver at give Abu Musab al-Zarqawi skylden for snart sagt alle kidnapninger, halshugninger og selvmordsbomber, som finder sted forskellige steder i Irak. I en rapport, som den 6. oktober 2004 bliver distribueret i USA af Los Angeles Times og Washington Post News Service, skriver en arabisk journalist, at arabiske efterretningskilder mener, at det er komplet umuligt at al-Zarqawi kan stå bag alle de aktioner, som han tilskrives eller tilskriver sig selv.

Disse efterretningskilder, som har infiltreret flere af modstandsgrupperne, siger tværtimod, at det er almindelig praksis for al-Zarqawi`s grupper at påtage sig ansvaret for alle de aktioner, de kommer i nærheden af eller hører om, for dermed at øge deres tilslutning i den almindelige irakiske befolkning.

I en artikel fra Knight Ridder Newspapers i USA skriver en journalist fra Baghdad, at sympatien for al-Zarqawi er stigende blandt den irakiske befolkning på grund af de amerikanske bombardementer, som rammer flere civile end dem, som bekæmper USA med militære midler. I stigende grad ser man almindelige irakere, specielt unge, som demonstrerer under samme banner som al-Zarqawi.

Journalisten har bl.a. snakket med en professor fra Baghdads Universitet, Salman al-Jumaili, som kommer fra Fallujah. Han siger, at "de (irakerne) støtter ham, fordi de hilser enhver velkommen, som er imod USA. Den offentlige mening bevæger sig mod ekstremisterne, fordi de oplever, at deres huse og byer er under bombardement. De støtter ikke Zarqawi som sådan, men de støtter den modstand, han repræsenterer".

Modstanden i Fallujah

Hvis man kigger på den modstand, som USA mødte og stadig møder i Fallujah, så er det interessant, at den i modsætning til, hvad der skete i Najaf i foråret 2004, er væsentlig mere velorganiseret og professionel, og at der ikke er nær så mange oprørere tilbage i Fallujah, som USA`s militære folk har opgivet til at være i byen.

Få uger før den militære offensiv kunne adskillige højtstående militære personer sige, at der var mellem 5.000-7.000 "terrorister" i Fallujah. Og at man rykkede ind for at smadre dem og finde/dræbe al-Sarqawi! Den 15. november, 6 dage efter indmarchen får man at vide, at al-Sarqawi og hovedparten af opørerne er undsluppet!

Ifølge amerikanske talsmænd er der dræbt ca. 1200 terrorister! Desuden kæmpes der stadig i mindre lommer udvalgte steder i byen. Det er desuden interessant, at talspersonerne for det amerikanske militær siger, at 200 af de dræbte var udlændinge! Det vil undre mig, hvis ikke det er sådan, at der blandt de 1200 dræbte er mange civile, ja at hovedparten er civile.

USA har med sin sædvanlige foragt for civilbefolkningen, eller nervøsitet for at offentliggøre de reelle civile tab, helt undladt at redegøre for civile tab. Den siddende irakiske regering med Allawi i spidsen viser total mangel på situationsfornemmelse og troværdighed overfor egen befolkning, når den siger, at der ikke har været rapporter om civile tab overhovedet!

Mon sandheden ikke er, at de øverste militære ledere af modstanden for længst har forladt byen sammen med hovedparten af deres folk. Og de, der er tilbage, er de mest motiverede i forhold til at dø, dvs. se kampen i et religiøst perspektiv. Det er sandsynligvis også dem, der er mest villige til at ofre sig selv via selvmordsbomber etc.

Det er sikkert, at de tidligere sunni-sikkerhedsfolk, politifolk og militær- og efterretningsfolk ikke har i sinde at lade sig slagte i et militært slag, som de ved, de på forhånd har tabt imod en overlegen amerikansk militærmaskine i Fallujah. De vil forsvinde og senere vælge tid, sted og våben, so to speak.

En død i Fallujah vil kunne opleves som sagen eller være acceptabel, hvis man er troende, eller hvis man er "ny" i kampen og tror på det, som kan blive sagt af religiøse og politiske ledere, som er villige til at ofre en i kampen, uden selv at være villig til det samme.

Modstandsgrupperne

Associated Press skriver den 4. oktober 2003 om de forskellige grupper som udøver den militære modstand imod USA. I modsætning til f.eks. Vietnam, eksisterer der ikke i Irak en samlet væbnet modstand, intet samlet politisk og militært lederskab for modstanden, og der er ikke nogen enkelt dominerende politisk fløj eller dominerende gruppe.

Det gør det svært for USA at bekæmpe modstanden, bl.a. fordi USA har store problemer med at skaffe sig politiske og militære efterretninger om "fjenden". Ikke så sært, da en stor del af denne modstand udgøres af de militære og sikkerhedsmæssige folk og enheder fra det gamle styre.

En såkaldt "counter-insurgency"-ekspert (anti-oprørsbekæmpelse), Bruce Hoffman fra RAND Corporation, vurderer, at der er omkring 20.000, som er direkte involveret i den militære bekæmpelse af USA og det irakiske militær og politi. Han skitserer modstanden til primært at bestå af fire grupper. De første tre kommer alle fra de sunni-muslimske områder, og her er næsten alle lokale irakere. Den fjerde, siger han, tilhører den shiitiske religiøse leder Muqtada-al-Sadr`s milits.

Indenfor den sunni-muslimske blok består den største og mest dominerende gruppe af irakiske nationalister, som kæmper for at genvinde den magt, som gik tabt da Saddam Hussein blev styrtet af USA.

En anden gruppe indenfor den sunni-muslimske blok er dem, som Bruce Hoffman kalder "hardcore-fighters", og som allierer sig med udenlandske "fighters", som f.eks. al-Zarqawi og hans folk.

En tredje gruppe er en gruppe af konservative irakere, som ønsker at der skal indføres et islamisk styre, men som ikke går ind for en terror-taktik med selvmordsbomber, kidnapninger eller halshugninger.

Endelig er der så den fjerde gruppe med al-Sadr i spidsen, som vil gøre al-Sadr til religiøs leder af et islamisk-shiitisk domineret Irak.

Modsætninger mellem irakiske og udenlandske modstandsfolk

Langt den overvejende del af den sunni-muslimske blok går ikke ind for kidnapninger, eller henrettelser ved halshugning o.l. De går ind for militære aktioner imod USA og de irakiske sikkerhedsstyrker. Derfor kan der godt opstå konfrontationer mellem de lokale nationalisti-ske grupperinger og dem "udefra", som ikke viger tilbage for noget som helst middel.

Ifølge en beskrivelse i Washington Post den 13. oktober 2004, siger en lokal militær leder af modstanden i Fallujah, Abu Abdalla Dulaimy, om al-Zarqawi, at "han er mentalt forstyrret, og har ødelagt og krænket modstandens image. Jeg tror, enden er nær for ham".

I samme artikel siges det, at der er uenighed i rækkerne i Fallujah om mål og midler, i og med at man står overfor et direkte militært angreb fra USA`s side.

Fallujah har i realiteten været under oprørernes kontrol siden april måned i år, og der har siden da været et samarbejde mellem de lokale og dem "udefra", som de lokale beboere siger. Men nu spidser det til, og ifølge udtalelser til Washington Post er der 5 af dem "udefra", som er blevet dræbt af de lokale i løbet af de seneste uger.

Så også modstandsbevægelsen har sine problemer og indbyrdes uenigheder, som dels går på de lokale og dem "udefra" og dels på taktikken med hensyn til mål og midler, som krydser den anden skillelinje engang imellem.

USA’s og Allawi’s dilemma

Men oprørerne føler, at tiden arbejder for og med dem. De får stigende tilslutning hver gang, USA bomber byer og kvarterer, hvor der bliver dræbt kvinder og børn.

USA har ikke kunnet levere sikkerhed, ikke kunnet levere jobs, genopbygningen går for langsomt, der er ikke vand nok og ikke elektricitet nok.

USA og Allawi står i et dilemma. For at sikre at der kan holdes kontrollerede "frie valg" i alle vigtige områder, er det nødvendigt at eliminere den væbnede modstand. For at sikre en genopbygning, som kan give irakerne brød, arbejde og sikkerhed, skal USA have elimineret modstanden. For at eliminere modstanden er USA nødt til at angribe deres tilholdssteder. Når det sker - med flybombardementer, tanks og missiler - ja, så bliver der dræbt kvinder, børn og almindelige irakere, som bor i områderne - så stiger modstanden imod USA og støtten til Allawi & co. og valgene mindskes. Men der er ingen vej uden om en militær konfrontation med oprørsgrupperne for USA, hvis det ikke skal ende med aflysning eller udskydelse af valgene, hvilket vil være en sejr for oprørerne.

En to-ledet plan

Derfor arbejder USA på en todelt plan: Dels på at uddanne tilstrækkelig mange i et nyt irakisk politi og militær. Problemet er, at det sker for sent og for langsomt, selv om der er sat ca. 2 milliarder dollars af til det. Dels på at "præcisionsbombe" udvalgte områder, hvor oprørerne holder til, dvs. eliminere dem gruppe for gruppe.

Den todelte taktik blev fulgt indtil præsidentvalget i USA i november var overstået. Men man ville hindre, at præsidentvalget blev forstyrret af blodige sammenstød med masser af døde civile irakere og flere døde amerikanske soldater. Så Allawi har måttet bide i det sure æble og konstatere, at præsidentvalget i USA er gået forud for, hvad der skulle ske i Irak!

Præsidentvalget i USA er nu overstået med en genvalgt præsident Bush. Derfor blev der slået til imod Fallujah. Men der er ikke kun lagt planer for Fallujah.

Den amerikanske militære generalstab har siden juli 2004 arbejdet på at lokalisere og analysere mellem 20 til 25 byer og områder, som skal renses for oprørere. Når dette er sket, skal det irakiske politi og sikkerhedsstyrker overtage jobbet med "fredskabende" og "fredsbevarende" aktiviteter.

USA håber, at lokale irakiske sikkerhedsstyrker på dette tidspunkt er stærke og pålidelige nok overfor oprørere, som vil prøve at generobre områderne, og at de vil blive accepteret af den lokale befolkning, når det ikke længere er USA, som står for det beskidte arbejde. I teorien skulle dette give sikkerhed for at det bebudede valg kan afholdes.

Derfor bliver det afgørende, hvad der sker de næste 3-4 uger. Vil den militære aktion imod Fallujah virke og sætte en skræk i livet på oprørerne andre steder i Irak, så de undlader militære aktioner, eller i det mindste sådan at det medfører en markant mindskelse i de kidnapninger, bombinger og militære aktioner imod politiet og USA?

Det er ikke sandsynligt.

Aktionen imod Fallujah vil vække voldsom vrede mod Allawi-regeringen og USA. Specielt i sunniområderne. Men også i de shiitiske områder vil det vække vrede, at det er gået så hårdt ud over civile, at hundreder af huse og institutioner er blevet bombet til ukendelighed, at over halvdelen af byens befolkning er blevet tvunget til at flygte for at overleve, at USA har nægtet Røde Kors m.fl. adgang til byen for at hjælpe civilbefolkningen, samtidig med at USA har fløjet mellem 200 og 300 sårede amerikanske soldater til deres militærhospitaler i Tyskland, osv.

Efter Fallujah: Ramadi, Samarra, Mosul ...

Men Bush har vurderet, at det var vigtigere at sætte en skræk i livet på oprørerne og deres sympatisører for at kunne sikre en afholdelse af valgene til januar, end at prøve at fastholde en "popularitet", som i forvejen ikke var til stede! Hvad kunne man egentlig miste!

Men hvis oprørerne, hvor hovedparten af dem i Fallujah er flygtet før den militære aktion, ikke skal indhente det tabte i Ramadi, Samarra, Mosul, Baghdad, Tikrit mv., så kræver det, at USA slår til også de steder, eller er rede til at rykke ind, hvis der sker en optrapning fra oprørernes side.

Det er ikke nok at overtage og sikre Fallujah i de næste måneder, de andre hovedbyer, hvor der er uro, skal også sikres. Det vil formentlig kræve, at USA-militær rykker ind i et eller andet omfang også i Mosul, hvor den lokale irakiske styrke på 5.000 politifolk tilsyneladende er i lommen på lokale oprørsgrupper. Enten via almindelig irakisk korruption, eller også fordi det lokale irakiske politi ikke tør udfordre de lokale oprørere af frygt for liv og lemmer.

Men har USA viljen og soldaterne til at erstatte de lokale irakiske politi- og sikkerhedsfolk indtil valgene er overstået?

Her vil det lokale irakiske politi måske med lidt større autoritet kunne overtage lov og orden efter USA, hvis der f.eks. er blevet valgt shiitiske- og sunnimuslimske ledere lokalt og på landsplan. USA kunne til den tid håbe på at kunne trække deres soldater tilbage fra urocentrene og ind på kasernerne og overlade dag-til-dag patruljeringer og lov og orden til irakiske politi og militær.

Ja, der kan tænkes mange "løsninger", og jeg vil i en kommende artikel skitsere de nationale og internationale konsekvenser og forudsætninger for disse.

Lance Vagnø Jensen er medlem af Enhedslistens Internationale udvalg og Europagruppe.